Interview med Olafur Eliasson

Olafur Eliasson

The light setup

10. september - 8. januar 2006

Lunds Konsthall

Mårtenstorget 3, 220 02 Lund, Sverige

web site: www.lundskonsthall.se

Tirsdag - søndag 12-17, torsdag 12-20, lørdag 10-17

Malmö Kunsthall

Olafur Eliasson: The light setup på Malmö Kunsthall

Olafur Eliasson: The light setup, Malmö Konsthall		Olafur Eliasson: The light setup, Malmö Konsthall		Olafur Eliasson: The light setup, Malmö Konsthall

Da det blev kopenhagens tur til et interview, havde Olafur allerede talt ved de to udstillingsåbninger og givet andre interviews, så vores begyndte sådan hér:

Det har været en lang dag ...

Ja, men også en fin dag. Jeg kunne se, der var utrolig meget lokal-presse - altså ikke-fagpresse tilstede. Det er sjovt at forsøge at lave en introduktion - en åbning - til udstillingen, henvendt til folk, som normalt ikke ser mine udstillinger.

Du sagde på pressemødet i Malmö, at værket kun eksisterer, når både installationen og publikum er tilstede. Vil du uddybe det?

Der er jo ikke noget nyt i det som sådan. Det har gjort sig gældende i stigende grad inden for de sidste 20-30 år og er en slags fænomenologisk omgang med, hvad kunstoplevelsen er sammensat af. I den forbindelse er det jo sjovt at indrage det faktum, at langt størstedelen af al kunst er objekt-drevet. Der er et objekt og et subjekt. Med et maleri f.eks. gælder det, at det er det at se på maleriet, der for så vidt konstituerer maleriet. Men stadigvæk er det noget, man kan tage under armen og sætte op derhjemme - noget man kan forholde sig til, noget der befinder sig uden for en selv. Der er et objekt og et subjekt.

Hvis nu man fravælger objektet totalt, dematerialiserer det - det er der heller ikke noget nyt i - og i et eller andet omfang også forsøger at dematerialisere beskueren, så hverken beskueren eller objektet er vigtigt, så er der kun det … lad os bare kalde det et energifelt tilbage. Altså ikke energi som sådan noget aura-agtigt noget, men som udveksling.

Hvad sker der, når du eller jeg engagerer os i et eller andet? Så sker der en form for udveksling. Der sker en betydningsoverførsel, der går videre end til en dialog mellem subjekt og objekt, og hér opstår der noget spændende. Så er der faktisk ikke tale om andet end udvekslinger, om dialoger - eller skal vi sige forhandlinger. Man kan også sige evalueringer eller engagementer.

Hvis der ikke er andet end et engagement, hvis man slet ikke har et subjekt og et objekt. Man har kun et engagement. Der indgår så et menneske og nogen omgivelser, og der indgår også et tidselement, nemlig hvor personen har været før, hvor personen er på vej hen, hvilke familliære, sociale, kulturelle, politiske og historiske baggrunde er der i den forbindelse integreret osv. Så opstår der, når vi nu taler om energi, noget, der er meget mere komplekst. Det er sådan, jeg synes, man burde åbne op for en lidt mere kompleks forståelse for, hvad oplevelse er.

Olafur Eliasson: The light setup, Malmö Konsthall

Det, der selvfølgelig er mit projekt, er at få introduceret en slags socialitet - et socialt eller selvrefleksivt potentiale i en oplevelse. Desværre er det jo sådan, at det, man kalder oplevelsesøkonomien, har accelereret i en mere og mere autonom retning med den underholdnings- og eventbaserede industri. Det er også noget af det, der kolonialiserer kunstmuseerne, især i kraft af de økonomiske stålgreb de sidder i, hvor de bliver tvunget til mere eller mindre overfladiske tiltag. Og på den måde lægger de sig op ad en mere populistisk udstillingsstil, hvor det oplevelsespotentiale, det selvrefleksive potentiale, jeg før talte om, bliver tilsidesat.

