Interview med Anna Gulmann

Elizabeth Heltoft		Elizabeth Heltoft

Sportstøj er for de fleste blot en praktisk størrelse. Hvordan opstod idéen til at bruge det i en kunstnerisk sammenhæng?

Jeg kan godt lide at arbejde med områder, jeg har en meget ambivalent følelse omkring. Jeg synes, sport på samme tid er interessant og rigtig anstrengende. Sportstøj har aldrig interesseret mig før, og derfor var det et sted, hvor jeg kunne starte forfra. Sportstøjet er jo en uniform med helt vildt mange koder, der skal kommunikere og leve op til nogle praktiske foranstaltninger. Det er forbundet med mode, uden at man ser det som sådan, så længe det sidder på en sportsudøver.

Der må alligevel være mere end tøjet, der interesserer dig ved sporten?

Sport er et ekstremt eksponeret felt i det moderne mediebillede. Hvis du ser Tv-avisen, er der nogle gange tyve minutters sport og kun ti minutters nyheder. Det fylder virkelig meget, og det har meget at sige, hvilke billeder der bliver vist. Derfor er der en stor udvikling i de forskellige sportsgrene både hos mænd og kvinder - i hvordan de repræsenterer sig selv: Williams-søstrene, der altid er helt vildt fancy og gør alt for at understrege det feminine, hvilket står i kontrast til den der vildt hårde tennis, de spiller, der ikke er særligt kvindelig. David Beckham, der har skabt et helt nyt fænomen i forhold til, hvad mænd kan repræsentationsmæssigt. Sporten er blevet sådan et sted, hvor man kan se alle de der tendenser. Det bliver set ud fra nogle andre koder, end hvis det var en eller anden popstjerne, der havde et jakkesæt på i stedet for en cocktailkjole, eller hvad ved jeg..

Så i forhold til mode er sporten et mere frit felt, der for nogle er nemmere at gå til?

Ja, eller man oplever det i hvertfald sådan.

Thomas Wilmann Thomas Wilmann

Hvordan var din fremgangsmåde herfra?

Jeg gjorde mig en masse overvejelser om, hvilke sportsgrene projektet skulle omhandle. For de skulle kunne illustrere gradbøjeligheden af kvindelighed både historisk og kulturelt. Dressur var oplagt, fordi kvinder her er klædt som mænd, og det er hestens fysik, der er det afgørende, og ikke rytterens. Alligevel er der bare ikke rigtig sket noget med kvindernes påklædning – enten rider de i festkjoler eller også skal de ligne mændene. Kunstskøjteløb var også oplagt, fordi den er så helt vildt stereotyp med det der romantiske sylfide-figur, som jeg tænkte, jeg blev nødt til at vise i et andet lys. Både håndbold og tennis var under overvejelse, men jeg syntes, de sportsgrene var for populære. I håndbold lå der alt for meget med jernladies, og tennis er i forvejen alt for præget af moden, og min dragt ville nemt bare blive en viderebygning af det mode-ræs. Curling, valgte jeg, fordi dragten ikke røber noget af kroppen, og boksning fordi det i så udpræget grad er en maskulin sportgren, og kvinder først for en ti-års tid siden er gået professionelt ind i det.

Ingen Frygt

Dragterne er lavet med udgangspunkt i traditionelt håndværk. Hvordan fandt du frem til den måde at gøre det på?

De forskellige håndarbejdsteknikker har jeg brugt til så at sige at angribe dragterne med, så der opstod et spændingsfelt. Jeg brugte bl.a. en hawaiansk quilte-teknik, der dyrkes som et virkeligt kunstnerisk udtryk og forbindes med meget mystik. Hawaianerne mener, at quilterens sjæl sidder i quilten, som de er nødt til at brænde, når quilteren dør, for at sjælen kan slippe fri. Det er meget spirituelt og står i stor kontrast til eksempelvis dressurridning, der er ekstremt slavisk.

I kunstsammenhænge ser man ofte brugen af håndarbejde som en feministisk kommentar...

Jeg tror godt, jeg kunne have lavet udstillingen med omvendt fortegn. For det skal mere ses som et angreb på stereotyperne - både hos mænd og kvinder. Jeg synes, det er lige så surt for mændene, at de altid skal være vægtløftere, og at de helt sikkert er bøsser, hvis de danser. Det står næsten værre til for dem, for der kommer jo hele tiden film, der gør det sejt for kvinder at bokse eller spille fodbold, men jeg tror, det tager lang tid, før man synes, at en mand, der danser standarddans, er rigtig sej.

