Interview: Airplay

Airplay

Airplays formidlere og fem bestyrelsesmedlemmer er:

Lotte Röhe: Initiativtager til Airplay og stud.mag. Moderne Kultur & Kulturformidling.

Karen Toftegaard: Cand. Mag. Moderne Kultur & Kulturformidling, kulturel iværksætter og iscenesætter og har kulturvirksomheden miss kato productions.

Anne Sophie Witzke Spanner: Cand.mag. Moderne Kultur & Kulturformidling og netværkskoordinator på Alexandra Instituttet

Kirsten Marie Rasmussen: Cand.mag. Moderne Kultur & Kulturformidling, har lyd-design-virksomheden Audiolistic og er ved at etablere et institut for dansk lyddesign.

Sidsel Nelund: Stud.mag. Moderne Kultur & Kulturformidling og tilrettelægger på Kunstmagasinet på P2.

Lotte Röhe (og kopenhagens Anne Østbygaard)

Interview med initiativtager Lotte Röhe:

Lotte Röhe, du fik ideen til Airplay Street Gallery. Hvordan så pladsen ud tidligere, og hvad var det, du tænkte, at der skulle gøres ved den?

Stedet var et legeareal med boldbur og det hele. Det var udlagt som et legeareal, og derfor skulle det nye sted selvfølgelig også være et legeareal. Et lokalt beboer initiativ havde spurgt Morten Wassini, om han ville være arkitekt på den, fordi han engang havde lavet en tegning til den i forbindelse med en trafiksanering. Derudaf opstod ideen om, at man også kunne lave noget video- og lydkunst. Hvordan man så gjorde det... det samledes vi om, os fem i Airplay, om at udvikle.

Det har taget 2 år. Mere end det faktisk. Det er nok 3 år i alt.

Hele multipladsideen, hvis vi skal holde os til pladsen som sådan, for der er ligesom to afdelinger: Der er multipladsfolkene og så er der Airplay-folkene, og de arbejder i hver deres regi. Multipladsdelen er Morten Wassinis projekt hele vejen igennem. Hele forløbet startede faktisk med, at jeg kom ind i Multipladsen for at præsentere den her ide om videokunst, og det synes de lød meget fint, men det var ikke noget de tændte specielt meget på at gå videre med selv. Derfor skabte vi vores egen bestyrelse og gik videre med det i vores eget regi.

På den måde skabte vi et samarbejde – som har fungeret fint – hvor vi har fået arkitekthjælp og håndværkerhjælp fra Multipladsen, men selvfølgelig også har måttet indgå en række kompromiser, fordi pladsen som sådan allerede var tegnet. De kompromiser var en spændende udfordring i sig selv og afspejler også, at pladsen skal kunne bruges til rigtig mange ting og skal kunne bruges af alle mulige forskellige mennesker på én gang. Og det tror jeg faktisk er positivt – at der ligger alle de her forhandlinger bag. Det er en form for demokratisk gode, der også kommer til udtryk i selve pladsen.

Ja, for Airplay er også et lidt hemmeligt galleri på den måde, at om dagen er her streetbasket og skating og fodbold, og så fra om eftermiddagen er det pludseligt forvandlet til et galleri, hvor den store projektor blæser videokunst op på gavlen og lydkunst og performances med levende mennesker.

Jeg synes, der er noget befriende ved, at folk bare kan komme forbi, som de har lyst. De behøver ikke at have følelsen af, at nu skal de træde ind i et galleri. Vores tanke bag galleriet var, at her behøver man ikke at sætte sig op til, at nu skal man på galleri i to timer. I stedet kan man gå forbi på vej til Fakta, stoppe op – eller lade være – blive der to timer eller to sekunder eller opleve det på vejen. Det er en helt anden måde at vise og opleve kunst på.

Men vi gør selvfølgelig en hel masse ting for, at der er mange mennesker, der bliver opmærksomme på, at vi eksisterer nu. Og det er selvfølgelig meningen, at man skal bruge vores hjemmeside til at se, hvornår der ligger arrangementer. Det er også der, hvor vi adskiller os fra så mange andre. Man kan lige tjekke os på hjemmesiden og se, hvad der er.

På en tur ind til byen kan man altså stoppe op her?

