Interview med Jeppe Hein

Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005. Foto: SvenOlof Larsén

Den første kuglebane, du lavede, var 400 meter og blev vist i 2004 på Ludwig Forum i Aachen. Denne gang er den 800 meter. Hvad er unikt ved dette projekt sammenlignet med det andet?

Det har været vigtigt for mig at undersøge, hvordan udstillingerne og publikum bruger huset. Det er en betydelig faktor, at det er et kulturhus. Det bliver brugt af et meget bredt publikum, der består af både teoretisk kunstinteresserede og dem, der egentlig bare skal spise en middag i restauranten, men lige kigger op til udstillingen. Den energi ville jeg gerne fange.

Udfordringen var at lave en både arkitektonisk, labyrintisk og skulpturel form, som folk samtidigt kunne gå ind i. Kuglebanen er et værk, der arbejder med publikum, og er afhængig af deres deltagelse - selv om det jo er op til dem, om de vil sidde ude i siden og se på kuglerne eller gå ind i kuglebanevirvaret og prøve at følge kuglernes vej.

Kuglen kører i 9, 45 minutter gennem forskellige skulpturelle detaljer af loops, vipper og trapper, så der opstår en spænding mellem kuglen og hastigheden. Værket handler også om den tid, publikum bruger til at observere kunst - hvor hurtigt man indtager den, og spørgsmålet om hvor lang tid man skal stå foran et værk.

Da jeg skulle lave den første kuglebane, tog jeg tid på, hvor lang tid folk brugte på en udstilling på 70 kvadratmeter fordelt over to etager, og fandt ud af, at det faktisk kun var tolv minutter. Som en kritik kortede vi kuglens tur gennem banen af til seks minutter.

Hvor essentiel er publikums deltagelse for dig?

Jeg synes, det er spændende at videreudvikle en form for kontakt i forhold til kunsten og gøre publikum til en del af den. Der er generelt mere og mere, der bliver lagt ud til beskueren og kræver deltagelse, men desværre er folk også blevet tilsvarende mere egoistiske. Hvorfor kan vi ikke hjælpe hinanden og være fælles om at skabe noget? Det er også det, det handler om, når jeg laver værker i det offentlige rum. Hvordan kan publikum være med til at skabe et værk, ved hjælp af nogle værktøjer jeg giver. Der skal helst opstå en form for kommunikation - både imellem værket og beskueren, men også beskuerne imellem. Det er spændende, at alle folk mødes på lige fod i værket. Mødes to kunstteoretisk funderede mennesker, går de måske lige ind i værket og hiver en masse kunsthistoriske referencer ud, hvor andre måske mere vil opleve den fysiske påvirkning, mine værker giver, eller få en ren visuel oplevelse. Det begejstrer mig at lave noget, der har effekt. Noget, der kan være sjovt, og samtidig bruge det som et middel til at kommunikere med.

Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005. Foto AnnCatrin Gummesson		Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005. Foto AnnCatrin Gummesson

På hvilket grundlag opstår ideerne? Er noget af det drengeagtig sejhedsværdi? At det kunne være cool med en 1000 meter lang kuglebane?

Ja, jeg har jo været ret optaget af den kilometer lange kuglebane, men jeg er også meget optaget af den æstetiske værdi, og hvis kuglebanen var længere end de 800 meter, ville folk ikke kunne gå ind i den, så det er jeg kommet over. Jeg har klart prøvet at nå så langt som muligt med det, men der kommer sikkert et andet sted, der er endnu større eller længere en dag. Det hele er bygget op som et samlesæt, så det kan bygges og vises flere steder på forskellige måder.

Du taler meget om din rolle som kommunikator og værket som kommunikationsmiddel. Kan du fortælle, hvad det konkret er, du vil kommunikerer - også på det politiske plan?

Mine værker bygger meget på den direkte kontakt. I forbindelse med det her værk, vil jeg gerne åbne op for en stærkere måde at føle kunst på og opleve den fysisk. Det er jo spændende, hvis man kan videreudvikle folks syn på, hvad kunst er, og jeg tror, det her værk vil tage spørgsmålet op. Hvis folk bare begynder at diskutere det, er det interessant. Der er mange, der går for hurtigt forbi værker, fordi det ikke lige fanger første gang, men der sker noget andet, hvis man bliver direkte involveret i værket. Det gjorde sig også gældende i mine vandpavilloner, Interludes på Venedig Biennalen i 2003. Det bliver meget performativt. Man kan ikke rigtig sige, om man er med i det eller ej, for på en måde er du med, hvis bare du ser på dem, eller ser på dem der ser.