Jeg håber - i kraft af at der er så stor spredning i oplevelsesformen af denne udstilling - at man kan tale om en en slags individualisering af oplevelsen, så man inden for det samme setup - nu hedder udstillingen The light setup - kan man ha' en utrolig stor variation af oplevelser. Det er jo det, der er det spændende, når vi nu kommer tilbage til det socialiserende potentiale i udstillingsformen - nemlig at få introduceret en form for fælleskab eller kollektivitet igennem et oplevelsesprojekt, uden at det, som det desværre ofte er tendensen, er en forfladelse eller disneyfisering af af det.

Dit projekt Green River fra 1998, hvor du farvede vandet i en flod i Stockholm grønt, blev skabt helt uden for kunstinstitutionerne. Er du helt holdt op med den slags?

Jeg har lavet andre lignende ting siden da, men lige præcis den grønne flod stoppede jeg efter 11. september 2001. Hele idéen om aktionismus og indgreb i det offentlige rum af en så brutal karakter - og den grønne flod handlede også om en form for angreb på et eller andet om ikke andet et angreb på en æstetikopfattelse - foranderedes med den paranoia, der opstod efter 11. september. Værket ville betyde noget andet, hvis jeg gjorde det igen. Derfor har jeg ikke gjort det mere.

Men … på lørdag laver jeg et meget stort projekt i det offentlige rum i Tirana i Albanian, hvor jeg har bygget en slags urban plan, som er baseret på byplanen af Tirana. Det er sat op i bordform, og jeg har sat bænke til 150 mennesker og en helt masse hvide legoklodser. Det handler om at lege, mødes og om i fælleskab bygge noget op. Tirana by er under rekonstruktion, og jeg har været dommer i et panel for den nye byplan. Det har været helt vildt, totalt super spacet og gakket og er en virkelig lang og interessant historie. Jeg har også malet nogle huse - det var der også mange andre kunstnere, der gjorde - som et slags sanitært projekt, for i nymalede huse smider folk ikke skrald ud af vinduerne, og derfor opstår der mindre sygdom. Det er vigtigt, da de ikke har noget hospital.

Jeg har også lavet et projekt i bjergene i Pasadena, Los Angeles (Meant To Be Lived In. red.), hvor jeg sammen med min italienske gallerist lånte en modernistisk villa - sådan en der hænger ud over klippen med et kæmpestort panoramavindue. Vi mørklagde huset totalt, og jeg lavede en skræddersyet indretning, hvor alt var baseret på lys. Det projekt, der overhovedet ikke fik noget presse, er et decideret outsider-projekt. Det var selvfølgelig ikke i det offentlige rum, og ikke helt det samme som den grønne flod, men …

Olafur Eliasson: The Light Setup, Lunds Konthall

Olafur Eliason: The light setup, Lunds Konsthall.		Olafur Eliason: The light setup, Lunds Konsthall.		Olafur Eliason: The light setup, Lunds Konsthall.
Olafur Eliason: The light setup, Lunds Konsthall.		Olafur Eliason: The light setup, Lunds Konsthall.		Olafur Eliason: The light setup, Lunds Konsthall.

Som københavner har jeg lagt mærke til, at du har haft en større udstilling i Århus og nu en stor dobbeltpræsentation her i Sydsverige. Betyder det noget for dig, at man ikke har set en stor Olafur Eliasson-udstilling i København?

Jeg er selvfølgelig enormt ked af, at der ikke har været interesse for at udstille mig i København.I den sammenhæng skal man måske sige, at der i princippet - det kan godt være, det lyder lidt hårdt - ikke er nogen velfungerende udstillingssteder i København. Derfor er det måske ikke så underligt.

