Interview: Alexander Tovborg

Hvad er det for et univers dine værker handler om?

Mit tema til den her udstilling kredser om det narrative. Jeg tager udgangspunkt i en meget konkret historie, hvor jeg prøver at skabe et rum eller en stemning omkring historien.

Hvad er det for en historie?

For hvert værk har jeg en ny historie, jeg prøver at fortælle. Det kan være alt fra fortællingen om en elefantkirkegård til mere bredt fortællende historier, der kredser om mere abstrakte rum, stemninger, tematikker og verdener.

Alexander Tovborg: Elefant du må videre, 2006. Alexander Tovborg: Det er mere end bare at fiske, 2006.

Fortæl mig om elefantkirkegården i værket Elefant du må videre.

Her leger jeg med elefantens form, det monument de er som form i sig selv. Den form de skaber, når de ligger oven på hinanden i et abstrakt bjerglandskab. Og så har jeg spejlet motiverne, så de bliver til negative rum i et negativt rum. En effekt jeg skaber ved yderligere at klippe i det hvide negative rum, og skaber en dobbelt negativ repræsentation af dels formen, men også af selve elefanten som historiefortæller. En slags aftryk i et aftryk. Jeg interesserer mig meget for det negative rum generelt.

Hvorfor lige en elefantkirkegård?

De temaer, jeg kredser om inden for narrationen, handler meget om forgængelighed, om liv og om død. Det har jeg prøvet at have som et overordnet emne, og så sætter jeg underhistorier på hvert billede.

Alexander Tovborg: Pinocchio drive-by, 2006.

I Pinocchio drive-by bliver Pinocchio skudt. Det er da lidt trist. Hvad sker der på billedet?

Jeg har tegnet den samme scene tre gange, men fremhævet noget og sorteret noget andet fra på hvert af dem. Jeg synes, det er sjovt at lege med, hvad man som kunstner har mulighed for at manipulere med i den verden, man skaber omkring sine værker. Jeg kan fremvise dét over for beskueren, som jeg har lyst til og påvirke beskuerens blik.

Pinocchio bliver skudt ned i en gyde på det første billede. På det sidste har jeg fjernet selve Pinocchio, men ladet dele af hans silhouet stå. Dermed prøver jeg at lege med beskuerens fantasi og lægger op til, at det rum, jeg skaber, får beskueren til at digte videre på fortællingen. Jeg mener, jeg behøver ikke at tegne Pinocchio, for det er i virkeligheden helt frit for fantasien at tilsætte det, der mangler i billedet, så beskueren kan forestille sig sin egen historie. Jeg prøver at møde beskueren og skabe en dialog med vedkommende gennem min historie, rummet og stemninger, som mine værker lægger op til.

Men hvorfor er det lige Pinocchio, der bliver skudt? Det er en jo en hardcore kontrast til et drive-by skyderi i en rå nutidig storbygyde.

Jeg beskæftiger mig meget med arketyper, ikoner og den slags repræsentationer og i særlig grad samfundets grupperinger. For eksempel fiskere, nonner, præster, goth people, soldater eller brandmænd.

Pinocchio er et ikon, og jeg mener, at næsten alle med vores populærkultursbaggrund kender til ham, barn som voksen, og derfor er han en form for moderne arketype.

Hvad står han for?

Han står for den der dukkedreng, som gerne vil være et rigtigt menneske. Symbolet på en dreng, som godt kunne tænke sig at være et bedre menneske, men som hele tiden lyver. Og derfor skyder jeg ham groft taget ned. Det er en makaber historie, og det er også derfor at jeg leger med ideen og har lavet billedet i sort/hvid, for at gøre historien så konkret som mulig. Kitch med mening, blandet med det barokke.

Jeg prøver ikke at løfte pegefingeren over for min omverden i mine værker, men jeg vil gerne have, at beskueren går ind og tager del i værket.

Så dine værker bliver samfundsrelevante?

