Interview med Jacob Fabricius

Jacob Fabricius foran KBH Kunsthal med Laura Stamers arkitekturmodel

Hvorfor har du etableret KBH Kunsthal?

Jamen, der har manglet en kunsthal i mange år. Det er der mange mennesker, der har været enige om. Der er mange, der har talt om det, og mange der har villet tage initiativ til det. Så kan man sige, at denne kunsthal er et spark til debatten om, hvad en kunsthal er, hvad der er brug for, hvilken beliggenhed den skal have, og hvor mange midler der skal til for at skabe det informationscenter, som jeg synes en kunsthal skal være. Og om hvad man gør, når man ikke har nogen midler. Jeg har også været interesseret i at skabe et sted, som var tilgængeligt for alle på alle tidspunkter, som var centralt og med skiftende udstillinger. Og pga. min arbejdssituation ville jeg gerne have det skulle være et sted, der ikke behøvede at blive passet dagligt. Jeg vil gerne vise danske kunstnere, der enten ikke har fået deres egen udstilling, eller for hvem der er langt imellem, at de får en udstilling, og interessante udenlandske kunstnere.

KBH Kunsthal by day		KBH Kunsthal by night

Du lægger op til, at der skal være tale om et internationalt program?

Ja, vi starter med Jørgen Michaelsen, dernæst følger en mindre udstilling med Hanne Darboven, som er en tysk kunstner, der, så vidt jeg ved, aldrig har haft en soloudstilling i Danmark, men til gengæld er internationalt anerkendt og har deltaget på to dokumentaer. Hun får Købke-prisen i år, som bliver uddelt den 26. november. I den forbindelse kommer hun til at lave en lille præsentation hernede i kunsthallen. Efter hende kommer John Kørner. Så det bliver en blanding. Nogle udstillinger kommer til at vare en måned, nogen varer 14 dage, andre én dag eller en time. Det kommer an på projektets karakter og kunstnerens ønsker.

KBH Kunsthal klar til åbningshøjtideligheden

Der er altså to parallelle forløb - den fysiske kunsthal og hjemmesiden?

Ja, jeg har også talt med nogle forfattere, bl.a. Carsten Thau og Mark von Schlegel, om muligheden for at skrive tekster - både om området historisk set og fiktioner. Mark von Schlegel er forfatter og bor i Los Angeles og Frankfurt. Han skriver meget sci-fi-tekster og udgiver netop nu sin første bog i USA. Vi vil få udenlandske forfattere til København og få dem indlogeret - gerne ovenpå hér (SAS-hotellet red.). Jeg har talt med SAS om det, at forfatterne spenderer 24 eller 48 timer hér, og i det tidsrum laver de en eller anden form for produktion, en prosatekst eller et eller andet. Det er klart, at når de er i byen, skulle de også holde foredrag eller diskutere forskellige områder som kuratering, kunst og forfatterskab. Sådan er der forskellige områder dækket ind - med hjemmesiden, foredrag, arrangementer og udstillinger.

Den ligger godt ...

Ja, jeg har arbejdet mange små steder, hvor få har set udstillingerne pga. korte åbningstider fordi det har været småt med personal osv. Her er den åben hele tiden. Der er ingen undskyldninger mere - centralt placeret, åbent 24 timer i døgnet. den skulle bare stå på tværs af fortorvet ... :-)

Denne lille lomme mellem SAS-hotellet og buebygningen har jeg altid godt kunne lide. Den er så klodset og så åndsvag. De to bygninger støder næsten sammen - de rør ikke hinanden - og så dette her hul. Det kan jeg virkelig godt lide. Jeg har i lang tid tænkt på, hvad der er interesant ved det, og efter lang tids summen tænkte jeg, at det var stedet for kunsthallen, som en slags opfølger på arbejdet med appendix i en anden form. Vi har indtil videre lejet montren i 12 måneder, så må vi se, hvordan det forsætter. Vi har desuden oprettet en hjemmeside ( www.kbhkunsthal.org ), for at have yderligere materiale der, og for at kunne invitere kunstnere til at lave projekter til hjemmesiden. Indtil videre har vi inviteret Henriette Heise til at lave en film, Astrid Lomholt til at lave et lydprojekt og Jakob Kolding til at lave en animation eller collage. De er blevet spurgt spurgt, om de vil lave noget steds-specifikt, som omhandler det hér område, og værkerne vil være tilgængelige på hjemmesiden.

Snoren bliver klippet ved åbningen

Du nævnte debatten om en kunsthal i København. Hvor står du i den debat?

Jamen altså, jeg synes der skal handles, og der skal handles nu. Der har været al, al for meget snak. De institutioner, vi har, lever simpelthen ikke op til deres ansvar. Jeg synes, det er et spørgsmål om faglig stolthed. Det er maskiner, der er rustne i alle leder og kanter. Det er lidt synd, faktisk. Der sidder mange unge kræfter både i Berlin og herhjemme, der ikke får mulighed for at bruge deres idéer, mens de har energi og er unge. Folk sidder på posterne 8, 10, 12, 20, 30 år... Det er selvfølgelig et spørgsmål om generationer, men helt generelt er der brug for en kunsthal. Arken blev aldrig det, den burde have været. Statens Museum for Kunsts udbygning, synes jeg ikke, fungerer særlig godt. Der er i det hele taget for mange problemer med Statens Museum for Kunst. Det bedste initiativ i København er Nicolaj Kirke. De laver et meget broget program men giver også mange friheder til folk, både i form af soloudstillinger og gruppeudstillinger. De har så problemer med lokalerne, som er ret smadrede, og der er ikke penge til at ordne dem, og de er svære at arbejde med. Langt sværere end KBH Kunsthal ... :-).

