Interview: Christian Finne og Rasmus Rosengaard

Christian Finne og Rasmus Rosengaard: Guided by voices på Galleri Christoffer Egelund

Det er første gang, I udstiller sammen. Kan I kommentere lidt på den dialog, I mener, der er mellem jeres billeder?

Christian: Jeg tror nok, at Simon Grimm sagde noget om - da han så udstillingen første gang - at det, han godt kunne lide, var, at det var ligesom om, at Rasmus stod og kiggede ned i asfalten, mens jeg stod og kiggede op i himmelen. Det er vist stort set det samme, som vores tilgang til det har været. Og så respekterer vi begge to hinandens arbejde og føler, at det er enormt beslægtet.

Tematisk?

Christian: Følelsesmæssigt vil jeg sige...inderlighed.

Er der en kritik i det? Et følelsesmæssigt underskud i samtiden?

Christian: Jeg ved ikke, om det er en kritik. Det er mere bare en konstatering. At der ikke er specielt meget....selvreflektering. Folk tænker ikke en skid over, hvad det er, de laver. For mit vedkommende, mine billeder, der er jo sådan en slags propaganda for psykedeliske oplevelser.

Mener du her indadvendt; som en form for tilgang til dig selv?

Rasmus: Jeg ser egentlig Christians ting som meget udadvendte, hvor det nok mere er mine ting, der skuer indad.

Christian: Jeg prøver at kommunikere en oplevelse ud om, at der findes noget andet. Og det andet er tilgængelig igennem psykedeliske stoffer. Hallucinogener.

Og det er så din oplevelse omkring det, du forsøger at formidle ud? Du arbejder meget med dig selv i værkerne.

Chistian: Ja, det er jo fordi, det er mit trip.

Rasmus: Og det er skidesmukt.

Christian: Tak.

Samstillingen forstærker vel også udtrykket i de enkelte værker?

Rasmus: Ja, som Simon sagde, kigger de jo hver sin vej, men kigger på det samme faktisk. Det forstærker det ret kraftigt.

Christian: Hvor Rasmus’ ting suger meget derind, kan man sige, at mine ting suger jo også ind, men samtidig er der et rum, der åbner og lukker sig - alt efter den flow af energi, der nok kører.

Og så tror jeg, at vi begge to hører enormt meget musik, mens vi arbejder.

Rasmus: Det kan være folkmusik, men det kan også være noget progressivt, sort og mørkt. Dødsmetal. Det kan også være noget utrolig smukt. Men det er det følsomme.

Christian Finne: Sacred, 2006. 400x285 mm. Papirarbejde

Mener I her, at der er en sammenhæng mellem den musik, I hører, mens I arbejder, og jeres færdige resultater? Jeres kunst?

Christian. Ja, absolut. Til ferniseringen hernede reagerede folk meget på, at vi spillede utrolig høj musik...af vores musik, som vi havde gået og hørt, mens vi tegnede...og der var folk meget: ”Jamen det interagerer, det passer virkelig godt det her” Jeg var ret tilfreds med de bemærkninger. Det var ligesom om, man fik brudt de her normale måder at tænke....tænke omkring værker på. Det er jo ellers den absolut mest upsykadelisk og mest antifølelsesmæssige oplevelse, som man overhovedet kan have. Der kommer alt muligt underligt business ind over det.

Så musikken fungerer som en åbning til værkerne?

Christian. Ja, musikken kan sagtens have nøgler.

Rasmus: Musik er jo også billedforstærkende.

Christian: Det svarer jo til, at du inviterer en sød pige med hjem og tænder stearinlys. Det forstærker atmosfæren. Værket kan også klare sig uden musikken, men det er helt klart....

Rasmus: Vi har, mens vi sad og arbejdede, sendt musikfiler til hinanden.

Så I har altså arbejdet meget tæt sammen om den her udstilling?

Rasmus: Ja, det har vi faktisk, selvom vi har siddet på hver vores ø. Christian har siddet på Bornholm, og jeg har siddet her.

Chistian: Jeg fik sådan en epifani om, at jeg var en tegnende abe. Man sidder sådan her (Christian demonstrerer; kroppen foroverbøjet, armene krummet fremover ”abeagtigt” red.) En meget abeagtig ting; så det blev sådan en meget primal oplevelse til tider, når man sad med hovedet fuldt af svampe og tegnede løs på Bornholm, mens der røg ni katte rundt.

