Ladies en suite

Nanna Starck (1976) blev færdig fra Afd. for Mur & Rum på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2004, hvor hun på EXIT præsenterede værket The Nothing Award.

Maiken Bent (1980) er under uddannelse hos Henrik B. Andersen på Frederiksholm Kanal afdelingen af Det Kongelige Danske Kunstakademi og bliver færdig næste år.

Nanna Starck: Kulisse

Nanna, vil du ikke fortælle om dit værk Kulisse – om hvordan det kom i stand og om din arbejdsmetode? (Kristina)

Nanna Først og fremmest skal man se RACAs rum for at forstå værket. Det har et stort vinduesparti, der rækker ud i byrummet, og det gør, at man kan se det fra tre sider. I vinduet har jeg lavet de her trækulisser, der er ligesom rigtige teaterkulisser, selv om jeg har pudset dem lidt lækkert op og malet skygger på, så der kommer et spil mellem det én- og todimensionelle. De er helt farvemættede, flade, rene og blanke, og når man går om på den andet side, kan man se beslagene og ledningerne til lyset. Jeg skjuler ikke, at mine værker har en bagside, og det, synes jeg, er en enormt fascinerende problematik.

Jeg er meget interesseret i denne her gennemsigtighed – at jeg spinder noget op, som måske ikke passer, og samtidig denne her glatte og lækre indgangsvinkel til det. Det er jo også en ruminstallation, hvor jeg beskæftiger mig med æstetikket i rummet. Hvordan man pynter et rum op til en form for præsentation.

Når man står uden foran RACA, suger værket folk til sig, og det rammer udstillingsrummet og hele udstillingssituationen ind - og dermed også Maikens lampe. Men når man så kommer ind i rummet, kan man både se, hvordan det hele er sat op, og den indrammede virkelighed udenfor. Kulisse er et fokus på selve udstillingssituationen og handler om, at der bliver gjort en masse for at præsentere noget, man gerne vil af med, om det så er kunst, det sidste nye rengøringsmiddel eller en præmiekat.

Det var nogle af de samme problemstillinger, som jeg arbejdede med i mit projekt til EXIT 2004, The Nothing Award. Det handlede også om udsmykningen og måden, hvorpå man præsenterer det rigtige og vigtige kunstværk - men hvor et egentligt værk manglede.

Hvad er dit udgangspunkt, når du starter en proces omkring et værk? (Carla)

Nanna Det er form og farve, der er mine meget simple udgangspunkter. Jeg har - gennem det seneste halve år - været meget optaget af draperinger, ornamenter og mønstre, og hvordan jeg kan arbejde med rummet.

Maiken Bent: Delight Deluxe

Maiken, vil du ikke forklare dit værk, Delight Deluxe? (Carla)

Maiken Det er en standerlampe/lysekrone med 13 arme og en diameter på knap 3 1/2 meter. Gennem de sidste par år har jeg haft et projekt om at ligge i spændingsfeltet mellem kunst og design, fordi jeg gerne vil lave kunst, der også kan have en praktisk funktion og agere i folks hjem. Derfor har jeg lavet værker, der fungerer som kunst i kunstinstitutioner og bagefter kan skilles ad og få en funktion i hjemmet. Det startede egentlig i en frustration over, hvor meget lettere billedkunstnere kan trænge ind i folks stuer end billedhuggere.

Delight Deluxe ligger på grænsen mellem at være en skulptur og en installation, og jeg synes, det er sjovt, at værket bevæger sig fra midten og ud - i stedet for fra væggene og ind. Lampen kaster lys, men det er for diffust til at kunne bruges. Og i øvrigt ville ingen mennesker med en tre-værelses lejlighed priotere at have den stående. På den måde har mit overordnede projekt om mine værkers brugbarhed her taget en anden drejning, og jeg har rent faktisk skudt mig selv i foden.

Maiken Bent: Delight Deluxe

Det virker som om, du er fascineret af gamle, traditionelle materialer/metoder, som du så tager op igen og lader indgå i din egen design-kontekst? (Kristina)

Maiken Lampens udforming i sin helhed og konstruktion stammer fra en 70’er lysekrone, som jeg har set i en genbrugsbutik, der selvfølgelig bare er meget mindre og har ens lyskilder. Det sjove er jo, at når jeg går tilbage og henter inspiration i 1970’ernes design, rammer det også trenden ligenu. Selvsamme lampe har jeg fornyligt set i reproduktion, og den kan købes i de mest trendy interiørbutikker i København. Det er jo også noget af det, jeg arbejder med. Hvad er trends, og hvad er in ligenu? Hvordan indretter folks deres hjem, og er det også en måde at være skaber på, hvis man ikke lige er kunstner?

