Interview med Christoffer Egelund

Hvordan startede idéen til generationsskiftet på Galleri Egelund?

I en lang periode, mens jeg arbejdede for mine forældres galleri, gik jeg til alle de her undergrundsudstillinger, der altid lå steder, man dårligt kunne finde, i eller anden skummel kælder. Det synes jeg var enormt trist, for der er mange af de kunstnere, der virkelig kan noget, og gerne vil ud og fortælle det, men ikke har muligheden for at nå frem til de større gallerier. Jeg fandt ud af, at jeg virkelig brændte for at lave et galleri, hvor unge kunstnere med talent kunne blive set - ud over på Charlottenborg og Den Frie og hvor der ellers er censorede udstillinger - og så fik jeg jeg lov til at starte mit eget op her. Den første udstilling var Real Imitation med Allan Otte, Heine Klausen, Martin Falle, Jakob Tækker og Karin Kaster. Det var en slags projektstart, men det gik fantastisk. Udstillingen fik flotte anmeldelser og var også salgsmæssigt en succes. Der var tre hundrede mennesker til ferniseringen, og det var helt vildt med den energi, der var i galleriet. Både jeg og mine forældre var meget overraskede, og det satte hele hjulet igang og gjorde mig mere selvsikker i forhold til den profil, jeg gerne ville give galleriet. Nu bliver det så markedsført under navnet Galleri Christoffer Egelund, så det ikke skaber forvirring i forhold til mine forældres galleriprofil. På de kommende messer får jeg min egen stand.

Anders Brinch: Suddently it became Dark/ White chewing gum, 200x200 cm. Olie på lærred 2005		Anders Brinch: Playing all day/ Blue chewing gum, 200x200 cm. Olie på lærred 2005

Hvornår startede du for alvor?

For halvandet år siden og det er gået rigtig, rigtig hurtigt.

Hvor meget har det betydet, at du har et godt navn og et eksisterende galleri i ryggen?

En eller anden betydning har det haft, men jeg ved ikke hvor meget. Jeg ved jo, at folk kender til Galleri Egelund, men det har bare haft en anden type renommé, og det kunne både have været godt og skidt for mig. Men jeg har trukket meget på lokaliteten her i Bredgade - der er mange mennesker, der går forbi, og det er en stor fordel.

Hele ideen er jo et generationsskifte, som der også sker hos Asbæk og Gallerie Moderne. Der er ved at ske noget på de ældre gallerier - de kan godt se, at de bliver nødt til at udvikle sig. En eller anden dag overtager jeg jo også hele galleriet, hvis alt går vel.

Rasmus Rosengaard: Untitled, 200x300 cm, silkepapir på lærred, 2005		Anders Brinch: Witnesses, keramik, 2005

Har du altid gerne ville ind i galleribranchen?

Næ, det startede med, at jeg blev headhuntet af mine forældre til at stå for deres grafiske identitet, og på den måde kom jeg ind i galleri-branchen. Men det var egentlig ikke meningen – hele min barndom er jeg blevet slæbt med til samtlige kunstmesser, museer og udstillinger, og jeg syntes, det var røvsygt. Men det betyder, at jeg i en alder af 27 år er rimelig godt klædt på til faktisk at kunne tale om kunst, have en holdning til det og måske endda kunne tyde og forklare værker.

Hvornår begyndte du at gå til undergrundsudstillinger?

Det gjorde jeg for otte år siden, efter jeg havde været til Art Miami. Der var et galleri, der kørte den helt hårde stil med unge kunstnere, der fik lov at lave installationer osv. Det sydede helt vildt, og der var så meget coolness omkring det sted, at det fik mig til at vågne op i forhold til den danske kunstscene. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvad der skete her i forhold til i resten af verden, og jeg begyndte at få en fornemmelse af, hvad der er godt. Jo mere indblik du har, jo bedre er du også til at sortere til og fra.

Morten Steen Hebsgaard: 44 fodboldspillere (made in China, remade in Denmark), Original størrelse. 2005		Morten Steen Hebsgaard: 44 fodboldspillere (made in China, remade in Denmark), Original størrelse. 2005

Hvad gør en god kunstner?

Hvis der var en generel formular, ville det være så meget nemmere for alle. Jeg har en personlig holdning til, hvad jeg kan lide, og det er især originalitet - at man ikke kører med på en bølge, at man skiller sig ud og viser, at man tør og godt ved, hvor man vil hen. Teknisk kunnen er også meget vigtigt for mig. Det er en blanding af nogle forskellige kriterier, og ofte handler det også om at kunne se, at folk udvikler sig.

Fortæl mig om den aktuelle udstilling, Playing All Day

Jeg har haft lyst til at lave denne her udstilling, siden jeg startede galleriet, og har knoklet helt vildt for at få den op at køre. Siden jeg kom hjem fra Art Chicago har jeg arbejdet næsten i døgndrift. Jeg synes, at Morten Hebsgaard, Anders Brinch og Rasmus Rosengaard komplimenterer hinanden på en rigtig fed måde. Anders Brinch, der er fuldstændig vild, ustyrlig og koloristisk, Rasmus Rosengaard, der er mørk, dyster og alteragtigt, og endelig Morten Hebsgaard, der laver de her vanvittige skulpturer og installationer, der har meget humor i sig, og samler de tre kunstnere på en rigtig cool måde. Jeg synes også, det er sjovt, at de kender hinanden og er fra samme årgang på Kunstakademiet. Så de har også en tidsmæssig fællesnævner. Det er jo klart lettere at arrangere en soloudstilling, og udfordringen har været at sætte tre vidt forskellige kunstnere sammen og være den kurator, der kan fange synergien mellem dem.

Morten Steen Hebsgaard: Rundt om bordet. Diameter 230.7 cm 2005		Morten Steen Hebsgaard: Rundt om bordet. Diameter 230.7 cm 2005

Bliver det udelukkende dig, der kommer til at være kurator på udstillingerne hernede?

I starten gør det, men jeg har jo en vision med det her sted. Lige i øjeblikket er jeg en enspænder, der skal klare en masse ting selv, men hvis galleriet fortsætter med at udvikle sig i samme fart, så er der jo mulighed for at ansætte assistenter. Jeg skal jo også lige bevise noget, før det bliver cool at arbejde for mig. Men når alt det falder på plads, kan man jo begynde at invitere nogle mennsker ind til eks. at kuratere en udstilling. Du skal have et navn og en stærk profil for at kunne få de bedste ind, og det er det, jeg stiler efter.