Interview: Jesper Christiansen

Jesper Christiansen: Hvordan man tror man finder vej til Swanernes malergård i Odsherred, 2006. 180 x 180 cm akryl på lærred Jesper Christiansen: Dj Matisse, 2006. 152 x 190 cm akryl på lærred

Førstehåndsindtrykket af din aktuelle udstilling Pæne Malerier er en række slagfærdige, men ret ordentlige og ja – pæne billeder. Dette indtryk forandres dog ved nærmere eftersyn, da en masse planer, snit og konstruktioner begynder at danne rum indover hinanden i billederne. Hvad ligger der i disse mange lag og i de flimrende rum, de skaber?

Jeg har gennem en del år arbejdet med maleriet omkring bestemte motivgrupper som stole eller planter. I Pæne Malerier afprøver jeg nogle nye motiver, som grundplanerne og bykortene, og jeg er vendt tilbage til pladecoveret som en måde at introducere lyden i billedet på. Mine billeder er ofte umiddelbart æstetiske og behagelige at se på. Men behageligheden, eller pænheden, bliver brudt af de forskellige optikker, jeg sammenfatter i billederne. Der optræder en række parallelle forløb og fortællinger, der begynder at arbejde sammen og skaber nye helheder og korrespondancer i billederne. Jeg er meget optaget af det flimmer, eller af den urenhed, jeg gennem de forskellige planer og rum kan skabe i billederne. Det er en måde at reflektere over virkeligheden på, alt imens jeg holder mig indenfor maleriets eget rum.

Pæne Malerier har en selvbiografisk dimension, der kommer til syne blandt andet i grundplanerne af huse, du enten selv har boet i eller besøgt. Og i Plænemaleri kommer der et bykort til syne, som er et kort over din barndoms villaveje i Kastrup. Har du bevidst stræbt efter at skabe en personlig vinkel på fortællingen i billederne?

Nej, det har jeg ikke. Det selvbiografiske er utvetydigt tilstede, men det indgår i en større undersøgelse, som er de enkelte billeders egen fortælling, der løfter det ud over mig som person. Det biografiske indgår snarere i forsøget på at fremstille den kæde af fortolkninger og begivenheder, som ethvert kunstværk repræsenterer. Der indgår næsten altid i kunst en indirekte fortolkning af tidligere værker. Denne fortolkning har jeg søgt at tydeliggøre dels ved at indplacere værker af nogle af de kunstnere, jeg fortsat er meget inspireret af, som Bonnard, Matisse og Morton Feldman, dels ved at fremhæve værker, der i sig selv er fortolkninger af andre værker, som Andy Warhols pladecover med bananen for Velvet Underground eller Morton Feldmans komposition Crippled Symmetry. Der er et spil mellem reference og motiv i billederne, som ikke lader det biografiske stå alene.

Installation view Installation view

Både rummet og lyden er til stede som motiv i billederne. Alligevel fremstår de i sammenligning med din tidligere produktion mindre formelle og mere fabulerende. Hvori består det egentligt ’maleriske’ i billederne for dig?

Maleriet knytter en række punkter sammen, som kun kan eksistere i et maleri. Det formelle, strukturen og rummet, giver billederne en tyngde og en alvor, mens farven i dens afgrænsede felter løsner sig fra figuren og får et eget liv. For mig er maleriets ‘maleriske kvalitet’ dette flimmer i billedet, spillet mellem farve, figurer og grund, der både stræber mod hinanden, og dermed på at skabe et indhold og

en fortælling, men også i hver deres egen retning og dermed mod deres eget liv. Maleriet er en beskrivelse af virkeligheden, men det er samtidig en virkelighed, der kun eksisterer i maleriet. Denne særegne realitet, der hviler over maleriet, er for mig meget ‘malerisk’. Derudover repræsenterer maleriet for mig en samtidighed, der på mange måder trodser dets alder som genre. Faktisk mener jeg, at netop maleriet formår at favne den kompleksitet og rastløshed, der præger vores moderne nutid. Der er for mig et tab over samtidigheden. Folk har altid travlt med flere ting på en gang, og formår sjældent at samle sig om en enkelt handling eller situation. Maleriets samtidighed, dets latente hang til som kunstnerisk handling og udtryk at finde sted på flere planer, har imidlertid altid fascineret mig.

Der optræder et stort antal referencer og korrespondancer til tidligere kunstnere i Pæne Malerier, og der synes at være en klar bekendelse til en moderne malertradition i dine værker. Hvordan forholder du dig til traditionen?

De fleste kunstnere oplever på ét eller andet tidspunkt et behov for at forholde sig til den tradition, de er formet af. For mit eget vedkommende fylder modernismen stadig meget, om end den i sig selv repræsenterer et langt opgør med en ældre, historisk tradition. Modernismen er på nogle måder et fravær af tradition, hvor hierarkier blev nedbrudt og hvor det store ‘master narrative’, hvis der nogensinde havde været et sådant, ophørte med at eksistere. Samtidig fylder traditionen enormt meget i modernismen, måske netop fordi den ikke er der længere. Mine billeder er nok moderne i den forstand, at de er ahierarkiske og repræsenterer en vis orden. Men de er ikke moderne i forhold til den forkærlighed for det destruktive og mekaniske, som også hører til modernismen. Jeg maler pæne billeder. Det er sådan, jeg oplever verden. Og så skal man jo gøre det, man er bedst til…•

Jesper Christiansen: Plænemaleri, 2006. 160 x 210 cm akryl på lærred Jesper Christiansen: Outillage Secret, 2006. 2 x 2 m akryl på lærred

Jesper Christiansen: Honky Chateau, 2006. 180 x 180 cm akryl på lærred

Jesper Christiansen: Hvordan man tror Morton Feldman lyder, 2006. 180 x 180 cm akryl på lærred Jesper Christiansen: Farmer in the City, 2006. 238 x 200 cm akryl på lærred