Mona Hatoum og Verdens Øje

Mona Hatoum: 2005,		Mona Hatoum: 2005,

Værket her ligner en UFO. Hvad var udgangspunktet?

Det er en forstørret udgave af et illusions-legetøj, der reflekterer et objekt fra indersiden til ydersiden. Her er der bare ikke noget objekt indeni, og det gør den mere abstrakt. I det virkelige legetøj er der ikke spejle på ydersiden. Det var noget, jeg undervejs fandt ud af passede til. Jeg kan godt lide den måde, det buede spejl destabiliserer sine omgivelser på.

Så det forvrænger billedet af virkeligheden?

Jeg har altid været fascineret af spejle, fordi de er nærmest ikke-eksisterende i den måde, de absorberer rummet omkring dem på. Men samtidig skaber de en helt ny verden, som man kan forestille sig at falde ind i.

Stod denne idé klar for dig lige fra det tidspunkt, du blev inviteret til udstillingen?

Jeg har haft hundredevis af H. C. Andersen-inspirerede idéer - en af dem, jeg var mest tændt på, var et rum fuld af børnelegetøj, som man skulle kunne høre bag en lukket dør, men så snart den åbnedes, ville rummet blive stille. Sådan som børn med både frygt og spænding forestiller sig, at deres legetøj bliver levende, mens de sover.

Du har også lavet nogle fine papirklip med farlige motiver...

De minder om dem, som børn klipper i alle mulige abstrakte mønstre - snefnug og blomster - og jeg elskede det selv som barn. For tre år siden var jeg i Mexico og blev dybt inspireret af deres stærkt farvede papirklip, som de bruger til udsmykning på religiøse festdage. Der handler det altid om at fejre noget, og jeg fik idéen til at klippe nogle, der ved første øjekast skulle se indbydende ud men ved nærmere eftersyn afsløre kranier og militærmænd. Da jeg blev inviteret til denne her udstillling, opdagede jeg H.C. Andersens papirklip - der på samme måde umiddelbart ser morsomme ud, men i virkeligheden er meget makabre og psykologisk tvetydige.

Den tvetydighed og underliggende trussel finder man ofte i dine værker...

Jeg kan godt lide at bruge tilsyneladende tilforladelige hverdagsobjekter og transformere dem, så de bliver onde og truende. Det vil få dig til at stille spørgsmål til alt andet omkring dig. Denne idé er meget identisk med H.C. Andersens eventyr, der ikke prøver at mystificere verden omkring sig, men vise den som et vidunderligt sted, hvor prinser og prinsesser bliver forelskede, men hvor der også er ondskab. Det gode og det onde lyder banalt, men det er de konflikter, der hele tiden arbejder simultant i alt. At gå ind i eventyret eller kunsten kan være næsten som at se virkeligheden, men hvor nogle af de ting, der forventes at være skjult i underbevistheden - angst, lyst, frygt – træder frem.

Hvordan har du ellers forholdt dig til H.C. Andersens eventyr?

Jeg har ikke prøvet på at illustrere specifikke H.C. Andersen eventyr - selvom spejl-skulpturen har en reference til Snedronningen og det forvrængende spejl. Jeg bryder mig ikke om at være specielt narrativ eller illustrativ. Jeg vil altid hellere ramme en bagvedliggende filosofi - som her med H. C. Andersens tematikker.

Har eventyr tidligere været med til at inspirere dig?

Der var ikke mange eventyr i min barndom, så det er ikke noget, jeg er vokset op med. Min far var meget streng og tillod ikke ”bløde” distraktioner som musik og fortællinger. Han ville have, at vi skulle studere og arbejde. Da jeg opdagede eventyret som voksen, åbnede det en stor verden for mig, og jeg blev utrolig fascineret af dem.

Mona Hatoum: 2005,		Mona Hatoum: 2005,

Jeg kan huske, at du på Dokumenta VI havde et meget intimt videoværk, hvor en brevveksling mellem dig og din mor – en slags overlevering af historie og erfaring - stod skrevet over skærmen..

Det værk er fra 1998 og er faktisk det mest narrative værk, jeg endnu har lavet. Min mor sad i Beirut og jeg i London. Skriften blev vist på skærmen nærmest som et slør hen over billeder af min mor i bad, og man kunne høre mig oversætte til engelsk. Det blev en form for kulmination på al den meget personligt orienterede performance, jeg lavede i 1980’erne. Jeg ville deale med min historie én gang for alle og så komme videre. Det var et vigtigt værk i min karriere. Det var en slags historiefortælling, som det jo tidligere - før mediernes massive indtog - var kunstnernes opgave at formidle.

Hvorfor blev du spurgt om at deltage i denne her udstilling?

Jeg er ikke helt sikker, men det hænger nok sammen med, at jeg har lavet værker, hvor jeg har forstørret køkkenredskaber til menneskelige proportioner og på den måde gjort beskueren til en slags Alice i Eventyrland. Eller hvor jeg har sat electricitet til dem, så det næsten er som at give dem liv. Jeg mener, det må være på den baggrund, de har inviteret mig - fordi jeg ofte tager virkeligheden og ændrer den til noget, der sætter både den, og dem der ser på, i en ukendt situation.

Sagde du med det samme ja til at deltage på udstilllingen?

Ja, for der er så mange ideer, jeg kunne trække på fra Andersens eventyr. Jeg ville egentlig gerne have givet ”Den Lille Pige Med Svovlstikkerne” en lykkelig slutning, for det eventyr gør mig så trist.

Kreativitet er blevet et modeord – jeg vil gerne slå et slag for fantasien. Hvad fantaserer du om?

Hvis jeg skal fantasere bliver det en politisk fantasi. Uden krig, kvindeundertrykkelse og fattigdom. En verden uden grænser og flygtninge. En verden med mere glæde - der hverken lukker folk inde eller ude.

Kan man bruge kunst til at løse problematikker, som dem du lige har nævnt?

Mange kalder mine værker meget politiske, men jeg mener ikke, de er politiske med stort P, for kunstens sporog er ikke det bedste til at fremsætte klare, overbevisende argumenter, med mindre man laver et dokumentarisk værk. Med kunst kan man få folk til at stille spørgsmål og revurdere deres antagelser, men man kan ikke løse verdens konflikter. Kunst vil blive opfattet forskelligt af forskellige mennesker og kan derfor ikke bruges som argument. Men det er netop noget af det fine ved kunst – at det ikke er så clear-cut/fullstop.

Bliver du inspireret af andre kulturelle fænomener?

Jeg kan godt lide at arbejde som en slags artist-in residence på og med steder, der har en historie. Inspirationen er ofte en reaktion mellem min egen idé, stedets historie og muligheder. Pludselig kan jeg stå et sted, hvor en eksisterende idé kan tage form. Jeg har ikke en fast arbejdsmetode, og jeg kan godt lide det eksperimenterende element, hvor jeg ikke ved, hvor værkerne ender henne. Jeg tænker aldrig, at ”nu vil jeg lave et feministisk værk” eller et værk, der viser mig som en arabisk kvinde. Alt det er noget, der kommer senere, hvor jeg kan se, at mine forskellige teorier pludselig ligger implicit i et værk. Man bærer jo sin historie med sig, og før eller siden viser den sig i værket.

Hvad kan vi forvente at se næste gang?

Idéen om et hjem - men hvor det hele bevæger sig og er ustabilt og skræmmmende.

Mona Hatoum udstiller til oktober 2005 i New York, senere i Portland, og i december tager hun en måned til Ægypten for at udstille og arbejde. I begyndelsen af 2006 har hun et stort show i Italien.