Interview: Jeppe Hein

Jeppe Hein: Usynlig Labyrint, 2006.

Hvilke faktorer er det, der har ledt hen til skabelsen af ’Usynlig Labyrint’?

Jeg har igennem længere tid haft en enorm interesse for labyrinter. Jeg har undersøgt og researchet meget på hvad labyrintens historie handler om, og hvad labyrintens form kan. Jeg ville se labyrinten ud fra tanken om, hvad jeg kan byde ind med inden for labyrintens historie og labyrintens grænser – hvad jeg kan tilføre labyrinten som noget nyt. For labyrinten er jo en meget velkendt kulturel form, vi har alle sammen prøvet at sidde med en børnebog og prøve at finde vej gennem labyrinten.

Den første labyrint, jeg lavede, var heller ikke usynlig, men en spejl-labyrint. Det handlede for mig om at bryde formen op, at undgå det, man normalt forbinder med labyrinter. Der var intet midterpunkt - intet man kunne søge efter. I stedet brugte jeg en kvadratisk form, der var inspireret af ægyptisk labyrinthistorie, og byttede en masse af væggene ud med spejle. Det gjorde, at labyrintens normalt afgrænsende form blev nedbrudt. Via spejlene kunne man se sig selv i forskellige vinkler,og som et optisk bedrag kunne man også opleve pludselig at føle, at en person, der i virkeligheden stod uden for labyrinten, stod lige ved siden af en. Når man på den måde leger med de optiske og fysiske grænser bliver værket på en gang integreret i, og en afspejling af, omgivelserne.

I arbejdet med Usynlig Labyrint har jeg blandet min research og fascination af labyrinter med en undersøgelse af andre ting. For den her labyrint handler, udover en udforskning af labyrintens form, også om, hvordan man kan kontakte mennesker. Jeg blev inspireret af, at jeg læste en artikel om, at man var begyndt at udstyre senile ældre med en lille brummer, der ville gå i gang, når de kom uden for plejehjemmets område. Helt præcist hvad det skulle kunne gøre, om de så skulle vende om af det, det ved jeg ikke. Men det gjorde i hvert fald, at jeg kom til at tænke over forskellige måder hvorpå man kunne påvirke folk på gennem berøring.

Det ledte mig ud i en undersøgelse af flere ting, for hvis man vil udvikle et kunstværk som den her labyrint handler det faktisk også i høj grad om, at man skal udvikle nogle teknologiske koncepter, der holder. Det handlede meget om at undersøge, hvordan man bedst muligt kunne udforme de forskellige ting. Hvor skal vibratoren (som man bruger til at mærke labyrintens usynlige vægge) for eksempel sidde – på et headset, som den gør her? Eller skal den hellere sidde på en handske eller sko? Jeg kunne meget godt lide, at vibrationen centrerede sig omkring det midterste af kroppen. Det skulle også meget gerne være en vibration der kunne mærkes af alle mennesker, selv om de nu måske manglede en arm eller var lamme. Det endte med en form hvor jeg brugte vibration der kan mærkes foran ørerne fordi det er en slags appelleren til et sanseapparat som alle mennesker besidder. Og på samme tid er det også knyttet til en slags menneskets inderste akse, den, der går fra det øverste af hovedet og ned gennem rygraden til jorden.

Jeppe Hein: Usynlig Labyrint, 2006.

Dine værker er kendt for at udfordre publikum, for at spænde relationen mellem tilskuer og værk til sin yderste konsekvens, og for at udfordre det museale rum. Gentager ’Usynlig Labyrint’ nogle af de koncepter?

Som hovedsynspunkt synes jeg jo, at det er superinteressant, at der findes et publikum for det værk, der ikke visuelt eksisterer. For vores forhold til kunsten er helt fundamentalt bygget op omkring det visuelle - ’skal vi gå ud og se på kunst?’.. I Paris, (hvor den usynlige labyrint første gang blev udstillet red.) undersøgte vi meget, hvad der kan lade sig gøre inden for det moderne udstillingsrum. På Pompidou findes der et ark på to sider med regler, om hvad der må – og ikke må – indgå i kunstværket. Der må ikke bruges ild, vand eller røg for eksempel. Som en slags kommentar til det kom jeg på den tanke, at det var nemmere at udstille ingenting. Og det er jo så det, vi gør her.