Danmark i almindelighed har ikke tradition for at udstille ung kunst. Der er måske ved at komme det - jeg er ikke helt inde i forholdene i København - men i virkeligheden tror jeg bare, det er fordi, jeg er blevet ældre. Nu har jeg udstillinger i Malmö og Lund, og jeg havde en meget stor udstilling på Malmö Kunsthall for 10 år siden. Jeg er da sikker på, at jeg kunne få lov til at lave en udstilling i København nu, men det er jo ikke så interessant længere. Mere interessant er det at spørge; hvorfor var der ikke nogle, der udstillede mig i København for 10 år siden? I mange år har der ikke været velfungerende institutioner med en bare lille smule selvrespekt. Det hele er noget lal. Det er jo ikke fordi, der ikke er gode rumlige faciliteter, men fordi traditionen, pengene og ambitionsniveauet på lederplan mangler.

Et sted som Charlottenborg skulle have arbejdet med en langt mere radikal udstillingspolitik gennem de sidste mange år. Det kan da godt være, de har lavet en radikal udstilling hist og hér, men stedet som sådan har overhovedet ingen profil, ideologi eller integritet. Et sted som Den Frie er i princippet et virkelig interessant socialt eksperiment, og jeg respekterer de ambitioner, der har ligget bag hele etableringen af Den Frie og hele Willumsens idé. Set i international sammenhæng tror jeg, det er noget virkelig værdifuldt. Desværre har det ikke bidraget med noget konstruktivt for den yngre del af kunstscenen.

Olafur Eliasson: The Light setup, installationview, Lunds Kosthall

Der er sket en del på galleriscenen i København ...

Ja, og det er fantastisk ...

Du er også selv kommet på galleri i København hos Andersen_s. Hvad er baggrunden for det?

Jeg har kendt Claus (Andersen red.) i lang tid og kan virkelig godt lide ham, og jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere i Danmark. Da Claus talte om, at han ville åbne et galleri, der fokuserede på yngre kunstnere med en ekperimenterende profil, ville jeg gerne bakke op om det. Jeg er virkelig glad for, at han ville ha' mig med i det, for jeg er jo ikke længere det, man kalder en ung, eksperimenterende kunstner. Jeg er totalt etableret nu og i princippet det, man kalder en mainstream-kunstner.

Olafur Eliasson: Fivefold sphere projection lamp, 2004. Fivefold copper sphere, halogen lamp, metal, tripod, cable, light		Olafur Eliasson: Shadow projection lamp, 2004. Glass/mirror disc, halogen lamp, transformer, metal, tripod, cable, light		Olafur Eliasson: Shadow lamp, 2005. Stainless steel, tripod, back projection foil, motor, transformer, halogen lamp, cable, light

Jeg har lige talt med Claus, og han er på sin side glad for, at du ville være med ...

Det var da godt, hehe …

Den opmærksomhed, du skaber, giver ham mulighed for også at beskæftige sig med helt ukendte talenter ...

I Danmark er det at samle på kunst blevet langt mere accepteret. Der er også kommet en del yngre kunstsamlere og det er jo fantastisk. Man skal dog passe på, at man ikke overvurderer samlernes potentiale, for de går selvfølgelig efter det, der er meget salgbart og kan sættes på auktion igen senere. Det betyder, at selvom der er kommet en meget stærk og sympatisk galleriscene i Danmark, må man desværre også konstatere, at den er meget salgsorienteret. Men man kunne godt forestille sig, at galleristerne ville påtage sig det ansvar, at opdrage samlerne til at eksperimentere noget mere. Dengang Knud W. Jensen købte de ting, han købte, var det jo virkelig eksperimenterende. Men han har garanteret haft total tillid til en eller anden form for salgsapparat – som f.eks en gallerist. Det er det tillidsforhold, der skal styrkes hos den store unge galleriscene. Jeg håber selvfølgelig, at Claus kan noget netop der.

Man skal i Danmark lige knibe sig i armen. Hvis man kigger godt efter, er der - ikke at det ikke er virkelig sympatiske mennesker - men der er en meget stor dominans af kunsthandlere. Også blandt de unge gallerister. •