TAL - Interview med Tal R

Tal R: pink yellow brown black green white red (installationview),

Vi har en aftale hos Nicolai Wallner, hvor der om aftenen er fernisering på pink yellow brown black green white red, men da jeg kommer, er Tal R der ikke. Det er til gengæld hans værker; 7 malerier, malet i 7 farver, malet på 7 måneder. Med deres 2 1/2 x 2 1/2 meter og ens farvesætning er det umiddelbare indtryk mere roligt, mættet og homogent end mange af Tal Rs tidligere værker, men står man imellem dem, fanges man i deres synergieffekt og billedernes fysiske tilstedeværelse.

Vi mødes. For det er ikke, fordi Tal R ikke vil tale. Det vil han, og det gør han. Ligeså flagrende som intenst. Eftertænktsomt og med mange ord.

Tal R: Princess, 2005. 250 x250 cm. Oil, crayon, paper on canvas		Tal R: Svarta Blomma, 2005. 250 x250 cm. Oil, crayon, paper on canvas

Hvad har været vigtigt for dig i processen omkring denne udstilling?

Man kan sige, at i den måde jeg arbejder på, leder jeg hele tiden efter redskaber. Det, at arbejde med billeder, er jo ligesom at skulle over en bakketop – det sjove er bare, at du selv er med til at konstruere den. Du skubber jord foran dig og til sidst bliver det en bakke, som du ikke kan finde ud af at komme over, og så bliver du nødt til at opfinde et værktøj til at hjælpe dig.

Hvad kan det være for værktøj?

Det kan være, hvis du havner et sted, hvor du tænker, at du lige så godt kunne skrive navnet ”grøn” i stedet for at fylde et felt ud med grøn. Det forrige værktøj er blevet ferskt i hænderne på dig. Det virkede ikke længere bare at fylde felterne ud. Så skriver du farven i stedet for at male den og opdager, at du har fundet et nyt værktøj til at komme over bakken med. Når du så er kommet op og rutcher ned på den anden side - så er det værktøjet blevet ferskt igen.

Og med ferskt mener du...?

At det ikke rigtigt giver nogen mening mere. Værktøjet har kun den lille funktion, at det skal hjælpe dig over en selvskabt bakke. Derefter er det ikke interessant. Min interesse er at lave problemer og løse problemer. Jeg gentager mig selv så utrolig meget, når jeg arbejder, at jeg hurtigt bliver meget træt af mig selv, og de værktøjer jeg bruger, så driften i mit arbejde er på en måde en form for kedsomhed. Jeg vil finde nye veje og metoder.

Så din arbejdsproces ændrer sig hele tiden?

Hver gang du lægger et værktøj fra dig, har du fået ny erfaring. At blive god til at lave billedkunst er at blive skrap til at bryde problemstillinger og bagefter lægge værktøjet, du har brugt, fra dig. Jeg beskæftiger mig med en slags figurativt maleri, men det er udelukkende for, at der er noget, man kan relatere sig til. Historien i billederne er bare lokkemad – for at vi kan have noget at tale om. Jeg er ikke interesseret i at vise værktøjerne isoleret fra historien. Hvis du gør det, er du pædagog. Men jeg laver nogle genkendelige figurer, man kan manøvrere i forhold til som beskuer. Jeg er ikke optaget af endnu en lille finurlig historie om en nisse med en helt speciel frisure – det, der interesserer mig, er at se, hvordan kunstneren har taget beslutninger gennem stoffet. Der er sådan et ord, vi er vokset op med, fantasi - fri fantasi - og nu er ordet blevet umoderne, fordi det er så ualmindeligt klægt. Men på en måde, er det jeg søger en fantastisk fantasi. Det handler igen ikke om den sjove nisse og en underlig sø, selvom det er meget charmerende. Virkelig fantasi er for mig, at folk tager fantastiske beslutninger gennem stoffet.