Ideen bag Usynlig Labyrint er i sin grundbetydning, at værket ikke eksisterer. Men udover det eksisterer der et ekstra lag omkring værket, for man kan ikke engang være sikker på, at det er det samme usynlige værk hver dag. Det første der møder en, når man går hen mod trappen til udstillingslokalet er et billboard der annoncerer ’dagens labyrint’, for der er seks forskellige labyrinter – seks værker i værket med hver sin kulturelle og historiske betydning. Jeg bruger for eksempel labyrinten fra Kubricks ’The Shining’, den middelalderlige labyrint fra Chartres og labyrinten fra Pac-Man. Ved at bruge dele af labyrinter med forskellige historiske, psykologisk og fysiske betydninger inddrager jeg publikum - uden at de ved det - i en del af en anden labyrint der har haft en anden betydning udover selve den betydning der ligger i værket. Jeg trækker derfor både på psykologiske ideer om, hvordan man går i en labyrint, hvor de forskellige fysiske træk her forstærkes, idet du ikke kan se dem. Du støder ind i væggen og må dreje, søge efter fri passage og dreje igen næste gang du møder en væg. Idet gangene og væggene her er usynlige, bliver det menneskene der skaber det fysiske rum, når nu værket i virkeligheden ikke er der. Det, og den kommunikation i rummet som værkerne medfører, skaber en dialog mellem mennesker. Jeg ser meget mine værker som værktøj for kommunikation. Det gælder om at komme ud over distancen til værket, jeg ser mine værker som mere pågående end det meste kunst. Pågående på den måde, at tilskueren interagerer med værket og bliver involveret. Og på den anden side handler det også om, hvordan dette værk forholder sig til publikum. Det handler om, at pludselig skaber værket en kontekst hvor man taler med hinanden, og hvor man opdager, at nogen forholder sig anderledes til værkets grænser end en selv. På den måde skabes der et aktivt publikum inden for konteksten, og den kommunikation værket frembringer bliver til en kommentar på den mangel på kommunikation og det politiske fremmedhad der præger Danmark i dag. Et eller andet sted er jeg vel ude på, at labyrinten kan hjælpe med at skabe en dialog som jeg savner andre steder i samfundet.

Jeppe Hein: Usynlig Labyrint, 2006.		Jeppe Hein: Usynlig Labyrint, 2006.

Reagerer tilskuerne som du forventer på værket?

Den selvdiciplin, som tilskuerne udviser, kan godt undre mig. Jeg synes det er fascinerende, at de overholder de små regler som jeg stikker ud. For i værket indgår jo også muligheden for at sige fra og ikke overholde reglerne - man behøver jo ikke at respektere væggene, i virkeligheden kan man jo også bare gå fra den ene ende af rummet til den anden. Og det er jo det, man må forholde sig til når man skaber kunst i det offentlige rum, at nogen gør noget helt andet end man havde tænkt sig. Og på den måde er det vigtigt, at værket er så godt, at det kan overleve i det offentlige rum, at det ligesom kan holde til det. Og det synes jeg også, at det her værk kan. Jeg bruger jo også en del på at teste mine værker, på at holde øje med, hvordan folk forholder sig til dem. Og jeg synes folk her reagerer som jeg gerne vil have dem til.

Jeppe Hein: Usynlig Labyrint, 2006.

Du har tidligere kritiseret de hjemlige institutioner for ikke at prioritere samtidskunsten, og du har kun været meget sporadisk repræsenteret på de danske museer. Hvad betyder det for dig, at du endelig får en soloudstilling på en stor dansk kunstinstitution?

Da jeg blev inviteret til at udstille i X-rummet kom det efter en tid hvor jeg havde været meget i pressen herhjemme, og hvor der havde været meget kritik af institutionerne for hvorfor mine værker ikke blev vist i Danmark. Så da Statens Museum for Kunst kontaktede mig var det første der sprang ud af munden på mig ”Nå, har I læst aviser for nylig?” Men det er ikke fordi jeg er sur over først at blive udstillet nu, jeg har tværtimod været meget mere nervøs i forbindelse med den her udstilling end jeg normalt er. På samme tid som den hjemlige kunstverdens vigtighed forsvinder lidt når man får den på afstand, så er det noget specielt at komme hjem. Jeg er meget mere nervøs for at udstille i København end jeg har været noget andet sted i verden.

Du har også arbejdet meget med hvordan værket forholder sig i interaktionen med sine omgivelser, med byrummet og menneskene omkring det...

I Præstø Kunstforening udstiller jeg lige nu en vandpavillon, og der får jeg meldinger dernede fra om, at byen gerne vil beholde værket, at de slet ikke kan undvære det igen. For dem har det været en udstillingsoplevelse og et værk der skaber kommunikation og glæde og stolthed, et sted hvor gamle mennesker og børn mødes og leger sammen. Og det er da fantastisk at man kan lave ting der bryder grænser på den måde, om det så er et kunstværk eller ej, konklusion er, at den glæde og dialog der skabes er det vigtigste. I Basel udstillede jeg også en vandpavillon – Appearing Rooms (Billeder af Appearing Rooms her). I modsætning til resten af messen var den placeret i byrummet foran udstillingsbygningen. Det gjorde, at ved at folk sidder ved den og børnene leger i den bliver lokalsamfundet i Basel pludselig også en del af kunstverdenen frem for at være fremmedgjorte over for den her messe der pludselig komme til byen.