Ja, klart. Der er mange af dem, som også forholder sig ret politisk. Men om beskueren også kan se det politiske i værkerne – at de får præcis det samme ud af det, som jeg gør – det er ikke det vigtigste for mig, men jeg prøver ligesom at give en idé til, hvad det drejer sig om gennem stemninger og titler. Så hvis beskueren kan blive hjulpet lidt på vej, så er det nok for mig.

Forcen bag mine værker er, at de åbner op omkring et emne, men ikke giver min udlægning af dem. Værkerne lægger op til, at beskueren selv tænker handlingen færdig. Det er blandt andet også derfor, der er så meget hvidt rundt om billederne, eller at de bliver så geometriske og kompositoriske.

Alexander Tovborg: Arrivadechi Frans, 2006. Alexander Tovborg: At least I'm not the one who gave you up, 2006.

Alexander Tovborg: Moment of Revelation, 2006. Alexander Tovborg: Hvis du klarer den, er du en af dem, 2006.

Hvilken rolle har historierne i dine værker?

Historien og udformningen betyder lige meget i mine værker. Jeg arbejder tit monokromt for at nivellere historien. Derved gør jeg historien meget diskret og utydelig. Jeg prøver at lægge et lag over historien, blandt andet ved kun at arbejde i en farve. Jeg er interesseret i at arbejde monokromt, og i ideen om at less is more. Blandt andet Morten Schelde, som jeg har inviteret med på udstillingen, har jeg fundet meget inspiration hos.

Hvad handler dit værk, der hedder Arrivadechi Frans om?

Titlen stammer fra den danske sang med samme navn, som jeg har hørt til en underholdende familiefest. Værket handler om en trafikulykke. Jeg har prøvet at skabe en stemning, hvor det ikke er bilen og selve trafikulykken, der er vigtig, men derimod hele dynamikken i landskabet. Altså eksplosionen af et trafiksammenstød, og fraværet af det figurative.

Hér bruger jeg de geometriske former mere formelt, men de går samtidigt ind og bliver til et bakkelandskab, som jeg gentager som ramme i mit univers for udstillingen.

Ja og så har du igen arbejdet med det positive og det negative rum...

Der er meget at hente i det positive og negative billede...

Hvad opnår du da ved det?

…Jeg går ind rent kompositorisk og manipulerer med historien, hvor det bliver et kunstnerisk greb frem for kun et narrativt greb. I værket Ting der sker i skyggen arbejder jeg kun med det negative rum, da jeg kun har tegnet bjergenes skygger. Bjergenes skygger skaber et negativt rum, og alt hvad der sker inde i rummet bliver så positivt, og deres skygger negativer osv. Så her fremhæver jeg også det negative rum omkring skyggerne og det lægger op til, at det positive rum er et, som beskueren digter videre på. Skyggen bliver på samme tid beskuerens adgang til værket.

Bjerglandskabet går igen i mange af dine værker. Hvad står det for?

Det er mange ting. For det første ser jeg bjerglandskabet som vandringen. Det er et meditativt sted. Det er et meget åndeligt rum, og måske også et ret personligt rum, hvor man kan åbne op for sine egne tanker. Ligesom for eksempel Morten Schelde har vandet som et tema, så har jeg valgt at have bjergene og panoramaet som mit tema på denne udstilling.

Også for at gøre det meget skandinavisk i dets landskabsrepræsentation. Så det handler igen meget om repræsentationsværdier og relationer. Bjerglandskabet er noget alle kender til og kan relatere og forholde sig til.

Bliver det ikke meget eventyrligt?

Jo, men ikke for meget, for jeg har prøvet at gøre det meget nært og nutidigt, rent historisk set, og derigennem forsøgt at distancere mig lidt fra de gamle arketyper eller ikoner, jeg tegner.

For eksempel er Pinocchio en gammel litterær fyr, men jeg tegner ham i en gyde. Eller nonnerne, som repræsenterer en form for dedikation, en helliggørelse og distance...