Det må du lige uddybe...

Jamen, at billedet både beskriver bakketoppen, og værktøjet du bruger til at komme over den. Når du kan se det, kender du spillets regler og kan se, hvordan vedkommende hopper igennem. Jeg synes, det er meget rørende at kunne fornemme et andet menneskes beslutningsrække. Det, der er fantastisk ved maleri, er de begrænsede rammer – det er ligesom en hinkerude. Der er de der otte-ti faste felter, men nogle formår alligevel at tage nogle helt fortabte smukke skridt igennem dem. På samme måde, når jeg kigger på kunst, forsøger jeg at hoppe efter vedkommende, der hopper foran - den der har lavet billedet - og hvis jeg bliver helt vildt rørt af den måde, som vedkommende hopper gennem hinkeruden på, så er det godt!

Tal R: Made in Heaven, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon, paper on canvas		Tal R: Sailing to Egg, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon, paper on canvas

Hvis du skal konkretisere disse tanker, til måden du har bygget de nye værker op?

Jeg maler billeder, som man smører en madpakke – det hele skal ligesom ligge der. Grovbollen, guleroden, desserten og en kvart liter let. Man kan se alt, hvad der er blevet brugt. Magien ligger ikke i de uoverskueligt mange lag og farverne, der går lige til grænsen af bare at være ord, men billederne er nærmest en slags rebus.

Er den skriftlige tilgang til farverne en måde at søge maleriets udgangspunkt på?

Først skriver du lyserød med lyserødt, men så skriver du lyserød med brunt - og det er fortryllende fantastisk. Det sker et eller andet helt mærkeligt oveni hjernen. At skrive lyserødt med brunt er det hele værd.

Så det er altså et redskab?

Absolut. Der er syv billeder i alt og på fem af dem, kan man klart se ordene, og på de to sidste er der bare tomme felter. På det ene er ordene malet over og på det andet, er de der slet ikke. Noget, der er på højde med at skrive lyserød med brunt, er, at få den hvide bund, som billedet er lavet på, til at stå frem til det allersidste. Mange af de vitale dele i billederne lader jeg stå hvide. Der findes to slags hvid i et maleri; den ene er det tomme lærred, den anden er den, du maler. Der er ikke meget at forklare, der ligger bare en fantastisk magi i, at dét du starter med, også er dét du slutter med.

Jeg har læst, at du starter et maleri med hver dag at male lærredet i en ny farve....

Ja, for så at male det over med hvidt igen, indtil lærredet eller papiret får sin egen hud. Jeg tror dog, at proceduren dækker over et helt andet formål, nemlig at få mig til at tænke efter. Når jeg skal i gang med et billede, er jeg for det meste virkelig tændt, og det er sjældent den bedste betingelse. Men hvis du til gengæld maler en ny farve hver dag i en uge eller fjorten dage og til sidst maler alle farverne over, har du den der syv-års krise, når du endelig skal i gang. Så er fascinationen ovre, og du skal arbejde dig ind i værket. Der er også nogle, der taler om second time around, når det gælder parforhold, altså, at anden gang man vælger hinanden er større og vigtigere end første.

Hvad karakteriserer ellers billederne fra den her udstilling?

Det er de her lodrette lameller, der gør, at jeg kan skifte strategi. Jeg har mulighed for at male figurerne ind under lamellerne, og man kan sige, at billedet forsvinder ind i billedet. Jeg tror ikke særlig meget på hænder, fødder, næser og frisurer inden for billedkunst – jeg har meget svært ved at se dem for mig på et maleri. Med lamellerne får jeg en ny chance, hver gang jeg støder på et hoved, jeg ikke tror på. Det er også et værktøj. Der er nogen værktøjer, der ændrer sig meget langsomt, og så er der dem, der er nye for hver gruppe af billeder. Store og små værktøjer.

Hvorfor tror du ikke på ansigter?