Det bliver mere og mere trendy at bruge kunstnere i erhvervslivet, og kunsten bliver mere og mere accepteret i hverdagen. Alle bruger kunstnere som medie, som person, som undskyldning for at gøre noget andet end det sædvanlige. Kunsten har altid været på forkant, og været med til at kommunikere noget - også selv om det måske først på et senere tidspunkt er blevet forstået, hvad det præcis var.

Nogle af mine værker er ret politiske, fordi de arbejder enten med eller mod strukturer, der eksisterer i forvejen. Roller Coaster har ikke på den måde politiske undertoner, men det har det jo så alligevel, fordi det er demokratisk. Fordi folk mødes på et lige plan.

Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005. Foto: AnnCatrin Gummesson

Henter du din inspiration nogen særlige steder? Er der nogen særlige ting, der tricker? Jeg ved, du læser meget kunstteori - bliver du ved med at hente nye ting ud af kunsthistorien, du kan bruge?

Det er nogle bestemte former, der optager mig - kuben for eksempel. Med den har jeg været meget optaget af at hente en form ind, der har en forskellig symbolsk betydning i forskellige lande. Man kan sige, at jeg tager elementer fra minimalismen og forsøger at generere noget nyt med dem. I 1970erne var minimalismen en idé om formens betydning. De prøvede at tage alt indholdet ud af den, og jeg prøver på en måde at bringe noget indhold ind i den gamle form igen. Hvordan kan man for eksempel få en kube til at gå eller ryste, når man kommer tæt på den.

Så er der mine Moving Walls, der på en eller anden måde forholder sig til institutionen. Måske skal man tænke på en lidt mere bevægelig, åben og mobil måde at lave museer på..

På hvilken måde tager du de teorier med ud i det offentlige rum, når du laver kunst der?

Politikere og kulturinstitutioner begynder at bruge kunstnere for at reaktivere områder. Det bedste for en bydel, der er gået død, er jo at få tre hotte gallerier til at flytte ind eller leje atelier billigt ud til kunstnere. Det tager måske 10-15 år, men selv sociale problemer vil man kunne løse ved at lade kunsten flytte ind. Det er noget, jeg researcher meget på. Jeg er - sammen med fire andre kunstnere - inviteret til en konkurrence i Stockholm, der omhandler genaktiveringen af et område, der hedder Tele-plan, hvor kunsthøjskolen og designcenteret er flyttet ud.

Jeg har brugt meget tid på at forklare dem, hvor vigtigt det er, at de lader der være plads og ikke bare placerer én kæmpe skulptur, der ikke fungerer om fem år, når der er kommet en masse nye bygninger. Mine forslag er meget minimale og giver også plads til de andre kunstnere. Sådan noget bliver jo hurtigt meget politisk - i forhold til hvem man inviterer, og hvilke værker man gerne vil have.

Et andet aktuelt projekt i det offentlige rum er et projekt med bænke. Jeg har skabt ti nye bænke til Luxemburg, hvor det sted, du sidder, er helt nyt. Benene er måske to meter høje, eller sædet er zigzag-buet eller i loops. Det handler også meget om, hvordan man bruger en bænk: Skal man sidde to på den, skal man læne sig op af den, skal man ligge på den? Og igen er der en politisk vinkel, fordi der er så megen debat om, hvor der skal stå bænke, af hvem og hvordan de skal bruges.

Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005.

Du bevæger dig meget i det offentlige rum og bruger arkitektoniske og byplanlægningsmæssige tilløb. Er det noget, du kommet til at gå endnu mere ind i?

Ja, jeg har netop afleveret en research-rapport til det franske kulturministerium, der hedder Monsieuer Canale and the French Revolution 2005. Den omhandler et kanalsystem, der løber gennem hele Frankrig. Opgaven lød, at jeg skulle lave et kunstværk til en tunnel og også tænke på de omkringliggende områder. Min pointe er, at hvis de laver noget til tunnelen, bliver de også nødt til at lave noget til området rundt om, så det bliver socialt og brugbart. Hvis du kun laver noget til tunnellen vil det fejle som projekt, for der vil måske komme to mennesker om året for at se det. Jeg har formet lys-systemer, bænke, legepladser, bullbaner etc. til området rundt om og har gennemtænkt hele området i forhold til, hvordan man kan skabe liv. De var meget begejstrede, og jeg tror, vi skal lave det i en eller anden form. Hovedarkitekten for hele kanalen i hele Frankrig spurgte, om vi måske kunne bruge nogle af strukturerne flere steder i landet, og det ville jo være fantastisk.

