Matisse & nu

Aino Kannisto, Jesper Just, Henri Matisse

Hvordan kom du frem til konceptet?

Jeg er meget inspireret af systemteoretikernes måde at beskrive virkeligheden på, og hvordan kommunikation fungerer. En udstilling er jo et kommunikationsmedie, og jeg ville gerne afprøve den teori herpå.

En af systemteoretikernes hovedpointer er, at kommunikation aldrig ender med, at man bliver enige eller forstår hinanden. De peger på, at hvert menneske er et psykisk system, der ikke kan sammensmeltes med andre psykiske systemer. Når man hører en person sige noget, kobler man sig på det, men man hører kun det, der korrosponderer med, hvad man ved i forvejen. Man kan derfor aldrig være sikker på, at det, man siger, bliver opfattet på samme måde, som man mente det.

Hvis man overfører den teori på kunst, handler det i høj grad om, hvilken kontekst man placerer værkerne i. To værker, to mennesker eller et værk og et menneske ved siden af hinanden påvirker hinandens betydning og skaber en ny mening i mellemrummet mellem dem.

Så systemteorien er en måde at udelukke endegyldige svar på?

Ja, man kan kalde det superrelativitet. Internettet er et godt billede på, hvordan den form for kommunikation fungerer. Når man vælger et link, ved man godt, at man fravælger sytten andre. I denne her udstilling er der ikke fastlagt nogen rute til publikum, og man kan entrere den af to veje. Oplevelsen vil altså blive forskellig, alt efter hvem man er. Udstillingen opfordrer folk til at interagere. Folderen er ikke en folder, man bladrer i fra side 1-10, men en harmonikafolder man kan slå ned i, hvor man vil. Der er en sms-service, så man kan kommunikere med værkerne og et undervisningssite, hvor man kan undersøge de betydninger, værkerne skaber sammen. Det hele er tænkt som netværksbaseret kommunikation, eller systemkommunikation om man vil, og måske kan det tydeliggøre nogle parametre i vores samfund, der især handler om, hvordan vi opfinder og finder os selv i dialogen med noget andet.

Den yngre generation vil vel heller ikke pålægges en bestemt måde at se tingene på?

Nej, vi ved fra publikumsundersøgelser at besøgende under tredive ikke bryder sig om at blive belært, men vores kernemålgruppe, der er 50+, har en anden måde at gå til tingene. De har også en helt anden måde at skabe identitet på end unge mennesker, en måde, der handler langt mere om at have et gruppe-tilhørsforhold og en gruppeidentitet. Der er ikke det samme behov for at være individualistisk som hos de yngre.

Malene Landgren, Henri Matisse, Aino Kannisto

Vi vender tilbage til det med identiteten. Hvordan faldt valget på Jesper Just, Malene Landgreen og Aino Kannisto som de repræsenterede samtidskunstnere?

Jeg faldt særligt for den nyeste forskning af de udvalgte Matisseværker, der beskæftiger sig mere med, hvad værkerne handler om, end om hvordan Matisse revolutionerede penselsstrøg og farver. Det mest interesante er, hvordan han med sine værker går ind i en diskussion af kvinde- og mandeidentitet, af skønhed, kunst, krig og samfund. Det var en tid, hvor alt blev diskuteret, og alt kunne laves om.

Jeg har valgt nogle kunstnere, der her 100 år senere, er på samme stadie i deres kunstneriske karriere, som Matisse var. Kunstnere, der på samme måde som Matisse, eksperimenterer sig frem til deres ståsted, og som er ved at bryde igennem internationalt. Tematisk arbejder de også med nogle af de samme temaer. Kvindens seksualitet, iscenesættelse og selviscenesættelse er noget både Jesper Just og Aino Kannisto beskæftiger sig med og noget, der jo er en helt bevidst strategi hos mange unge mennesker. Jesper og Aino banker på en måde hul i tiden ind til Matisses, for korrespondancen imellem dem ligger på så lige en akse. Alle bryder de også forventningerne til deres medie. Jesper Just ved at forstyrre vores filmiske erfaring, og Aino Kannisto ved at bryde vores forventning om hendes billeder som dokumentaristiske ved at have iscenesat hver eneste lille detalje. Matisse gik på samme måde ind og brugte landskabsmaleriet og stillebengenren til at udfordre dem og fortælle noget nyt.

Den anden akse i udstillingen er Malene Landgreens 175 kvadratmeter store maleri-installation. Min idé var, at den skulle give en sanselig oplevelse af form og farve i stedet for, at vi skulle bruge tekst til at beskrive det taktile maleri: Strøg med grovhed, finhed, transparens. Jeg synes, hun har lavet en installation, der gør hele maleriets formsprog til en kropslig, sanselig erfaring.