Der er nok ikke noget, der er bedre til at udtrykke følelser end et ansigt. Derfor har det indtil videre helt klart været nødvendigt at pille dem ud. Det er alt for kompliceret i øjeblikket, og der vil komme alt for mange spejlinger. Det er ikke rigtigt muligt for mig lige nu at lægge ansigtsudtryk ind i billederne. Men det, jeg hele tiden søger, er et punkt, hvor billedet er som et ansigt. Du kan ikke diskutere et ansigt, det har sin egen autoritet. Jeg føler ikke, det har noget med mit ansigt at gøre, og jeg er mest interesseret i, når der dukker billeder op, jeg ikke genkender – billeder der skræmmer min sans for, hvad der er op og ned.

De porte, der er i dine billeder, hvor fører de hen?

Jeg startede egentlig med at male dem som gravsten, og nu er de blevet til porte, som der figurerer to en halv af i denne udstilling. I værket Gate to Pink er der et forløb; sømanden, der er næsten opløst i farver, ringer på en ringeklokke, og efter han har været derinde, står han og lader vandet, og til sidst hænger han i galgen. Ens by og ens tilværelse er jo fuld af døre, man kan gå ind af. Krzysztof Kieslowski har lavet en film med en mand, der løber ind på en banegård, og man ser både, hvad der sker, når han når toget, og hvad der sker, når han ikke gør. Det er lidt sådan, det er. Jeg har hørt nogle tale om, at alle de der tilfældighedsrum lever ved siden af hinanden – det er jo en helt uhyggelig tanke.

Tal R: Gate to Pink, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon, paper on canvas		Tal R: Rank, Name and departure, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon, paper on canvas

Hvor og hvornår opstår historierne?

Jeg optegner gerne nogle små tableauer, og det foregår pinligt ureflekteret, men jeg skal have et lille greb med i billedet, før jeg gider lave det. Det kan for eksempel være, at to tredje dele af billedet er én stor lyserød port. Derfra skal jeg så arrangere lidt rundt på figurerne og stable billedet på benene. Det er små ting, der interesserer mig, og som jeg synes er mulige at male. Jeg vil forfærdeligt gerne male en hest, men selv jeg har en grænse for, hvor tragisk noget må være malet. I Princess har jeg malet røven af en hest, og så er det kaptajnen, der står og lurer. Jeg tror, hvis du lagde hvert billede op på psykologbriksen, ville selv Freud blive rød i hovedet.

Når du går gennem verden, hvad er det så, du lægger mærke til?

Jeg samler jo enormt meget materiale og fotograferer altid en masse ting. Når jeg så går i gang med at lave en serie billeder, så ud af tusind fotokopier af ting, ender jeg med kun at bruge halvanden, men det er det, der sætter mig i gang. Så tager det ene billede det anden, og man fører problematikkerne videre. Hvis jeg skulle bruge alt det materiale, jeg har samlet, skulle jeg arbejde frem til næste årtusinde. Jeg bruger så utrolig lidt af det rent praktisk, men jeg bladrer igennem det for at finde særlige attituder, og se hvordan noget stiller sig i forhold til noget andet.

Men det lagrer sig vel et sted i hukommelsen, alt det du samler?

Det tror jeg, men jeg håber også på det modsatte – at det aflagres. Mit store overordnede projekt lige for øjeblikket kalder jeg Adieu Interessant. Jeg vil se, om jeg ikke kan lave mig sådan en kollage-fabrik, hvor jeg får skaffet mig af med en masse interesser, billeder og materiale.

Løber du nogle gang ind i blindgyder, hvor der ikke er flere billeder at hente frem?

Det fører os helt tilbage til starten, hvor vi talte om det med bakkerne og redskaberne. Blindgyderne er der hver dag, hvor du står på bunden af bakken, men du har selv skabt den, og du er den eneste, der kan hjælpe dig ud af den. Det er hele spillet – jeg lever og ånder for de blindgyder - for når det ikke går.

