Interview: Anders W.Ø. Larsen

Anders W.Ø. Larsen: Colere, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred		Anders W.Ø. Larsen: Fainted Passage, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred

White Emperor er titlen på din soloudstilling, og som gennemgående tematik fornemmer man også den hvide omfavnelse omkring dine motiver. Kan du fortælle lidt om din tilgang fra titlen og konceptet til malerierne?

Ja, White Emperor var en titel, jeg i første omgang stødte på og lagde mærke til i kraft af den meget poetiske fylde i forbindelse med et billede, jeg så af en tulipan. Tulipanen stak op af en kornmark og havde fået navnet White Emperor. Det, syntes jeg, er et ret stærkt billede på en majestætisk beplantning midt i et meget rodet areal. Og så syntes jeg også, at det var en meget kunstnerisk titel til noget, der ellers er meget brugervenligt som beplantningsmiddel til at putte i en potteplante, det var ret stærkt fundet på med White Emperor. Der var en slags æstetik, jeg fandt meget tiltalende.

Jeg fandt det oplagt for mig at bruge, fordi jeg i min produktion af billeder opbygger og laver lidt mine egne ting og verden. Jeg er på den måde den der iscenesætter, og jeg redigerer den virkelighed, eller manglen på virkelighed, som jeg beskæftiger mig med.

Dine værker associerer til nærmes fragmenterede erindringsbilleder eller en type rejsebog, der skiftevis lapper over og under hinanden. Hvor kommer din billedverden fra?

Det er interessant det med erindringen, for det er måske noget, jeg i virkeligheden ikke skænker så mange tanker eller beskæftiger mig særligt meget med. Jeg ser det, jeg laver, som en slags historieramme, men deri er der selvfølgelig også en form for erindring. Men jeg ser erindring som et mere personligt ord. Ordet dækker over noget mere beskrivende i sin nostalgi eller personlige romantik. En idiosynkratisk ting, som går ind og styrer ens billedverden.

Min billedverden har jeg primært dannet ud fra en heftig betragtning af levende billeder, mediet som jeg er opvokset med, film og litteratur osv. Jeg lader mig gerne forføre af mine rejser og er let påvirkelig. Når jeg så er blevet ældre med årene og ser lidt tilbage, har jeg fundet ud af, at jeg har dummet mig ved ikke at have rejst mere alene. Det havde jeg nok kunne have fået meget ud af.

Hvordan?

Så tror jeg, at jeg ikke ville lade mig blive distraheret på samme måde af så meget ligegyldigt, som jeg ikke kan bruge i dag. Og jeg har i virkeligheden undgået at gå i dybden med nogle ting, som jeg burde være gået i dybden med.

Men erindringen ligger selvfølgelig i nogle personlige ting. Det lyder så personligt, for i virkeligheden er det ikke så personligt. Mine billeder skal ikke som sådan fortælle om en begivenhed i mit liv. Så de er ikke personlige på den måde. Men det er jo en billedverden, som er skabt ud fra en personlig oplevelse af, hvad andre medier også kan. På den måde skaber det også en slags æstetik.

Den amerikanske kultur for eksempel har haft stor indflydelse på, hvordan jeg tænker og skaber ting.

Anders W.Ø. Larsen: Message, 2006. 160x160 cm. collage, olie og akryl på lærred		Anders W.Ø. Larsen: The Riddle, 2006. 160x160 cm. collage, olie og akryl på lærred

De her rum, du så skaber, når de ikke er så personlige igen, giver de så udtryk for en slags indre refleksioner? Og hvem er det, der reflekterer - dig som kunstner, din motivverden eller beskueren?

Jeg er selvfølgelig selv reflekterende i mine billeder, naturligvis er jeg som kunstner det. Det, der interesserer mig meget rent praktisk med maleriet, må jeg indrømme, er det fascistiske udgangspunkt, hvor man som kunstner kan gå ind og kontrollere alt. Det er jeg meget optaget af.

Refleksionen i sig selv ligger meget ofte i mine titler. Jeg går ind og reflekterer over, hvad det egentligt er, jeg har lavet, kan man sige. Mange af tingene kommer jo på en eller anden måde bagfra, og på en eller anden måde er man aldrig helt klar over, hvorfor man står og maler tingene.