Hvordan reagerede kunstnerne på dit set-up?

Jeg synes, det er lykkedes at hive det mytologiske ud af Matisse, og selvom hans billeder er fantastiske, gør det dem nemmere at forholde sig til. Det var vigtigt for kunstnerne, at det var mig, der kuraterede dem ind i det tematiske slægtskab med Matisse, og både Jesper Just og Aino Kannisto var tøvende i starten. Malene Landgren har altid været inspireret af Matisse og så det som en udfordring men også lidt angstprovokerende opgave.

Det må da også have været noget at en mundfuld for dig som kurator at iscenesætte Matisse?

Hvis jeg vidste om ham, hvad jeg ved i dag, hvor jeg bedre kan forstå, hvorfor han er så fantastisk, havde jeg måske haft flere bekymringer. Det har været en utrolig organisk proces og det hele - meningen og det endelige udvalg af værker - er faktisk først faldet på plads her til sidst.

Blandede du dig i Malenes maleri-installation, der sådan lidt dristigt interagerer med Matisses værker?

Meget lidt – i starten var hendes tableuaer mere separerede fra Matisses, og nu er det mere spændstigt og sammenhængende, men det er det eneste.

Jesper Just, Henri Matisse, Aino Kannisto,

Kataloget rummet diskussioner med blandt andre Tal R, en psykolog, to scenografer og en kunstteoretiker...

Kataloget er en fortsættelse af interessen for mellemrummene mellem værkerne. Jeg ville gerne have den samme form for åbenhed, som der er i værkerne, og den måde de er hængt op på, og den syntes jeg, man fik ved at referere samtaler – så man kunne mærke mellemrummene mellem dem, der havde talt sammen. Mellemrummet er gerne det, der skal gøre læseren nysgerrig, og hvor den nye mening skal dannes.

Er det også en måde at synliggøre din kuratoriske proces?

Det synliggør både koncept og proces, men jeg synes også, det er for meget forlangt, at én person skal kunne udgyde sig kompetent om så meget på én gang. Jeg synes, det har givet et meget stort løft at have alle de mennesker at diskutere med, som jo har stillet al deres viden og holdninger til rådighed for kataloget.

Med alt det fokus på det beskuerens egen meningsdannelse, undrede de meget konstaterende bemærkninger i kataloget mig. For eksempel ”Det hvide tørklæde udtrykker længsel”.

Punktum! Ja, vi diskuterede det også, men det var for at give folk en mur at spille op af. Til forskel fra de diskussionsbårne tekster er de andre tekster kun min fortolkning. Jeg har ikke noget imod at være bombastisk, for så kan folk også tænke..."Nej, sådan er det ikke". Det vil sikkert få nogle til at reagere og tage stilling, og for andre vil det være holdepunkter, hvor de netop slipper for at tage stilling.

Begrebet identitet er essentielt i denne udstilling, fordi den både viser forskellige former for identitet, men også udfordrer publikums. Hvordan har begrebet ændret sig fra Matisses tid til vores?

For hundrede år siden troede man fuldt og fast på, at hvert menneske havde en kerne, at hvert menneske var noget, som man ikke kunne lave om. Man kunne godt tillære sig færdigheder, men man var, den man var. Freud mente jo, man via terapi kunne finde ind til den kerne. Idag er man meget mere opmærksom på, at identitet er noget, der hele tiden bliver til i samspil med omverdenen. Jesper Just udspiller det ved at udstille mænds identitet, når de møder hinanden i forskellige relationer. Skuespilleren Johannes Lilleøre, der går igen i Jespers forskellige film, er sådan en slags alter ego for ham, så det er også hans egen identitet, han afprøver i en tænkt sammenhæng. Aino Kannisto gør noget af det samme. Hun har de temaer med vinduer, døre og spejle, der optræder som en slags grænser imellem figuren på billederne og mødet med folk, der kan være med til at påvirke hendes identitet. Malene Landgren udtrykker sin identitet, som Matisse også har gjort det, nemlig qua den måde, hun bruger materialet på. Selvom hendes maleri er abstrakt, og det på den måde er mere sfærisk at skulle beskrive en identitet herudfra.

Udstillingens formidlingsdel - særligt til det unge publikum - er en stor del af udstillingen. Hvad har været dit hovedfokus i udformningen

Alle dele har været lige vigtige undervejs. Der er ikke noget, der er kommet efter det andet. Det hele hænger sammen, og mit fokus har været at lave så vedkommende en udstilling som muligt.