Interview: Pernille With Madsen

Pernille With Madsen: Faldet, 2005. video

Hvad er Roarsvej 6 for et sted?

Det er et arbejdssted med værksteder til 10 mennesker. Det har hele tiden været brugt dels som arbejdssted og dels som et sted, hvor man kan invitere folk. Der er ikke blevet arrangeret egentlige udstillinger hernede før, men der har været forskellige arrangementer. Artist talks, workshops – den type arrangementer. Fremover vil der jævnligt komme udstillingslignende arrangementer, men det bliver uden et fast program. Der er et meget stort arbejde, hvis man skal profilere sig som et udstillingssted. Det indebærer en masse administration, så vi forsøger at minimere den del. Vores primære interesse er at lave kunst.

Den igangværende udstilling. Hvordan er den kommet til verden?

Det er mig, der har inviteret. Jeg har set kunstnernes ting og har haft lyst til at invitere dem til at lave noget specielt hertil. Jeg fandt så et rimelig overskueligt format - nemlig at benytte stedets vinduer som udstillingsrum.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: We call it a danish state of mind, 2005.

Så udstillingen ses fra gaden?

Ja... min del er videoprojektion på vinduet, som altså kun kan ses, når det er mørkt. Den kører fra kl. 16-20.

Hvorfor lige de to kunstnerpar?

Hos J&K (Kristine Agergaard & Janne Schäfer) kan jeg godt lide, at der er en meget fin blanding af noget intellektuelt og noget ”på røven”, noget impulsivt. Det handler ikke om materiale på den måde, men der er materiale og installationsarbejde. En masse fysisk. En meget let tilgang til noget intellektuelt. Det er ikke enten eller - ikke enten hjernen eller alt det andet. Sofie (Hesselholdt) og Vibeke (Mejlvang) valgte jeg, fordi jeg havde set deres skoleudstilling på akademiet. Der havde de lavet et helt rum med camouflage - en masse keramik i camouflage. Det var et meget lille rum, men det var hele rummet. Og det var sådan ”hey... keramik og krig?” Hmmm... Jeg kunne rigtig godt lide deres installation. Jeg kunne forestille mig, at de kunne bruge mulighederne hér rigtig godt.

J&K (Kristine Agergaard & Janne Schäfer): State of Affairs - Spirituality, 2005.

J&K (Kristine Agergaard & Janne Schäfer): State of Affairs - Spirituality (detalje), 2005.

Er der planer for fremtidige udstillinger?

Jeg ved, at Sonja Lillebæk Christensen er ved at arrangere en. Den kommer til at handle om landskabsbilleder og kommer ca. til januar. Og jeg er selv ved at arrangere noget med nogle kunstnere, jeg mødte i London. Det er det der self-organised.. improviserede steder ... Det er kunstnere, der laver det. De vil gerne vise egne ting, og de vil gerne vise andres ting. Det er et forsøg på at lave en udveksling mellem mindre steder. Når vi nu alle sammen alligevel står uden for Tate Modern og glaner, kan vi ligesågodt snakke sammen.

Pernille With Madsen: Dream of Penetration, 2003.		Pernille With Madsen: Dream of Penetration, 2003.

Hvad er dit foretrukne medie?

Det er video og installationsarbejde. Jeg har bl.a. lavet et møbel, Dream og Penetration, som blev vist på afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi i 2003. Det er et møbel i to planer. Det er lidt en scene fra et absurd teater, hvor man kan vælge at være hovedpersonen, der bruger trampolinen i midten på det nederste plateau, eller man kan gå op på det øverste og få lov at se hovedpersonen komme springende op. Man kan sidde deroppe og være sammen – den, der så vælger at bruge trampolinen, er på den ene side begivenhedens centrum men også udelukket fra at være sammen. Det er både slapstick – som de fleste af de ting jeg laver – men det viser samtidigt det eksistentielle grundvilkår, at man kun kan være én. Man kan kun være én, og man kan kun prøve at deltage, alt hvad man kan, i andre mennesker. Det er derfor den hedder Dream of Penetration. Titlen har seksuelle referencer til ønsket om at være ét. I stedet for to mennesker, der ønsker at være et, er det et menneske, der ønsker at være sammen – med alle. Som ønsker sig fællesskab, samhørighed.

Pernille With Madsen: m2, 2004. video Pernille With Madsen: m2, 2004. video

Fortæl om kvadratmeterfilmen...

Den er lavet som en installation. Den blev projekseret på en kvadratmeter på gulvet, og alle 4 film er øvelser i at indtage en kvadratmeter som et eksempel på at indtage et stykke plads. Alle videoerne foregår på jorden. Den var lavet til en skulpturudstilling, så det er også et forsøg på at lave et fundament, som jeg graver mig ned i på forskellige måder.