Vi er sådan et før-gå-i-byen-sted. Vi udstiller jo fredag til mandag, så det er helt sikkert sådan, vi tænker, at folk skal bruge det. Man gør så mange andre ting, før man går i byen, så der kunne man sagtens smutte forbi Airplay efter, at man har været ude at spise fx. Det er en anden måde at gå på en udstilling, end man er vant til – måske lige bortset fra ferniseringer. Men de er alligevel meget mere begrænsede end Airplay er.

Du talte noget om de demokratiske idealer i Airplays tilblivelsesprojekt – er det noget, du synes, at vi generelt mangler, eller hvordan skal det forstås?

Nej, nej, med de demokratiske idealer mente jeg bare, at det er en plads som mange på en gang bruger, og derfor er man nødt til at være demokratisk, fordi man forhandler sig frem til, hvordan den ser ud. Men, ja, situationisterne har været et stort forbillede i Morten Wassinis udvikling af pladsen, så derfor er det måske ikke blevet lige så fabulerende og legende, som han måske kunne have tænkt sig. Det har der være for mange praktiske hensyn til, men det har i hvert fald fået alle de her funktioner ind i sig og har det her element med, at man på en eller anden måde går ind og kræver sit byrum tilbage. Det ligger der klart nok også i Airplay-delen. For hvorfor er det kun parkeringspladser, reklamer eller praktiske hensyn, der skal diktere, hvad et byrum handler om? Og hvor er alle menneskene, hvorfor er alle pladserne så tomme og hvorfor kan dem, som bor der, ikke bruge dem til noget? Det ville vi gerne ændre på. Og alle de mennesker, som sidder udenfor med tæpper til langt ind i september, de viser jo, at de gerne vil være ude i byrummet. Så måske kan det godt lade sig gøre at få folk ud og bruge de her pladser en hel masse mere. Hvis man bare lavede dem mere indbydende og legende.

Det er vel også det, du har tænkt, da du passerede den her plads tidligere?

Det er lige præcis det, for egentligt er det meget egoistisk. Jeg startede ud med, at det kunne jeg da godt tænke mig, når nu jeg selv boede her. Det ville jeg synes, var en kæmpe livskvalitetsforøgelse, at der var nogen andre oplevelser i hverdagen. Nu da jeg selv har to børn, syntes jeg også, at det ville være fint at kombinere legepladsen med noget, der også var for voksne. Det er meget rart, at der er flere funktioner på én gang. De mennesker, der i et bykvarter måske ellers ikke ville tale sammen, kan mødes her. Det opfordrer pladsen til. Forskellige aldersgrupper, og folk der kan lide forskellige ting, kan mødes her. Det synes jeg er positivt og demokratisk i en eller forstand.

Der er også noget med, at I gerne vil være globale omkring det her?

Ja. Vi har store visioner. Ja, men selvfølgelig skal man have store ambitioner, og det er jo ikke altid, man indfrir dem. Men man skal have store ambitioner, for ellers kommer man jo ingen vegne. Hvis vi ikke havde haft så høje ambitioner, ville vi slet ikke være nået hertil. Det ville der have været alt for mange forhindringer på vejen til.

Det er jo oplagt, når man viser lydkunst og videokunst, som let kan sendes over internettet, at man så har en, der sidder i Japan og downloader noget til os, som vi så viser simultant. I performancedelen kunne man også sagtens forestille sig, at folk kom forbi. Man kan godt være global uden de store problemer, når man bruger de medier, vi gør. Vi synes, det er oplagt og egentligt ikke meget utopisk. Det er jo bare et spørgsmål om at få de rigtige kontakter og de rigtige ideer.

For I fortsætter jo også i lang tid fremover?

Det gør vi nemlig. Og Airplay er under konstant udvikling. Man kan ikke sige, at Airplay er dot dot dot. Vi er, det vi er, lige nu. Og så bevæger vi os nye steder hen, og reagerer selvfølgelig på den respons vi får, og ser på, hvad der lykkes godt og hvad der lykkes mindre godt osv. Der er jo ikke noget at sammenligne os med. Vi bliver nødt til at starte fra scratch og prøve tingene af.

Fordi I er det første danske Open Air Galleri?

