Interview med Time Bandits

Hvordan er samarbejdet kommet op at stå?

Holmgren: Vi kommer alle tre fra Kunstakademiet i København. Vi har kendt til hinandens arbejder helt tilbage på Grundskolen, og vi har vidst, at vores arbejdsfelter overlappede hinanden.

I april måned 2004 deltog vi alle tre på en workshop med den finske kunstner Eija- Liisa Athila, som også er repræsenteret med et værk her på udstillingen. Workshoppen var en stor inspiration, og i juni måned tog Jeannette kontakt til os andre, og vi begyndte at se film sammen af blandt andre David Lynch og Chris Marker. Derudover har det været vigtigt for os at diskutere forskellig litteratur og teori for at komme nærmere et samlet udgangspunkt - for endelig at finde en fælles metode til at arbejde videre ud fra.

Fortæl lidt om konceptet bag Time Bandits

Dysgaard: Vores intention har været at lave en udstilling, der forholder sig til tid og rum, og som kan generere alternative måder at forstå spørgsmål om identitet, erindring, fortælling og historie på.

I alt deltager 12 kunstnere fra ind- og udland. I har selv indtaget kuratorrollen - ud fra hvilke kriterier har I valgt de andre kunstnere?

Holmgren: Vores tre værkbidrag kredser alle om forholdet til tid og sted, og hvorvidt kunsten kan arbejde med forskydninger af de to kategorier. Denne fælles interesse har sat vores søgning i gang, og det har været naturligt for os at vælge nogen, der stillede de samme spørgsmål som vi. Desuden introducerede den finske kurator Taru Elfving os for nogle kunstnere, vi ikke kendte til på forhånd. Blandt andre Santeri Tuori som også bidrager til udstillingen.

Hvilken udveksling har der været mellem konceptet Time Bandits og jeres individuelle værker? Hvad kom først?

Ehlers: Mit bidrag Triple me er en udbygning på et projekt, jeg tidligere har udstillet på Galleri Stalke. Mit værk har altså været der før konceptet, på samme måde som dele af Louises fotografier. Mortens værk er derimod kommet til senere - i tilrettelæggelsesfasen. På samme måde som de resterende af Louises fotografier.

Morten Dysgaard: Singular Plural, 2005. Videoinstallation (22 min)

Din videoinstallation består af to kortfilm, der har dig selv, Morten Dysgaard, i hovedrollen. Men der er noget galt med kronologien.. En mand gemmer sig under dynen, man følger, hvordan han hører forskellige lyde nærme sig. Med ét løftes dynen væk fra ham, og jeg forventer at se en anden stå med dynen, men det viser sig at være ham selv?

Dysgaard: Jeg anvender en klassisk suspense-teknik til at iscenesætte folks forventninger, så jeg kan bryde med dem. Meningen peger i forskellige retninger. Man kan egentlig sige, at jeg umuliggør fortællingen såvel som ideen om identiteten. To identiske mænd på samme sted. Vores udredning af identiteten kan være en illusion, for der findes flere fortolkningsmuligheder i den samme situation.

Jeg vil gerne drage beskuerens oplevelse af tid og sted i tvivl. Hvis jeg kan skubbe til de rammer, bliver beskueren bevidst om, hvor hun er, og hun bliver dermed i stand til at reflektere over situationen.

Jeannette Ehlers: Triple me, 2005. Foto og Videoinstallation

I foto- og videoinstallationen behandler Jeannette Ehlers det samme emne - nemlig tid og identitet. I et fotografisk selvportræt vises en voksen kvinde med et barn på armen. I rummet bagved kører en video med feriebilleder fra Schweiz og Tenerife med den samme kvinde, det samme barn. På en monitor overfor flyder to jævnaldrende ansigter sammen. Forældre. Alt sammen umiddelbart tilgængeligt, indtil det går op for én, at alle billeder viser det samme menneske blot på forskellige stadier i et livsforløb. Hvordan skal det forstås?

