Interview: Claus Carstensen og Nils Erik Gjerdevik

Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Fælles<>malerier på Gallery Tom Christoffersen

Hvordan kom I på idéen at lave fællesværker?

NEG: Det var Claus der lånte mit atelier for en periode, for at lave ny værker til udstillingen Praxis på Randers Kunstmuseum. Da han var ved at være færdig, kom jeg forbi ateliéet, og vi kom i snak, og på en eller anden måde, som jeg ikke helt kan huske, kom en af os til atr nævne ordet fællesmaleri. Claus har jo arbejdet med det kontinuerligt, jeg har ikke. Så ville situationen det, og vi diskuterede frem og tilbage og syntes det kunne være sjovt at lave et fælles maleri. Vi kom frem til at i stedet for at lave et fællesmaleri, som kan virke som en tilfældighed, ville vi lave tre, og dermed gøre det til et konsekvent valg. Men tre kan jo ikke deles på to, og så udviklede det sig til seks malerier i formatet 180 x 135 cm. Det udviklede sig så bare siden hen.

Det var dybest set en ping-pong dialog, og ikke en formel henvendelse, fra den ene eller den anden. Men det var noget der sprang ud af en dialog om alt muligt andet.

Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 180x135 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 180x135 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 180x135 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas

Til udformningen af jeres fællesmalerier har I givet jer selv nogle konkrete regelsæt, både med hensyn til kompositionen og processens ping-pong dynamik.

Kan I fortælle lidt om konceptet?

CC: Grundlæggende er der den forskel på Nils Eriks og mine værker, at han arbejder mere formelt, mens jeg starter ud fra et indhold. Nils Erik kobler så senere et indhold på sine værker i og med han arbejder med formerne i forhold til en kontekst.

Når det så er sagt, lå det ligesom i luften, at der blev nødt til at være en eller anden form for regelsæt, når vi skulle lave et fælles projekt. Ofte foregår fællesmaleri jo sådan at man står to kunstnere og tager udgangspunkt i en bestemt praksis. Så vidste vi allerede fra starten af, at det var nødvendigt at sætte nogle regelsæt op, som for eksempel at flække lærredet i to lige store dele. Eller lade den ene starte først, og lade den anden male videre. Det bunder også i et konkret tidsperspektiv, da Nils Eriks tilgang er mere langsom end min, der er forholdsvis hurtig. Det var simpelthen fysisk umuligt at stå og arbejde samtidigt. Så det blev til en slags layering, hen over en længere periode, med bestemte regelsæt, som grundlag.

I projektet Fælles<>malerier har i fra begyndelsen arbejdet med modsætninger. Fra Gjerdeviks musiske abstraktioner til Carstensens kommenterende halv og hel figurationer.

Kan i fortælle lidt om den kunstneriske fascination i at arbejde mod sig selv, og hvad der har været udfordrende i projektet? Eller har det overhovedet været udfordrende?

NEG: Altså, jeg tror nok, at det modsætningsfyldte arbejde, er noget jeg også på mange måder bruger i min egen praksis, hvor det handler om at sætte forskellige typer billedsprog op mod hinanden. Nu arbejder jeg primært med et ikke figurativt formsprog, og ikke et hvor man kan gå direkte ind og aflæse, eller finde nogle figurer som tager udgangspunkt i en egentlig figurativ praksis. Jeg bruger også en farveholdning, som er noget anderledes end Claus’ kan man vidst godt sige. Så alt i alt er der tale om flere forskellige typer for modsætningsforhold i samarbejdet.

Selvom der er modsætningsforhold i vores egne arbejdsformer, så kan man godt komme på glatis, når der kommer andre modtræk til der repræsenter en hel anden type praksis eller udgangspunkt i en anden erkendelsesproces. Så bliver man presset ud i noget man normalt ikke ville gøre. Jeg ser det egentligt lidt som en form for collageteknik

CC: Ja, det har noget at gøre med et overskud, der måske søger ind i en fælles praksis, fordi man søger nye udfordringer.

