Interview: Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen

Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen

Jeres værker fungerer rigtig godt sammen. Indholdsmæssigt er de jo modsætninger til hinanden, men når man ser dem side om side, virker det som om, det altid har været meningen, at det skulle være jer to. Har I arbejdet sammen før, eller hvordan opstod ideen om, at netop I to skulle lave en fælles udstilling?

Marianne: Vi har snakket meget om det. Egentlig startede det med, at vi skulle lave en tegning-udstilling sammen sidste år. Der fandt vi ud af, at vi supplerede hinanden på en speciel måde.

Det, som gør, at det fungerer, er, at man har fornemmelsen af, at der er nogle koder, som er mulige at aflæse og forstå - man ved bare ikke hvordan. Og det fungerer ved vores begges værker. De repræsenterer hver et univers, som er muligt at aflæse på hver deres måde. Selvom vores sprog umiddelbart virker forskellig, så er det denne fornemmelse, der giver dem et sammenspil.

Christina: Ja, for vi har altså ikke kigget hinanden over skuldrene, og sagt, nu laver du det værk, og så laver jeg det andet. Vi har ikke gået på kompromis med vores udtryk, nogle af os, vi har sidestillet dem i deres modsætning.

Marianne: Vi arbejder med nogle af de samme problemstillinger og emner, vi gør det bare meget forskelligt. Hvis man skræller hele billedsproget af, så opererer vores værker grundlæggende i det samme felt. Og så kommer der også noget, der svinger i mellem dem.

Christina: På den første udstilling vi lavede sammen, sorterede vi mere i værkerne, i forhold til hvad vi ville sige.

Marianne: Der var nogle formelle greb, som gjorde, at værkerne var lidt mere i dialog med hinanden - på grund af stregerne og mønstrene. Men nu, denne gang, kan det faktisk være, at det er endnu mere spændende, fordi vi er gået endnu mere i hver sin retning.

Nu er der så opstået andre sammenhænge. Der er for eksempel en af Christinas tegninger, hvor der er en man,d der står op af en mur, hvor værket er fortællende, men ved siden af er der så min tegning, som nærmest fungerer som et overblik eller et kort over det system, han er midt i. Det vil sige, her opstår der en dialog mellem værkerne, som ikke var tiltænkt fra start. Andre steder er det mere det abstrakte, som er understøttet, og som er i fokus.

Christina Hamre og Marianne Lipschitz Jørgensen: Interaktion - New Drawings på Galleri Christoffer Egelund

Christina og Marianne, hvorfor har I valgt at lave en udstilling med udelukkende tegninger i rammer? Hvorfor ikke flere medier - f.eks. malerier, eller et hjørne med ”lapper”? Hvad betyder rammerne i forhold til værkernes indhold, og hvad betyder de i forhold til udstillingsrummet?

Christina: Rammerne og ophængningen får blandt andet vores ting til at hænge sammen formelt. Samtidig vil vi godt have, at der kommer noget koncentration ind. Vi vil gerne have, at ”man går ind ” i de her tegninger, og der skal ikke være forstyrrende elementer. Der er rigtige mange tegninger, og det er overvældende, men på denne måde har man mulighed for at gå ind i det enkelte værk og fokusere på det, samt det samspil der er mellem de forskellige værker.

Marianne: Lige præcis. Så de formår at stå enkeltvis og samtidig samlet.

Christina: De bliver værker i sig selv i stedet for en totalinstallation. Det ville det let kunne blive, hvis vi havde hængt dem lag på lag. Det er også interessant at skabe noget i forhold til de her flotte rum, som har så højt til loftet. At lade rummet stå mere frit og skabe noget her, som også er rent.

Marianne: Det er bare ikke interessant at lave noget trashet med de her tegninger. Det vil faktisk være fuldstændig uinteressant i denne sammenhæng.

Christina: Det er ikke fordi, vi har noget imod det! Men fordi vi er så forskellige, så er det vigtigt, at folk ret hurtigt fanger, hvad det er, vi gerne vil. At der kommer en renhed. At der bliver en ro til fordybelse. I stedet for at folk bliver forvirrede. Så har beskueren en chance. Det handler ikke om, at det bare skal se lækker ud. Det har aldrig været vores intention!

Marianne: Nej. Det er faktisk et redskab. Det hjælper os med at gøre det mere klart, hvad det er. Præcis som du siger, det vil være forvirrende, hvis vi lavede lidt der og lidt her...