Ja, vi er det første permanente af slagsen. Muligvis også verdens første permanente. Jeg er endnu ikke stødt på andre. Normalt foregår den her slags kunst forskellige og midlertidige steder rundt omkring i byen. Og de rum kunne vi selvfølgelig også finde på at bruge – at samarbejde med. Det er ikke noget med, at vi er begrænsede til det her sted. Det er bare vores base. Dér hvor vi starter. Men det er ikke nødvendigvis her vi bliver.

Samarbejde er et kodeord for os, fordi vi synes, at der er alt for lidt samarbejde i kunstverdenen. Kunstverdenen kunne blomstre meget mere, hvis man begyndte at bruge samarbejdet mere og fordelte de få ressourcer, der er, til noget bedre og måske fik nogle større ting op at stå på noget synergi-effekt, hvor man udstiller flere steder på en gang. Det er vi meget åbne for og har snakket med flere. Der tror jeg da helt sikkert bliver realiseret, når vi er blevet mere etablerede. •

Karen Toftegaard

Interview med Karen Toftegaard:

Kunst til folket – hvad ligger der i det?

Kunst til folket… ja… Kunst til folket betyder jo rent faktisk, at man som tilskuer eller publikum til kunsten på Airplay – og alle de ting, der kommer til at ske her – ikke skal gå ind i et galleri for at opleve den. Man skal ikke gå ind i en smal institution, hvor man måske ikke føler sig helt tilpas, eller måske ikke helt forstår at afkode de konventioner, der er derinde, nu. I stedet bliver folk rent faktisk opsøgt af kunsten nu. Det som er det vigtige, og som er kunsten på Airplay, det er, at modtageren faktisk medtænkes i selve kunstværket. Det er et udtryk for, hvad Airplay er for en størrelse – at det er et udendørs byrumsgalleri, som er opsøgende overfor folk, der kommer gående forbi eller befinder sig i nærmiljøet. Det er et udtryk for, at selve kunsten er opsøgende overfor folk, der modtager den. Og de modtagere er ikke defineret som én smal gruppe af kunstkendere, men derimod defineret meget åbent. .. AirPlay-initiativet er åbent og positivt afsøgende i stedet for at afgrænse sig selv i nogle lukkende rammer.

Det handler om kunst i byrummet. Der er kommet rigtigt meget kunst, som forholder sig til byrummet, og som forholder sig til folk, der befinder sig i hele det urbane felt. Det er en af de ting, som vi netop gerne vil vise her på AirPlay. Tidligere har det mere været enkeltstående events eller happenings, men her skaber vi rent faktisk en platform, hvor det kommer ud i byrummet – en platform for den kunst, som befinder sig derude allerede. Man kan forestille sig Airplay som magneten for den kunst, som befinder sig ude i byen eller sker i metropoler. Det er et formidlende visningssted. Vi går efter folk som har vist et vist niveau i deres kunst – de får nu det her sted.

Kunstnere man tidligere kunne støde på i Folkets Park eller H.C. Ørstedsparken – de kan nu opleves her?

Ja, eller på Strøget eller på KIT (Københavns Internationale Teater). Ting, som sker udendørs, performances etc., får den her platform. Det er på AirPlay, man kan tage hen, hvis man vil se, hvad der rør sig. Det kan være svært at fange, at så sker der dét på Amager og dét på Vesterbro og dét i Nordvest på den og den adresse. Med AirPlay er der skabt et permanent sted for den kunst og de performances, som har fundet sted spredt midlertidige steder spredt ud over byen.

Du står for den performative del. Hvilke forestillinger kunne det fx. være?

På PerformancePulk i juni er der for eksempel en, som hedder Fyraften, og er af Erik Kold og Pernille Koch, som går ind og forholder sig til, at Nørrebro er et gammelt arbejderkvarter. De vil se på, hvordan vores arbejdskultur er, og hvordan den har udviklet sig. De vil komme ind hver dag fra mandag til fredag fra klokken 9.30 til 17.00 og bruge pladsen som arbejdssted, og så kl. 17.00 vil der være en kort event, hvor de ligesom samler op og den research og de optagelser, der har lavet i løbet af dagen i området. Lørdag eftermiddag er der en opsamling på hele ugen. Der er også det sjove i det, at nogle måske undrer sig over, hvad performere egentlig gør, når de går på arbejde. Det får man blandt andet et indblik i, så der er flere aspekter at tage med.