Det synes jeg egentligt også at man kan fornemme på værkerne. At de er ret målrettede, at der ikke har været så mange diskussioner om, hvad der skulle være på dem. Det er foregået som en jive, som en slags DJ, der vender plader. Det har mere eller mindre været der med det samme.

Vi har for eksempel ikke malet noget over... Det gør man ellers tit i sådanne situationer, man fjerner noget eller lægger noget til. Vi brugte det, som vi har kaldt for en slags stencilteknik.

Jeg tror også, at det kommer sig af, at vi begge to har været længe i branchen, og længe har arbejdet med vores ting og ved hvad vi vil med dem. Derfor kan man også lettere give afkald på noget uden at man føler at man mister noget. Hvor man måske har mere på spil i en marginal situation med underskud. Vi havde den fordel, at vi begge kender hinandens arbejder, og vi ved i situationen, hvor det bærer hen af. Så det har mere handlet om at sætte sig ned og diskutere spillereglerne, for så at udføre dem.

Det er jo egentligt også et konceptuelt maleri, fordi der er foregået meget mellem billederne. Vi har talt meget om værkerne løbende, men blandt andet også om brasiliansk arkitektur, og om modernismen i det hele taget - det var et emne vi fik diskuteret godt igennem.

I lande uden for den vestlige hemisfære spiller modernismen en hel anden historiekonstituerende rolle, end den gør her. Hvor der her foregår et forsøg på at afvikle historien, bliver modernismen for eksempel i Oscar Niemeyers arkitektur i Brasilien til en historiekonstituerende isme. Og det er sådanne problemstillinger vi har diskuteret, men som ikke umiddelbart kan ses i billederne, men som alligevel har været en resonansbund for det, som er foregået på lærrederne.

NEG: Ja, og på en mærkelig måde en form for parameter for projektet. I og med netop snakken om Europa kontra den anden del af verdenen har været så præsent.

Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 180x135 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 180x135 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 180x135 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas

Hvad har så været det vigtigste, udformningen eller udfaldet?

NEG: For det første er det vigtigt at man får lavet nogle billeder hvor man bliver overrasket og tænker, ”wow det her kunne virkelig lade sig gøre”. Og for det andet, er det forhåbentligt nogle billeder der kan gå hen at skubbe til ens egen praksis. Det er i hvert fald de to ting jeg ville fremhæve som værende det vigtigste.

Det er jo et langt eksperiment, som vi ikke kunne vide hvordan ville løbe af stablen. Først da de to første malerier nærmede sig færdiggørelsen, blev vi ret tændte på for alvor at udvide projektet.

CC: Ja, man kan faktisk også se det på billederne. Der kan tydeligt ses om de er lavet på den ene eller anden måde. Det første billede flækkede vi i to halve dele…

NEG: … Jeg tror faktisk at det var et billede, der var delt op på en lidt anden måde. Det vil sige at jeg tog den ene flade i bunden, og så tog du den anden. Det er det maleri der består af to helt klart adskilte metoder. Det ene er et stribet felt, det andet er et tekststykke med en tilhørende tegning. Det startede egentligt på den måde at jeg lavede en abstrakt udskæring på lærredet for at give det en form for collage præg. Og så var det Claus der fik bolden over på sin halvdel, og så var det vel klart at den ikke bare skulle have en bemaling, men han drejede billedet 180 grader. Og det syntes jeg blev meget bedre, fordi at jeg ofte når jeg arbejder, beskæftiger jeg mig med en form for vægtløshed, og derfor sjældent placerer formerne i bunden af billederne. Men med Claus' træk, står min form nu som en slags skulptur i maleriet.

