Interview med Nina Jan Beier

Nina Jan Beier & Marie Jan Lund It's not me, udsnit, foto, 2005

Nina Jan Beier er graduate fra Royal College of Art i London og med-grundlægger af kunstnergruppen Janfamily. Hun har lavet cd-covers og musikvideoer for danske musikere som Mikael Simpson, Lise Westzynthius og Moi Caprice og blev for nyligt nomineret i Danish Music Award for bedste musikvideo. Man kan finde hendes arbejder i internationale blade og bøger og i de Janfamily publicerede bøger ”You like me” og ”How these things live”. 

I november 2004 udstillede hun på V1 Gallery i København, og til april står hun sammen med Marie Jan Lund bag udstillingen 'It’s not me, it’s you’ på M+R Gallery i London. I sensommeren vil de launche deres nye Janfamily bog ‘Suggestions for takeovers’, der udkommer på det internationale kunst-forlag Booth-Clibborn Editions, og i den forbindelse tager Janfamily på udstillingsturne til Paris, Helsinki, London, Hong Kong, Tokyo og København.

Nina Jan Beier: i'm like you, installationview V1, 2004.

Nina, helt overordnet – hvad er det, du laver?

Jeg har for nylig været med til at starte kunstnergruppen Janfamily netop for at prøve at definere, hvad det er, jeg laver, og fordi jeg så længe har arbejdet et sted mellem kunst og design. Jeg har altid vidst, at jeg kun ville lave ting, der var motiveret af lysten til at lave netop dét. Det må sagtens blive brugt i en anden sammenhæng - i modeserier og sådan noget - men jeg har bare brug for at have et frirum, inden rammerne sættes op. Det er sådan en lidt mærkelig scene, der ligger mellem det masseproducerede og det originale. Så for mig handler det om at skabe nogle platforme, der er helt fritstillede fra andre folks dagsordener - sådan at folk kan modtage det uden forbehold.  

Så du vil have lov til at lave modeserier og musikvideoer samtidig med, at du udstiller på seriøse gallerier?

Ja, jeg kan ikke se forskellen, så længe jeg har styr på min egen motivation. Hvis jeg går igang med at lave et pladecover, hvor jeg kan mærke, at jeg sidder og tænker på, at det skal være så salgbart som muligt, så gider jeg ikke være med. Jeg prøver at være min egen garanti for, at alt det, jeg laver, kommer fra samme sted. Og det kan selvfølgelig være svært for andre folk at navigere rundt i. De kan jo ikke være sikre på, om jeg pludselig gør noget for at hjælpe nogen med at sælge plader og ikke har en eller anden skummel dagsorden.

Nina Jan Beier: That day I saw a woman in the street pretending to be pregnant with a jacket under her sweater, foto, 60x50 cm, 2004		Nina Jan Beier: I told Alexandre he had to look like a snail, foto, 60x50 cm, 2004

Fortæl noget mere om den motivation du så har?

Jeg prøver at lade være med at bevidstgøre mig for meget om, hvorfor jeg netop laver de ting, jeg gør. Med Janfamily prøvede vi i starten at se, om vi kunne skrive en eller anden form for manifest, men det, synes jeg, var så ufrugtbart. For mig handler det om, at de små og nære ting er interessante nok, og hvis man skaber en hård skal rundt om dem, så kan de få lov at leve uforstyrret. Jeg kan også se, jeg vender tilbage til ting, der har en form for socialt engagement. Jeg vil meget gerne tænke strategisk omkring rammer for arbejdet, men inden for de rammer prøver jeg virkelig kun at lave de ting, der gør mig nysgerrig.  

Kan du give et eksempel på det sociale engagement, du nævner?

Marie (Jan Lund, red, ) og jeg fik nogle af vores venner til at stå lige her ude på Enghave Plads, og så satte vi dem sammen, selvom de aldrig havde mødt hinanden. Marie og jeg blev venner i London, og det var vildt mærkeligt for os, at hele vores bagland ikke kendte hinanden. Og fordi kameraet var motivatoren, accepterede de at stå helt vildt tæt i lang tid. Det er det kameraet kan. Det er super magtfuldt og brugbart, og man kan gøre nogle vilde ting. De fotografier fra den dag fortæller historien så tydeligt og afslører interne relationer, ubehag, tryghed og hvem der føler sig for tæt på en anden. Det, at kameraet kan motivere og indkapsle på samme tid, er stadig dybt fascinerende for mig.