Der er også en model, hvor der bare sker en happening på en aften. Vi har fx. Uwe Max Jensen og Gritt Uldahl Jessen, som laver en event over, at Uwe Max Jensen aldrig tidligere har været på Nørrebro. Uwe Max Jensen er kunstner og blev meget kendt for et kunstprojekt på Århus Kunstmuseum, hvor han kom ind på museet hver dag og gik på toilettet. (men det er slet ikke noget i den stil, man skal forvente her). Historien i denne happening er, at Gritt Uldahl Jessen tager til Århus og kidnapper ham og tager ham med til Nørrebro og interviewer ham på vejen om, hvad det er for nogle forventninger, han har til Nørrebro og hvilke forestillinger, han gør sig, og hvad han har hørt fra mediebilledet og fra folk generelt. Og så kommer de til pladsen og han kommer for første gang til at erfare stedet selv. Det er en times happening på selve pladsen, mens der er en hel forhistorie fra hele dagen, som projiceres op på gavlvæggen. Og oven i det kommer der et Nørrebro-band og spiller.

Kan du sige noget mere om åbenheden og det demokratiske i jeres projekt?

Hmm... tanken er jo ikke, at vi skal sidde i en lukket institution og være smagsdommere. Tanken er, at det skal være et åbent projekt, hvor vi er åbne overfor, hvad kunstnerne kommer med, og hvad folk kommer med i det hele taget. Det er også derfor, vi har Open Airplay, hvor man enten som gæstekurator eller kunstner, kan dukke op til Open Airplay, hvis man har booket sig ind på en tid. Der kommer vi til at have en netværksfunktion og fungere som en netværksplatform. Hvis der er nogen, der sidder og arbejder med det samme, vil vi selvfølgelig sige - Hey, hvad med om I arbejder sammen? Eller vi kan sætte det ind i en formidlet ramme, hvor værkerne spiller sammen.

Fordi jeres roller i det her er at være formidlere?

Vi er formidlere. Deri ligger der også noget demokrati. Hvis man forbinder ordet demokrati med åbenhed i processer, så hænger det rigtigt godt sammen med den måde, vi går ud og forholder os til kunst, og hvad indholdet i Airplay skal være.

Det jeg tænkte på, med demokratiske var ideen med, at det var kunst til folket. Det var den der med kunst til alle og enhver, for her er der ikke nogen, der kan gå ram forbi – bogstaveligt talt.

Det er rigtigt. Det er en demokratisering af selve kunstoplevelsen. Den er ikke forbeholdt nogen, men kommer ud – og så kan alle forholde sig til den, og alle kan få en holdning til den på deres egne præmisser. De skal ikke være styret af forventninger, andre kunne have om, at du skal stå her i ti minutter og se lidt klog ud for at forstå, hvad det her kunstværk går ud på. Ikke at folk nødvendigvis har det på den måde, men der er i hvert fald nogle forventninger til kunstoplevelsen, som mange har en nærmest andægtig respekt for, der bliver skubbet til side. Når man selv er parat til det, kan man tage kunsten til sig.

Den kan jo komme bag på en. Det var vel en del af intentionen?

Ja, folk vil jo gerne udfordres og overraskes. Det er jo ikke altid, når man hører, at der åbner et sted, at man lige kommer af sted, men Airplay kan man komme til hele tiden – eller passere tilfældigvis.

Der er også det i det, at alle ikke nødvendigvis lige klapper i hænderne over at få kunst lige midt i byrummet i deres lokalmiljø, men det kan godt ske, at – det regner vi med – at den alligevel kan gå ind og ændre noget. Man kan måske blive overrasket og tænke, at – når man går forbi 5. eller 6. gang – hey, så opdager man, at det her kunst faktisk siger en noget, og måske bliver man så lige stående den dag og tjekker, hvad det egentligt er. Det kan også ske, at reaktionen er, at man bare bliver irriteret. Det kommer i hvert fald ud til folk, og alle får en mulighed for at forholde sig til det. Det er selve vores formidlingsaspekt i det.

Så kan man opdage flere dage efter, at hov! – der var jeg vist udsat for kunst?

Ja og så får vi anklager om art harassment eller sådan noget. Det ved man aldrig.