Hmm, arbejder du altid påvirket?

Christian: Nej, jeg arbejder næsten altid bagefter, når dataerne kommer flyvende. Som regel, hvis jeg er påvirket, så ligger jeg bare ned i mørke og vil bare være mig selv. De helt store kraftige doser gør jo, at man ikke rigtig kan bevæge sig.

Hvis jeg skal nævne referencer til nogen andre, jeg har kigget på, så er det nok sådan en som Don Pablo a Marengo, en sydamerikansk shaman, som er gået hen og blevet maler senere, og der tror jeg nu nok...det er mere sådan et slags fællesskab; han har set nogen af de samme ting, som jeg har set, og jeg var helt blown away, da jeg så hans ting.

Skal det forstås som om, kunstneren er en form for shaman?

Christian: Absolut, det, tror jeg, kommer til at blive mere tydeligt. Jo mere hallucinogenerne kommer tilbage i samfundet, som de er ved nu. På de største undervisningssteder i USA, Harvard bl.a., er man begyndt at genoptage studierne af LSD, psilocybin og MDMA. Den måde, de så kører det på, er, at de skal jo have en eller anden form for...de skal have en god sag, at gøre det for. MDMA; der bliver det soldaterne, der kommer hjem for Irakkrigen med posttraumatisk stresssyndrom, fordi det åbner op for empatien. Det er også pissegodt til forhold. Psilocybin er folk, der er terminalt syge med cancer, hvor psilocybin har en tendens til at gå ind og arbejde med noget helt specifikt som døden, hvor du virkelig kan få dig renset ud. Det kan også rent faktisk gå ind og dæmpe kræftens udvikling. LSD kan så være til behandling af alkoholikere, og folk der har tvangstanker, tvangshandlinger. Så er der også det afrikanske stof, der hedder ebogain. Det er et stof, der har en fantastisk god effekt på folk, der er meget afhængige af hårde stoffer. Specielt heroin. Der er så få steder, der endnu har lov til at operere med de her ting.

Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 610x865 mm. Pastel & oliepastel på papir

Det er altså stoffernes terapeutiske egenskaber?

Christtian: Undersøgelserne foregår i samspil med psykiatere og læger, men de har alle sammen selv oplevelsen tæt inde på livet. Der har været det her undergrundsnetværk lige siden 60’erne i USA, hvor der er psykiatere, der har givet MDMA og forskellige andre hallucinogener.

I 1992 var der en amerikansk læge, der hedder dr. Rick Strassman, som gik med alt papirarbejdet. Det tog ham to år, hvor han fik lov til at afprøve stoffet DMT på 40 forskellige mennesker, som næsten alle sammen havde haft en forhistorie med LSD; det var sådan rimelig erfarne folk. Han stoppede simpelthen forsøgene, for han kunne ikke længere...det skræmte ham fra vid og sans, hvad han fandt. DMT er sådan et stof, der varer ca. 20 minutter, og man kan sammenligne det med...hvis man tog 1000 LSD trip. Samtidig er det et stof, vi har naturligt i vores hjerne, som vi producerer. John Mack er sådan en Harvardfyr, sociolog, som gik ind i hele den der Alien Abduction ting. Hans bog og så Strasmanns DMT beskrivelser og oplevelser, de overlapper hinanden meget. Der er en teori om, at en Alien Abduction oplevelse kan opstå, fordi naturligt DMT flyder i hjernen.

Det, der sker, er, at du føler, at hele din verden bliver revet fra dig, men du føler ikke nogen ændring i din psykologiske eller kognitive kvaliteter. Og så kommer du i kontakt. Med entiteter. Terence McKenna forklarer det som en Self Transforming Elf Machines. Det har ikke helt været min oplevelse...min oplevelse var mere af en Krølle Bølleagtig karakter, men millionvis af dem, som sang budskaber til mig og ville have, at jeg skulle blive et legetøj for min egen syntaks.

Nå, så du er lidt påvirket af Bornholm?

Christian: Ja, ja absolut. Men det har altid været del af min fascination ved en ø...de der folkeminder, de lever kraftigt; de bliver holdt i live. På den måde tror jeg, at mennesker er begyndt at holde op med at producere deres egen virkelighed...altså virkelighed er noget, vi ser gennem TV og sådan...så har man fjernet sig mere og mere fra det. Man kan sige, at det er meget svært at modbevise, at 2. verdenskrig ikke fandt sted, men at sige, at der ikke findes spøgelser, elfer, nisser og trolde, det er endnu sværere, fordi der er vidnesbyrderne langt flere og meget mere troværdige i og for sig.

