Interview: Fie Norsker

Fie Norsker: Fruit of the Doom, 2006. 160 x 190 cm Oil on canvas.

Det er din anden soloudstilling, er det nye værker eller en Århusudgave af din første soloudstilling?

Nej, det er nye værker.

Dine malerier er fyldt ud til rammekanten – du lader ikke lærredet skinne igennem hist og her. Selv om ordet har konnotationer hen imod skønmaleri så virker værkerne til at indeholde en stor portion af landskabsmaleri?

Ja, det er rigtigt. Jeg kalder mine malerier klassiske landskabsmalerier. Og så er der mange andre, der omtaler dem som fantasilandskaber eller et eller andet, men jeg selv omtaler dem som klassiske landskabsmalerrier.

Jeg ved, at det ikke er en ting at bringe på banen i forhold til nye kunstnere i dag, men jeg kan ikke lade være med at finde slægtskaber i dine malerier. Men det er slægtskaber der peger bagud. Willumsens bjerglandskaber som en, går jeg ud fra, ok forfader, men hvad laver Per Kirkeby, han er da ikke engang død endnu! Er det et normalt slægtskab for en ung kunstner?

Det ved jeg ikke, men det er sjovt at du nævner det, du har måske gennemskuet mine ting meget godt. Der er mange der studser over, at jeg kalder dem for klassiske landskabsmalerier - det kan folk ikke se, eller folk ser noget andet i billederne. Men det er meget sjovt at du nævner Per Kirkeby. Når jeg har arbejdet på nogen af dem her og på andre udstillinger, hvor jeg har lavet de her typer malerier, så har jeg faktisk haft Per Kirkeby rigtig rigtig meget i baghovedet, for han arbejder jo også med de her kæmpe landskaber og flader og rummet.

I det der ligger fremme i billedfladen, motivet, forholder du dig til den generation du er en del af, men bagved åbner du op mod en meget ældre tradition?

Det er rigtigt sjovt, for når jeg laver grunden af mine billeder, den er sådan meget ekspressivt malet med tykke lag maling, har jeg haft Claude Monet, Per Kirkeby og Troels Wörsel i tankerne. Jeg har tænkt på en blanding af de tre, når jeg har arbejdet. Det er faktisk lidt sjovt, for du er den eneste der selv har nævnt det. Jeg har sagt til andre, at jeg har tænkt på dem og så har folk tænkt ”nå ja”.

Farverne i billederne, det er som om de kommer efteråret i forkøbet, men de må være malet i sommers?

Det der med farverne er ligesom… ja… de farver har jeg stort set altid arbejdet med i den tid, jeg har malet. Det handler om, hvordan man fremhæver intensiteten af lyset i farven og hvor meget man dæmper og hvor meget man fremhæver og hvordan man lægger dem op af hinanden. Så jeg vil sige, at det er den farveholdning, jeg altid har haft. Nogle gange er den mere douce, andre gange er den mere lysende. Så det er ikke sæsonbestemt - OVERHOVEDET! Men det er faktisk stort set de samme farver jeg altid har brugt.

Fie Norsker: Natteliv (Nightlife), 2006. 170 x 200 cm Oil on canvas.		Fie Norsker: Port (Gate), 2006. 170 x 200 cm Oil on canvas

Nu har vi talt en del om landskaberne i dine billeder, men der foregår også ting i forgrunden. Kan du sige noget om det, der foregår foran i billederne?

Motiverne i landskabet? Det er nok i virkeligheden den del af mit arbejde, jeg har sværest ved at tale om!

Sjovt nok!

Selvfølgelig er der en grund til, at jeg vælger de figurationer, jeg bruger; der er gengangere. Og selvfølgelig er det også for at bryde med netop det helt klassiske landskab, det symbolistiske landskab hvor der bare er en stemning, en ånd og en melankoli. Jeg syntes ligesom, at der skal tilføjes en mere nutidig ånd og det prøver jeg på via mine egne figurer. Det kan i virkeligheden være hvilke som helst figurer, men selvfølgelig bliver de mine egne. Det bliver de, når jeg gennemarbejder dem, bruger dem igen og igen og udvikler dem. De her bueformationer, dem har jeg arbejdet med i otte år, de har ligget på forskellige måder på fladen. Det er jo både en tunnel, en solopgang, en solnedgang, men også en ren form. Der ligger en stærk symbolværdi i at lave en halv bue og der er forskel på om du placerer den i horisontlinjen, på kanten eller hele vejen rundt.

Jeg har nogle bestemte figurer og figurationer, som jeg bruger igen og igen og prøver at videreudvikle. Og det er det samme med de her toppe, de her lorteformationer. De ændrer sig lidt og kan blive noget forskelligt. Det er egentlig den måde, hvor jeg kan tale bedst om figurerne i mine billeder.

Det handler jo også om at male. Det handler ikke kun om at fortælle en historie, et indhold, men det handler også om, helt basalt, bare at male og påføre materiale og farver på lærredet og se hvordan det kommer til at se ud.

Fie Norsker: Potatohead (red), 2005. 9 x 8 x 10 cm Ceramics.		Fie Norsker: Potatohead (yellow), 2005. 10 x 10 x 12 cm Ceramics.
Fie Norsker: Regnbue (Rainbow) & Two Face, 2006. 30 x 92 x 7 & 26 x 18 x 17 cm Ceramics.		Fie Norsker: Flæskefjæs (Doughface) & Potatohead, 2005. 26 x 23 x 17 cm & 9 x 8 x 10 cm Ceramics.

