Interview: Jes Brinch; Unlearning reality - dissolving self

Jes Brinch: Unlearning relity - dissolving self, 2006.

Ser I udstillingerne som to adskilte ting?

Ja. Det er to forskellige måder at arbejde på. Trang er vietnameser og kvinde og ser tingene fra et specifikt vietnamesisk point of view, hvor jeg kommer som dansker til Vietnam. Mine ting handler om at tage afstand fra dansk kultur uden at melde mig ind i en ny. Det handler om at give slip på sin kulturelle betingning og sit indlærte virkelighedssyn.

Det virker som om, installationen udspringer af, at du er flyttet til Vietnam og dermed ser både den danske og vietnamesiske kultur udefra..

Når man er i en anden kultur, ser man tingene udefra, og tingene fremstår ikke belastede, som man kender det herhjemme fra. Jeg kan f.eks. ikke holde ud at høre radioavis i Danmark, fordi det minder mig om, da jeg var barn og skulle op, og der var ti minutter til jeg skulle stå ved busstoppestedet. Hele den betingning og traumatisering har man slet ikke i en anden kultur, fordi den ikke påvirker én i samme omfang, så jeg kan vælge, hvad jeg vil forstå, og hvad jeg ikke vil forstå. Samtidig er det enormt inspirerende. Jeg synes, det er sjovt som udefrakommende ikke at have alle de tunge betydninger af tingene, jeg har hevet ud af vietnamesisk kultur. Dermed kan jeg bruge dem som rekvisitter i mit eget trip.

Så det har været en befriende oplevelse at flytte til Vietnam?

Bestemt, det er enormt befriende.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self, detail, 2006. mixed media.		Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self, detail, 2006. mixed media.

Når man kommer ind i udstillingen, går man gennem en smal passage med et banner på hver side...

På det ene står der Survival på, det hentyder til den vietnamesiske kultur. Det andet står der Lifestyle på, og det handler om virkeligheden i Danmark. I Vietnam bruger man sin hverdag på slet og ret at overleve og tjene penge til det basale. I Vietnam er levestandarden ikke så høj, at man kan bruge tid på at bekymre sig om sin livsstil. Det betyder ikke noget, hvilken stol man har; man har en billig plasticstol til 4 kr., ikke en Børge Mogensen stol til 4000 kr. I Danmark bekymrer vi os meget om vores udseende så kondicyklen, og PH-lampen er et klassisk dansk statussymbol. PH-lampen er for mig symbol på dansk virkelighedsundertrykkelse.

Det minder mig om behovspyramiden...

Netop, Maslows behovspyramide. Det reflekterer Trangs udtalelser også – det økonomiske niveau er simpelthen ikke højt nok til, at der er en fri kunst.

Har det ikke været underligt at flytte til Vietnam og lave noget så luksuriøst som kunst omgivet af fattige folk?

Det er klart, det er privilegeret. Men jeg sidder dog ikke i en Børge Mogensen stol med en PH-lampe, jeg lever et rimeligt basalt liv. Selvfølgelig har vi som tilflyttere rimelig meget plads, fordi vi har råd til at betale for et stort hus, og det er første gang i mit liv at jeg har råd til et ordentligt sted at bo. Jeg har jo heller ikke tænkt mig at tage til Vietnam og leve som en fattig mand, det ville være et lidt for fundamentalistisk-Tvind-projekt for mig. For mig handler det om at slippe væk fra den kulturelle betingning og danske vantænkning, som man går rundt i. Vi bruger vores samfund til at akkumulere vanetækning, samfundet er et fængsel af vanetanker. Vi skal hele tiden være bange for alt muligt. Nu skal vi være bange for fugleinfluenza og islam og terror.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Men du arbejdede også med at slippe væk fra vanetænkningen, mens du boede i Danmark..

Ja, men det var på et meditativt plan, nu kan jeg gøre det helt konkret. Jeg har altid arbejdet med idéen om at melde sig ud af samfundet, og det kan man jo realistisk set ikke. Man kan ikke bare grave et hul og så sidde nede i det og sige, man ikke vil være med i noget som helst. Én af måderne er måske at leve som nomade uden rødderne dybt nede i en samfundsform. Netop at leve som fremmed i en anden kultur. Det er der ikke så mange, der får lov til i Danmark, men det privilegium har jeg her i Vietnam.

Var det et kunstnerisk projekt at flytte til Vietnam?

Nej, overhovedet ikke. Det var et eksistentielt projekt. Al min kunst kommer af eksistentielle årsager. Kunsten er en ramme, jeg kan leve så frit som muligt indenfor, det er det, som er projektet.

Vi stopper op ved de marcherende mannequindukker.

Det er vietnamesiske mannequindukker, som forestiller børn. Det, som fascinerer mig, er, at dukkerne er lavet til vietnamesiske kunder, men dukkerne ligner vestlige børn. Men de har ikke ramt helt rigtigt, de er lavet i en mærkelig 30’er, nazi-agtig stil. Det, synes jeg, er helt perfekt, så jeg har fået syet nogle brune fascist-jakkesæt til dem. Noget af det, jeg godt kan lide, er de kulturelle misforståelser, den måde de ser på Danmark og vesten generelt på. De har nogle skæve forestillinger om, hvordan der er i vesten, og det kommer til udtryk i dukkerne. For en vesterlænding rammer det noget helt forkert, det er jo nazi-dukker, og det har jeg understreget med jakkesættene.

