Mallorca Open

Aneta Grzeszykowska & Jan Smaga: Krasniego 10/154, 2004.

"Mallorca Open. Principles of Construction" er den første udstilling af sin art og er tænkt som en tilbagevendende begivenhed hver sommer i Kunsthalle i Centre Cultural Andratx. Hvad er ideen bag udstillingen?

Jeg mødte Patricia (Asbæk, red.) for mere end 1 år siden, hvor hun fortalte, at hun vil lave noget specielt denne sommer. Jeg fandt på, at man kunne starte en udstillingsrække, der viser unge kunstnere og nye positioner - hvad der er på vej op. Men samtidig måtte udstillingen ikke have et alt for stramt tema eller tungt indhold. Udstillingen skulle både kunne rummes af Mallorcas turister og Centre Cultural Andratx, der har en meget progressiv og ung linie, især når man ser på dem, der har været artist-in-residence her.

Hvad er temaet på udstillingen?

Principles of Construction. Det er ”mit tema” i den forstand, at jeg har arbejdet med det tidligere, især igennem en udstillingsrække jeg lavede som kurator hos Daimler-Chrysler i Tyskland under titlen Minimalism and After. I mellemtiden er jeg blevet bedt om at skrive en bog om Reduced Art fra 1920 og op til i dag, så det er et af mine temaer. Jeg har valgt nogle af de kunstnere, jeg tidligere har arbejdet med til Mallorca Open, men jeg har også valgt at vise kunstnere, der ikke kun beskæftiger sig med Reduced Art eller Minimalism. For jo mere jeg kom ind i emnet Construction/Deconstruction, des mere så jeg, at det havde virkelig meget at gøre med dagliglivet. Derfor har jeg valgt de to polske kunstnere Aneta Grzeszykowska & Jan Smaga og Markus Sixay, der bruger de samme konstruktionsprincipper (som de minimalistiske kunstnere, red.), men tager udgangspunkt i billeder af dagliglivet.

Anselm Reyle: S/T, 2005.		Anselm Reyle: S/T, 2005.

Vil du uddybe temaet Principles of Construction og fortælle, hvordan det kommer til udtryk i værkerne?

Principles of Construction er et meget klassisk spørgsmål for det seneste århundredes kunst. Opdagelsen af abstrakt og konstruktivistisk kunst, der blev betragtet som meget revolutionært - noget der kunne skabe en bedre menneskehed. Rent historisk blev det i 1920’erne set som værende meget progressivt, og kunstnerne havde den her idé om en ”world apart” - en ny og egen verden, som de kunne skabe gennem kunsten. Men dette var samtidig et af problemerne med denne kunst, for folk kunne ikke forstå kunstnernes intellektuelle mål.

Efter anden verdenskrig opdagede kunstnerne konceptet bag konstruktion og dekonstruktion, men som en flugt fra den verden de levede i. I slutningen af tresserne, da teknologien var avanceret og mennesket kunne rejse til månen, vendte de tilbage til konstruktion og dekonstruktion som en tro på fremskridtet. Da troen på fremskridtet fejlede, kunne folk igen ikke lide konstruktivistisk og dekonstruktivistisk kunst.

I dag er der blandt unge kunstnere en tilbagevenden til konstruktivistiske principper, og det er meget interessant, for de kender til alle de skabte utopier men tror ikke på dem. Denne generation tror på, hvad de har, og det de gør. De er ikke født ind i en tid med teknologisk gå-på-mod. De tror ikke på en flugt fra denne verden eller på nye ting. De tror blot på deres liv, og de prøver at skabe noget ud fra deres liv.

Hvordan grupperer kunstnerne sig på udstillingen?

Ja, der er forskellige grupper så at sige på Mallorca Open. Den første gruppe er meget bevidst om kunsten i 1960’erne. F.eks. Wyde Guyton, der videreudvikler de konstruktivistiske kunstneres forfejlede utopier i 1960’erne. Han dekonstruerer dem ved at tage sider fra deres bøger men printe nyt hen over dem. Det betyder ikke, at han ødelægger dem, men blot at han kreerer en ny orden af allerede konstruerede ting på en meget realistisk måde, så der ikke er noget drømmende i billederne, der kunne referere til en ”world apart”.