Christian Finne: Solhverv, 2005. 700x490 mm. Papirarbejde		Christian Finne: Ohbrother, 2006. 690x490 mm. Papirarbejde		Christian Finne: Family fortune, 2005. 680x490 mm. Papirarbejde,

Der findes et opgør sted i forhold til en videnskabelig tilgang til virkeligheden?

Christian: Jamen helt sikkert. Videnskaben bygger jo også bare på modeller, og de ændrer sig måned for måned. Videnskabsmænd har jo ikke en skid mere styr på, hvad det egentlig er, der foregår, end et hvilket som helst dedikeret hoved, som sidder og tripper på forskellige hallucinogener.

For lige at få drejet over på noget andet: Hvor finder du din inspiration Rasmus?

Rasmus: Ja...i mig selv. Min inspiration den kommer af at stå og arbejde; gennem billeder i mit hoved og gennem meditation.

Noget processuelt?

Rasmus: Ja, det kan man godt kalde det.

Men I deler altså et ønske om en mere spirituel, eller måske rettere sagt følelsesmæssig tilgang til verden. Spirituel får vist lidt en religiøs klang.

Christian: Det gør det, men på den anden side kan man jo se, at verden er meget religiøs, det har man jo lige fået et godt eksempel på. Men jeg tror, at de her fantasier om nogle meget specifikke religiøse ting og sager, guddommen, den er farlig, nedbrydende. Specielt fordi den tvinger dig ind i forskellige måder at forholde dig til verden på, som kan være ekstremt destruktive, som jo nok ikke har bund i noget virkeligt - andet end en masse gale mænds forsøg på at fastholde magt overfor folk. Det gælder for kristendom, islam, hinduisme. Den eneste, der kan sige sig lidt fri, det er nok buddhisme, selvom de også har deres kampe...sagtens kan gå i kødet på hinanden. I gamle dage havde Karmapa, som er den 17 reinkarnation af Buddha, og så Dalai Lama, som er den 14, store magtkampe med hære, slag og hele lortet om hvem der skulle styre Tibet...så de kan ikke sige sig fri for at have blod på hænderne.

Men det er langt mere fordi, de går ind i en magisk dimension. De har de her teknikker, som på mange måder simulerer tilstande, som du også oplever, idet du har taget plantebaserede stoffer, hvor jorden snakker til dig.

På den måde, tror jeg, at dogmatisk religion, kultur og ideologi i og for sig; det er fjender af mennesker. Specielt kultur, ordet kultur...det er jo ikke din ven. Det prøver at kultivere i een bestemt retning. Den tror jeg ikke, du skal følge. Der er det, at det psykedeliske, det fjerner dig fra alt det. Det bryder det ned, det overskrider grænsen...du kan ikke tro på en skid, og du føler dig skandaliseret...den der følelse af, at hele ens livsgrundlag bliver revet væk fra dig hver 3 sekund, sætter dig jo fuldstændig i en choktilstand, hvor dagen efter, der har man en følelse af, at man aldrig nogensinde kan slippe det her igen. Så går der lige et par dage, og så stille og roligt kommer hele den her af TV og medier producerede virkelighed ind over igen, og lægger sig, som sådan et lag...en tyngde.

Christian Finne: Moondog, 2005. 290x415 mm. Papirarbejde

Vi snakkede tidligere om en bølge af amerikansk 70’er inspireret folk musik, der var begyndt. Ser I en lignende tendens indenfor kunsten?

Christian: Spørgsmålet er, hvad er 70’ er inspireret i og for sig. Kan man ikke bare sige, at det er en god ide, som ligesom blev undertrykt, men som nu er kommet tilbage.

Forstået ikke som et ønske om at vende tilbage men genintroducere?

Christian: Genintroducere og komme videre. Som tingene går på vores planet lige nu, så går det ad helvede til. Hvis du ser på sådan nogle IMF kurver med kobber, zink, olie osv. , så går de bare nedad allesammen. Vi er simpelthen i gang med at plyndre planeten for alle råstoffer.