Nina Jan Beier How these things live. Uddrag fra Nina Jan Beier’s bog fra boxsæt, Janbook 2004

Har du altid haft denne fascination af kameraet?

Jeg startede med at tegne og har gjort det i mange år, men kameraet giver mig den samme følelse af ikke at vide, hvor jeg skal ende. Hvis jeg beslutter mig for, at nu skal jeg tegne en fugl, så bliver det så røvdårligt. Men omvendt, hvis jeg bare sidder med papir og blyant uden at vide, hvor det skal ende med, bliver det nemt for ekspressivt for mig. Kameraet er en måde at gøre mine billeder mere nøgterne, og det tror jeg, jeg har brug for. For når man arbejder med noget, der er så personligt motiveret, som det, jeg laver, kan det hurtigt blive navlepillende og uinteressant for andre folk, og det synes jeg, er en stor fælde at falde i, som der er rigtig mange, der gør. Jeg gør det også selv ind i mellem, når jeg ikke kan skelne imellem, hvad der er interessant for mig selv og interessant for andre.

Hvor meget tænker du på, at de meget nære ting, du beskæftiger dig med, skal formidles videre?

Det er noget med forskellen i personligt og privat, som jeg hele tiden prøver at finde. Det er selvfølgelig ordkløveri at sidde med de to ord, men jeg synes, det personlige er vedkommende for alle, men det private, hvor folk eksempelvis føler, de lærer noget om mig at kende og ikke noget om mennesker generelt, er uinteressant.

Nina Jan Beier I asked Lise to hang her head over the balcony. When she lifted her feet off the ground I asked her to stop again. She didn’t, foto, 42x30 cm, 2004		Nina Jan Beier Chosil took the position in silence. I asked her to bring her elbows closer together. She didn’t reply. Afterwards she told me it had been painful, foto, 42x30 cm

På V1 udstillede du billeder af alle dine venner. Det var vel noget af en balance-akt mellem det personlige og private?

Det at tage mine venner og udstille dem i den grad, bliver jo historien om mit syn på dem, min oplevelse af dem. Det er jo på en måde frækt af mig at bruge dem på den måde - for jeg har jo faktisk taget dem igennem et ret hårdt eksperiment. Jeg er helt vildt taknemmelig over, at de stoler nok på mig til, at jeg kunne tage det væk fra noget, der ikke handlede om dem som personer.

Fortæl noget mere om det eksperiment, som man kunne se på V1?

Det sjove var, at jeg havde gået og fotograferet mine venner herhjemme gennem mange år, og og det har de bare stillet op til. På en eller anden måde har vi udviklet sådan en slags forhold, hvor de har vænnet sig til mig og mit kamera, og der er kommet så mange situationer ud af det. Vi har altid en dialog omkring, hvad der sker, og hvad det er, de gør, foran kameraet. Man kan nærmest tale om en naturlig iscenesættelse.

Da jeg så kom til London, gik det op for mig, at det forhold har jeg kun til mine venner i Danmark, fordi vi har udviklet den form for intimitet. Og jeg blev nysgerrig på, om jeg kunne udvikle det samme med andre folk, og det var starten til de her parallelbilleder. Det gik jo også op for mig, at jeg søgte efter de samme typer venner og var ved at recaste hele flokken hjemmefra.

Og det er det, mine projekter altid kommer til at handle om – en eller anden søgen efter fællesskab. Det kollektive. Selvom jeg tror, jeg laver noget andet, ender det altid med at handle om relationer. Her tog jeg bare alle de billeder, jeg havde af mine venner, og startede med at kopiere dem, re-iscenesætte dem med mine nye venner fra en ende af. Og det var sjovt, som min engelske venner var med på denne recasting, og gik utrolig meget op i det. Jeg satte faktisk bare præmissen.

Nina Jan Beier:We were lying on the grass in a park and Lise had to pee. She asked me if I wanted to photograph it, foto, 42x30 cm, 2004		Nina Jan Beier:Chosil didn’t feel like peeing right there,, foto, 42x30 cm, 2004

Du fremsætter vel også en en form for identitetsspørgsmål ved at bede folk om at mime et andet menneske og en situation, du har haft med en anden?

Jeg var meget bevidst om, hvor stort et overgreb det egentlig var. Hvor meget jeg minimerede deres individuelle identitet ved at gøre det. Men de accepterede det fuldstændigt.

Hvad vil du gerne have, at publikum hiver ud af dine billeder?