Og det er gennemgående for denne ene gruppe, der også tæller Katja Strunz. Hun er interesseret i de utopier, der har været, og ideen om, at tiden fører os mod et bedre liv. Hun mener, at tiden ikke fører os nogen steder hen. Hendes collager viser dette ved at være et mix af ting fra fortiden og nutiden - simultaniteten af tid og ideer er meget vigtig for hende. Hun er meget inspireret af Robert Smithsons (http://www.robertsmithson.com/, der kom frem i 1960’erne, red.) fotografier af stenbrud og idéen om sted/ikke-sted, der viser, hvor artificielt alt – også naturen - er blevet. Det gælder også de utopier og drømme, der tidligere eksisterede. For Katja Strunz er det eneste interessante, det vi har foran os.

Anselm Reyle - en meget nær ven af Katja Strunz - observerer i sit dagligliv f.eks. farver og bruger dem i sine meget abstrakte malerier. De er citeringer af abstrakt maleri fra 1960’erne og 1970’erne, men de er med deres farver moderigtige i dag. Kunstnerne i 1960’erne ville aldrig have malet i så stort et format og aldrig i en serie med tre malerier. Anselm Reyle har i øvrigt skabt disse malerier specielt til udstillingen, og det er en helt ny stil hos ham.

Gerwald Rockenschaub: Uden Titel, 2005.

Det samme er gældende for Gerwald Rockenschaub, der var meget berømt for sine små malerier i midten af 1980’erne. De var overvejelser over konstruktivismen i 1960’erne og 1920’erne. Men i 1987 stoppede han med at male, fordi han ikke længere troede på detat male. Ikke som en erklæring af maleriets død - blot fordi han mente, at det ikke gav mening at male mere. Så han begyndte at lave installationskunst - meget konceptuelle installationer. Men da jeg inviterede ham til at deltage i "Mallorca Open. Principles of Construction." i år sagde han: ”Jeg bliver nødt til at vende tilbage til maleriet, men som koncept-kunstner kan jeg ikke male”. Så han laver billederne på sin computer - i samme størrelse som i 1980’erne - som han sender til et trykkeri, der trykker dem på et lærred. Gerwald Rockenschaub ser kun billederne, når de bliver udstillet i hans gallerier. Det er meget konceptuelt og meget ironisk, for nu er hans billeder overvejelser over hans egne malerier i 1980’erne på samme måde, som hans malerier i 1980’erne var overvejelser over tidligere konstruktivistisk kunst i 1960’erne og 1920’erne. Hvad sker der, når han citerer sig selv? Det spørgsmål stiller han.

Opsummerende kan man sige, at Gerwald Rockenschaub, Wyde Guyton og Anselm Reyle alle er meget optagede af at videreudvikle tidligere tiders kunst. Katja Strunz ser mere på de tanker og ideer, der er blevet tilbage, og på, hvad man kan få ud af dem.

Faktisk er de alle del af en posthistorisk tankegang, hvor historien ikke ses som en fremadskridende proces. Historien er stoppet, den kan ikke fortsætte, idet vi i dag har en simultanitet af alle tidligere tider –en multimedie- og multioplevelsestid, som ikke kender i dag og i går.

Der kommer altså intet rigtig nyt ud af videreudvikling eller overvejelse over tidligere kunstværker og tider?

Nej, tiden er en re-ellaboration af alt, som et cirkulært liv, i hvilket alt kommer tilbage. Og det nye kan kun være at putte ting sammen. Noget virkelig nyt kan ikke eksistere. Der er ikke mere fremskridt.

Gerwald Rockenschaub: Animation, 2005.

Hvad med de andre grupperinger?

Ja, den næste gruppe beskæftiger sig også med fortiden men med den modernistiske arkitektur og design, der kom frem i 1920’erne. Og det er også noget, der er kommet med denne generation.

Vi har f.eks. Luisa Lambri, der vandt Guldløven i Venedig i 2002 (arkitektur-biennalen, red.) sammen med Monica Bonvicini i en meget ung alder af kun 33 år. Hun fotograferer kun modernistisk arkitektur, og det, jeg rigtig godt kan lide ved hende, er, at hendes fotografier er meget intime men uden at putte intime markører ind i fotografiet. Hun har kapaciteten til at observere de små ting, der er der naturligt, og ved at fokusere på dem, viser hun, at modernistisk arkitektur ikke kun er facade og utopier, men at det også har sit eget liv, en sjæl.