Det kommer til at bliver et problem, hvis ikke vi får nogle videnskabsmænd frem, som er åbne overfor helt nye tilgange til...at få lov til at bruge de her stoffer (psykedeliske red.) i deres forskning, så kan man jo se, at det vælter ud med nanoteknologi, computere og software...Microsoft osv.; det er jo alle sammen heads, alle sammen folk der har taget store mængder af psykedeliske stoffer, som har skabt den verden, som vi sidder i dag. Du kan også se, at alt det politikerne, spin-doktorerne, bodypiercing...alle de her ting, kommer fra eet sted. De kommer i virkeligheden fra de første psykonauter. Der var de folk, som Christoffer Columbus, der tænkte. ”Okay, vi tager et skib og sejler det derud”, selvom de regnede med, at de ville ryge ud over kanten på det tidspunkt. Alligevel tog de den sejlads og opdagede en ny verden.

Så det er et spørgsmål om at turde tage chancer?

Christian: Jeg tror, man skal være lidt som en fisker: Kaste sit net i havet og se, hvad fanden man får med op igen. At turde det der...bare tage derud. Jeg tror, at naturen elsker mod. Virkelig.

Christian Finne: The Moon and the earth, 2006. 480x420 mm. Papirarbejde		Christian Finne: High again, 2006. 500x700 mm. Papirarbejde

Det lyder jo næsten som en ny revolution, eller er det bare konstaterende?

Christian: Ja, det virker jo revolutionerende...eller revolutionatorisk nærmest...at virkelig få sprængt sine grænser. Når man til dagligt taler meget om psykedeliske stoffer, bliver folk meget ”Uha, nej, nej, nej, jeg kan slet ikke, for jeg er simpelthen så fucked up i forvejen” Jeg tror nok, at det var jeg også, da jeg startede med at tage psykadeliske stoffer, men den der fucked up-hed det handler jo egentlig om folks angst for deres eget sind, og hvorfor skulle vi være bange for vores eget sind. Vores hjerne...jamen vi er...vi er Hobble-teleskoper, hvis vi vil være det; vi kan se fra ende til anden...vi er jo stjernestøv for helvede...det består vores sind af. Det er jo gigantiske alien-agtige landskaber, der kommer op, i det øjeblik vi beskæftiger os med tanker, som vi finder forstyrrende. Følelser vi ikke helt kan kapere. Så holder folk op, og det er en ret dårlig ide at holde op der. Det er en god ide at gå videre; få det overstået. Når du bliver stoppet, og specielt når du stopper dig selv i forhold til at reflektere over nogle ting, så virker det skræmmende for din egen personlighed. Det er noget med det vestlige ego, der er helt og aldeles ude af trip med, hvad der foregår omkring det. Det er sådan en stenhård ting, der bare skal sprænges i luften for enhver pris.

Det, der er godt ved et ego, er, at hvis nu du har inviteret en ud at spise, når du så stikker gaflen ned i et stykke grøntsag, så tager du gafler tilbage til din egen mund i stedet for bare at stikke det over i den andens. Der er det godt, at have et ego, men længere skal det heller ikke være. Der kan man selvfølgelig sige, at nu beskæftiger vi os med kunst, som jo nok ellers er sådan en ego forstørrende ting...eller kan være det. Det der med: ”Ja, jeg har jo solgt 57 billeder på åbningen...jeg er verdens bedste” Der kan man se mange gange, at folk knalder helt ud i storhedsvanvid, megalomanske tanker, hvor man kan sige: ”Ved du hvad, du kan udskiftes til hver en tid, nu er det bare dig, der har the gap”.

På den måde har den psykadeliske oplevelse en ret kraftig ego-reducerende virkning; du ved godt, at selvfølgelig er det fedt, og du skal også dyrke alle de her ting, fordi nu er du i den her verden og lever med dem. Men jeg tror, at man en gang imellem lige skal slappe lidt af, og sige, nå ja okay, jeg er jo bare een ud af 6 milliarder.

Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 610x865 mm. Pastel & oliepastel på papir

Hvad er så kunstnerens rolle i alt det her? Som øjenåbner?

Rasmus: Jeg ved ikke helt med min rolle...jeg er ikke sikker på, at jeg har en speciel rolle. Det handler jo mest om respekten for andre mennesker, så må folk selv danne sig de billeder, de har lyst til.

