Ude og Hjemme

Sixten Therkildsen: The story came off,

Hvordan opstod idéen til Ude og Hjemme?

Det er faktisk lidt sjovt, for idéen opstod i en ansøgningsrunde, vi havde her på Overgaden. De medvirkende kunstnere havde søgt hver for sig, men havde et utroligt fællesskab i forhold til deres måde at arbejde på, deres tematikker og praksis, og derudfra skrev vi et oplæg i forhold til det, vi gerne ville have fremhævet i udstillingen. Så Ude og Hjemme er langt mere praksiskurateret end værkkurateret.

Hvordan er kunstnerne ellers linket sammen?

Der er et formelt og et praktisk greb, der går igen hos dem. Det formelle kunstneriske greb, der er deres samlingspunkt, lægger sig tæt op af den dokumentariske praksis ved brugen af foto og video, den grundige research og et meget registrerende forhold til omgivelserne. Ydermere er der også det tematiske greb, ude og hjemme. Det vil i bund og grund sige, hvordan vi forholder os til vores omgivelser, til det, der er langt væk, og det, der er tæt på. Kan det intime optræde midt i det fremmede, og kan det fremmede optræde midt i det intime? Udstillingens titel lægger op til en meget rigid adskillelse af de her to begreber. Men værkerne går ind og peger på, at det ikke er så enkelt - at der hele tiden sker en sammenblanding af det private og det offentlige og af det at være ude og det at være hjemme. Det, udstillingen handler om, er også at forsøge punktere den adskillelse.

Sonja Lillebæk Christensen: Udbud, efterspørgsel og en omgang til hele baren,

Hvad med titlen?

I den ligger der jo en reference til et kulørt ugeblad, og det er jo lidt humoristisk, fordi udstillingen på ingen måde er noget kulørt gejl, men derimod består af meget seriøse og grundigt veldokumenterede værker. Der ligger også det i det, at ugebladet Ude & Hjemme handler om at sidde derhjemme og betragte alt det derude - berømthederne og det eksotiske - helt modsat denne her udstilling. Her handler det netop om ikke at foretage den adskillelse og måske mere om, at du i virkeligheden godt kan være ude, når du er hjemme - som f.eks. på et værtshus. Og om hvilke erfaringsrum, der opstår, når man er ude.

Hvordan mødte kunstnerne jeres idé om, at de skulle udstille sammen?

Meget positivt. Kunstnerne har hver deres udstillingsrum, som de går i dialog med, men samtidig bliver der skabt nogle sammenhænge og nuancer, ved at de udstiller sammen. De har været med ind over rumfordelingen og i diskussionen om hvem, der skulle være nær hinanden. Det har været en meget demokratisk og frugtbar proces.

Kunstnerne deler et blik på verden, som handler på, hvordan man går ind og forholder sig til den konkrete verden, vi lever i. Hvordan man skildrer den, og om man skildrer den objektivt. Den dokumentariske kunstneriske praksis lægger meget op til objektivitet, men alle kunstnerne her skildrer verden fra en ekstremt subjektiv og meget fortællende vinkel. Der lægges ikke skjul på, at det er den personlige historie, der er væsentlig, og i netop det greb, synes jeg, man får et meget ikke-dømmende blik frem hos mange.

Eksempelvis i Sonja Lillebæk Christensens videoinstallation, der lægger sig meget op af tv-dokumentaren ved at bruge interviewformen til at forsøge at skildre de københavnske værtshuse som forretning. Hun stiller spørgsmålet om, hvad vil det sige at drive forretning på andres forfald. Hendes praksis ekkoer virkelig meget tv-dokumentarismen, men samtidig går hun til sagen på en utrolig ligefrem 1:1 måde. Hun kommer ikke med et bestemt billede, hun vil have tegnet, og på den måde synes jeg faktisk, at hendes video formår at være langt mindre dømmende end de fleste tv-dokumentarer, der egentlig hævder at være udtryk for en objektivitet. Objektivisme er jo en illusion - og hun prøver ikke at skjule sin personlige tilgang til spørgsmålet.

Marika Seidler: Dacha, Lisy Nos, Rusland,

Man taler jo så meget om flydende rammer, at vi ikke er stedsbundet, fordi vi har alle de mobile tekniske installationer og rejser enormt meget...

Ja, men de hjemlige rammer er stadig noget, vi gør utrolig meget ud af, og især i Danmark har vi en tendens til at lukke os inde i vores hjem. Vi bruger enormt mange penge på at købe det, og på de elementer der skal være i det, set i forhold til mange andre lande, hvor man måske hellere vil have en smart frakke end at bo stort. Det er hele hyggebegrebet, der er afspejlet af vores danske kultur. Så det kan godt være, man rejser mere end tidligere, men der er også en stigende materialitet i hjemmene.

Anette Højlund: Engang tog jeg til Kap Finisterre

Kan du fortælle, hvordan begreberne ude og hjemme kommer til udtryk i nogle af værkerne?