Igen føltes det lidt som om, at jeg på en måde var en undskyldning. Kunstneren er ligesom i en mere åben situation og kan få lov at være mere svævende end en arkitekt. Politikerne bruger derfor i stigende grad kunstnerne til at skabe noget, og derfor er det ekstremt vigtig, at du som kunstner bliver klar over, hvad det er, du går ind i, og hvilken effekt det kan have.

Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005.

Hvordan ser du din rolle som kunstner – som idéskaber?

Jeg har opbygget et team, som består af seks til otte assistenter, der arbejder for mig nu. Der er mange enormt store ting, der skal organiseres, og problematikker, der skal løses. Men når der er tale om mindre værker, har jeg sådan en Georg Gearløs-mand, der kommer og hjælper mig. Det er ikke så vigtigt for mig, hvem der bygger tingene og hvordan. Det vigtige er, at det bliver gjort, præcis som jeg vil have det. Men det er vigtigt for mig, at jeg fysisk har været til stede med at bygge op - ellers får man en underlig distance til værket. Skal jeg lave noget i neon, har jeg selvfølgelig nogen til at hjælpe med det. Ellers kunne jeg bruge to år på at lære at puste og bøje det, og det er der ikke rigtig tid til.

Hvornår opstår idéerne?

Når jeg læser blade og bøger, og selvfølgelig når jeg rejser, for det gør jeg meget. Så får jeg jo også idéer, når jeg ser ting - flagene derovre (peger) kan generere en eller anden idé om noget andet. Måske ikke lige flag eller blæst men måske bevægelse. Idéer kommer også af at lave ideer. Det hele bliver større og større og sjovere og sjovere – et led i det er jo også, at jeg får mulighed for at føre disse idéer ud i livet. Økonomien er vigtig, men jeg laver også mange små projekter, der koster mig mange penge personligt. Jeg har lige lavet et projekt i Lyon, der var på den måde, og det ville jeg også gøre i Danmark. Jeg har jo bare endnu ikke så meget der.

Jeppe Hein: Roller Coaster, 2005. Foto: SvenOlof Larsén

Har du en fornemmelse af, om det primært er et økonomisk spørgsmål, eller om det er fordi, den danske kunstscene ikke helt er parat til Jeppe Hein?

Jeg skulle jo have udstillet på Arken, men det blev aflyst på grund af deres økonomi. Olafur (Eliason red.) har haft samme problem. Danmark er en meget vigtig kunstscene, men ikke verdens vigtigste, og den er meget præget af jantelov. Man må ikke sige, man er god og glad for, at det går en godt - og jeg er enormt glad for, at det går mig skidegodt, men jeg bruger også enormt meget energi på at fremme andre mennesker. Det har jeg jo lært - at hvis jeg hjælper en masse af mine kollegaer, får jeg en masse igen. Selv om det ikke nødvendigvis er fra de samme mennesker. Men på en meget lille kunstscene, kan det godt forsvinde, og man skal passe meget på med, hvad man siger og gør. Du kan se, det er meget sjældent, at kritikerne egentlig siger, hvad de mener om udstillingerne. Derfor er det også vigtigt, at unge kunstnere tager væk og ser kunstscenen udefra. Men det er trist, at der ofte bliver ventet så lang tid, før museerne tør købe værker. Statens Museum for Kunst er jo en enorm institution, der burde være forgænger for alle de små museer, og det er det bare ikke. Hvis vi skal tilbage til Olafur: De har ikke noget værk af ham, udover nogle små grafiske tryk. De venter alt for lang tid med at købe, og så brokker de sig over, at det koster ti millioner. ARoS blev tilbudt at købe et værk - Vandfaldet - der er det eneste, han endnu ikke har solgt. Alle i hele verden vil købe det, og så laver han et site-specifikt vandfald, som han tilbyder ARoS at købe meget billigt, og så afslår de. Og det er jo helt hen i vejret. Men når alt det er sagt, har jeg det ikke dårligt med, at jeg ikke udstiller så meget herhjemme. Det skal nok komme, og det glæder jeg mig til.