Airplay Street Gallery

Interview med Anne Sophie Witzke Spanner:

Det er jo ikke traditionel skulptur og malerkunst, der kommer til at dekorere Airplay galleriet. Til gengæld er det et relativt nyt medie, digital kunst, som - blandt andet - kommer til at indtage pladsen…

Ja, det er rigtigt. Vi har i høj grad valgt at fokusere på den digitale og elektroniske kunst, som på mange måder kan ses som vor tids kunst. Den kan på en ret direkte måde kommentere på vores kommunikations- og teknologikultur og kritisere eller eksperimentere med den måde, vi bruger diverse medieteknologier på. Ved at gøre det, fortæller den os noget om vores tid…Og så er digital kunst jo interessant, fordi den reaktualiserer en række af den historiske avantgardes strategier, og på den måde er med til at sætte kunsthistorien i et nyt lys. Samtidig er der jo det praktiske aspekt, at digital kunst består af immateriel information – bits og bytes – og derfor ikke er så sårbar som f.eks. malerier, der hurtigt ville blive ødelagt af vind og vejr, hvis de skulle udstilles udendørs. Og så synes vi nok bare generelt, at den digitale kunst skal have en mere fremtrædende plads på kunstscenen og i byrummet, hvilket vi så forsøger at gøre vores til at hjælpe med.

Hvordan kommer mediet til at fungere på pladsen, og hvilke virkemidler er der i det?

En interessant ting ved de digitale medier er, at de kan reagere på inputs udefra, hvilket betyder at værkerne bliver langt mere processuelle i deres karakter. En af de måder, vi godt kunne tænke os at arbejde med det på, er ved at koble pladsens fysiske rum med hjemmesidens virtuelle rum, så konkrete ændringer på pladsen påvirker hjemmesidens udseende i realtime. F.eks. kunne man registrere fysisk aktivitet på pladsen, temperaturændringer, lys- og vindforhold eller noget helt tredje og forbinde disse data til hjemmesiden. Derved opstår der en korrespondance mellem de to rum, som er ret interessant at udforske. Tanken er også, at vi på længere sigt skal have nogle spil liggende på vores hjemmeside, som man skal kunne spille nede på pladsen, men vel at mærke med husgavlen som éns skærm.

Kan man også forestille sig, at der kan ske transmissioner fra en kunstbegivenhed, der finder sted i Kina eller noget i den stil?

Ja, bestemt. Her er vi igen tilbage til korrespondance-tanken og det faktum, at de digitale medier ændrer hele vores tids- og rumbegreb. På den måde kan den digitale kunst nærmest ændre alle præmisserne for kunsten generelt.

Vores ambition med AirPlay er netop, at det skal række ud over sig selv og åbne op for nye sammenhænge. En af de udstillinger, vi har på tegnebrættet, er f.eks. en udstilling, der skal foregå i København, Berlin og London på samme tid. Det endelige indhold er ikke på plads, men jeg tror, at interaktion på forskellige måder vil blive meget centralt – det vil sige interaktion mellem byerne, mellem beskuer og værk osv. •

Kirsten Marie Rasmussen

Interview med Kirsten Marie Rasmussen:

I din rolle, som både formidler og producent af elektronisk lydkunst, tænkte jeg, at jeg ville få dig til at sige noget om, hvilken lyd der er i København, og hvad man kan forvente her.

Hvis man går rundt i byrummet i København, vil man naturligvis opleve en masse forskellige lyde, og de lyde er ligesom en signatur for det sted, hvor man færdes. Det er det, der har været det nye – eller interessante – ved at lave en plads som Airplay, at man kan flytte nogle andre lyde ind i byrummet, end der normalt er. Man kunne for eksempel flytte lyde fra en svømmehal eller noget fra naturen ind i byrummet.

Ideen bag en af vores første udstillinger – som hedder Retrolyd med Else Marie Padde – er at flytte en udstilling, som normalt foregår indendørs i et galleri, ud i byrummet. På den måde får man udstillingen ud til nogle andre folk og en anden gruppe af mennesker, end man normalt ville ramme med den form for kunst. Og værkets lyde kommer til at blande sig med byens lyde.

Retrolyd er jo et meget historisk værk. Else Marie er den elektroniske musiks moder og er produceret i 50'erne?

Ja det er det, og grunden til at vi starter ud med en retrospektiv udstilling er, at det kan være svært at forholde sig til elektronisk musik og lydkunst, og at det selvfølgelig er oplagt, at den første udstilling derfor skal handle om, hvordan den elektroniske musik opstod.