I de enkelte lamper har jeg taget udgangspunkt i nogle klassiske designs, bl.a. Le Klint lampen, som jeg har piftet op i en ny og funky version. Jeg prøver at hente design ind og spørger til, hvad det er og var og så gøre det om på den der håbløse måde, som kun kunst kan. Mine ting er jo ofte også klodsede, så de bliver et billede på design og trend, mere end de er det.

Der er også et par af skærmene, der er strikkede, og det har jeg haft det ret problematisk med, for jeg bryder mig ikke så meget om kunstnere, der strikker. De er virkelig ikke lavet for at lægge et feministisk ord ind i værket, men det er en metode, hvorpå man kan lave en lampeskærm, hvis man for eksempel ser roomservice hver mandag. Det er jo forskning, når jeg går ned i mit atelier og leger med mine materialer. Lampeskærmene referer også til mine egne tidligere værker, og en af dem - en transparent glasboble - har jeg fundet i min farfars kælder, selvom det ligeså godt kunne være én, jeg selv havde lavet på plastværkstedet.

Nanna Starck: Kulisse		Ladies en suite set indefra

Delight Deluxe er et ret mastodont, svejset værk, og det dér med at være håndværker er jo en af dine forcer. Vil du fortælle noget om det? (Kristina)

Maiken Det har været meget, meget vigtigt for mig i min produktion at gøre alting selv. Jeg har måske haft en ”ka-selv/vil selv”-fase” igen, men jeg tror, jeg er ved at nå forbi den. Hvis jeg nu havde penge, kan det godt være, jeg havde fået nogle andre til at svejse den for mig, men jeg kan godt lide det slægtskab der er, når vi står som billedhuggerkvinder i arbejdstøj med rundsaven eller svejsegearet fremme. Det er der sgu’ noget fedt i, og jeg synes, jeg kan bruge det i værkernes endelige udtryk, fordi det er et feminint værk, men det har også nogle maskuline sider. Men håndværket er også en måde at legalisere mine designs som kunst, og det er det, der her gør det til billedet på en lampe - i stedet for en rigtig lampe. Man plejer at sige, at kunstnerne har fingeren på pulsen, og designerne henter inspiration fra dem, og jeg synes, det er sjovt stjæle idéerne tilbage til kunsten igen. Også selv om det spænder ben for mig selv, og jeg derfor altid vil være to år bagud trendmæssigt. Men tænk, hvis nu der kom nogle designere og tog fra mig igen!

Kunne du forestille dig, at et af dine værker kom i produktion? (Carla)

Maiken Jeg har da tænkt over, hvad der ville ske, hvis jeg fik lov at designe en stol for IKEA, der røg ud i alle de studerendes stuer, fordi man kunne købe den for 200 kr. Jeg ville da synes, det var helt vildt sjovt, men det er mere vigtigt for mig at holde det i kunstrummet, hvor jeg ikke skal forholde mig til, om stolen nu også er god at sidde i.

Hvordan fungerer samspillet mellem de to værker? (Carla)

Nanna Med den måde, mit værk er sat op på, leger det med perspektivet og med et fokuspunkt, der ligger inde i udstillingsstedet og på Maikens værk. Og det er jo netop det, jeg synes, er interessant. Alt det omkring udstillingssituationen. Hvis jeg havde lavet denne her udstilling alene, så havde den set præcis lige sådan ud. Så havde Maikens værk bare ikke været der.

Maiken Og så er det jo fint, at der faktisk er to udstillinger i én. Der er den, man ser udefra, der står fint i sig selv. Og når du kommer ind i lokalet, er der en helt anden oplevelse.

Nanna Der skal også være en bonus ved at komme ind - hvor man kan mærke den fysiske volumen af Maikens værk og se bagsiden af mit, som er mindst ligeså vigtig som forsiden. Det er snarere bare en anden side af værket, der så også rammer virkeligheden ind.

Maiken Ja, faktisk er det to kunstnere, to værker, men også to udstillinger!

Nanna Starck		Maiken Bent