De kommer marcherende ud fra væggen...

Det er en catwalk, de går på. Jeg har med vilje fået syet business-jakkesæt til både mænd og kvinder, altså liberalistisk ensretning, og hun står med Jyllands-Posten under armen.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.		Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Vi taler om, hvordan installationen er blevet til og om forskellige arbejdsprocesser.

Normalt laver jeg ting, som har en næsten sproglig forklaring, meget målrettet, stringent og konceptuelt. Som har et budskab, ofte politisk eller meget konkret eksistentielt. Men den her udstilling er mere en slags opslagstavle, hvor jeg har knaldet alle mine idéer op. Jeg har haft den frihed at kunne købe en masse ting i Vietnam og sende dem hjem. Jeg har arbejdet meget løst og improviseret, spontaniteten er den drivende kraft i denne udstilling.

Er det nyt for dig at arbejde på denne måde?

Nej, overhovedet ikke.

Men du har tidligere haft sproglige forklaringer af værker med - f.eks. på udstillingen Mindblow på Førstetilvenstre, hvor dit maleri Subject/Object-consciousness er udstillet. Er der overhovedet overladt noget til beskueren, når du har beskrevet det hele på et ark papir i forvejen?

Nogen gange er det nødvendigt, men her har jeg arbejdet improviseret. I opbygningen minder denne udstillingen om Welcome to my nightmare (1991, Rum 91*92 red.). Jeg kan godt lide at arbejde meget stringent og konceptuelt med et klart budskab i nogle sammenhænge og lave noget løst og improviseret i andre situationer. For mig handler det om en vekselvirkning - at have så mange forskellige måder at gøre tingene på som muligt. Nogle gange er der nærmest et skema til, hvordan værkerne skal forstås, og nogle gange er det mere oplevelsesbaseret.

Denne installation passer godt med det billede, jeg har af Asien - uden nogensinde at have været i Asien..

Folk har spurgt, som om det er en etnografisk udstilling: ” Ser der sådan ud i Vietnam?”. Jeg kan hilse og sige, at det gør der ikke. Jeg har købt de ting ind, som fascinerede mig, men jeg har selv sammensat alle rekvisitterne, så i virkeligheden er det et snap shot af min bevidsthed. Ikke en etnografisk udstilling om Vietnam kontra Danmark.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.		Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Du har tidligere talt om vigtigheden af det subjektive. Er det det, du mener med ”et snap shot af min bevidsthed”?

Ja, jeg kan ikke lade være med at være subjektiv, og jeg kan ikke forstå, at nogen forsøger at være det inden for et felt som kunst. Der kan sikkert komme noget interessant ud af at eksperimentere med objektivitet, men det vil nok ende med, at man dekonstruerer objektiviteten, så det ender med at være subjektivt. Det er min personlige holdning. Jeg ser kunst i relation til mit liv. Det vigtigste for mig er at leve et liv, som er givende og stimulerende, hvor jeg kan leve mit liv, som jeg har lyst til. Og det handler i høj grad om at opløse mit virkelighedssyn og mit ego og alt det, som er programmeret fra samfundets og min egen side og prøve at opleve tingene så åbent og direkte som muligt. Kunst er det felt, hvor jeg kan arbejde med de ting friest muligt og kommunikere med andre folk omkring mine tanker og eksperimenter. Og forhåbentlig få en dialog i gang. Kunstudstillinger er selvfølgelig meget en monolog, det er mig, som kommer med et udtryk, men i andre sammenhænge kan jeg få et input tilbage.

Du taler om forholdet mellem subjekt og objekt. Er det forskel på dette forhold i Vietnam og Danmark? Jeg har hørt, at man i asiatiske sprog ikke har et ord for ”jeg” eller ”mit”..

Det har man. Et af de første ord, jeg lærte, var egoistisk. Jeg har også hørt, at asiatere ikke har noget subjekt, men det er nok lidt overdrevet. Det er sådan noget, man siger i Danmark. Men det er rigtigt, at man har en kollektiv kultur i Vietnam, hvor man har en individualistisk kultur i Danmark. Familierne har enormt stor betydning i Vietnam, man sidder meget på gaden, og gadekulturen er typisk for Vietnam. Klimaet er også meget varmere, så man behøver ikke at isolere sig i varmeisolerede lejligheder.

Så det er nogle klimatiske ting, som gør, at man er mere social...

