Interview med Jesper Just

Jesper Just, Bliss and Heaven, 2004, DVD, 7:30 min. ed. 10 + 2AP.

Når man ser Jesper Just værker, får man fornemmelsen af at være trådt ind i en del af en større historie. En film, hvor man skal gætte og fornemme, hvad plottet går ud på. Hans kunst begejstrer både herhjemme og i udlandet, og hans set-ups kunne skabe en mindre spillefilm. Så hvorfor er det, at han laver kunst og ikke film?

Man bliver ligesom bare kastet ind i en eller anden form for nedslag i en historie. Der er ikke sådan en back-story, og man ved ikke, hvor figurerne kommer fra. Man har måske fornemmelsen af en sammenhæng med en større historie, men historierne ender heller ikke rigtig. Jeg vil gerne holde dem åbne, som når der bare går en mand, og man ikke rigtig finder ud af, hvem han er, eller hvorfor han går der. Det er også med til at gøre det lidt mere mystisk. Mere åbent.

Jeg synes, det, man kan med kunsten, er, at man kan stille spørgsmål frem for at give svar, moraler og løftede pegefingre. Jeg bruger alle de samme regler som spillefilm, for det er vigtigt, at mine værker forholder sig til film - at referencerne går til spillefilm og ikke til billedkunst. Man skal på en måde se dem med filmbriller på.

Jesper Just, Bliss and Heaven, 2004, DVD, 7:30 min. ed. 10 + 2AP.

Hvad er det så for spørgsmål, du rejser?

Generelt er det vel om menneskers måde at være sammen på, om sociale og filmiske konventioner, men specielt handler det meget om, hvordan mænd bliver repræsenteret. For mig handler det egentlig mere om de menneskelige konventioner, men de bliver så meget tydeligere, når man fremstiller dem via manderollen. Især hvis det handler om følelser i et offentligt rum. Om far-søn forhold. Blikkets begær. Hvem er objekt, og hvem er beskuer? Det handler egentlig ikke så meget om seksualitet, men når man laver sådan noget som det her, bliver det straks aflæst som noget homoseksuelt. Det må folk meget gerne gøre, men det er bare sjovt, for det vidner også om mine værkers berettigelse.

Du siger, at der er nogle forhold mellem mennesker, der bliver tydeligere, når du udspiller dem i forhold til det maskuline og sætter mænd op i mod hinanden…

Det er også for at bygge nogle klichéer op og så punktere dem. Folk har nogle forventninger, og fordi man læser scenerne i forhold til film, tror man, at de her mænd skal ned og se på nøgne damer eller noget. Og det forsøger jeg så at dreje ved, at de her mænd er kommet for at strippe for hinanden, selvom der måske er tale om en mere emotionel form for strip - en psykologisk afklædning, mere end den fysiske, nøgne strip.

Jesper Just, Something to Love, 2005, DVD

Hvilke videoer viser du på Something to Love?

Det er tre film. Den første hedder Bliss and Heaven og er fra sidste år. I store træk handler om en søn - ja, folk må selvfølgelig selv bestemme, hvad han er, men man er nødt til at lave en historie, når man skal bygge det op. Men denne her søn er bange for, at hvis hans far finder ind til sin feminine side, så er han en kvinde, og så er han jo ikke hans far. Det er selvfølgelig ikke det, jeg synes, men det er det spørgsmål, jeg forsøger at sætte op sammen med en masse Hitchcock klichéer.

Jeg ser mere, at den unge mand bliver konfronteret med sin seksualitet ved at se den ældre mand udklædt, og at han der igennem får en form for åbenbaring?

Ja, det kan jo også godt tolkes sådan, for de er jo fuldstændig uden kontakt. Meget af det væsentlige ved filmene bygger jo også på de fornemmelser, der opstår i folk, når de ser dem.

Kan man fejltolke dine værker?

Næ, man kan bare tolke dem anderledes, end jeg har tænkt dem, men så kunne jeg jo bare gøre det tydeligere. Det er igen det der med ikke at ville bestemme, hvad det skal være, men mere bare sætte nogle tanker igang. Jeg peger på ting, men det er da også meget personligt. Johannes, den unge skuespiller, han går igen i alle filmene, og det er jo en eller anden form for projektion, kan man jo godt sige, men det er også ligeså meget for at give filmene en sammenhæng. Det kan også pege på, at det er konstrueret det hele. At denne her figur indtager så mange roller og skal gå så grueligt meget igennem.