CC: Det var faktisk også det næste vi diskuterede. Det lyder måske dumt, at vi først skulle finde et fælles format, for det er jo noget man normalt ikke har problemer med. Men når man er to, og den ene laver tværformater, og den anden laver højformater, så er det lige pludselig et problem. Men vi valgt så et højformat, som i hvert fald for Nils Erik var atypisk. Og senere lavede vi så et enkelt tværformat, som blev det sidste vi lavede. Det snakkede vi også om; forskellen på høj- og tværformat; at der i højformatet er en slags statement, der slår ned i tid og står stille som vægtløshed eller gravitation, mens man i tværformatet næsten altid er tvunget ud i en fortælling, idet man ofte læser billedet fra venstre mod højre. Der er en større narrativitet i et tværformat, i forhold til højformatet. Og måske er det lidt paradoksalt, at Nils Erik, der maler formelt, ofte vælger et tværformat. Mens jeg ofte vælger et højformat, når jeg for det meste arbejder med "et statement". Men det endte så med at blive det højformat på 180x135 cm, som også fungerede fint, når man skulle flække dem i to dele.

NEG: så det har været som en slags formel pingpong, eller ønske om at understrege en forskydning, og så tage afsæt i det der kommer ud af det. Hvis vi nu ser på det gule maleri, så startede jeg med at lave den her varmgule baggrund, og Claus udvidede den med yderligere gulgrønne nuancer foroven. Så begyndte jeg at tegne lidt på en ornamentik, og så kom han med tegningen af den hængte mand. Og det resulterede så i at jeg så måtte prøve at komme med et modspil. Det ser man måske ganske tydeligt, med den form jeg lavede til højre for Claus´ figur, som stort set er en direkte spejling af formen på manden der er hængt. Man kunne godt sige, at der i alle malerier er nogle koblinger, som er mere eller mindre tydelige.

Som for eksempel når Claus tegner sin datters fod. Dér er det altså en tatoverings- og tegningsornamentik på foden, som jeg gentager og fremhæver og gentager i mine motiver eller mønstre.

CC: Man kan også sige, at det grundlæggende i alle malerier handler om, hvornår form bliver til udsagn. Eller hvornår tingene knækker over, fra at være morfologi til at blive ideologi. Som f.eks. billedet med den hængte mand, hvor de sorte streger godt kunne være abstrakte konturstreger, men så i helheden bliver til et reb. Fra en abstrakt kontur til noget der mimer rebet.

Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2006. 180x405 cm. oil, acrylic and indian ink on canvas,

Man kan jo se på fællesværkernes proces som en slags moderne paint-battle eller en musisk duet. Men hvor ligger grænsen mellem selvstændig genkendelighed og gensidig respekt og lyst til dialog i et sådant projekt når I jo er så store modsætninger?

NEG: Jeg tror at netop fordi modsætningerne har været så store som de nu engang har været med udgangspunkt i hver vores praksis, så har samarbejdet været med en gensidighed og respekt for hinandens udtryk, idéer og tanker. Intentionen har jo været at hvad der sker når man laver den her kobling. I bedste fald, kan billedet ses som være lavet af en helt tredje person der har været kraftigt inspireret af os begge to. Det kan måske godt vare at der er en marginal overhånd i det ene maleri, men det bliver så udjævnet af den anden i et andet. Så jeg oplever egentligt udstillingen som helhed´,som et meget komplet billede af vores praksis. Det er ikke en win-lose tilgang vi har haft, men en win-win, hvor vi samlet set nok er lige meget på.

Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Fælles<>malerier på Galleri Tom Christoffersen

Claus du har selv skrevet om det ”at pisse et territorium af”, hvordan har det været som udgangspunkt at skulle forholde sig til de to terræner I har arbejdet ud fra?

CC: (griner) ja, vi har nu egentligt kun haft ét hver. Men man kan sige at forskellen, som vi også har været inde på tidligere, har været den, at Nils Erik måske ikke har dyrket fællesmaleriet i samme udstrækning som jeg, der virkelig har dyrket det som et spørgsmål om territorial afsøgning. Om hvor jeget stopper i en malerproces - i forbindelse med den anden person man står og maler med.