Martin Boyce arbejder også med modernismen. Han diskuterer i sine værker polariteten mellem funktion og disfunktion, som modernismen har skabt. Modernismens arkitektur var tænkt til at skulle skabe ideelle byer til ideelle mennesker omkring anden verdenskrig. Faktisk skabte den modernistiske arkitektur bygninger, der fungerede, og som er meget flotte, men også bygninger, der ikke fungerer efter hensigten, som vi ser det i forstæderne - hvilket er tydeligt i Berlin, hvor arkitekturen ikke møder menneskets behov. Martin Boyce giver i sine skulpturer - skabt af modernistiske møbler - liv til det modernistiske design, fordi funktion og disfunktion mødes. Han dekonstruerer, som i dette tilfælde nogle stole, og laver en mobile ud af dem. Derved bliver de disfunktionelle men måske mere smukke, og derved mere funktionelle end de nogensinde har været.

Mathieu Mercier bruger også konstruktion og dekonstruktion til at skabe en ny verden. Han arbejder ofte med gammelt versus nyt, sted versus ikke-sted, orden versus ikke-orden og logik versus ikke-logik. I ”Mallorca Open. Principles of Construction” har han en skulptur, der ligner en funktionel ting, men som ikke fungerer som noget. En af hans andre skulpturer er et solur, men i kunsthallen har vi kunstigt lys, så funktionen ryger. Han deltager også med nogle billeder, hvor han tager fat i typografien, som man i den modernistiske tankegang også troede kunne give mennesket et bedre liv. Han placerer forskellige bogstaver oven på hinanden, så de ikke kan læses, men i stedet får deres eget liv, bliver næsten organiske og levende. Typografien mister sin logik. Mathieu Mercier kreerer umulige verdener, ligesom dadaisterne i 1910-20’erne, men inden for rammerne af i dag.

Luisa Lambri: Menil House #01, 2004.

Nu springer vi frem til tiden efter anden verdenskrig og især til 1950’erne.

Angela de la Cruz maler monokrome malerier som dem, der var meget populære i 1950’ernes Amerika, fordi de var rene og gode og indeholdte fremskridtsideen om en bedre verden forude. Men Angela de la Cruz folder sine monokrome malerier sammen, skærer i dem og ødelægger dem. Hun konstruerer noget og dekonstruerer dem bagefter i stor aggression. Malerierne er diskurser for vores verden, for virkeligheden. De viser med hendes magtudøvelse over malerierne, at kunst er afhængig af magt - og at kunst er skabt af magt og det, der tvinger os til at handle. Vores ånds autonomi er ikke til stede. Og det ser man i malerierne på en meget kraftfuld måde. Angela de la Cruz har studeret filosofi, ligesom Katja Strunz, i en meget streng katolsk by, og noget af hendes vilje til at gå imod tvangen stammer derfra.

Douglas Melini er også meget stærkt forbundet med efterkrigstidsmaleri i 1950’ernes USA, men han oversætter det til meget strukturerede systemer eller ”grids”, der kunne oversættes til moderne bylandskaber eller til det forvirrende byliv. Han viser, at vi lever i strukturer, grids og processer, og at vores liv i dag ikke er idealistisk, som 1950’ernes liv blev set som. Vores liv er kunstigt, det er abstrakt nu. Og der er ingen vej tilbage. Det kan man også se på de farver, han bruger i sine malerier. De er ikke varme og naturlige, de er meget artificielle. Han bidrager også med en video, der er hurtige sammenklipning af lysene fra Time Square.

Sergej Jensen videreudvikler ligesom Angela de la Cruz på de monokrome malerier fra 1950’erne, men han relaterer dem til dagligdags-livet. Han gør det ved at indlemme dem i nogle af dagligdagens processer. F.eks. ved at stille dem ud i regnvejret i en uges tid, ved at få sin mor til at brodere i dem eller ved at få hende til at sy ting, han finder, på dem. Men ved at blande denne proces med tilfældighed får malerierne mere sjæl.