Annette Højlunds fotografier er de her registrerende rejsefotografier fra andre lande, der alligevel ikke er typiske billeder fra rejser. Det er hverken billeder af Frihedsgudinden eller rytterstatuer. Det er billeder af meget øde rum og landskaber men tydeligvis fra meget forskellige dele af verden. Det, det handler om hos hende, er den intime erfaring og det de individuelle, personlige rum, der også opstår, når man tager ud. Og hendes værk er et eksempel på, hvordan de her begreber er sammenblandet.

Samtidig ligger der også i udstillingens værker en række tematiske overvejelser i forhold til orientalisme. Primært om Edward Saids begreber om Vestens opstillede billede af Østen, hvor man laver en vestlig projektion af Østen, og så skal det passe ind i forhold til det, som handler om ”det andet” og ”den anden”.

I forhold til Nicolai Kilsmarks værk bliver dette billede både punkteret og udført på samme tid. Det viser både en fascination af, at man laver de her orientalske dansesceancer på en Pizza Hut i Østen, men samtidig også, hvordan de vestlige turister, der bruger Pizza Hut som en slags vestligt refugium, sidder og er enormt mystificeret af denne her kulturelle blanding. Han problematiserer nogle ting i forhold til det i tekstedelen af værket, hvor han skriver, hvor meget det koster at spise på Pizza Hut, og hvor meget de ansatte tjener, og det er et konkret, socialt billede i stedet for det eksotiske. De ansatte ville jo aldrig have penge til at gå derind for at spise. Det er et meget bevidst greb, han går ind og bruger, hvor han også peger på adaptionen af Vesten i Østen og den amerikanske drøm, der bliver overført på Østen.

Sofie Thorsen: Thousands of Houses,

Hvordan er spillet mellem det offentlige og det private rum?

Det er jo i høj grad det private rum, der bliver skildret via fotografier af det offentlige rum, og tekst der baserer sig meget mere på det private. Sofie Thorsens værk er et eksempel på det. Hun skildrer typehuset, som jo må være det ultimative private rum for familien. Det sted, man kan lukke sig inde og være sig selv. Men samtidig skildrer hun det jo ud fra en offentlige vinkel - fra aviser og byggeprojekter. Den ene af hendes diasprojektioner handler jo om de her statsgaranterede lån, man kunne få i 1950’erne, hvis du havde under en vis indkomst. Hvor man meget billigt kunne låne penge til at bygge sit eget hus. Det værk handler jo i allerhøjeste grad om, hvordan staten går ind og opfordrer til privatkøb, og hvordan der så er helt bestemte offentligt fastsatte regler for, hvordan man skal forme sit privatliv og bygge de her huse. Hvis du havde to børn, kunne du få to værelser, og du skulle have tre børn for at få tre værelser. Der var meget skrappe klausuler - du kunne ikke bare bygge en funkisvilla eller sådan noget.

Hvordan oplever du, at begreberne ude og hjemme har ændret sig?

I Sonja værk handler det jo om, at værtshuset også er en slags hjem, hvor man lukker sig ude - i modsætning til caféerne, hvor der er store lyse vinduer, og hvor man går ud for at blive set. På værtshuse er der derimod matterede ruder, man kender dem, der er der, og man kan eksekvere sin last i fred og ro blandt venner. Hvilket kan være sværere derhjemme - specielt hvis man har børn. Man skal også have in mente, at Sonjas mor rent faktisk har haft et værtshus, så jeg tror, Sonja har brugt meget tid der. Så der findes også en personlig historie i værket. Og hun har måske endda oplevet det som et andet hjem.

Jørgen Hedegaard: www.FlatTV.dk,

Fortæl om Jørgen Hedegårds værk Flat-TV?

Flat-TV er interessant, fordi det er en offentlig broadcasting fra en 1-værelses lejlighed. Det er Jørgen Hedegårds egen privatsfære, der bliver brugt til at lave en offentligt tilgængelig debat om kunst. Og sideløbende med det, kører han nogle chat-rooms fra Mellemrummet, der handler om manderollen i forhold til forskellige problematikker. Det bliver et spørgsmål om identitet i et kønspolitisk emne, der måske ikke er så debateret, som den feministiske praksis er det.

Et spørgsmål om identitet er vel i virkeligheden også ret centralt for udstillingen?

Det er det. Både i forhold til kunstnerne, som står meget personligt frem, men i høj grad også i forhold til beskueren. Hvad er det, der gør os til dem, vi er? Det er jo nok primært det, der omgiver os; det kan være værtshuset, det kan være de fysiske rammer i form af vores bolig, det kan være de rejser, vi foretager os, eller de møder vi har med noget, der bare ikke giver mening.

Det kommer også til at handle om det blik, mange mennesker rejser ud og møder omverdenen med. Og det billede, man har dannet om den, ud fra egne forventninger, forestillinger og kultur. Det vestlige blik får altid "det andet" til at fremstå sådan lidt mystisk og romantisk, og det er meget problematisk. Det er blandt andet det, værkerne sætter fokus på - men der er lang vej!

Mette Stenbæk Andersen: 27 dage i Cairo		Nikolaj Kilsmark: Heaven is a Place on Earth