Jeg vil helt sikkert gerne have, at de prøver at finde ud af de menneskelige relationer på billederne, og at de går igang med at lave puslespillet, der viser vej til dem. Jeg byggede udstillingen på V1 op, så den kunne afkodes på rigtig mange niveauer. Hvis man brugte tid på den, kan man finde flere lag i relationerne og en udvikling dem imellem. Jeg synes, det er super ærgeligt, når folk bare kommer ind og siger: ”Ej, nogle pæne billeder”. Jeg er godt klar over, at jeg laver meget æstetiske billeder, og jeg kunne godt have været endnu tørrere i min dokumentation - for det er jo helt reelt dét, det i første omgang er.

Der må alligevel have været en større spontanitet i de originale billeder...?

Det er helt klart det spil i mellem de to slags billeder, der har pirret min nysgerrighed. Situationen og den iscenesatte situation. Og spørgsmålet om man kan læse, hvornår noget er originalt, og hvornår det er en kopi. Og hvordan kopien nogle gange vinder over det originale. Det er også den relationsbalance, der ligger mellem ens barndomsvenner og så de nye, man skifter de tidligere ud med.

Nina Jan Beier: Installationview V1

Hvordan udtrykker du så de relationer...?

Der er jo det med snapshot-fotografi, der har været så populært, og nu er blevet en stil, der kommer fra en hel reel udmelding om, at det relevante ikke er, om billedet nu er fuldstændig skarpt, om det er bredformat eller ej. Den del af mine billeder er udelukkende motiveret af situationen. Det eneste, jeg har gjort med de billeder fra V1, er, at de to par af billeder er taget med samme type kamera og i samme format.

Og det er nok fordi, jeg blev så træt af det fokus, der er på min stil. Det er der, hvor jeg føler, mine ting kan misforståes - fordi folk ikke kommer længere, og min stil er forstyrrende. Jeg synes også, det er skidetræls at mine venner går i sådan noget modetøj, men det er omstændighederne. Det er ikke derfor, de er med, og jeg har ikke prøvet at gå ind og påvirke det. Men det har så alligevel noget at gøre med, hvad det handler om. Jeg er egentlig ikke så interesseret i mode, men for mig handler det meget om identitet og den måde, vi handler på og har det på. Og det er også der, hvor en modeserie kan være interessant som medie.  

Hvad har det betydet for dig at flytte til London?

Det betød meget for mig at gå på Royal College, hvor jeg gik på den linje, der hedder Communicating Art and Design. Det, den linje handler om, er simpelthen at få kunst og design til at mødes. Og det var bare fantastisk. For jeg har gået på Danmarks Designskole, hvor jeg kæmpede helt vildt for at få design til at blive til kunst, prøve at lave kunst og lade det leve inden for designprægede medier. Så længe tingene kommer fra et ærligt sted, så er det uinteressant, hvor de lever. Så længe de lever. I London har de ligesom bare accepteret og sat rammerne for det nye felt, og så er det ligesom bare at gå igang.

Nina Jan Beier i V1 Gallery

Hvad var motivationen for at skifte Janfamily?

Motivationen var, at vi alle sammen laver personligt motiverede eller nære projekter og har skulle bevise, at de er vigtige nok. Vi oplevede, at det gav os en styrke, når vi lavede noget sammen, og projekterne stod skulder ved skulder. Det gav også den frihed, at fokus kunne ligge på historierne - og ikke på at retfærdiggøre dem i forhold til verden. Så Janfamily er en slags ramme, og vi har nogle regler for, hvad man må lave, og at man kun må bruge navnet Jan, når det er et projekt, der kommer fra hjertet - og ikke fordi en eller anden japaner ville give en masse penge. Og det, tror jeg, er en meget god navigationsform for os, for vi bliver jo også nødt til at tjene nogle penge ind i mellem.

Skal I godkende hinandens projekter?

Nej, egentlig ikke, men det er oftest dem, der er sætter projektet igang, der sætter rammerne for platformen. Men Janfamily er en organisk form, og det er ikke defineret, hvordan det skal leve.

Dine og Janfamilys tanker minder om filosofien bag den relativt nye univærsitære linie Visuel Kultur - blandt andet ved, at der ikke skelnes mellem ”høj-kulturelle” og ”lav-kulturelle” fænomener..

Der er jo kommet en udvidet forståelse for, at man må kigge bedre efter, og at man ikke bare kan se på mærkatet, om det er vedkommende eller ej.

Nina Jan Beier: i'm like you, installationview, 2004