Ja, men også kulturelt. Det mest positive ved vietnamesisk kultur er, at den er enormt social, det er umuligt at være ensom i Vietnam. Jeg oplever det ikke sådan, at jeg har et mindre subjekt, når jeg er i Vietnam. Det er mere muligheden for at slippe alle referencerne. Den kultur, man lever i, fastholder én i et dualistisk verdenssyn. Herhjemme får man hele tiden at vide, at nu skal du lave en masse kunst, fordi der er et boom i kunstmarkedet, eller du skal ikke tage for mange fjumreår, for så får du ikke en uddannelse. Alt det står man lykkeligt udenfor, når man bor i et andet land.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.		Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Jeg ved, at du bruger meditation som et redskab til at se mere åbent på verden. Er kunsten på samme måde sådan et redskab for dig?

Meditation interesserer mig i mit liv. Det er et genialt redskab til at give slip på subjekt og objekt, og jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan adskille mit liv og min kunst, jeg bliver nødt til at blande tingene, og det har været en force. Men jeg er ikke typen, som ser kunsten som en proces. Processen ligger i mit liv, men resultaterne bruger jeg i kunsten. Kunsten er et redskab til at kommunikere. Jeg ser kunsten som noget symbolsk. Det er en symbolsk måde at kommunikere min virkelighedsopfattelse på.

I teksten ”Hvordan hænger mennesket og kunsten sammen?” skriver du, at virkeligheden ikke er virkelig, og du opfordrer til at droppe egoet, som du kalder en dårlig vittighed. Vil du nedbryde alle vores forestillinger om virkeligheden?

Ja. Inspirationen kommer gennem tibetansk buddhisme og noget fra eksistentiel filosofi og psykologi. Det er brændstoffet i mit liv, men fordi jeg ikke skiller mit liv og min kunst ad, kommer det selvfølgelig også til udtryk i min kunst.

Du har sagt, at du er blevet kunstner, fordi du ikke kan have et normalt 9-16 job..

Kunstner er en af de frieste roller, man kan finde i samfundet i dag. Men jeg er meget skeptisk over for selvidentifikation: Jeg er kunster, jeg er dit og dat. Kunst er et redskab, jeg benytter mig af, det er ikke min identitet. Jeg er i det hele taget skeptisk over for identitet, så hvis jeg vil nedbryde min identitet, hvorfor skulle jeg så opbygge en ny som kunstner?

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.		Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Du skriver også i dit CV: ” Why do you look at my curriculum vitae?

Art should not be judged by its position in a social hierachy.”

Et CV er en enormt undertrykkende ting. Det samme ser man i det tiltagende fænomen med, at man skal have gået på akademiet og alt det hierakiske snobberi. Kunstens force er netop, at det kan laves af hvem som helst, som har noget på hjertet. Man snakker en masse om, at kvinder bliver diskrimineret i dansk kunst, men jeg synes også, autodidakte kunstnere i høj grad bliver diskriminerede. Jeg synes, man som kunstner har en forpligtigelse til at tage 50 % autodidakte kunstnere med på udstillinger, ligsom der bør være 50 % kvinder. Sådan at akademiet ikke bliver et instrument til at udelukke folk med, så vi kan sidde og være elitære på toppen og pisse ned på de andre.

Du siger, at kunst kan laves af hvem som helst. Ønsker du, at flere mennesker skal leve et liv som dit?

Nej. Jeg opfatter ikke det, jeg laver, som dogmatisk, eller som om jeg prøver at fortælle andre folk, hvad de skal gøre, det går altid galt. Senest kan man se det med Muhammed-tegninger, hvor nogle jyder sidder og fortæller folk i den muslimske kultur, hvordan de skal forholde sig. Altså, at sætte normer for andre er noget af det værste, jeg ved, og sådan vil jeg meget nødig selv opfattes.

Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.		Jes Brinch: Unlearning reality - dissolving self (detail), 2006. mixed media.

Hele installationen fremstår meget syret med neonlys og neonfarver. Er det noget, som konkret er opstået ud fra oplevelser med meditation?

Nej. Neonfarverne - og det at forstørre 3D ting og male dem i 2D - gør, at de fremstår mere uvirkelige og minder om en vision fra en drøm som f.eks. mobiltelefonen. Det er en fysisk måde at foreslå en opløst virkelighedsopfattelse på. Men det er også, fordi jeg synes, det ser fedt ud og er sjovt. Jeg vil gerne have, at kunst er stimulerende og giver oplevelser, og det må gerne være underholdende.

Du har tidligere sagt, at værkerne skal kunne forstås af folk, som ikke umiddelbart ved noget om kunst.

På trods af, at jeg har arbejdet med kunst i 20 år, synes jeg stadig, det er kedeligt at se på et bord med nogle fotokopier. Jeg vil have nogle oplevelser, når jeg ser en udstilling, selvom jeg er professionel og har en faglig interesse. Jeg mener, det er kunstens forpligtigelse at holde beskuerens opmærksomhed. Der er mange, som har et omvendt elitært syn på det, som mener at det er op til folk selv at få noget ud af kunsten, men det spiller ikke for mig. Og hvis jeg har det sådan, går jeg ud fra, at det almindelige publikum har det på samme måde. Jeg synes for så vidt ikke, der er noget galt i, at kunsten skal konkurrerer med andre medier om opmærksomheden. Jeg vil gerne lave kunst, som oplevelsesmæssigt kan konkurrerer med at gå i biografen eller til koncert. •