Interview: Christian Vind

Christian Vind: Tryktanken, 2006.

Hvorfra stammer ideen om ”tryktanken”? Hvorfor har du valgt at kalde udstillingen dét, og hvordan er sammenhængen mellem denne titel og de ting, du viser?

Jeg kan fortælle en anekdote: I 1995 lånte jeg et hus i Sydfrankrig, som jeg brugte som arbejdsbase. Huset lå ved Montpellier. Det rum, jeg boede i, var helt uden vinduer og havde et hvælvet loft. Akustikken var som i en katedral. Dér opstod billedet på tryktanken.

Derudover hænger det sammen med fuldførelsen af den trilogi, jeg påbegyndte med bogen Hvidpapirfeber i 2003. Efter den kom Bøf er Stegt i 2005, og planen er at fuldende trilogien med en bog kaldet Tryktanken. Udstillingen her er et afsæt til den bog.

Desuden er rummet her hos Tom Christoffersen ret usædvanligt og på mange måder meget ulig andre udstillingsrum. Rummet er smukt, men der er ingen egentlige vinduer - kun de smalle horisontale spalter nær loftet ud mod Skindergade. De giver noget lys men absolut intet udsyn. Det bevirker, at atmosfæren i rummet bliver meget komprimeret. Som en ubåd. Som en tryktank. Alt i alt gav det god mening at skabe en udstilling her; en udstilling der på forskellig vis samler op på og refererer til de to eksisterende bøger Hvidpapirfeber og Bøf Er Stegt og dermed bliver et afsæt til den tredje og sidste bog, der udgives senere på året: Tryktanken.

Titlen eller ordet ”tryktanken” er åbent; det associerer bredt og kan lede i utallige retninger - afhængig af beskuerens eller rettere deltagerens medbragte kontekster. Det er en titel, der søger at åbne for social interaktion med den enkelte beskuer, frem for at være deskriptiv eller dikterende. Det er i et hvert fald tanken.

Tryktanken er dog ikke blot en fortsættelse af de tidligere bøger/projekter. Både udstillingen her og de tidligere projekter/bøger er selvstændige, men de hænger alligevel sammen om end ikke nødvendigvis logisk, kronologisk eller lineært. I udstillingen her er talrige krydsreferencer til de to tidligere bøger, men der er ikke tale om ren gentagelse. Snarere om den konstante igangværelse af processer; den konstante udvikling af nye betydninger, skabelsen af erindring og den forsøgsvise etablering af nye udgangspunkter. Tryktanken er et sådan nyt udgangspunkt. Et nyt sted at navigere ud fra – medbringende tidligere erfaringer, erindringer og betydninger.

Du har valgt at bemale også væggene?

Ja, de bemalede vægge er på mange måder et eksperiment. I de indledende manøvrer er mange ting uvisse, og tingene udvikler sig intuitivt. Intensionen var indledningsvis at prøve kræfter med en anden skala og en anden tid: jeg ville bemale alle 20 meter gallerivæg på 24 timer! Objektivt set et projekt af overskuelig interesse, men i mit tilfælde netop spændende i forhold til min praksis i øvrigt. Jeg har jo i flere tilfælde arbejdet i op til 3 måneder på små leporello-bøger, der ”blot” måler 2,6 meter! Det bemalede rum illustrerer derfor flere ting synkront: Det kommenterer dels på forholdet mellem værk, objekt, indsats og tid, men samtidig korresponder selve rummet – idet det bemales – i høj grad med de leporello-bøger, jeg har lavet. At bevæge sig ind i rummet er som at bevæge sig ind i en af mine leporello-bøger. Atmosfæren og fornemmelsen er meget tæt. På væggene hænger er væld af malerier, fotografier og tegninger tæt op ad hinanden, og som beskuer er der derfor intet ”helle” intet ”neutralt” eller ”sikkert” tilflugtssted, hverken fysisk eller mentalt. Man bliver uvilkårligt mødt af flere billeder, der fordrer opmærksomhed, og man er nødt til at navigere efter noget nyt hele tiden. Hver enkel ting kan tages ud og virker for og i sig selv, men udstillingen er en totalitet. Jeg vil gerne have, at den har en absolut form – en komprimeret, akkumulation af billeder og betydninger, som beskueren så kan videreføre eller viderebearbejde med sit eget personlige individ, og de kontekster det uløseligt er indvævet i.

Christian Vind: Tryktanken, 2006.

Men der er jo så det her ”Reading Room” – hvilken rolle spiller det?

Ja, derinde kan man bladre i de to tidligere bøger Hvidpapirfeber og Bøf er Stegt og dermed dels opleve dem som bøger, dels opleve de krydsreferencer, der er mellem dem og udstillingen Tryktanken. Man kan opleve de udstillede ting, læse om dem i bøgerne og opdage, at nye betydninger opstår; at der er flere nye og uventede niveauer, der knopskyder både i udstillingen og i bøgerne. I læserummet ligger imidlertid også det kulørte blad ”Kig Ind”, kunstmagasinet ”Flash Art” og avisen ”Information”. De er andre pejlemærker. Det, jeg laver, befinder sig i mellemrummet mellem disse. I mellemrummet mellem ”Kig Ind”s ukritiske billedflod og ”Flash Art”s halvofficielle stemme i spørgsmål om billeder og betydning.