Jesper Just, Lonely Villa, 2005, DVD

Er der så tiltænkt en form for udviklingsmønster for den unge Johannes?

Ikke rigtigt, men i den nye film kysser han med en pige – jeg ved ikke, om det er en udvikling eller en tilbagegang. Men så kommer faren og græder lidt, og så glemmer Johannes pigen.

Hvad så med den anden film, Lonely Villa?

Udgangspunktet var at køre på noget med telefoni og bruge det rum, der opstår, når folk taler i telefon. Det er jo noget, der har betydet en stor landvending for litteratur og film, at man lige pludselig kunne man have en dialog kørende, uden at to personer optræder fysisk i det samme rum. På den måde opstår der en slags tredje rum, og deri ligger en masse spændende ting. Og så er det jo det der med, at mændene her rent faktisk sidder i samme rum. Det er måske sådan lidt højpandet humor, at man tror manden sidder alene, og så er der i virkeligheden en masse andre mænd, som måske bare er en slags spejlinger af ham. De sidder alle sammen i det her rum med en telefon, og først derigennem kan de åbne op. Ringe op og lette deres hjerter og bruge telefonen som en slags skriftestol. Der er en masse små lag i det her - blandt andet har jeg brugt to forskellige sange, der er klippet op, så de meget banale tekster måske alligevel kommer til at give mening.

Det er også i mødet mellem to generationer, at det bliver interessant. Jeg ville for eksempel aldrig lave sådanne scener med to unge, for så ville det sige noget helt andet, synes jeg. Der er også den film, hvor Johannes synger, og ligesom inviterer dem til at åbne op. Jeg forstår da godt, hvorfor folk læser det bøssede ind i filmene. Sangteksterne er jo også sådan nogle kærlighedssange, der oprindeligt er skrevet til kvinder af mænd.

For min skyld må folk gerne aflæse filmene som homoseksuelle, men jeg synes bare, det mister nogle nuancer. Så kunne jeg ligeså godt bare lave en film med to unge. Det er jo sådan i en amerikansk buddy movie, at der skal være en historie bag, en grund, hvis to mænd sidder sammen i en bil. Det er også fordi, det ofte er så ensformigt fremstillet, at det er interessant for mig at gå til.

Jesper Just, Something to Love, 2005, DVD

Nu hedder udstillingen Something to Love. Kan du fortælle mig noget om dine titlers virkemidler og referencer?

Jeg synes ikke, at en titel skal sige det samme, som det der forgår i værket. Den må godt pege lidt i en anden retning. Hvis den sagde det hele, var det måske nok bare at have titlen.

Hvad peger titlen Something to Love så på?

Jamen, den peger ikke på en skid. Den er åben. Men den har noget meget poetisk og banalt over sig, og det er det, der er dens kvalitet. Det kunne ligeså godt have været titlen på en dårlig popsang. Bliss and Heaven stammer fra et udtryk fra Clockwork Orange, som hovepersonen bruger om et stykke Beethoven musik

Men titlerne er vel også en slags nøgle til en forståelse af værket?

Jeg synes jo, det er mere interessant at tage noget andet ind i kunstverdenen i stedet for kun at forholde sig selvrefererende til billedkunstens verden. Man skal tage noget ind, der giver en anden vinkel og kan tilføre noget. Og så kan man jo spørge: ”Er det ikke film?”. Jo, måske, men nu har jeg valgt, at det er kunst, og så læser man det måske på en anden måde, end hvis det var præsenteret som en kortfilm. Også selvom mine referencer og nøgler er film.

Du har stor succes nu både herhjemme og i udlandet. Hvad tror du selv, det er, dine værker rammer hos folk?

Jeg får mange blandede reaktioner - også fra skuespillerne. Nogle af dem vil ikke være med mere, fordi de synes, scenerne er ulækre, og "sådan et forhold havde de ihvertfald ikke til deres far" og sådan noget!

Men generelt tror jeg, der er mange på min alder, omkring de tredive, der stiller spørgsmål ved de her kønsbårne klichéer – flere end fra generationen over – og det gør mine værker vedkommende.

Jesper Just er født i København i 1974. Han blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003. Han har deltaget; Bar Gallery, Dublin, Palm Beach Institute of Contemporary Art, Miami, YYZ Gallery, Toronto, Gallery Maze, Torino, Perry Rubenstein Gallery, New York, Migros Museum für Gegenwarts Kunst, Zürich, Schweiz, VOX, Montreal og på Malmö Konsthall.