Interview: Jacob Tækker

Videoklippene på denne side afspilles i Quicktime.

Du kan hente Quicktime her:

www.apple.com/quicktime/download/

Jacob Tækker på Mogadishni

Hvordan fungerer dine værker rent teknisk? Både selve installationen men også konstruktionen af videoen?

Ideen med installationen her var, at jeg godt kunne tænke mig at have et rum, hvor det regnede, og inde i det rum kunne man stå og se en film, hvor det regnede; sådan en meget simpel ide. Da jeg så skulle begynde at lave det, blev det lidt mere kompliceret; hvordan laver man regnvejr og får det til at køre rundt med økonomi og sikkerhed? Det er jo mange liter vand, der ligger her, og hvad nu hvis det begynder at sive ud. Det ville jo ikke være så godt for Chapelle og heller ikke for mig selv, så det var med virkelig at finde en ret simpel måde. Det er bare en vandslange, hvor der er prikket huller, og en pumpe. Materialerne skulle være simple og virkelige tilgængelige, så jeg følte, at jeg havde kontrol over det og ikke skulle have fat i en ingenør eller en ekspert. Derfor er det rimelig intermistisk sat op.

Videoerne er filmet med en masse bluescreens og dupleringer. Der er virkelig brugt så mange effekter, som jeg nu kan bruge, og som jeg følte passede ind i projektet.

Uddrag af Jacob Tækker: Parking Lot Limbo

Jacob Tækker: Parking Lot Limbo (still), video.		Jacob Tækker: Parking Lot Limbo (still), video.
Jacob Tækker: Parking Lot Limbo (still), video.		Jacob Tækker: Parking Lot Limbo (still), video.
Jacob Tækker: Parking Lot Limbo (still), video.		Jacob Tækker: Parking Lot Limbo (still), video.

"The making of" Parking Lot Limbo		"The making of" Parking Lot Limbo

Hvad kommer først i dine værker? Er det lyd- eller billedsiden?

Lyden kommer egentlig sideløbende med det andet. I Emotional Landscape (som er Tækkers bidrag til udstillingen add x to (n) på Museet for Samtidskunst, red.) havde jeg en ide om at bygge et landskab og så sætte en person ind i det. Ind i en slags tankeverden; hvordan man føler, at ting ser ud. Den by, som Emotional Landscape foregår i, ligner jo egentlig ikke en by, men man aflæser det som en by. Det er lavet så naivt, som et barn ville tegne det. Højhuse, lidt storby, lidt kold og grå; jeg har prøvet at gøre det sådan lidt beton-agtigt. Lidt firkantet også; man har en by og en vej og en skov, der skulle illustrerer noget menneskeligt. Ja, et emotionelt landskab; man har en underbevidsthed og en overbevidsthed. Jeg ville prøve at surfe rundt i de freudianske termer uden at tage dem for seriøst; prøve at lege lidt med dem og prøve at studere dem.

Følelserne bliver tit vækket, når man ser en film eller hører en sang. Det er meget emotionelle udtryksformer, og derfor får de folk til at tude. Folk kan sidde og græde over noget, der egentligt er ret dårligt lavet; Celine Dion...der er nok mange, der har knebet en tåre til Titanic eller en TV-Danmark dokumentar. Noget, der egentlig er ret dårligt produceret og med få virkemidler - musik og lyd. Hvis man lige gør noget med billedet, så vækker det nogle specielle emotioner, og det er grunden til, at jeg har prøvet at bruge et mere filmisk sprog. Mine andre ting har været mere video-performance agtige; det var for at arbejde med det der emotionelle rum, som kan skabes via musik og bevægende billeder. Der, hvor det begynder at blive lidt underligt, og som jeg selv egentlig også er modstander af, er, når man klipper ting på en bestemt måde, så virker det også på en bestemt måde. Sådan er det bare, fordi det er vi vant til at se. Vi er vant til at se film blive klippet på den og den facon. Så hvis man ser det igen, så føler man de samme ting. Jeg ved ikke, om det er, fordi man er trænet, det er den måde, man har lært at læse billederne på, eller det kan være en eller anden fysiologisk ting. Det er det, der fascinerer mig ved at bruge det filmiske sprog. Der er ligesom nogle mærkelige spilleregler, som man måske synes er platte, men de virker. Det, synes jeg, både er interessant og frustrerende på samme tid. Jeg har sådan et ambivalent forhold til det.