Der er også Charlottenborg og Overgaden ...

Overgaden har fået en opblomstring, helt klart. De har omstruktureret. Charlottenborg er stadivæk ikke omstruktureret, der mangler noget der. Charlotte Brandt gør et godt stykke arbejde, men det er en tung maskine. Der er så mange traditioner, som det er umuligt at rykke rundt på. Der er mange steder. Der er bare ikke et sted, som er tidssvarende. De sidste 5 år er der gallerier, som har etableret sig, og som har succes med kunstnere i udlandet, som skaber noget for deres kunstnere. Det er også nyt, at der er en helt stor gruppe af kunstnere, der har succes i udlandet. Det er selvfølgelig først og fremmest kunstnernes skyld. De tager ud og er åbne, men også gallerierne er mere åbne for at tage ud. Men inden for institutionerne findes ikke det samme. Der er samarbejdsudstillinger, men så er det Botero, Miro eller sådan.

Du kender det selv: Man tager nogle initiativer, viser udstillinger, pressen er ikke specielt god til at følge op med dækning, ikke specielt gode til at være informative... Jeg har aldrig forstået, at der på en avis er en rockanmelder, en operaanmelder og en klassisk anmelder og samtidigt en kulturanmelder og en kunstanmelder, der ikke får særlig meget spalteplads. Når man sammenholder det med, at der er så mange kunstnere, der laver noget virkelig godt, og at der er rigtig mange udstillingssteder og gallerier, der laver noget virkelig godt. Det hænger ikke sammen. I forhold til det feks. Jørgen Michaelsen har stået for og været med til for 10-15 år siden - der er sket meget siden den gang men stadigvæk; vi taler om en Nimbus, der ikke kan starte i forhold til at få gang i pressen, få gang i institutionsdebatten. Allerede den gang var der gode initiativer fra kunstnere. Dengang var det ikke kommecielle gallerier men kunstnerdrevne steder. Dengang var det kunstnerne, der tog initiativer, for der var slet ingen gallerister, der var interesserede i andre medier end de traditionelle. Det er denne meget langsomme process... jeg ved ikke, hvornår den ender. Den ender nok på et tidspunkt med en kunsthal.

Lidt billeder fra åbningen af KBH Kunsthal		Kunstneren Jørgen Michaelsen elaborerer sit værk
Direktør Fabricius og arkitekt/fotograf Laura Stamer		Der var te, champagne og lagkage fra La Glace under halvtaget ved Radisson

Problemet er, at folk går i stå. Folk går rent faktisk i stå. Der er feks. ikke spaltepladsen til at skrive. Der er gode skribenter, men de bliver ikke belønnet for den viden, de har. De er nødt til at skrive tyve linier og give 5 kokkehuer. Både inden for institutionerne og i pressen er der gode folk, men de bliver ikke taget seriøst. Så går man i stå. Der er mange kunstnere, der burde være gået i stå. Mange kuratorer burde være stoppet - inklusiv mig selv. Mange kunstnere og kuratorer kan være lykkelige for, at der findes offentlige fonde, hvor der sidder kulturpersonligheder, som støtter projekter. Det, der er det gode ved at være hér, er, at man kan lave projekter i det offentlige rum eller på selvbestaltede steder med offentlige midler. Ellers ville det være helt umuligt. Ellers kunne jeg ikke have lavet 80% af de projekter, jeg har. Jeg har aldrig været fastansat. De fleste af de lønninger, jeg har fået, er kommet fra udlandet. Men der er nogle projektpenge. Dem skal vi være rigtig glade for. Ellers var der meget, der ikke var blevet til noget - inklusiv kopenhagen. Det er den positive ting. Der er i udlandet meget færre offentlige projektmidler. Der skal kuratorer gøre noget andet. Men dér er der folk på 28, 32, 42, som kommer ind på institutionerne og laver store ting.

Jeg er f.eks. blevet inviteret til at være kurator på en kunsthal i Barcelona, hvor jeg får et stort ansvar. Jeg skal sammen med to andre drive et sted i to år. Der er gode midler til kunstnere. De får et honorar på 3.000-6.000€ og får produktionsmidler fra 12.000-18.000€. Det er sjovt, det betyder noget. Der kan kunstnerne lave noget. Og de bliver værdsat for det, de gør. Herhjemme er det sådan, at man skal være lykkelig for at få lov til at lave en udstilling. Hvis man er heldig, får man et honorar på 5.000 kr. Det er frustrerende herhjemme...

I forbindelse med udstillingen Klinch på Statens Museum for Kunst sidste år skrev jeg i Information en generel kritik af museet og deres virke de sidste 10 år. Else Marie Bukdahl svarede i avisen, men direktør Allis Helleland ville ikke svare. Hun sagde, hun ikke ville bevæge sig ned på det niveau. Egentlig synes jeg, der var et rimeligt højt niveau i min kritik. Der var nogle fakta, som godt kunne diskuteres.. Men der er lukket.