Douglas Melini: Custom Built Leisure, 2004.		Douglas Melini: Uden titel, 2005.

Nu er vi måske ved at vende tilbage til nogle af de dagligdagsinspirerede kunstnere, du nævnte i starten?

Ja, dagligdags-livet er meget tydeligt hos mange af kunstnerne. Mest tydelig hos unge polske kunstnerpar Aneta Grzeszykowska & Jan Smaga, der arbejder med konstruktion af dagliglivet. De har fotograferet forskellige polske lejligheder fra oven i en periode på to år og med computerteknik fået fotografierne sammensat, så man har et billede af en hel lejlighed set fra oven. De er virkelig en genvej ind til det intime liv. De gør beskueren meget nysgerrig og sætter spørgsmål ved det private. Kan man som beskuer tillade sig at nærstudere andre menneskers private liv ned i de små detaljer? Big Brother-tanken er ikke langt væk, men samtidig er fotografierne også udtryk for, hvordan mennesker konstruerer dem selv, deres liv og deres lejlighed.

Katharina Löfström tager også udgangspunkt i dagliglivet. Hun laver selv musikvideoer til MTV og bidrager med en video af et svensk tivoli filmet om natten, så man kun ser det kunstige lys. Men det kunstige udstilles ikke som noget forfærdeligt, tværtimod får det liv gennem hendes videoer.

Også Marcus Sixay arbejder med dagliglivet. Han er ready-made-kunstner og arbejder med det at bringe ting fra en kontekst til en anden og vise, at der kan være sjove analogier imellem konteksterne. Han bidrager med værket ”Deconstructed Swing” (en havesofagynge red.), som jeg rigtig godt kan lide, fordi det udstilles på en ferieø, og vi tænker, at fordi vi er på ferie, så er alt godt og rart. Men virkeligheden går jo videre, og verden er ikke rar og god. Han stiller spørgsmål ved tingene, og han åbner op for, at tankerne kan nå nye grænser. Og at selv om ting virker abstrakte, så er de virkelig relaterede til vores dagligliv. For det er der, vi kommer fra. Man kan ikke sige, at der er noget, der er selvstændigt og uafhængigt af livet.

Det er virkelig det, der er så spændende ved den her generation: At de er parate til at indrømme, at der ikke er nogen forskel eller afgrænsning mellem liv og kunst.

Kunstnerne her har en base i enten filosofi eller kunsthistorien. De er humanistisk ”grounded”. Og de tager deres kunst meget alvorligt. Selvom det kan virke meget ironisk eller sjovt, så er det ikke en joke. Og det synes jeg er interessant ved disse kunstnere, for de ved, at en kunstner har et socialt ansvar. Ikke fordi de går rundt og tænker: ”Jeg er en kunstner, jeg har et socialt ansvar”, men de føler det, og de dealer med det. Og det er meget vigtigt for mig. Jeg bryder mig ikke så meget om de her jokende kunstnere - det er alt for let. Alle kan lave gode jokes, hvis de vil det. Og det er derfor, at jeg har valgt disse kunstnere, for jeg synes virkelig, at det er vigtigt at vise, at unge kunstnere føler det her ansvar. Og at de kommer frem til meget gode resultater. Ikke at det skal være meget svære og tunge værker. Det kan sagtens være en meget let udstilling - men hele tiden med en opmærksomhed på historien og samfundet. Og det går igen i deres principper om konstruktion og dekonstruktion. For de lader dig aldrig flygte fra ting. Det er ikke så nemt at lave jokes med systemer eller principper. Og det var derfor, at jeg ville lave denne udstilling. Jeg ville lave en intelligent - og let - udstilling, der netop viser, hvor intelligente, lette og ansvarlige disse kunstnere er, og hvordan de arbejder sammen.

Katarina Löfström		Markus Sixay

Markus Sixay: Uden titel, 2005.

Når du siger let, er det så i æstetisk forstand?

