Interview: Anika Lori

Anika Lori: Birdy Nam Nam,

Jeg har været vildt bange for at blive interviewet. Jeg hader det... billederne; jeg laver det bare... At lave billeder var et sted jeg flygtede hen, når jeg gerne ville have ro – og føle mig forstået. Nu er det noget, jeg er blevet lidt bange for, men det er også en anden, og stærk drivkraft for mig, frygten. Jeg har forstået, hvor alvorligt mange folk tager sig selv og hvor meget bitcheri, der er i denne her kunstverden. Det fylder enormt meget i forhold til, hvorfor man egentlig laver kunst.

Har du altid villet være kunstner?

Jeg har aldrig villet det specielt. Det er endt et sted, hvor jeg kan se, at det var det, jeg lavede. Det var først, da jeg gik på teknisk skole hos Per Elbke her i København, at jeg overvejede at søge til kunstakademiet. Alle i min årgang havde søgt, og så tænkte jeg, at det ville jeg også prøve. Og det var første gang, jeg tænkte, at det var en vej, jeg kunne gå; at lave kunst og leve af det. Men jeg tror ikke, jeg har tænkt så meget over, hvordan det er, eller hvor meget det bliver til. Jeg tager det, som det kommer. Der er er heldigvis kommet vildt mange positive henvendelser ud af denne udstilling.

Hvordan kom du igang?

Jeg var et lille underligt barn, som følte mig ret misforstået. Jeg er vokset op i Italien.Min far er italiener - min mor er dansker. Jeg voksede op under meget hippieske forhold og kom direkte fra storbyen Rom, med langtidsholdbar mælk, og ud på landet til et lille hus omringet af marker og mælk, der kom direkte fra koens yver. Den kontrast har fulgt mig meget. Det er meget sort og hvidt. Fra meget, meget larm til helt stille. Jeg fandt ud af, at når jeg tegnede og opfandt dimser, fandt jeg min ro. Som mange børn sikkert havde det, men så ville jeg gerne forstå lidt mere. Jeg begyndte at rode i blade og fandt min stedfars Weekend Sex, og så var det jeg lærte at tegne.. ja, anatomiske tegninger, lærte at tegne anus helt tæt på og fra alle vinkler. Det jeg bedst kunne tegne, var pik og patter... Det har fulgt mig lidt siden - hehe - så jeg kom meget hurtigt ind i det univers. Og sex... det var jo spændende, men det var sikkert ikke helt så interessant for andre af mine veninder i den alder, jeg var vel 10 år. Mine barbier dyrkede ”gang-bang” på månen, mens de ville far-mor-og-børne-den. Så jeg lavede min egen lille klub med mig selv, og har den egentlig stadigvæk.

Anika Lori: You,		Anika Lori: Oluf Palme Knows,		Anika Lori: Men at Work,
Anika Lori: But I Fly,		Anika Lori: Braveheart One,		Anika Lori: Braveheart Two,

Er dine værker meget personlige – private?

Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes det er meget mere personligt at snakke om det. Værkerne er et udtryk for hvad der foregår inde i mig, og at de det kommer ud igen, skaber en ro for mig. Det samler mine tanker, på en eller anden måde. Jeg forstår mig selv, for det meste. Nogengange forstår jeg bedre mig selv gennem andre, så er de mine værker for en munter eller miserabel stund. Jeg forstår dybest set ikke mig selv eller livet, som er så stor en mundfuld. Billederne er en måde at overleve på.

Går du efter en karriere?

Jeg vil helt sikkert gerne kunne leve af min kunst. Men jeg vil også gerne nå det på min egen måde. Jeg er aldrig kommet ind på akademiet, og det har taget mig mange år at acceptere at jeg ikke skulle det. Det er først nu, hvor jeg har denne udstilling og det er gået så godt, at jeg tænker: okay, videre søster, du kan godt. Jeg har aldrig haft det der med at bevise, eller at jeg skal vise dem. Jeg blev bare ked af at jeg ikke kunne komme ind. Jeg sendte mine afslag fra optagelsen ind til Charlottenborgs Forårsudstilling, og kom ind der i stedet et par gange. Så solede jeg mig lidt i det for en stund.

Hvordan har det kommet sig, at det er på V1 du udstiller?

En god blandning af at punke Jesper (Elg, indehaver af V1 Gallery. red) og at han kunne lide det, jeg laver, efter at jeg havde givet ham tilpas mange skipperbryst-angreb...he he. Jeg kender Jesper fra gamle dage, fra Århus-tiden. Jeg synes det var vildt fedt at Jesper åbnede galleri, og måden han gjorde det på. Netop ikke at kunne alle kunst-fucking-reglerne... ikke at være tynget af det. Det er et galleri jeg turde udstille på. Jeg har aldrig nogen sinde kontaktet andre gallerier – eller gjort noget. Der er en helt naturlig grund til at det skulle være her. Det tog da også nogle år...

Anika Lori: Human Get Down, Anika Lori: Swing, Anika Lori: Freiheit,

Hvad inspirerer dig?

Dyr og deres hemmelige animalske koder, transvestiter, mangfoldighed, sex, palietter og magt. Kærlighed og flæser. Genbrugsdimsedutter og sølvpapir, massser af sølvpapir. Det er næsten ligeså fint som guld! Hokus-Pokus. Alle dem der ikke er helt almindelige, hvad det så end betyder. Folk der skal klæde sig ud for at føle sig hjemme. Lidt som mig selv. Jeg gør det måske bare ikke altid med en dragt. Jeg føler sympati for folk der er anderledes, jeg føler mig hjemme sammen med dem. Dunst synes jeg er nogle af de mest fantastiske kunstnere i København. Det er en flok dejlige homoer som godt kan lige at klæde sig ud og de gør det rigtigt, rigtigt godt. De er skabende kunstnere, døgnet rundt. De kan brygge en total-oplevelse for 348,50kr. Incl. Dj´s.Fordi alle de fede, spiller gratis for dem, he he.

Hvilke kunstnere kan du li’?

Cobra. Det kommer sikkert bag på folk – hehe. Men Tal R(som anika har assisteret i 3 år fra 2002-2005, red.)syntes jeg er vildt inspirerende og dejlig legesyg. Hans værker selsagt, men måske allermest hans person. Han er en rigtig gøgler. Og dem er der sgu ikke så mange af. Desværre. Mere gøgl og mindre generalprøve, tak. Udstillingen ”MOR” på statens, som han lavede med Jonathan Meese, er noget af det smukkeste, varmeste, sjoveste kunst jeg har set her i københavn. Den var sgu også ret gøglet.

Og mig selv. Jeg kan ret godt lide det jeg selv laver. Nok allerbedst. •

Anika Lori: Face Builder #1,		Anika Lori: Face Builder #2,		Anika Lori: Face Builder #3,

Anika Lori: Multi Masking,