Pernille With Madsen: Rorchach-test - billeder af en underbevidsthed, 2004.		Pernille With Madsen: Rorchach-test - billeder af en underbevidsthed, 2004.

Hvad med Rorchach-testen...

De hedder Rorchach-test-billeder af en underbevidsthed. Igen er der en reference til slapstick. Det er mig, der har tværet en flødebolle ud i hovedet på mig selv og derefter spejlet det, så mønstret, flødebollen efterlod i mit ansigt, blev symmetrisk. Så det er billeder af, hvad min underbevidsthed indeholder. De er overført til papir, så der opstår den der forskydning... Rorchach-testen er et stykke papir, du får for at fortælle dig, hvad dit hoved indeholder. Jeg har så lavet testen i ansigtet og overført dét til papir... hvad mit hoved indeholder... det er så den lyst og den grådighed, der ligger i at tørre en flødebolle ud i hovedet på sig selv. Mere avanceret er jeg ikke.

Du undersøger ofte det uforudsigelige på den lidt slapstickagtige måde. F.eks. i Faldet, som du p.t. viser på Roarsvej.

Ja, f.eks. hylder Herfra en hyldest både brede bukseben og alt det, man kan finde på sin vej, der kan få en til at glemme, hvor langt der er fra A til B. Det vil sige, muligheden for at blive distraheret undervejs ved f.eks. at nyde sine bukseben, der svinger – det føles som om, de følger en på vej. Eller at man finder en pind... det sker tit for børn, at de finder noget, der får dem til at glemme afstanden fra A til B. Det er den samme fascination, jeg har med faldet i bananskrællen. Det med at det kan ødelægge distancen fra A til B. Afstanden er pludselig ophævet, fordi man ligger der. Det fungerer også som komisk trick. Man regner med, at noget skal ske, og så sker der noget andet. Det er jo egentlig ikke sjovt ... med det er derfor, det er så godt. Det er umiddelbart, ordløst sjovt. Derfor har jeg valgt at falde i camouflagetøj og til march-musik. Det tager autoriteten fra det militære, og vi er jo et land i krig. Kan man ikke kalde Irak-krigen et fald i en bananskræl – bare uden at det er morsomt....

Pernille With Madsen: Kontorlandskaber, 2003. Pernille With Madsen: Kontorlandskaber, 2003.

Pernille With Madsen: Kontorlandskaber, 2003.

Fortæl om InvestingART

InvestingART består af Camilla Rasborg, Sonja Lillebæk Christensen og mig. Vi er alle tre fra Kunstakademiet i Århus. Vi har bl.a. lavet noget på TDC i Århus N. Det er en stor kontorbygning i Århus N, du ved, en flad mark med store kasser på der bliver fyldt kl. 8 om morgenen og tømt igen kl. 16. Vi var 9 kunstnere i alt på det projekt. Mit projekt hed kontorlandskaber. Bygningen er fyldt med klassisk kontorlandskab, og uden for er der kontorlandskab i form af flad mark med kasser på. I et rum i kontorbygningen har jeg skudt et plateau ind mellem det indendørs og det udendørs kontorlandskab – et plateau i vindueshøjde, så man kan sidde i niveau med vinduet, hvorpå jeg har skrevet noget og tegnet nogle dansefødder - skrevet beside the point og tegnet en prik. Samtidig har jeg havde lagt penne og opfordret de ansatte til at skrive med.

Var der nogen, som gjorde det?

Ja, der er en, der tegnede en smøg, en anden tegnede en solnedgang, og nogen tog tråden op og skrev point of no return osv. Hver af de 9 kunstnere udstillede en uge efter tur forskellige steder i bygningen. I min uge rendte jeg rundt og skrev på marken. Det var et forsøg på at lave en udstilling til en arbejdsplads. Vi har tidligere lavet noget i Danske Bank, hvor vi var kommet ind via kunstforeningen, og de blev hele tiden nødt til at gå højere op i systemet for at kunne få autorisation til, at vi måtte gennemføre de her ting, vi kom med. På TDC var det omvendt. Her var det ledelsen, der var kommet til os og spurgt, om vi ville lave noget til dem. De var meget på. Vi fik 3 ugers ansættelse til research, og derefter ville de se vores oplæg og tage stilling til, om de ville gennemføre vores projekter. Det ville de gerne. Vi kaldte det den eksotiske hverdag. I researchperioden lavede vi bl.a. nogle alternative spørgeskemaer med nogle helt simple spørgsmål - f.eks. Hvorfor går du egentlig på arbejde? Og de viste i høj grad, at folk drømte om en palmeø, om lottofriheden – ligge på en palmeø uden at skulle noget – noget eksotisk. Man kan så som kunstner sætte spørgsmålstegn ved, om det rent faktisk også er sandt, at folk ønsker sig al fritid i hele verden, eller om de kommer til at kede sig. Vi ville så give vores bud på hverdagen som eksotisk. Men ikke ved at lave specielt meget om på den...Nogen gange kan man genfortælle sin hverdag for nogen, og pludselig lyder den eksotisk.