Ja, jeg er ikke så interesseret i ren formalisme. Ofte er kunst jo formalistisk. Men jeg mener let i den forstand, at jeg ikke har kunst som f.eks. malerier af grædende mennesker, tragiske videoer og sorte skulpturer. F.eks. de polske kunstnere, Aneta Grzeszykowska & Jan Smaga, deres billeder viser umiddelbart, hvor let livet er, hvor dejligt det er. De har tid til at læse, høre musik, tage bad. Men hvis du går bag billederne, ser man, at der er masser af stof at tænke over. Jeg tror ikke, at det er et tilfælde, at der på et af disse billeder, er bøgerne ”Art Now”, ”Polish Theater” og ”Elle Decoration”. Med det vil de sige noget, de kommenterer. Man bliver nødt til at læse mellem linierne, og så vil man opdage, hvor dybt de egentlig går. Folk siger altid, at denne generation er mere overfladisk end den foregående, at det er cyklisk (ler..). Men som jeg sagde i begyndelsen, så er denne generation en generation, der ikke tror på utopier men på nuet, og nuet er deres materiale. De konstruerer, dekonstruerer og ”gen”-ordner for at skabe også deres eget liv. Jeg mener, de skal også finde ud af deres liv, som alle skal. Det er også det, man gør, selvom man ikke er kunstner. Vi gen-ordner livet for at finde løsninger.

Sergei Jensen		Mathieu Mercier

Det hold, du har sammensat, er meget internationalt med kunstnere fra mange forskellige lande. Hvor vigtigt er det internationale for dig?

Jeg vil gerne vise, at principles of construction ikke kun er et lokalt fænomen men et globalt fænomen. I vores verden i dag, kan man ikke lave en udstilling, der har noget på hjerte, med f.eks. kun tyske eller italienske kunstnere, for vi lever i en globaliseret verden, hvor man rejse hurtigt fra det ene sted til det andet. Så man bliver nødt til at lave det internationalt for at have et komplet billede af tendensen i dag.

Og jeg synes, det er interessant, at samle dem her på Mallorca. Mange af kunstnerne kommer jo for at sætte udstillingen op og bor på stedet. Det er det gode ved det her sted: At det har kapacitet til, at kunstnerne også bor her på stedet og kan inspirere hinanden gensidigt.

Og jeg synes også, at det er interessant, hvis man tager for eksempel Wyde Guyton eller Katja Strunz, som begge arbejder med minimalistisk kunst, så har de arbejdet med de samme ideer i mange år uden at kende til hinanden. Det betyder, at der er noget. At kunstnere arbejder med de samme slags værker, tanker, ideer og billeder med en stor geografisk distance imellem sig - men med en kort distance når det kommer til tanker. Og det er virkelig interessant, at der er ting, der udvikler sig selvstændigt over hele verden. Det har noget at gøre med den globaliserede verden, og det skete også for 50 år siden, men ingen lagde mærke til det. I dag har man chancen for at se, at han siger sådan, og hun siger sådan, og det betyder noget, dette er noget om vores liv og vores verden.

Katja Strunz: Uden titel, 2005.		Katja Strunz: Uden titel, 2005.

Og det er måske den måde, man kan se, at det er dagliglivet, der går igen i deres værker, selvom de fleste af værkerne er meget abstrakte?

Ja, det tror jeg. Det er den måde, verden udvikler sig. Jeg tror også, at der er de her strømme af tanker og ideer, og at hver generation er influeret af disse strømme, for de er at se i filosofi, film og aviserne og alt. Jeg ville sammensætte aspekter af denne strøm, jeg ville få kunstnerne til at arbejde sammen. Der er fotografier fra dagligdags-livet sammen med video og abstrakte malerier, for de hører alle sammen til den samme strøm af ideer og tanker. Selvom folk kommer fra forskellige kontinenter. Og man kan lære så meget om livet, og om hvordan mennesker tænker, ud fra denne udstilling og fra kunst i det hele taget. Og det er det, jeg kan lide. For mig er det at arbejde med kunst at lære noget om livet hver dag. Hvorfor vi tænker sådan, og hvorfor vi opfører på os en bestemt måde. Hvorfor vi kan lide bestemte ting, og hvorfor vi ikke kan. Det har været udfordringen for mig og for kunstnerne på ”Mallorca Open. Principles of Construction”, og jeg synes, vi er nået til et rigtig godt resultat.

Katja Strunz: Uden titel, 2005.		Katja Strunz: Uden titel, 2005.
Katja Strunz: Uden titel, 2005.		Katja Strunz: Zitelose, 2005.