Efter Retrolyd har vi UpCommers Sound, som er helt up to date. Der kommer til at være en række kunstnere fra den elektroniske musiks undergrundsmiljø, og udstillingen strækker sig over en måned, og der kommer både kunstnere fra det elektroniske musikmiljø, men også fra det eksperimenterende musikmiljø generelt i København. En af ideerne med Airplay er netop at kunne give stemme til noget af det eksperimenterende musik, som findes, men som ofte kun en snæver kreds får adgang til. Fx, hvis jeg er til elektroniske lydarrangementer, skal man jo nærmest kende en, som kender en og finde en eller anden bagdør i en skummel gyde og gå ned i en betonkælder for at høre et eller andet mærkeligt mærkeligt musik. Der har vi med UpCommers Sound forsøgt at lave en udstilling, hvor den musik bliver trukket ud i det offentligt rum...

Målet med Airplay har været at prøve at skabe et sted, hvor man kan vise kunsten på en anden måde, end den bliver vist normalt. Og at Airplay bliver en platform for den mere snævre kunst, der normalt ikke kommer ud til så mange. Ikke fordi den skal proppes ned i halsen på alle mulige, men bare for, at der skal være mulighed for at møde den. For det har man som borger i København ikke haft så store muligheder for.

Ud fra de forudsætninger, vi har haft, synes jeg, vi har fået den optimale lyd. Formålet har ikke været, at nu skal vi have en plads med studielyd, men mere det, at vi skulle have en plads, hvor lydene kunne komme ud i byrummet, og man kunne opleve lydene på en anden måde.

De højtalere, som er fast installeret, er ikke beregnet på, at nu laver vi Grøn Koncert. Men der er da gode forhold. Når der er liveafviklinger, kan vi bruge pladsens lydudstyr til at lave surround lyd, og vi har otte kanaler ud og to subwoofere, så vi har mulighed for at eksperimentere med lyden. •

Sidsel Nelund og Kirsten Marie Rasmussen

Interview med Sidsel Nelund:

Du får æren af, at skulle svare på det yderst presserende spørgsmål om, hvad i alverden I vil gøre, hvis det regner og regner og regner:

Hvis det regner regner regner, så har vi den perfekte løsning, at vi er i gang med at skaffe 100 paraplyer, som folk kan bruge.

Kan du fortælle noget om åbningsarrangementet? Simone Aaberg Kærn, der blev kendt for kampen for det frie luftrum, hun er en del af det?

Simone Aarberg Kærn er med i den første udstilling, som hedder Stafet i frit rum. Hun kommer ikke til at være der på åbningsarrangementet, men fredagen efter, hvor hun har udstillingsperioden den første weekend. Stafet i frit rum er en udstilling, der består i tre weekend-forløb med tre forskellige kunstnere eller kunstnergrupper, hvor Simone er den første. Og det man kan se, når hun skal udstille, er retrospektivt fra, da hun startede for ti år siden med at lave sådan nogle små korte videoklip, hvor hun selv sidder og basker med armene eller prøver at hoppe flyvende langs en mur, eller har klippet sig selv ind flyvende over forskellige byer, til hun flyver til USA, hvor hun søger kvindelige piloter og veteraner fra 2. verdenskrig, til hun fløj til Afghanistan. Så det er hele udviklingen, og der viser vi et udklip af de videoer.

Den ender altså ved kampen for det frie luftrum?

Ja, det er der, den ender, og det er også derfor, at vi er meget glade for, at hun vil være med i udstillingen, fordi den netop handler om det frie rum. Der er to spor i udstillingen. Den ene er den måde, de forskellige kunstnere forholder sig til en eller anden form for frit rum – det er luftrummet for Simone, hvor det for N55 og de to sidste kunstnere er et andet rum – og det andet spor er, at AirPlay jo også er i det frie rum, og vi går jo også ind og bryder ind i byrummet, som er alles rum. Det er interessant at kaste det ud til dialog og spørge om, hvad der sker, hvis man tager et rum og om, hvilke former for frie rum der er. Det er i øvrigt også derfor, det hedder en stafet – fordi dialogen skal fortsætte. – og den dialog vil vi fortsætte med hele året. •