Alexander Tovborg: Rolig, rolig, 2006. Alexander Tovborg: Rolig, rolig, 2006.

Ja, fortæl om dine nonner.

Skulpturen hedder Rolig-Rolig (titlen skal helst synges med en stemme, der minder mest om en skinger bedstemors, siger Alexander). Det forestiller et tørrestativ med nonner, der hænger til tørre i små hængekøjer. Tørrestativet skal indikere processen. Helt konkret fra det våde tøj, der langsomt tørrer, mens det hænger der. Sådan prøver jeg at fremhæve en slags proces for de her nonner. Her ligger de i en form for kuvøse, som nyfødte. De ligner lidt sommerfuglepupper på afstand, som også skal udklække.

Grunden til, at jeg har brugt nonner, er, at jeg interesserer mig for religion. Og nonners dedikation til Gud og Jesus er for mig en form for overgang, idet de går fra at være katolskreligiøse til at blive en fuldblods dedikeret nonne. Jeg synes, at nonnerne er et ret stærkt symbol på den religiøse konvertering. Det handler altså om en overgangskultur, ligesom i folkeeventyret, hvor den unge dreng går over broen og forvandles til en voksen mand.

Det er selvfølgelig min mening at gøre værkets historie lidt syret, samtidigt med at jeg åbner historien så meget som muligt. På den måde fungerer mine skulpturer og tegninger udmærket sammen, som en slags pingpong til hinanden.

Hvad betyder religionen for dig, siden den går igen i så mange af dine værker?

Religionen fylder jo utrolig meget i verden i øjeblikket. Takket være blandt andet religion er der så mange krige, der eskalerer i Mellemøsten. Som kunstnertype har jeg en trang til at arbejde med krige og de følelser, der ligger bag religionsspørgsmålene. Jeg interesserer mig meget for religion, specielt fra katolicismen og kristendommen...

Hvad med islam?

Jamen kristendom og katolicismen er inden for min atmosfære, men selvfølgelig også islam, jødedom og buddhisme rent personligt og privat.

Men i udstillingen har jeg valgt at tage udgangspunkt i kristendom og katolicisme.

Religion er spændende, fordi det troende menneskes dedikation til sin religion er så intens og privat. Måske bliver den endnu mere spændende, når man ikke kan forstå den dedikation og ser det hele udefra. Det handler meget om eksklusion og inklusion i forskellige religioner og det med at være en del af gruppen eller at være udenfor, og det er en tematik jeg har arbejdet med i mine værker. Men også den almindelige ekskludering i andre samfundsgrupper som for eksempel venner, soldater eller fiskere.

Hvor kommer det til udtryk i dine værker?

For eksempel i Det modsatte af halleluja, som forestiller et sølandskab som rent fysisk er et akvarium, og over det står en præst, der kaster et hjerte i vandet, som synker til bunds.

Der er en form for komisk gangstermord over det, synes jeg. Med materialerne (silikone, glas, plastik, keramik og tekstil) skaber jeg en kontrast til temaet. Og tematisk set åbner jeg op for et meget skrøbeligt rum gennem præstens dedikation til sit embede.

Hvorfor kaster han et hjerte i vandet?

Titlen lægger op til, at man fornemmer noget negativt. Jeg vil gerne have, at beskueren bliver i tvivl om, om det er hans kærlighed til religionen eller, om det er hans eget hjerte, han kaster væk fra sig. Som troende tager man ikke bare et forhold til sin Gud på sig, men en livsstil og hele fællesskabet. Man tager ligesom ansvaret for et fællesskab i dens repræsentation, som man bliver en del af.

Så det her værk handler nok om opgøret med den dedikation. Eller man kunne være fræk at vende den om, og sige at værket måske handler om netop starten på denne dedikation.

Alexander Tovborg: Fuser, 2006. Alexander Tovborg: Det modsatte af Halleluja, 2006.

Alexander Tovborg: Far, jeg er din søn, 2006. Alexander Tovborg: Far, jeg er din søn, 2006.