Ehlers: Der er en kompleksitet i den umulige situation, jeg har lavet. Det ser umiddelbart meget tilforladeligt ud. Men når du bryder koden og finder ud af, at det hele er mig, er der et overraskelsesmoment, der udstikker nye regler for, hvordan man ser på det. Værket peger på sig selv. Tautologisk. Det er faktisk den samme person, samme DNA, men der er en erfaring til forskel.

Ligger der noget terapeutisk i den metode at arbejde med din historie på?

Ehlers: Det er refleksioner over livet, ikke terapi. Man kan snarere tale om erindring. Det, jeg husker, er ofte det, jeg har set på billeder - på de fotos og det smalfilmsmateriale, jeg har arbejdet med. Ud fra det grundlag forsøger jeg at afdække nye sider, idet jeg laver denne tidsforskydning i dubleringen af mig selv. Søger ved manipulation som metode at skabe et nyt billede af allerede hændte begivenheder.

Louise Holmgren: Archies Room and Polly Star, 2005. C-print

Når man betragter Louise Holmgrens fotografier af tomme hotelinteriører, kommer man i tvivl om sin egen perception. Spejlinger og beskæringer gør rummene svært tilgængelige, og man både fascineres og skræmmes på en og samme gang ved den visuelle labyrint, man farer vild i. Hvordan definerer du et rum?

Holmgren: Det fysiske rum er umuligt at indtage i mine fotografier. Indgangen er snarere igennem et mere psykologisk rum. Nogle af fotografierne har en sort sprække, en form for et mellemrum, hvor jeg lader to billeder møde hinanden. I dette rum skabes et tredje rum, hvor man kan forsvinde ind i en uendelighed. Som du antyder, handler mine billeder om perception, hvordan et hvilket som helst sted bliver en afspejling af din bevidsthed og sindstilstand. På den måde kunne man godt argumentere for at mine billeder - i lige så høj grad som Mortens og Jeannettes - er selvfremstillinger og derfor også en form for selvportrætter. Bare på et mere subtilt plan.

Tror I afslutningsvis, at kunst kan sige noget, man ikke selv kan?

Ehlers: Ja. Med Time Bandits henvender vi os til folk ud fra den forudsætning, at kunst skaber stemninger. Den kritiske observans er ikke det første, man behøver at møde værkerne med. Det er et andet niveau. Tid - og stedtematikken rejser mere spørgsmål af eksistentiel karakter. Jeg synes, vi har lavet en udstilling, der giver en guideline til at nærme sig nogle store universelle emner.

Dysgaard: Det er primært et følelsesparameter, som kunsten arbejder med. Du bliver draget ind i en oplevelse, hvor der, hvis du tør, kan blive sået tvivl om dig selv og den situation, du befinder dig i. Kroppen interagerer med billedet. Du indgår i en ny form for illusion, der, mener jeg, er kendetegnende for vores opfattelse af tid og vores eksistens, som Jeannette snakker om. Vi er i nuet i et flow mellem fortid nutid og fremtid. Alting er her på samme tid, og tingene ændrer sig hele tiden. Det er de indsigter, vi - igennem de forskydninger vi som kunstnere arbejder med på Time Bandits - kan stille til rådighed for beskueren. Virkeligheden er en science fiction.

Anna Jin Hwa Borstam: Category, 2004. Video 2:30 min

: Me/we, Okay, Gray, 1993. Video 90 sec.

Jacob Tækker: Emotional Landscape, 2005. Installation

Johanna Domke: A sunset takes 7 minutes, 2005. Video 16 min.

Randi Jørgensen & Katrine Malinovsky: Theme Park II, 2005. Installation

Rikke Benborg: The End, 2005. Video (Loop)

Santeri Tuori: Karlotta, 2003. Video 2:30 min Courtesy of Galerie Anhava

Søren Lose: Los Gigantes, 2004. Light jet-print and dibond