Interview: Christian Schmidt-Rasmussen

Christian Schmidt-Rasmussen: New World (Bird Flu)</b<> på Charlottenborg, Mellemdækket

Hvad ligger der i udstillingstitlen ”New World”? Den synes at henvise til et skifte og en forandring. Og hvor kommer fugleinfluenzaen ind i billedet?

New World har været arbejdstitlen hele vejen igennem og det er dér mit fokus ligger. Udstillingen er en vision. En meget utydelig og uklar vision. Ideen om noget nyt, som man ikke ved hvad er – og som derfor kan være både positivt og negativt. Vores kultur er stivnet i en forestilling om, at enten kan tingene ikke bliver bedre end de er nu, eller også kan de kun blive værre. Udstillingen er en vision om, at tingene kan være anderledes og bedre.

Senere kom fuglene med. De var oprindelig en henvisning til Hitchcocks film men fugleinfluenzaen rummer sådan set den samme creepyness som filmen bortset fra, at den er omsat i nervøst forbrug. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg er så glad for den titel. ”Birdflu” repræsenterer muligheden for udslettelse af hele vores samfund, men titlen hensætter udstillingen for meget i nutiden og jeg vil gerne have, at den er tvetydig i modsætning til andre gange, hvor jeg har arbejdet mere direkte. Spørgsmålet her er: Hvordan kan man benytte noget konkret – her sydhavnen som eksempel - til at konstruere noget helt nyt?

Er der en sammenhæng mellem dit ønske om at opnå uklarhed og så udstillingens diversitet materiale- og mediemæssigt?

Ja, jeg håber i et hvert fald, at der er tilpas stor afstand mellem delene her og det er tænkt sådan, at tingene materialemæssigt skulle skvatte over hinanden. Det skal ikke gå for pænt op. Det skal en vision ikke. Desuden har alle ordene på gulvtæppet karakter af strøtanker ligesom teksten på billederne. De har karakter af et foreløbigt udsagn; noget som ikke er helt afsluttet - og det var også det jeg gerne ville have.

Malerierne tager udgangspunkt i et konkret sted: Sydhavnen. Jeg har arbejdet med fuglemotiver derfra. De har en meget naturagtig karakter, men kunne ligeså godt være inde fra byen. Et begreb som natur giver bare ikke mening længere i et land som Danmark. Der kan man højst tale om grønne ubebyggede arealer. Som en mellemting mellem det virkelig sødladne og så det ekstremt uvisse afslører de, at tingene er fuldstændig ukendte. Metoden minder meget om sciencefiction forfatterne Ray Bradbury og Clifford Simak f.eks. i Simaks ”Ondt er da på vej herned" hvor et magisk tivoli er utroligt dragende og tiltrækkende, men fyldt med uvished og ondsindede kræfter.

Christian Schmidt-Rasmussen: New World (Bird Flu), 2006.

Så i udstillingen ligger også en påpegelse af hvor begrænset et område vores forestillinger om noget nyt udspiller sin inden for?

Det hele har udgangspunkt i en sætning jeg har arbejdet med i mange år: ”vi lever på ruinerne af en glorværdig fremtid”. Hele ideen om en fremtiden i vores samfund er overstået. Når man siger ordet fremtid, så forestiller man sig noget der foregik i 60’erne og 70’erne. Vi har forestillinger om rumtøj og månebase Alpha. Det er de forestillinger vi har og der er slet ikke mulighed for en fremskrivning af noget som helst. Det jeg gerne vil i dette her scenario er at opstille en mulighed for en fremtid, som ikke er månebase Alpha. Det er også derfor jeg kalder det en vision.

Det er ikke nødvendigvis hverken negativt eller positivt. Det er tvetydigt men helt klart anderledes end det man står i. I stedet for at lave en fremskrivning af denne her meget fattigkulturelle tilstand vi har nu, så viser visionen en idyl, som er os en anelse fremmed. Vi ved ikke på baggrund af hvilket samfundet den udspiller sig eller om den er et samfund. Udstillingen giver baggrundskullisserne til det, som man kan forestille sig.

Er det også muligheden for noget andet du påpeger med teksterne i billederne?

Jeg er lidt tvivl om hvor udsagnene i billederne peger hen. De er meget skrevet som poesi, i modsætning til mine tidligere arbejder, hvor tekst har haft en mere analytisk eller dekonstruktiv karakter. Det her er mere tvetydigt. Sætningen ”We could be weightless” kan både være et løfte og en trussel alt efter hvordan man opfatter det. ”Maybe we will never change” er et negativt udsagn, men det er svært at tolke ”We are sunshine” som andet end positivt. Det skal ikke pege et bestemt sted hen – snarere på en fornemmelse af uvished og vægtløshed, noget endnu ikke afgjort.

Christian Schmidt-Rasmussen: Det gode skib mary, 130X95 cm..		Christian Schmidt-Rasmussen: It’s like that, it’s just the way it is, 120x95 cm..

Det er også en vis melankoli i malerierne?

De er meget melankolske, ja. Hele ideen om fremtiden er i sig selv dybt melankolsk fordi den kræver, at man afvikler det man står i. Man kan selvfølgelig tage nogen erfaringer med - det ligger der også i billederne i og med, at der henvises til konkrete steder - men der ligger en melankoli i at forlade noget og i det, at man ikke ved hvor man havner.

Hvordan hænger animationsfilmen sammen med det hele?

Filmen er superdepressiv i sit udsagn. Det er to personer der sidder på en græsplæne i mørke og snakker om, at de holder enormt meget af hinanden, men samtidig vil de såmænd også gerne ofre den anden for den mindste fordel. De er så håbløst ubehjælpsomme i deres måde at holde af hinanden på, at det gør ondt at høre det. Hvis de nu blev overfaldet af en vampyr, så vil den ene f.eks. gerne have, at den anden også er der, for det er altid bedre at blive overfladet af en vampyr når man er to – også selvom det så indebærer, at den anden også bliver slået ihjel. Sådan er der en masse konflikter, der spiller på afhængighed og bundethed. Det er selvfølgelig en parodi over menneskers forhold til hinanden som sådan. Animationen er svær at placere i det her univers. Dens tone er supernegativ i en vision, der er uvis men overvejende positiv. •

Christian Schmidt-Rasmussen: Gråspurv, 120x95 cm..		Christian Schmidt-Rasmussen: Emotional violence120X95 cm.,
Christian Schmidt-Rasmussen: Maybe we never change, 120x95 cm..		Christian Schmidt-Rasmussen: Intolerance, 125x95cm..
Christian Schmidt-Rasmussen: Måge, 130x95 cm..		Christian Schmidt-Rasmussen: Mellemstation, 120x95 cm..
Christian Schmidt-Rasmussen: Stork og svane, 130x95cm..		Christian Schmidt-Rasmussen: Reflect nothingness, 120x95 cm..
Christian Schmidt-Rasmussen: Svingerklub udenfor byen, 125x95cm..		Christian Schmidt-Rasmussen: We could be weightless, 130x95cm..