Vågner du i blindgyder?

Nu skifter du over til mit liv...

Ikke nødvendigvis. Det kan også godt være arbejdsmæssige blindgyder.

At lave billeder er jo tæt knyttet til ens private og sociale liv, ens oplevelser og historie og særligt alle mulige andre menneskers historie, man mener er ens egen. Men det at lave billeder for mig er et meget fiktivt rum.

Tal stopper - distraheret af fotografen – og spørger, om jeg vil se et grimt træk hos ham og viser en minimal dobbelthage. Laver kinesiske ansigtsopstrammende grimasser. Er glad over dagens forside på Politikens I Byen, hvor han med egne ord ligner en araber med kulsorte øjne. Spørger om jeg har børn, taler med Nicolai Wallner i telefonen, bestiller en espresso, og så er han der igen. Rundt om livets minimal akse og tilbage.

Der var lige et spring her. Men lad os kort vende blikket mod din udstilling i Dublin, der nu vises i Berlin - det er jo værkmæssigt en helt anden type udstilling.

Det er et projekt, der hedder House of Prince, som jeg har været fire-fem år om at lave. Jeg arbejder i forskellige fysiske rum og har tre atelierer, hvor jeg laver forskellige ting. I House of Prince har jeg gjort det, at hver gang jeg lavede et billede, fandt jeg en lille detalje, som hele billedet svingede omkring. Det kunne være en grafisk detalje eller en struktur, som jeg pillede ud og lavede isoleret billede over i rummet ved siden af. Næsten alle billederne består af et bånd og fire hjørner, malet i fem farver. House of Prince består af måske 200 billeder, men det er ét værk, der skal turnere, så det kan komme rundt og blive hængt op på mange forskellige måder. Jeg tror, det kan virke som en slags maler- eksorcisme, fordi der er så mange metoder inden for rammerne og de fem farver. Nogle smelter nærmest sammen, andre er helt Pollock-agtige, og nogle er stramt minimalistiske.

Tal R: Fugle og Frugter, 2005. 250 x 250 cm. Oil, crayon, paper on canvas

Du har nu et professorat i Düsseldorf. Hvordan og hvad er det, du lærer fra dig?

Det er igen sådan en slags eksorcisme. Jeg ser det meget, som om mit job er få folk ud på kanten, hvor de næsten har lyst til at slippe det, de laver, for så at tage fat i det igen. Det, der har været det rigeste for mig, er næsten, at jeg så mange gange har vendt billedkunsten ryggen. For hver gang du så vælger den igen, lader du noget andet bag dig. At lave billeder er meget at sige det samme, og du snakker og snakker og snakker, og i et split af et vidunderligt sekund siger du det modsatte.

Hvordan er det for dig, at man taler om en Tal-skole?

Jeg beskæftiger mig ikke med det og bliver heller ikke særlig feteret af det, når nogen ligner mig. Jeg har også lignet andre – det er en naturlig proces at imitere. Man skal ligne så meget som muligt, indtil man ikke gider det mere.

Hvilke tanker gjorde du dig om dit maleri til Operaen.

Jeg blev spurgt, om jeg ville lave et billede dertil, og næste morgen vidste jeg nøjagtigt, hvordan det skulle være. Det forestiller et skib, der sejler ind i tåge af sorte fugle, og hele billedets omdrejningspunkt er, om det sejler ind eller ud af tågen. Jeg havde en fuldstændig en fornemmelse af, hvordan billedet skulle være og ville have malet det på samme måde, hvis det var 30 x 40 centimeter og ikke de 4 x 15 meter, som det jo er. Jeg havde fjorten dage til at lave det, der er ikke nogle lag og det er helt enkelt, ligesom en sætning, og titlen er ”Et skib er ikke en ø”.