Så refleksionen ligger egentlig også i tæt samarbejde med den æstetik, som titlen repræsenterer. Det er også derfor, at den personlige reference, som du snakker om, kommer ind i form af erindringen. Den giver en æstetik i sig selv, som billedet i sig selv ikke kan repræsentere, syntes jeg. Og det er også den poesi, som ligger i det.

Hvis man for eksempel kigger på dit maleri Weltschmerz, der forestiller en pige, der står foran en brændende skov, så griber du jo både fat i ret eksistentielle og til tider menneskelige problematikker og i nogle meget ”fine” stillestående landskaber. Hvor møder de to ting hinanden, og hvorfor den kontrast mellem dekoration og det her tunge indhold?

Jamen, jeg tror egentlig, at jeg er en meget dramatisk skikkelse. Er der noget, der kan få mig op at køre, så skal det være dramatisk. Der skal være noget, der på en eller anden måde fungerer for mig, ellers bakker jeg ret hurtigt ud af det. Hvis jeg føler, at jeg går i gang med noget, der minder om det, ”andre” laver, så tænder det mig simpelthen ikke. Så hvorfor det er kontrastfyldt er måske netop derfor.

Nu siger du en brændende skov, og det er nemlig meget morsomt. Fordi det, som maleriet også handler om for mig, er, at prøve at bruge abstraktionerne, således at de leder hen mod en form for figuration og genkendelighed. Det behøver nødvendigvis ikke betyde, at de er en identifikation på hvad figurationen egentlig er. Det vil sige, at det, du oplever, altså en brændende skov, er abstraktionen i billedet der for dig til at tænke på brændende skov. Men abstraktionen skaber ikke nødvendigvis den samme figuration, når jeg ser på den. Det er selvfølgelig også dramatikken, som jeg bruger i billedet, der får abstraktionen til at lede tankerne over på en brand.

Du kredser blandt andet om symbolik i dit udvalg af motiver og temaer. Man fornemmer underbevidst at kende til figurationerne – uden at have set dem før – på en nærmest arketypisk måde. I værkerne The Old Walk og Medicine og generelt for dine landskabsformationer bruger du netop denne tilgang. Kan du fortælle lidt om symbolikken i dem?

Ja, altså i mit forsøg på at arbejde videre på mit eget personlige rum, er jeg begyndt at lave de her rammer, som er med til at skabe en refleksion over barndommens lege. Jeg var på en slags måde isoleret, også i forhold til titlerne, og meget opsat på at styre tingenes gang og forløb.

Når jeg så skaber mit eget rum, tillader jeg mig at slappe af over for abstraktionerne. Jeg lader altså dem, så vidt muligt, påvirke billedet.

The old walk er et refleksivt billede over Baselitzs værk Der neue typ. Det er godt nok vendt på hovedet, men det illustrerer på en måde de tanker, jeg har gjort mig om det nye i forhold til det gamle. Man har det gamle europæiske maleri op mod det mere friske abstrakte, som, jeg syntes, var spændende. Så er der også monolitten og hele afstanden, som skaber dybden.

Altså de hér abstraktioner, du spørger om, skaber jo en slags genkendelighed. Det er egentlig noget meget klassisk, der går igen i alt fra arkitektur til andre kulturelle ting. Det får tæppet til at glide under en i forhold til, hvad det egentlig er.

Alle de her lidt strittende ting, som man ser i baggrunden, som er en slags betragtning over hvad, et landskab kan, og en formel stillingstagen til billedet, som skal fungerer. Altså, hvis ikke de var der, ville billedet ikke fungere, derfor laver jeg dem. Dette uden at forholde mig til, hvad jeg egentlig laver.

Anders W.Ø. Larsen: Weltschmerz, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred		Anders W.Ø. Larsen: Medicine, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred

Til forskel for dine tidligere værker, er der i de nye mange meta-lag og niveauer, der både gemmer og nedbryder dine figurationer, for til sidst at kunne skabe et plan, der kompositorisk virker både abstrakt og figurativt. Det skaber en slags energi og dynamik..