Så det handler om et spil med perceptionskoder?

Ja, det handler meget om perceptionskoder; om hvordan man danner sit indtryk. Mange af mine andre projekter har også prøvet at hive noget af videoen ud i virkeligheden, leget med den der grænse - hvornår starter og slutter værket.. I Parking Lot Limbo står man jo i regnvejr og ser en film, der foregår i regnvejr, for at komme længere ind i det der rum, som jeg prøver at skabe. Regn er jo meget...der er en hel masse følelser, der tilknyttes regn; lidt melankolsk og trist. Så har jeg prøvet at køre det over i det lidt Fred Astair-agtige i en moderne udgave. Til sidst i videoen er karakteren meget glad og smilende; de er mange, de kører hænderne op over hovedet i en ophøjethed, og så går det galt. Så starter det hele forfra.

Uddrag af Jacob Tækker: Emotional Landscape

Jacob Tækker: Emotional Landscape (still), video.		Jacob Tækker: Emotional Landscape (still), video.
Jacob Tækker: Emotional Landscape (still), video.		Jacob Tækker: Emotional Landscape (still), video.
Jacob Tækker: Emotional Landscape (still), video.		Jacob Tækker: Emotional Landscape (still), video.

"The making of" Emotional Landscape		"The making of" Emotional Landscape

Du arbejder i begge værker med grænseområder - både fysiske og mentale. Hvor kommer denne fascination fra?

Ja...det er rigtig nok; både et fysik og mentalt grænseland. Fascinationen er vel igen noget receptionsmæssigt; hvordan vi danner vores virkelighed, hvordan den konstrueres, men også hvordan vi hæmmer os selv i vores perception. Koder, der er indbygget enten i vores biologi eller vores sociale struktur i det samfund, vi lever i. Hvis man ser nogen ting, så skal man helst føle sådan og sådan, og i andre situationer skal man helst føle noget helt andet. Nogen gange passer det så ikke sammen. Man føler noget forkert i en forkert situation - man føler sig utilpas eller udstødt.

Så det er egentlig små observationer, jeg gør mig, og så prøver jeg at zoome ind på dem - gøre dem større. Både den her film og Emotional Landscape prøver at ramme en sindsstemning men via et narrativt forløb. Emotional Landscape handler meget om at undertrykke følelser eller det at undertrykke ting...igen sådan noget freudiansk sludder, men det er det, der tit er min inspiration. I den her film har jeg en sindsstemning, der går fra noget manisk til en depressiv stemning; hvor man det ene øjeblik er vildt glad og det næste helt nede i kulkælderen. Det kan jo ske. Til tider er det næsten den samme følelse. Man ved ikke rigtig, om man er det ene eller det andet, fordi det svinger sådan. Det har jeg så prøvet at understrege med musikken. I den ene halvdel er der et piano; lidt Eric Sati, lidt sørgeligt og klassisk inspireret. Den anden halvdel er mere old-school disco, hip-hop agtig, for at have de her to verdener, der clasher sammen.

En af mine tanker omhandlede et terrain-vague - i sig selv betydningstomme steder hvor det måske er lettere at sætte identitet på spil eller at undersøge betydningsdannelser?

Ja, rent teknisk er tingene også optaget på modeller. Alt, hvad man ser, er skabt. Jeg har selv skabt regn, siddet og lavet lygtepæle, så det hele er meget konstrueret. Der findes jo ikke en parkeringsplads, der ser præcis sådan ud i hele verden, men alligevel ligner det en parkeringsplads, når man ser på den. Det er fint nok, og så stiller man ikke flere spørgsmålstegn til det. De her konstruerede landskaber kan pege på selve perceptionen, hvilket også er en vigtig pointe i hele mit projekt; det hele er en konstruktion og meget manipuleret. Der er ganske få ting, der er rigtige...alt er smeltet sammen og krydset. Og det kommer vel egentlig også fra den her evige tvivl; at jeg ikke rigtig stoler på...når man tager et foto, har man en eller anden forestilling om, at man har affotograferet noget virkeligt, men kameraet har jo bare en grundindstilling, og man kan ændre på en masse ting. Der er ingen, der siger, at bare fordi nogen har forudbestemt de her niveauer...det bliver måske lidt langhåret og nørdet, men i de ting, jeg har lavet før - også performance videoer - har jeg altid manipuleret ret voldsomt, hurtigt, baglæns. Jeg har gjort nogle meget voldsomme ting ved det, som gør, at det vrider sig. Så, synes jeg jo, der er ingen grund til ikke at gøre det; det ene er egentlig ikke mere troværdigt end det andet. Så snart man dokumenterer noget med et andet medie, har man allerede forvrænget det til en vis grad. Hvorfor er det så forkert at vrænge det lidt mere eller mindre, hvornår er det egentlig mest autentisk? Det er det, jeg prøver at køre helt ud - også ved at arbejde med det filmiske sprog. Jeg startede med nogle meget simple performances, inspireret af Vito Acconti eller Bruce Nauman, hvor man bare har et kamera. Så gør man et eller andet, og det har så bare udviklet sig og udviklet sig.