Jeg har tidligere arbejdet sammen med 10-15 forskellige kunstnere, og slutresultatet ser hver gang forskelligt ud. Dette nok fordi der opstår en andethed, som man ikke kan kontrollere. Så selv om man på en eller anden måde prøver at pisse territoriet af, eller prøver at lægge sig selv ind, så sker der alligevel noget andet. Ikke fordi det er ukontrolleret i gængs forstand - det kan selvfølgelig godt ske, når den ene part ikke har nogen ide om, hvor den bærer hen ad. Men i dette tilfælde hvor vi begge kommer med et vist overskud og begge har vidst hvad det drejede sig om, har det for mig været ret enkelt.

Vi har jive't os frem. Mens der i andre situationer har været en slags give and take, som netop ikke benytter sig af det Nils Erik og jeg har kaldt for stencilteknikken, men begynder at gå ind over hinanden. Der kan man sige, at selv om vi lapper lidt ind over hinanden, er vores billedfelter alligevel ret veldefinerede.

I andre situationer, for eksempel til sådanne paintparties, så handler det om at male den anden væk. Så det er i princippet egentligt den omvendte teknik. Når man kigger på folkene fra Drackabygget og hvem der ellers har været inde over fællesmaleriet, bliver det tit en omgang mudder, og en total redundant flade der bare ligger og vrimler med et eller andet. Nok fordi man netop ikke har taget højde for processen, men ladet det hele være så pisse spontant at det ender med at blive gråt i gråt. Og det har vi måske undgået, fordi vi har kørt det så kontrolleret, som vi har gjort. Man kan sige, at der ikke er sket noget i billederne som ikke skulle ske.

NEG: Det som er det primære i vores fællesværker er valget af et fælles medie. Der findes andre typer fællesmalerier, som for eksempel Robert Jacobsen der laver en skulptur, og så får han Jean Dewasne til at male på den. Hvor farven bliver den enes bidrag, og formen den andens.

CC: Jeg vil sige, at for min egen praksis' vedkommende, handler det meget om at opgive territoriet. At afsøge hvad det egentlig er, og hvad der ligger i sådan et begreb som territorial afmærkning, når man så konkret får den ene eller anden halvdel af maleriet, bunden eller toppen på lærredet. Det er dumme spilleregler, der får dig til at stille spørgsmålet, om det overhovedet kan lade sig gøre. Og det synes jeg har været ret fedt her, fordi der netop har været de her dumme spilleregler om meget konkrete ting. Der har ikke været det her mentale powerplay. Det har været sådan at jeg har været nødt til at tage stilling til flere farver end jeg er vant til. Rent konkret ankom jeg til Nils Eriks atelier med en kasse med seks forskellige farver, mens hele hans gulv flød med tuber. Og han skulle så tage stilling til en mere udvidet brug af sort i forhold til de konturlinier eller punktnedslag, hvor han normal ellers kun bruger en meget reduceret sort. Lige pludselig er der store flader der er sorte og som slipper det formelle. I sidste instans er det et spørgsmål om, hvordan tingene integreres.

NEG: Så er der selvfølgelig også tidsperspektivet. Den del af processen jeg har stået for, har taget en længere tid end Claus. Men det har ikke føltes som et misforhold da vi begge i beslutningsprocessen har været lige hurtige på aftrækkeren.