Marianne: Noget af det denne udstilling også kan, er det, som er fedt ved soloudstillinger. Nemlig at der er plads til at værkerne, og det rum de skaber, får lov til at folde sig ud. Det er der ofte ikke mulighed for, når det er en gruppeudstilling, hvor der er rigtig mange hurtige indtryk, men hvor man ikke rigtig kan træde ind i nogle af de rum, som den enkelte kunstner arbejder med. Jeg synes, det lykkedes rigtig godt med vores ting, at det er Christinas og mit rum, man træder ind i, i vores tegninger.

Christina Hamre: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning		Christina Hamre: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning
Christina Hamre: Afmagt, 2006. 420x594 cm. tegning		Christina Hamre: Mastodont, 2006. 420x594 cm. tegning

Marianne, nogle af dine geometriske tegninger er syet. Hvis man tænker lidt dogmatisk om medier, kunne man opfatte det som et ”feminint” medie, man du overrasker os faktisk og gør noget, som er meget rationelt og matematisk, en kontrast i sig selv..

Marianne: Jeg ved, at det ligger i dem, og det er spændende at udfordre. Men grundlæggende er det tegningen, jeg undersøger med dem. Og hvad den kan. Det er nogle transparente tråde på de sorte flader. Når trådene reflekter lyset, træder linjerne endnu mere frem.

Det er utrolig præcist lavet!! Hvordan kan man lave det...

Christina: Vi andre ville blive sindssyge....

Marianne: Det er faktisk det eneste område, hvor jeg har den tålmodighed. Hvis jeg skulle sy noget andet ville jeg hurtigt miste tålmodigheden og få lyst til at smide det ud af vinduet....

-

Christina, dine tegninger er fortællende, og titlerne tyder også på, at der nogle for os delvist ukendte episoder, der vækker dine figurer til live. Hvordan finder du på dem? De er uhyggelige og elskværdige samtidig..,

Christina: Det skal de også helst være. Det er modsætningerne, som er spændende. Det enkelte sat sammen med det komplekse. Det, at alting ikke lige er, som man regner med. Forud for tegningerne har jeg mange betragtninger og refleksioner, som så udmunder i tegnede, fortællende universer, der har mange lag. Tegningerne kommer nærmest flydende og ligetil - som ud af den blå luft. Så det er meget enkelt. Det handler om væsner og væseners liv i alle facetter.

Det er noget, jeg har lyst til. Lyst...det er selvfølgelig svært, sådan noget med ”lyst”, og at være ærlig om hvad man har lyst til... Men jeg har fundet en form, som, jeg synes, er givende, og den arbejder jeg med og vil gerne være så åben over for som mulig.

Der er flere tegninger med døde uhyre og monstre med skarpe tænder, og man kunne risikere at dø, hvis man skulle møde dem. Det med døden og det truende er det i virkeligheden noget grundlæggende i dine tegninger?

Christina: Livets og dødens pudsigheder har altid optaget mig. Det truende og døden som emne indgår i nogle af værkerne.

Marianne: Jeg har lagt mærke til, at dine figurer er vildt udtryksfulde. Selvom det bare er et glimt i et øje på en af dine figurer... Selvom det er eventyrunivers, så er de så nærværende, på grund af deres udtryk.

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning		Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning
Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning		Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning

Ja, og de har helt deres eget udtryk. Jeg kan rigtig godt lide Mastodonten!

Christina: (griner) Ja, det er sådan en ”dame”, der føler sig for meget, en der fylder lidt for meget! Det er den følelse, jeg gerne vil vække. Når jeg prøver at lave en, der ikke er god til at udtrykke sig for eksempel, eller en der ikke får sagt tingene, så lader jeg være med at lave en mund.

Marianne, hvilken af Christinas figurer kan du bedst lide?

Marianne: Talentet! Den er så kung-fu-agtig. Den er fantastisk!

Det synes jeg også. Det er utroligt at kunne personificere noget så mærkeligt som ”talent”. Marianne, jeg er personligt ret fascineret af dine matematiske metoder og minimalistiske værker. Hvorfor er du så optaget af geometriske former og systemer?

Marianne: Jeg er optaget af matematik. Ikke konkret, jeg sidder ikke og fylder formularer ud, men som æstetisk princip. Det bunder i, at jeg er meget optaget af abstraktion og matematik er et af de steder, hvor det udfolder sig på en interessant måde. Jeg ser abstraktion som et nulpunkt eller nærmere som en mulighed. Lige som når man har et sprogligt begreb, som man ikke har lagt ned i en kontekst, men der er mulighed for at udfolde dette begreb i forskellige sammenhænge. For eksempel et begreb som interaktion. Hvis du putter det ned i en politisk kontekst, hvordan bliver det så brugt? Hvis du sætter det i en filosofisk sammenhæng, hvordan vil det så blive brugt? Selvfølgelig vil der være grundessensen i det begreb, som gør sig gældende. Det er det, jeg er så optaget af i det abstrakte univers. Tanken om muligheden, før man konkretiserer det i en sammenhæng. Og den kompleksitet der kan ligge i det. Det er derfor, jeg er så optaget af det abstrakte univers og vælger at bruge det. Det er der, at jeg kan tale bedst.