Uddrag af Jacob Tækker: Growler

Jeg kommer også til at tænke på Peter Land i forbindelse med det tragikomiske element og arbejdet med gentagelsen?

Ja, jeg synes, mange af hans videoer er rigtig gode, så det kan jeg sagtens nikke genkendende til. Han har været en stor inspiration til tider. Det at bruge sig selv i filmen er måske en lidt skæv ting at gøre, men det er faldet mig meget naturligt, fordi jeg som udgangspunkt er kommet fra videoperformance. Jeg har prøvet at bruge skuespillere nogle gange, og det synes jeg ikke...man vinder nogle ting, men man taber også noget, fordi man skal kunne formulere sit projekt på en helt anden måde. Når man bruger sig selv, så har man bare en hel anden kontrol. Mine projekter, synes jeg, fungerer bedst, når det er mig selv, der agerer.

Skal det forstås som en konstruktion eller dekonstruktion af identitet og individ?

Ja, det ved jeg egentlig ikke...måske lidt begge dele og så alligevel ikke helt. Det skal jo prøve at gengive en stemning eller følelse, man har haft...

Så du tager udgangspunkt i nogle oplevelser fra virkeligheden?

Ja, mere eller mindre...og så prøver jeg at zoome meget ind på lige den følelse; gøre den meget, meget stor. Men de fleste har jo prøvet at være melankolske eller lalleglade, danset rundt i deres lejlighed og skabt sig lidt, når der ikke er andre til stede. Det er meget de udbrud, jeg studerer, når jeg er alene. Når man er uden for en social kontekst, så kan man opføre sig på en lidt anden måde...når folk synger i badet...man gør nogle spøjse ting nogle gange, når man er sig selv eller har været alene i længere tid. Så opfører man sig lidt anderledes, end hvis der er andre, og det er nok de skævheder, som, jeg synes, er ret interessante. De her kodekser, som vi indpakker os i for at fungerer i en social sammenhæng, så synes jeg, at der kommer et mærkeligt spændingsfelt, og det er det, jeg forsøger at fange i mine film og projekter.

Det er de basale følelser, du arbejder med?

Ja, de er meget basale og tit også meget patetiske. Nogle gange synes jeg, det kan være irriterende, at jeg bliver fascineret af det patetiske, Freud og det kan blive helt: “Åh nej”; sådan lidt tungt og tykt og ja, patetisk, men jeg føler, at man må gå distancen og komme til bunds i det. Jeg prøver ikke at være ironisk men at stå ved det, selvom det bliver kørt til en grænse og sat på spidsen. Men jeg kan mærke, at der er mange, der kan nikke genkendende til de ting, jeg prøver at pege på og kan føle et eller andet ved det. Det kan være fortrængninger, det maniodepressive...

Det bliver på den måde meget universelt?

Ja, det bliver meget universelt, for det er bare en følelse, jeg prøver at gengive, og jeg er jo ikke et unikt følende menneske. Alle har de samme følelser i sig. Så er det jo bare, hvilket forhold man har til dem, der afgør om man synes, det er sjovt, pjat, sørgeligt, kedeligt eller interessant.

Er det denne form, du vil arbejde videre med?

Både og...det med at bruge det filmiske sprog; jeg tror godt, man kunne lave et par projekter mere, der er meget narrative og stjæler lidt fra det filmiske, men...Jeg ved det ikke helt. Jeg har også lavet mange andre ting, som, jeg synes, var interessante.