Det gik godt?

Ja, der kom nogle fine værker ud af det. Værker med hver deres bud på, hvad man kan lave på en arbejdsplads. Men stedet har sin klare begrænsning, for folk er der for at arbejde. For os opstod der et dilemma, der gik ud på, at folk var tvunget til at være der og dermed tvunget til at have med vores kunst at gøre i den uge. De fleste oplevede det som noget positivt. Men der er noget etisk forkert i at sige: Vi vil gerne have, at I som medarbejdere oplever noget andet i jeres hverdag. Vi vil gerne have, at I bliver bedre medarbejdere, ved at I får nogen anderledes input. Men samtidig er der en grænse for, hvad man vil have, folk oplever. Der er en grænse for, hvor meget de vil have, folk falder i søvn, taler i søvne, prutter og spiser og i det hele taget tilfredsstiller basale behov, mens de er på arbejdet. Det med at skulle investere noget personlighed i sit arbejde, når der f.eks. er tale om et call-center, og der ikke er tale om ledelse på højt niveau. Det, synes jeg, er meget forlangt.

Er det ikke bare et tilbud til medarbejderne, som de kan vælge til eller fra?

Når man laver kunst på en arbejdsplads, kommer man ind i en hel diskurs af new management. Vi undrede os meget over,at ledelsen forstod os hele vejen. De forstod, hvad vi talte om, og de sagde ja og hhmmm – de forstod sproget, formuleringerne. De forstod sproget som sprog, fordi new management-sproget minder meget om det sprog, der bliver brugt i kunstverdenen, i behandlerverdenen. Det sprog, der er kommunikation, udveksling, skæve vinkler på tilværelsen...Personlig udvikling er blevet en del af new management fænomenet. Jeg synes, det var nogle fine værker – som kunstværker – der blev lavet, og jeg synes, det er meget interessant at lave steds-specifikke værker på en arbejdsplads. Det er et specielt rum, hvor folk er hver dag, og hele den psykologi, som folk har, selvom de er på arbejdet, og de helst ikke skal have alt for meget psykologi. Men det er problematisk, hvordan værkerne bliver indfanget i diskursen på stedet. Vi lavede også workshops for TDC, hvor folk kom ud og skulle teambuildes. Vi lavede bl.a. en, der hed ”lær at lyv” for salgsafdelingen – det synes, vi var meget passende – og de var gode til det. Men det bemærkelsesværdige ved de her workshops var, at man kunne slippe af sted med at sige noget helt utroligt. Vi holdt oplæg og foredrag inden selve workshoppen – og man kunne sige alt muligt om det kapitalistiske samfund, om at arbejdslivet undergraver personligheden, alle mulige ting – og de klappede. Det, at man får lov til at sige det på sådan en dag, hvor man er inviteret af ledelsen, er på den ene side som om, man får lov at anbringe bomben midt i hovedkvarteret. På den anden side imploderer den, fordi ledelsen har sagt ok, og dermed på en eller anden måde gjort det ufarligt.

Hvad er din foreløbige konklusion på InvestingART?

Den er, at man er nødt til at give medarbejderne fri til at deltage. Der er alt muligt forarbejde, man som kunstner kan gå ind og gøre, men man er nødt til at respektere de mennesker som personer. Hvis man vil tale med dem som personer, så bliver man nødt til at give dem fri fra arbejdet til det. Jeg synes, der er en for stor modsætning imellem, at man er ansat ikke som personlighed, psykologi men som funktion. Der bliver for stort et spring mellem jobfunktionen og det, at folk skal deltage som personligheder. Fordi det er løgn - man vil ikke have, de skal være personligheder på arbejdet i den yderste konsekvens. Hvis vi taler om kunst, så skal der kunne være tale om den yderste konsekvens.

Hvad er fremtidsplanerne for InvestingART?

Vi vil gerne lave noget i kunstsammenhæng. Vi vil gerne arbejde med de samme ting men få lov at sige det i et kunstrum, der jo er privilegeret, fordi der er en anden form for opmærksomhed.

Hvad er din motivation til at være med til at køre sådan et self-organised sted som Roarsvej 6?

For at undgå kedsomhed og ensomhed. Ikke privat kedsomhed eller privat ensomhed men offentlig ensomhed og offentlig kedsomhed. At kede sig med den offentlighed som eksisterer - primært gennem tv. Alle har en fornemmelse af at deltage i en offentlighed, og der, synes jeg, at man kan føle sig meget ensom og kede sig vældig meget.