CC: Maleri handler meget om afgørelser, om hvordan man kommer fra det ene punkt til det andet. Og om hvornår maleriet er færdigt. Summen af de små afgørelser danner så at sige metoden, og jeg tror du har ret i, at vi begge er rimeligt hurtige på aftrækkeren. I at konkludere om noget fungerer eller ikke fungerer. Der er mange malere der sidder og kigger sig blinde på billedets muligheder. Det vil sige, de muligheder der ikke er der lige nu, men som kan opstå hvis man begynder at arbejde henover, trække fra eller lægge til. Lige pludselig bliver det så et maleri, hvor alle disse afgørelser spænder ben for processen. I fællesmalerierne har vi ofte truffet nogle hurtige afgørelser, så vi ikke har skullet tage alle midler i brug. Vi har reduceret mulighedsfeltet, og så har vi taget nogle hurtige afgørelser hen af vejen. En slags trial-and-error-maleri.

Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 45 cm. ø oil, acrylic and indian ink on paper		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 45 cm. ø oil, acrylic and indian ink on paper		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 45 cm. ø oil, acrylic and indian ink on paper
Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 45 cm. ø oil, acrylic and indian ink on paper		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 45 cm. ø oil, acrylic and indian ink on paper		Claus Carstensen & Nils Erik Gjerdevik: Untitled, 2005. 45 cm. ø oil, acrylic and indian ink on paper

En anden ting I har været fælles om var at jeres værker ikke skulle have titler?

NEG: ja, for mit vedkommende er det helt klart i forlængelse af den måde jeg betegner mine malerier på, ”uden titel”, da jeg ikke ønsker nogen ledetråd til forståelsen af billederne.

CC: Jeg tror også, at hvis vi havde givet værkerne titler, havde det drejet i en forkert retning. I og med at man undlader titlen, er det mere diffust og kan være hvad som helst. Og det som modsætning til mine egne arbejder, som jeg for det meste forsyner med en titel, fordi jeg mener at der ligger et brugbart rum mellem billede og titel. En form for intertekstuelt rum. Og sådan et rum ville havde været for meget at hive ned over malerierne. Det ville have rykket projektet for meget i retning af min praksis.

Der er allerede en masser "titler" i billederne i form af de tekststykker, der er inkorporeret i maleriernes flade. Og så er en hængning og en gul flade sammen f.eks. relativt modstridende. Den gule flade er en diffus og anonym sag, mens hængningen et direkte nedslag, der bryder fladen i maleriet. Hængningen slår ned som en taktstreg midt i det hele. Med højformatet og teksten på billederne, ville titler blot have været en overdose.

NEG: Men det er jo sådan set en del af den der billedsymbolik der opstår mellem os. Den kommer sig af dine bidrag, og har egentligt tyngdekraften som akse og peger ned af, mens jeg bestræber mig på at få det hele til at pege opad. Så der også er et dialogfelt som jeg mener giver malerierne en ekstra dimension.

Nu taler i om dialogen, så hér på tømmermændsfasen af jeres projekt, hvor synes I så I har mødt hinanden? Og har i overhovedet det?

CC: Ja, det ville jeg mene! Altså, jeg synes at især i de her billeder handler det meget om at sætte brandet frit, at slippe logoet løs, og se om det kan bruges i en anden sammenhæng. Får det noget mere end det står for, hvis man piller noget fra, og omvendt. Så det handler meget om at slippe det registrerede varemærke, og distribuere det ud til fælles afbenyttelse. Og det er netop det jeg mener med overskud, det at et maleri lægger ud med både et formsprog og indholdsmæssigt overskud. Det handler således ikke om at afgrænse, men om at præferere de grænser der opstår mellem de to brands eller logoer. Altså ikke ligge og kæmpe om områder, men at ligge noget ud til den anden.

NEG: Det er lidt på samme måde, som når man går ud og laver en udsmykning, og det gælder både for Claus og min praksis, så er det ikke nok bare at lave et autonomt billede. Man skal på samme tid forholde sig til værkets indhold i forhold til stedets identitet, arkitekturens præmisser, brugernes forhold til stedet og så videre. Altså en form for dialog med noget andet, på samme måde som dette fællesprojekt også lægger op til. En ren og skær dialog med en anden type branding, som er dér hvor det er sjovest at arbejde med sådan et projekt synes jeg. •