Hvad med egentlige live-performances?

Jeg har aldrig lavet en performance foran et rigtigt publikum. Det har altid været med et kamera, en video, og det tror jeg helt sikkert, jeg vil blive ved med. Det filmiske udtryk bruger jeg mere som et form for redskab, fordi det vækker en emotion hos folk, der betragter det. Det er et interessant redskab at lege med men også meget kompliceret, hvis det bare skal ligne rigtig film lidt, det man er vant til at se på TV eller i biografen, så bliver det virkelig teknisk...vildt besværligt, hvis man skal nærme sig det niveau. Så det er meget befriende med nogle enkelte midler, som også kan fungere.

Er der en kritik af medierne, og den måde de manipulerer os på, i dine værker?

Altså, det vil nok være for meget at sige, at jeg er medie-kritisk som sådan. Men jeg stiller meget spørgsmålstegn ved det manipulerede billede, bruger det manipulerede billede, og det kan måske godt pege ud mod noget om, hvordan nyhedsdækningen, som også er dybt manipuleret, fungerer. Man begynder at se i TV-avisen, hvordan de bruger underlægningsmusik og klipper billederne på en måde, som spiller på, at det skal vække følelser i folk. Specielt i den her Muhammed-sag hvor man ser rasende muslimer igen og igen. Det er jo kun en brøkdel af billedet, men de misbruger virkelig mange ting effektivt, fordi de ved, at det virker sådan og sådan på folk, og det, synes jeg, er dybt godnat; sådan skal det jo helst ikke være. Så der kan man måske sige, at der er en hentydning.

De steder i mine film som prøver at pege ud, det er i landskaberne. Parkeringspladsen er jo fyldt med nogle interessante vendinger; man har båse, man har kasser og igen i forhold til det med individets grænser. Parkeringspladsen er et ret godt symbol, så jeg har valgt at bruge dette sted også i titlen. Parkeringspladsen er sådan et mystisk sted, som kun bliver brugt nogle gange, og limbo er jo det stadie, hvor man hverken er det ene eller det andet, hvor man bare fluktererer og ikke ved, hvor man er henne. Parkeringspladser giver mig en masse associationer, som har været grundlag for filmens historie.

Jeg havde vildt meget lyst til at gå igang med det her projekt, da jeg havde lavet Emotional Landscape. Jeg havde fået en masse erfaringer og nye ideer til, hvad man kan gøre, og tænkte: “Jeg laver noget, der er endnu vildere”. Jeg anede ikke noget om, hvordan man laver regnvejr på film, som er ret svært at lave og samtidig finde en balance mellem, at det virker troværdigt, men at man alligevel godt kan se, at det er manipuleret. Så det var med at kaste sig ud på dybt vand og få det her projekt færdigt. Det er jo en forlængelse af mange af mine andre projekter; det med loopet og gentagelsen, selvfølgelig også fordi jeg prøver at ramme en bestemt sindsstemning og have den som fokus til et større narrativ. I begge film er der et naturligt start- og slutpunkt; karakteren vågner, men jeg har prøvet at insistere på, at der ikke skal være en fysisk start og slut, men at det bare glider over; bliver ved og ved. I princippet kan man gå ind i filmen, lige hvor man vil, og det, synes jeg, er fint. Selvfølgelig er der en opbygning og en spændingskurve, man er nødt til at følge, hvis man skal fortælle en historie, men alligevel fungerer det, selvom man kommer ind et vilkårligt sted. Sådan har det været i mange af mine installationer også før, hvor det dog har været mere simpelt men stadig med et uendelighedsloop. Jeg lavede et værk, der hed Rollercoaster, hvor jeg kører rundt på en rutchebane, bare uendeligt, og har det supergodt, så det til sidst bliver lidt enerverende og falskt. Uendelighedsfaktoren, synes jeg, er meget fascinerende og bruger den tit. Det fascinerer mig enormt meget, at man kan hænge fast i en følelse, som det kan være svært at komme ud af. Specielt denne film, hvor man træder ind i et underligt rum, prøver at fange en eller anden films limbo og gøre den fysisk for beskueren; at det rent fysisk kan tage lang tid at komme videre fra nogle bestemte ting. •

Uddrag af Jacob Tækker: Rollercoaster