Christina Hamre: Efterladt dødt dyr, 2006. 420x594 cm. tegning		Christina Hamre: Hindring under rejse, 2006. 420x594 cm. tegning
Christina Hamre: Intens interaktion, 2006. 420x594 cm. tegning		Christina Hamre: Nyankomne, 2006. 420x594 cm. tegning

Kunne man sige, at geometriske former bliver ikke så ”abstrakte”, hvis vi tænker på de grundformer, som vi finder i naturen? At de geometriske former bidrager med et universalt budskab i dine værker..?

Marianne: Ja det er den æstetik, der er. Den udfolder sig også forskellige steder. Jeg har talt med en matematiker om det. Han beskrev, hvordan man har fundet en metode, hvorpå man kan beregne, hvordan løvfaldet lægger sig på en sø, på vandets overflade. Ud fra de informationer har man lavet en beregning, som man faktisk kan bruge til at regne ud, om kurserne vil stige eller falde på børsen. Du tager formen, som er ukonkret og abstrakt, men i en sammenhæng kan den blive meget smuk og poetisk, f.eks. når du tænker på løvfaldet. Det er jeg meget optaget af. Det vil sige, man kan bruge matematiske informationer fra naturen helt universalt. Det er igen begreb, man kan kaste ind i en samtale om eksistentielle emner.

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006		Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006
Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006		Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. 2006

Her kan man sige, jeres værker også møder hinanden, at der er dette eksistentielle felt. Jeg synes, det virker som om, disse naturlove, som styrer videnskaben, går hen og bliver ligeså usandsynlige som Christinas historie – i hvert fald for os, som ikke ved så meget om naturlove. Jeg mener, vi går ikke rundt og tænker på, at løvfaldets regelmæssighed styrer verden...

Marianne: Det er rigtigt. Faktisk er det abstrakte rum meget tæt på det imaginære rum.

Hvad er jeres fremtidsplaner og ambitioner? Det er ikke så længe siden, I blev færdig på akademiet, og nu udstiller I på galleri Egelund? Hvad kunne I tænke jer at ”opnå”?

Christina: Jeg ønsker at blive ved med at udforske og udfordre mig selv og verdenen.

Marianne: Jeg har egentlig altid tænkt over, at på kunstscenen handler det meget om at få succes, og at man lynhurtigt skal være på toppen. Men jeg tror ikke, at det er det vigtigste. Ikke fordi det ikke rammer en: ”Fuck, hvad skal det ske?” Men egentlig er det meget befriende at tænke på det som et livs projekt. Fordi ens værker viser, hvordan man er til i- og oplever verden, hvilket forhåbentlig bare udvides hele livet igennem. Jeg henter rigtig meget ved at rejse f.eks. og ved at være i andre miljøer end kunstmiljøet. Hver gang jeg gør det, bliver min horisont udvidet.

Christina: Jo, men vi har begge to også talt meget om, at det også er så interessant i kunstverdenen, da den rummer så meget forskelligt. Og vi synes, det er så spændende at se, hvad alle andre går og finder på og tænker på. I stedet for at man slår ned på noget, og så sidder man fast i det, og så har man ret, og alle andre er helt forkert på det. Det er slet ikke den interesse, vi har, med det at være kunstnere, ikke nogen af os..

Marianne: Vi udfordrer hinanden.

Det kan man også se på den måde, I har valgt at udstille sammen. Hvor man først tænker, wow det er virkelig modsætninger, men det viser sig, at det er det ikke.

Christina. Ja og det er sådan, vi vil fortsætte med vores arbejde. Og ikke kun i gallerirummet men også andre steder. •

Christina Hamre: Fantast, 2006. 594x420 cm. tegning		Christina Hamre: Ulækker blå dunst driller, 2006. 594x420 cm. tegning
Christina Hamre: Begravelse, 2006. 594x420 cm. tegning		Christina Hamre: uden titel, 2006. 594x420 cm. tegning

Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning		Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning
Marianne Lipschitz Jørgensen: uden titel, 2006. 420x594 cm. tegning