Grunden til, at jeg spørger, er selvfølgelig, at du har en pudsig videooptagelse af processen med hos Nicolai Wallner.

Jeg spurgte Jesper Fabricius og Steen Møller Rasmussen om de ville filme i de fjorten dage, jeg havde til at lave billedet. Jeg ville ikke have, det skulle være en film om mig som kunstner, men det skulle forestille, at billedet nærmest malede sig selv. Ligesom et polaroid, der bliver fremkaldt. Man ser mig kun meget sporadisk, som en skygge der flakser rundt til sådan noget maritimt musik, der bliver spillet af nogle venner, bl.a. Mikkel Hess, Thomas Poulsen, Annika Lori, Jesper Fabricius og så mig, der simpelthen er så umusikalsk. Det er en ret lille film på ti minutter. Der er nogle, der siger, de bliver frustrerede over at se den. Billedet er på størrelse med den en to-værelses lejlighed på Nørrebro, og halvdelen er malet over af sorte fugle.

Der er også en anden dokumentation med på udstillingen fra Danseforestillingen Sidste Dans Før Mars.

Ja, der var en forestilling på Dansescenen, som min bror Ari Rosensweig lavede koreografien til. Sara Sachs lavede kostumer og jeg scenografien. Det var igen i syv farver. Den grafiske struktur går også igennem den forestilling. Jeg har den ikke med for at vise hele forestillingen, men mere for at man kan fornemme figurerne, de grafiske strukturer og lyden.

Sker der nogle andre ting i din proces, når du arbejder under tidspres, som f.eks. ved Operaen?

Det, der var skræmmende ved den opgave, var, at jeg fortalte gud og hver mand nøjagtigt, hvad jeg ville lave, og hvordan det skulle se ud. Hvis du arbejder på et billede på 2x2 meter, kan du lynhurtigt skifte taktik, hvis du halvvejs finder ud af, at det er noget værre hø. Det kan altså du ikke på 60 kvadratmeter. Det rum, du har til at justere, er enormt lille - så det var totalt gambling med det billede.

Du fortæller normalt ikke folk om dine billeder i processen?

Nej, aldrig. Men det var så sprogligt det her billede. Derfor var det også meget naturligt, at det næste jeg lavede - efter et billede, der nærmest var som en sætning – var billeder, hvor farverne selv blev til ord.

Tager ordene over en dag?

Altså, lige nu er jeg totalt optaget af at lave skulpturer. Når du er nået derhen, hvor billederne nærmest bliver sprog, er det så igen naturligt at springe videre til figurer, så dine næste billeder bliver nogle, du kan gå rundt om, gribe om, smide på gulvet.

Nulstiller du?

Det ville være et godt råd at give mig, men jeg stopper aldrig. Jeg tvinger mig nogle gange til at tage ud og sejle i fjorten dage og ikke lave noget, men jeg stopper aldrig.Jeg er meget mere i tvivl om liv og mennesker, end jeg er om kunst. Når man arbejder med billeder, har man en fiktiv følelse af frihed - man kan starte forfra, være en anden og have mærkværdige seksualiteter. I ens liv bevæger man sig langt mere kantet rundt. Men at lave billeder er mit studie. At vende og dreje og spørge til det samme hver dag. Det ville være frygteligt at skulle stoppe. Det er mit trip at lave de ting der - skabe bakker, finde værktøj, kravle over bakker, rutche ned af bakker og finde nye.

Og det stopper aldrig?

Det ville være inspirerende og fantastisk, hvis det gjorde, men nu er jeg bare optaget af at blive ved og ved og ved. ??

Ferniseringsview		John Kørner i rødt
Jonathan Meese til ferniseringen		Birgitte Kirkhof, Christina Malbek, Per Kirkeby var der også.
Arendse Krappe i FOS-kappe og Helene Nyborg Andersen fra Nicolai Wallner		Anna Maria Helgadottir fra den sagnomspundne trio Ingen Frygt