Rummet er i øvrigt kurateret af to kunsthistorikere bl.a. mag.art. Meta Klee Vitlök. Kompetente kunsthistorikere om end de er opdigtede! De er imaginære kuratorer, jeg har opfundet, forskellige identiteter…

Du arbejder meget med referencer til kunsthistorien. Henviser navnet Meta Klee til Paul Klee?

Nej, ikke bevidst i et hvert fald. Navnene og de opdigtede personer er en måde at aktivere erindringen på. Det er svært at finde navne. De opstår intuitivt. Jeg så navnet, ”Meta Klee”, på en gravsten, en dag gik jeg en tur på Frederiksberg kirkegård, og jeg vidste intuitivt, at der var noget dér. Det er i sig selv et meget kurateret navn og et godt navn til en mag.art og kurator. Efternavnet ”Vitlök” opstod senere – også intuitivt. Det passede bare sammen, og kuratoren Meta Klee Vitlök var navngivet. Hun har så kurateret det her rum, men jeg har samarbejdet med hende før. Det var hende, der sammen med Kurator Svend Grundtvig udvalgte og sammensatte arbejderne i Bøf er Stegt.

Christian Vind: Tryktanken, 2006.		Christian Vind: Tryktanken, 2006.
Christian Vind: Tryktanken, 2006.		Christian Vind: Tryktanken, 2006.

I rigtig mange af dine værker er der et henvisninger, citater og referencer til kunsthistorien: Stiftmosaikker, Kubismen, Duchamp, Heerup, Giersing, On Kawara, Bruce Nauman osv. osv.. Er der ikke en fare for, at det bliver for indforstået; for esoterisk?

Det er rigtigt, at der er et utal af henvisninger, som forudsætter en vis viden, men mit håb er, at udstillingen og værkerne rummer flere niveauer end blot dette ene. Sådan forholder det sig ofte med kunst. Jeg tænker, at udstillingen rummer mange niveauer. Heriblandt et umiddelbart niveau, som ikke forudsætter specifik viden men virker anderledes. Værkerne er jo også form, teknik, materiale og følelse og er mere end blot aflåste rum, som kun kan åbnes op med den kunstfagligt udannedes nøgle. Men der er selvfølgelig også det mere indforståede niveau. Det er blot ét lag blandt mange – og ikke nødvendigvis det mest privilegerede! Alle billederne rummer én eller flere hemmeligheder og skjulte dele, som ikke umiddelbart lader sig rubricere eller afkode.

I øvrigt arbejder jeg jo i udgangspunktet for mig selv og ikke for en bestemt beskuergruppe og uanset hvad, ser man ikke værdifrit men gennem et rasternet af henvisninger. Jeg ser igennem billedkunst.

Men ligger der også en kritik af kunsthistorien og dens videnskabelige metode, i det du laver?

Bestemt nej. Det mener jeg ikke. Om noget tværtimod. Jeg er stærkt begejstret for kunsthistorikerens minutiøse arbejde med proveniens, registrering og fortid. Jeg arbejder på sin vis selv, som en kunsthistoriker. Jeg er helt enormt optaget af Broby-Johansens metode i Hverdagskunst-Verdenskunst, hvor han kan få et askebæger til at ligne en keltisk offerskål. Ligesom han får en tæppebanker til at være Jellingestenens slyngornamentik. Jeg foretager registrerende arbejde og undersøger objekters historie. De ting, jeg laver, er bl.a. en måde, hvorpå jeg kan få afløb for en akkumuleret ubrugelig viden - f.eks. om forhold som disse.

Christian Vind: Mandrake,		Christian Vind: Fetish,		Christian Vind: Malmstrøm - mainstream,

Men idet du fremstiller og udstiller alle ting/medier demokratisk side om side, understreger du vel også tydeligere de spilleregler, der gælder i en verden, hvor den visuelle kultur bombarderer os med stadigt flere billeder og betydninger hvert sekund.

Ja, det er klart. Det er jo en måde, hvorpå man kan vise, at der skabes nye meninger; nye betydninger hele tiden. En slags fastfrysen af den frenetiske billedstrøm. Det er også derfor, jeg mener, at det, jeg lavet, befinder sig i et mellemrum. I mellemrummet mellem ”KIG IND” og ”Flash Art”.

Leporello-bøger er et tilbagevendende element i dit arbejde. Også her er udstillet flere eksemplarer. Kan du forklare lidt om dit arbejde med den ”form”?

En leporellobog udmærker sig jo i særdeleshed ved at have flere lag, flere niveauer. Dem, jeg har lavet, er bemalet på begge sider, hvilket desuden skaber uvished om ”for og bag”. Den kan være 2,6 meter langt eller måle blot 7x9 cm, når den er lukket; når den er foldet sammen, komprimeret. Med leporelloen kan man derfor arbejde med forskellige skala og komprimeringsgrader i det samme objekt. Det indeholder en konstant mængde informationer og meninger, men måske sker der noget med disse, hvis dens rum forandres – i forskellen mellem udfoldet og komprimeret. Måske opstår nye betydninger, når massen komprimeres? Det er bl.a. overvejelser som disse, der ligger bag både arbejdet med leporelloen og udstillingen tryktanken. •

Ane Bülow er cand.mag. i kunsthistorie.

Christian Vind: Udkast til bomærke i tillempet jellingestil,

Christian Vind: Pointless as a matter of fact,		Christian Vind: Permanent nutid, serpentiner på lærred,		Christian Vind: Metafysikken dækket af valmuer,

Christian Vind: Tryktanken, 2006.

Innovationsdirektør Christian Vind with Whitepaperfever photographed at the Royal Danish Academy, maj 03