Og så er der jo på samme tid ingen tvivl om, at kunsten er en enorm kraft i det offentlige rum, at kunsten generelt kan gøre meget for et sted, at det kan aktivere et helt område. Det er jo sådan, at der hvor det er billigt at bo, der rykker kunsten hen. Det er gerne bydele hvor det er billigt fordi de er lidt forsømte. Men så rykker kunstnerne ind, og så åbner der et par gallerier, og senere nogle caféer, barer og butikker. Og så er det pludselig en anden type mennesker, der flytter ind, og så har man fået aktiveret et område som man for eksempel kunne se det på Bryggen og i Valby. Og i virkeligheden er det jo det, kunsten kan, den kan interagere med sin omverden.

Jeppe Hein: Usynlig Labyrint, 2006

Hvad vil du gerne opnå med det her værk?

Jeg vil gerne opnå, at folk åbner øjnene, at jeg kan rykke folks ideer om, hvad et kunstværk er og hvad et kunstværk kan. Jeg har brugt den her form som folk kender – labyrinten. Som jeg nævnte før kender vi alle labyrinten fra børnebøgerne, men udover det er enormt mange former i vores samfund inspireret af labyrinten – Internettet og subway-systemet for eksempel. Og livet er en labyrint, vi må hele tiden tage stilling til, om vi skal dreje til højre eller venstre. Men udover det er dette værk jo også en kommentar til kunstverdenen og til det, at det som kunstner normalt er så vigtigt at forholde sig til det visuelle. Det her bare rum er jo også – som flere af mine tidligere værker, en kommentar til den ’white cube’ som det moderne udstillingsrum er, og den rolle museet har i den moderne kunstverden. Jeg synes det er vigtigt at spørge og kritisere museumsverdenen og museumsrummet.

Samtidskunsten er jo på mange måder nedprioriteret herhjemme, og især måske et sted som Statens Museum for Kunst hvor det burde være noget af det, som man lagde fokus på. For det er jo i samtidskunsten at de nye ting sker. For det er jo også et felt der breder sig i rasende fart Samtidskunst er trendy og smart, meget mere i udlandet end i Danmark. institutioner og banker kan bruge samtidskunsten som værktøj til at pleje sit image, så som kunstner skal man være opmærksom på, hvad man bliver brugt til. Og der må man så hele tiden afveje det med, hvad man kan få ud af det. For eksempel var jeg for nylig inviteret til frokost hos Brian Mikkelsen for at diskutere samtidskunst og regeringens nedprioritering af den. Og der er det selvfølgelig klart, at jeg jo også bliver brugt til at pleje hans image.

Hvad er det, ifølge dig, der er i vejen med regeringens kulturpolitik.

Da vi havde et regeringsskifte for, ja hvad er det, 6-7 år siden, der skar man fundamentet for samtidskunsten ned. Man gjorde det enormt problematisk for det unge og eksperimenterende at eksistere. Jeg synes det er enormt vigtigt at det fundament skabes igen, at man som ung kunstner kan få fodfæstet, før man kan hoppe.

Er det derfor du har valgt at bosætte dig i Berlin?

Der er flere fordele. Den uge kunst accepteres ikke på samme måde i Danmark som i Berlin, og så er der en økonomisk, billigere og anderledes at bo i Berlin. Men mest af alt synes jeg det er vigtigt at tage ud i et par år, det er vigtigt at se den hjemlige kunstverden et andet sted fra, anskue den udefra og ind og finde ud af, at den måske ikke alligevel er den vigtigste i verden. •

Til åbningen på Usynlig Labyrint var der sommer-stemning i skulpturgyden på Statens Museum. Her kommer lidt billeder fra begivenheden...		Jvf. Jeppe Heins snak om politikerimage var Socialdemokratiets kulturpolitiske ordfører Mogens Jensen at se. Her i snak med Kenneth Balfelt fra ARD
Topmøde. Bl.a. kunstner Claus Carstensen og de magtfulde samlere Ole Faarup og Leif Djurhuus		Topmøde igen. Bl.a. kunstnerne Jesper Just og Eske Kath
Papirklipskunstneren Peter Callesen		Airplay og P2s kunstmagasins Sidsel Nelund
Exit 06; Kristoffer Akselbo i snak med Sidsel Langbein fra Galleri Nicolai Wallner		Chevalier Colonel
Prinsesse Marys far John Donaldson nyder jetset-livet i Danmark		kopenhagens fotograf kamera-batler med Gorm uden Gregers
Cool kunsthistoriker Ditte Vilstrup		Succeskunstneren Hannah Heilmann fra Ingen Frygt med sin smarte kurator-ven, vi desværre ikke kan huske navnet på.
Folkene gra Galleri Nicolai Wallner; Sidsel Langbein og Claus Robenhagen		kopenhagen og Covers Maria Kjær Themsen