Det er faktisk meget fint beskrevet. Tidligere arbejde jeg med træer, der knækkede, en slags lade trækroner, der knækkede på en næsten animeret måde. Det vil sige, at man havde en slags transfusion af noget, man kender fra andre medier, sammen med et meget naturligt skabt billede. Det skabte et ryk, som jeg hér prøver at overføre i mine nye malerier. Som jeg nærmest smelter, så de motiverne næsten glider ned på gulvet, og det er den del af abstraktionen, som tiltaler mig utrolig meget.

Dine motiver virker næsten opstillet, tømt for tilstedeværelse og rekvisitter i en slags nedfrosset scenografi. Kan du fortælle lidt om dine kompositioner?

Jeg er ret scenisk i mine billeder, og jeg forholder mig også til en kultur, som er præget af teater og film. Det er en slags scenografiske værker, som på en eller anden måde lever i kraft af den tomhed, så man for lov til at være der som menneske. Det er der ellers ikke så meget plads til i samtidskunsten for tiden. Ikke fordi jeg laver det af den grund, men det tiltaler mig.

De figurative collageelementer kommer også ind, som en slags socialiserings proces, et håndtag til den virkelighed, vi kender.

Kan du fortælle lidt om de collager, du har valgt at klistre på dine malerier. De referer til en bestemt tidsperiode?

Altså, jeg leger meget med kombinationen af forskellige tider og historikker. Et boil-down af underlige ting, som kan være svære at finde opskriften på. Jeg har det også sådan til tider, at når jeg ser mine billeder, forstår jeg dem ikke altid selv. Men jeg er klar over, hvornår de er der, rent formelt og rent tematisk.

I Medicine har jeg været optaget af at sættte en doktor over for en meget rastløs person - passende da jeg selv er en meget temperamentsfuld person, der er ved at koge over af arrigskab. Hér er de så taget over bag bjergene, for at doktoren kan give denne her person noget medicin. Det, syntes jeg, var en ret morsom idé, da der jo også er megen rastløshed blandt kunstnere. En meget klichefyldt ting, der var sjov at arbejde med.

Anders W.Ø. Larsen: Zeitgeist, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred		Anders W.Ø. Larsen: The Old Walk, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred

Du var selv inde på det før med referencen til Baselitz, med at der er nogle små cado’er og malerteknisk referencer i dine nye værker. Blandt andet en meget flad 2D optik brudt ned af de mange lag, der går sammen om at forskyde rummet. Kan du fortælle lidt om processen bag dine værker og hvilke inspirationskilder, du har arbejdet med op til udstillingsværkerne?

Nu står der jo i kataloget, at jeg er optaget af at kigge på de helt gamle mestre, som Da Vinci og Van Gogh og så videre. Det er til dels også rigtigt, men i forbindelse med denne her udstilling er jeg stoppet med at kigge på andre kunstnere. Fordi jeg har fundet ud af, at man kommer til at bruge for meget tid på det. Men man er på samme tid også nødt til at gå igennem en masse, masse kunstnere. Man skal på en eller anden måde nå det punkt, hvor man bliver træt af det.

Jeg syntes faktisk, at det er lykkedes for mig her. Jeg har ikke siddet med en eller anden malermester-bibel på atelieret og sagt, han gør sådan, jeg gør sådan. Man har det ligesom inden i sig, og så glemmer du det, og det er der, at der sker noget rigtig spændende. Man, eller i hvert faldt mig, begynder at lave mine egne ting.

Der er mange kunstnere, jeg respekterer utrolig meget, men jeg kan desværre ikke give dig en rent konkret inspirationskilde.

Mit billede Colere, som er en latinsk betegnelse for at opdyrke et land, henviser til en nybygger-ånd, som jeg har været meget optaget af tidligere. Nok fordi jeg har lavet alle billederne i et sommerhus, isoleret i et 15 kvadratmeter stort skur over vinteren i et halvt år. Colere blev også det første værk i serien og det mest figurative. •

Anders W.Ø. Larsen: Warrior, 2006. 160x160 cm collage, olie og akryl på lærred