Fortæl om din skulptur Fuser.

Den handler om det, at kunne modtage og give som menneske. Det skildrer jeg igennem den her tiggerhat. Tiggerhatten er en klar repræsentation på alt, hvad en tigger står for, fordi indholdet i den viser alt, hvad tiggeren ejer. Symbolsk. Når man går forbi på gaden, kan man jo se hvor mange penge, der ligger i hatten (med mindre tiggeren putter dem i lommen).

I hatten her er et hjerte, og hatten ligger på et podium af mursten for at få fat i gadebilledet i skulpturen. Værket hedder selvfølgelig Fuser fordi tiggeren ikke blev til noget, og står og viser alt, hvad han har.

Hvorfor har du inviteret Ferdinand Ahm Krag og Morten Schelde med på udstillingen?

Det, som jeg står for i udstillingen, er den lidt dystre narration, og det synes jeg, at Morten Schelde for eksempel kommer godt i dialog med i sine værker. Dels fordi han også arbejder figurativt, og dels fordi han også har den der melankoli og fiktion med.

Der er næsten aldrig mennesker i hans billeder, hvilket gør dem meget melankolske og nostalgiske. For eksempel skildrer han et forladt (sørøver)skib, som gør det til en form for stilleben. Og det handler for mig også om en type forgængelighed. Og hele hans univers kredser om havet og den personlige rejse. Jeg kan rigtig godt lide værket Alchemy in Reverse (Trust the Ocean), som er en monokrom tegning kun af vand. Den lægger op til, at beskueren digter sin egen historie. Så det kobler Morten og jeg godt sammen i udstillingen.

Og derfor var det vigtigt for mig, at vi også fandt en tredje person, der også kommer rundt om det narrative som tema.

Noget Kim Bendixen har været meget støttende og engageret i at hjælpe med og bakke op om gennem hele processen i skabelsen af udstillingen. Og da jeg fandt Ferdinand Ahm Krag, blev vi enige om at det var et sjovt, men også et anderledes interessant bidrag.

Ferdinand arbejder meget abstrakt, men i abstraktionen møder vi alligevel på en eller anden måde hinanden, fordi de rum han bygger op, lægger op til, at beskueren placerer sig selv i billedernes historie. Han piller hele rummet fra hinanden rent geometrisk og samler det i sine små eksplosioner.

Billederne lægger op til samme form for fordybelse som Mortens og mine værker. Ferdinands interesse i disse arkitektoniske monumenter og i den grad hans poetiske geometri, er bare en helt tredje form for narration.

Rent formalistisk har I jo faktisk også en del til fælles via de trekantede, geometriske former...

Ja helt sikkert. Der er geometrien, som findes på alle tænkelige måder, som ses i mine landskaber og imellem mine figurationer. Ferdinands værker handler også om en krystalisering, som jeg ser som en forlængelse af hans undersøgelse af geometri og arkitektur. Han er meget grafisk og konsekvent og kombinerer det med det poetiske, og det har vi nok til fælles.

Hvad mener du med krystalisering?

Han tegner ikke hele rummet, men kun en skæv brøkdel af det. Han viser en del af formen, så man selv kan digte videre på den.

På samme måde prøver jeg at give en lille bid af historien. Så selv om vi har en forskellig tilgang, Ferdinand og jeg, så ser jeg, at vi har noget til fælles. Også med Morten, der ikke giver beskueren hele historien, men kun en stemning, som den enkelte kan tænke videre på.

Alexander Tovborg: Flaskepost, 2006. Alexander Tovborg: A til C, 2006.

Alexander Tovborg: Oh no, I'm not going down with you, 2006. Alexander Tovborg: Under pressure, 2006.

Alexander Tovborg: Fotoalbum, 2006.

Alexander Tovborg: Why do you even want to go there, 2006. Alexander Tovborg: Why do you even want to go there, detalje. 2006

Exhibition View