Nu har jeg gjort det det sædvanlige - glemt eller gemt keramikken der står ude på gulvet til sidst. Hvordan står keramikken i forhold til malerierne - er keramikken en produktionslinje der lever sit eget liv eller har du en forbindelse mellem malerierne og keramikken?

Jeg synes selv, at mine malerier og min keramik er beslægtede, tilgangen og måden jeg har gjort det og tænkt det. Grovheden, hurtigheden og energien i keramikken og måden at bemale dem på; så jeg tænker dem som beslægtede.

Nogle af dem har også direkte været figurer, jeg har malet og så lavet tredimensionelt i keramik. Jeg har tidligere forsøgt at lave installationer, hvor jeg har placeret figurerne på gulvet foran malerierne så de er mellem lærredet og beskueren.

Ja, for her lever de i to verdner, man skal vende ryggen til det ene for at se det andet!

Jeg har eksperimenteret med hvordan, jeg får figurerne i rummet til at fungere bedst i forhold til malerierne; om de skulle have et særskilt podium eller om de skulle stå direkte op af malerierne, så det har været en læreproces for mig. Lige nu står de på et podium, men jeg synes stadig at malerierne og keramikken hænger meget godt sammen, da de har et slægtskab.

Fie Norsker: Søen og Spindet (The Lake and The Web), 2006. 160 x 190 cm Oil on canvas.		Fie Norsker: Sleepyhead, 2006. 160 x 190 cm Oil on canvas.

Din keramik virker mere legesyg i forhold til den lidt mere melankolske stemning, der er på lærrederne?

Både og. Jeg tror, at den måde, jeg har valgt at gøre det på, har været enormt klumpet, enormt umiddelbar. De her figurer jeg laver, en kartoffel, der bliver til en kartoffelmand, en snemand og et spøgelse. De er med til at gøre, at man tænker ”det er jo ikke så svært at lave” – en kartoffel med to øjne og en mund som er prikket ind med fingeren. Det er netop det sjove ved at begynde at arbejde med keramikken, netop denne legende måde frem for at være helt præcis med et meget stramt udtryk. Og så syntes jeg, at det passer meget godt til, hvad jeg ellers laver.

Har du et slægtskab med din egen generation?

Det er meget sjovt for jeg talte netop om det i går. Selvfølgelig har jeg et slægtskab i forhold til min årgang på Akademiet. Derefter kan man begynde, som nogen gør, at opdele… Jeg har lige været med på den her udstilling på Sophienholm med kvindelige kunstnere og så pludseligt kommer man i en anden form for gruppering, en anden form for slægtskab – så bliver man en af de her kvindelige kunstnere, der arbejder med fantasilandskaber.

På en eller anden måde bryder jeg mig ikke om den her form for kategoriseringer, jeg synes, det er sjovere, at man kan være sammen med mange forskellige slags kunstnere, på tværs af generationer og køn og hvad man laver. Men det er et godt spørgsmål, fordi selvfølgelig har jeg et slægtskab, men jeg tror faktisk ikke, at det er specielt med de kvindelige kunstnere, som også arbejder med landskabet og de her forskellige fantasifigurer eller hvad man kalder dem. Det er lige så meget med min årgang af andre kunstnere, mandlige kunstnere og f.eks. dem, der tegner sirligt, men det er også fordi jeg selv tegner. Det ligger et andet sted end mit maleri og min keramik. Det har jeg altid set som en frihed, at jeg kan hoppe rundt i de forskellige medier for ikke at blive låst fast; hverken af andre eller af mig selv! Jeg har ikke noget imod at blive sammenlignet med andre eller komme i en gruppering med nogen, men jeg vil ikke kun være låst fast i det. Det ville jeg blive ked af.

Men det virker heller ikke som om, det er tilfældet. Som vi talte om i starten, har du en meget bredere horisont?

Det er jeg glad for du siger.

Hvad så efter denne udstilling?

Jeg skal være med på efterårsudstillingen på Charlottenborg her den 28. november. Til den udstilling har jeg lavet to store blyantstegninger. Det er ikke fordi jeg regner med, at så mange fra København kommer til at se den her udstilling, jo, på nettet, men det er meget rart, så kan jeg lave den her meget koncentrerede udstilling med store malerier og så næste gang lave et rum med to store tegninger, som er lidt noget andet. Og så kommer der en gruppeudstilling her i galleriet for galleriets kunstnere. Der skal jeg også lave tegninger. Engang til foråret skal jeg lave noget keramik, så det er alt efter hvor jeg skal være med, hvem der inviterer og hvilke sammenhæng. Nogle gange er jeg inviteret specifikt til at lave tegninger, andre gange specifikt til malerier eller keramik. Og andre gange igen må jeg selv vælge. Det passer mig godt temperamentsmæssigt, og jeg håber, at det løsner lidt op i forhold til hvordan folk tænker - at jeg ikke kun er den der tunge melankolske maler eller den useriøse der laver børnekeramikfigurer •

Fie Norsker: Rækværk ved nattetid (Wooden Fence at Nighttime), 2006. 150 x 120 cm Oil on canvas Fie Norsker: Fruit of the Doom 2, 2006. 150 x 120 cm Oil on canvas

Fie Norsker: Your eyes are like Wine, 2006. 160 x 190 cm Oil on canvas.		Fie Norsker: Dark Gate, 2006. 170 x 200 cm Oil on canvas.

Fie Norsker: Leopard snemand (Leopard Snowman), 2005. 26 x 15 x 18 cm Ceramics.		Fie Norsker: Hjørnespind (Cornerweb), 2004. 18 x 14 x 19 cm Ceramics.

Fie Norsker: Træfingre (Wooden fingers), 2005. 34 x 27 x 29 cm Ceramics.