Christian: Hvis jeg skal sige noget, så skal det være sådan en slags ...

Måske i forhold til shamanen som vi talte om før?

Christian: Jamen, shamanen er jo sådan en facilitator, man kan kalde ham for extra enviromental, fremmedgjort. Hvis du kommer ned til en stamme i Sydamerika, så vil de fleste indfødte sige: ”Nej, hvor ser du sjov ud” . Det vil shamanen ikke; han lever i en helt anden realitet, hvor han er i gang med at invitere 100 langt mærkeligere gæster ind til bordet. Hvor han bare siger: ”Du er, som du er. Kom indenfor, så kan vi snakke sammen”. Samtidig har han jo indsigt i who stole the chicken, hvem knaldede med hvem, og hvor skal man finde byttet næste gang. Jeg ser ikke mig selv som en shaman, men shamanen er en rollemodel; eller bør være det. En idealtype, som man kan se med.

Fordi han lever i en magisk realitet; han er jo stort set konstant påvirket af hallucinogener, og er derfor kommet ind i magiens verden. Og derfor kan opleve en helt anden...som Carlos Castneda’s Don Juans Lære...en anden virkelighed. Det, der kom ud af det, var, at en hel masse mennesker efterprøvede nogle af ideerne og teserne. Det, jeg så kan blive rasende over, er den revisionisme, der kom bagefter. I stedet for at de bare troede på det, de havde oplevet. Det var ligesom om, der kom et for stort pres fra myndighedernes side; det vil der jo altid gøre, fordi psykedeliske stoffer og tilstande er jo politisk sprængstof af en anden verden.

Det drejer sig vel også om, at hvis et system skal opretholdes, skal modstanden imod det nødvendigvis udelukkes?

Christian: Det er jo klart, det var jo også det, der skete i 60’erne, hvor en hel masse mennesker var på trip. De så, at hele det produktionssystem, de var en del af, den måde, som verden kørte på, det var simpelthen så destruktivt, så menneskefjendsk konstrueret, at det var til at brække sig over. Så gik man hen og lukkede for det på en meget, meget repressiv måde. Der var en slags mental holocaust, på en eller anden måde...eller holocaust er sådan et lidt mærkeligt ord, for det betyder egentlig brændt ofring, men i hvert fald en form for total afvisning.

Det jeg tror, at kunstnere kan formidle, det er en anden holdning til sig selv og sit liv. En anden måde at leve på...jeg ved jo godt, at de fleste af de her tegninger, de ryger jo til velhavende mennesker og institutioner. Men der er det så mit håb, at de sætter sig ind i det værk, de har købt Det er jeg nu ikke sikker på, de gør, det ryger nok bare lige ind på en hylde. Men i det mindste læser det her interview eller noget, og så tager det frem igen og kigger lidt på det. Så kan de jo smide det ud, for ham der; han vil nedbryde min forretning.

Men alligevel et håb om at kunne ændre ved noget? Ændre folks bevidsthed?

Christian: Ja, det handler vel om at redde verden..

Jamen, så held og lykke med det

Christian: Jo, tak. Det at arbejde med kunst...du bygger jo dit hus på rådne frugter et eller andet sted; det kan skride til hver en tid. •

Rasmus Rosengaard og Christian Finne

Christian Finne: Cosmic mind of play, 2006. 500x700 mm. Papirarbejde

Christian Finne: enelope, 2006. 460x640 mm. Papirarbejde		Christian Finne: Westfauster, 2006. 500x700 mm. Papirarbejde
Christian Finne: I'm sorry Dave, 2006. 500x700 mm. Papirarbejde		Christian Finne: Uovervindeligsol, 2006. 460x640 mm. Papirarbejde
Christian Finne: Boogy Man”, 2006. 662x945 mm. Papirarbejde		Christian Finne: U.T, 2006. 500x700 mm. Papirarbejde

Christian Finne: Mystisk kød / Mystery meat, 2006. 460x550 mm. Papirarbejde Christian Finne: Death to the Fascist insect, 2005. 630x450 mm. Papirarbejde

Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir

Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 610x865 mm. Pastel & oliepastel på papir		Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir
Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir		Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir
Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir		Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir
Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir		Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 635x965 mm. Pastel & oliepastel på papir

Rasmus Rosengaard: Untitled, 2006. 1520x2926 mm. Pastel & oliepastel på papir