Titlen Babes in Sport lægger jo også op til et meget stereotypt billede...

De danske ord for kvinder kom bare hurtigt til at lyde enten tøsede eller tunge og halvfjerdser-agtige. Babes in Sport understreger det stereotype, jeg gerne vil gøre op med, for det giver jo et billede af beachvolley-tøser med store nødder og g-streng.

Jamil GS		Jamil GS

Du har valgt at lade andre fortolke dine dragter fotografisk efterfølgende? Er dragterne ikke nok i sig selv?

Jeg synes ikke, det er så spændende, hvis jeg lader mig selv bestemme det hele, og det er i overdragelsen til andre, at man finder ud af, om dragterne er interessante nok. Hvis man skal se 4 x 4 billeder af dem - som der jo er - så skal de være stærke i deres udtryk. Jeg valgte, at det skulle være fotografi, fordi vi bliver bombarderet med fotografier hele tiden, som vi ikke kan undgå at blive påvirket af og spejle os i.

Du har valgt forskellige typer af fotografer. Hvordan kan man se det i deres produkter?

Det er to mænd og to kvinder. Thomas Wilmann er pressefotograf og vant til at fotografere macho-sportsgrene som boksning og fodbold, og jeg var spændt på at se, hvilket kvindesyn der lå i hans fremstilling. Han mente ikke, at han ville have taget nogle andre billeder, hvis det havde været af mænd. Den anden mandlige fotograf, Jamil GS, valgte jeg, fordi han normalt tager billeder af sorte piger uden særlig meget tøj på, og han har sådan en meget pin-up-agtig stil med kæmpe spændstige babes, der sidder på skyskrabere, og han synes på ingen måde, der er noget nedladende i hans billeder, som folk ellers bliver meget forargede over. Jeg tænkte, han ville syntes, der var alt for meget tøj og prøve at krænge curlingdragten ned over skulderen, men alt tøjet er faktisk blevet på.

Ingen Frygt har set helt bort fra mine dikterede regler og forholdt sig mere meta-agtigt til sport og lavet en kollage. Elizabeth Heltoft havde nok lidt brug for at tage lidt pis på det - for hun synes, det var en meget tung og feministisk tilgang, jeg havde, og følte nok, der lå sådan lidt blink-blink-du-har-det-også-sådan i det fra min side. Så hun har virkelig taget fat i klichéen om, hvad kvinder laver, hvis de ikke dyrker sport, så det hele foregår hjemme i køkkenet, og der bliver spillet curling med gryderne, og hestepigen rider på gulvskrubbe.

I mine øjne er det tydeligt at se, hvilke billeder kvinderne har lavet og hvilke mændene har. De er alle gået til det på forskellig måde og har på den måde illustreret en af mine pointer med kønsrollerne.

Jamil GS

Hvilke regler har du sat op for fotograferne?

De skulle tage et billede af hver dragt, de skulle bruge kvindelige modeller, og de skulle illustrerer, hvilken sport dragten hører til. Jeg synes jo, at det var nogle lette regler, men jeg er samtidig meget lettet over, at Ingen Frygt har brudt dem.

Du har også samarbejdet med kunsthistorikeren Henrik Most, der også var kurator på udstillingen :UNIK Danish Fashion på Dansk Design Center sidste år. Hvad har han bidraget med - ud over tekster til katalog og udstilling?

Han har været sparringspartner under hele forløbet og givet nogle meget vidtrækkende perspektiveringer. Vi har diskuteret rigtig meget sport - hvad der lå i de forskellige sportsgrene, og hvad der var de rette kombinationer af håndarbejdsteknikker og sport.

Hvordan kom idéen til en udstilling på et galleri for samtidskunst og ikke på eksempelvis Kunstindustrimuseet?

Efter :UNIK havde jeg et meget stort behov for igen at skabe noget, hvor jeg kunne bruge tøjet som kommunikationsmiddel og få lov at vende tøjet fra flere vinkler; nyt, gammelt, modetøj, uniformer, etc., og

V1 var det mest oplagte galleri. Det er kendt som street-art galleri, men de er også meget åbne for projektorienterede udstillinger, og det er mit indtryk, at publikum der ikke er så meget på vagt, over for om det, de ser, er kunst eller ej. Og det er heller ikke så interessant for dette her projekt. På en måde ville jeg synes, det var idéelt, hvis vi havde vist udstillingen både på Kunstindustrimuseet og V1, for så kunne alle de der kvinder med store rav-øreringe stå og beundre mine korsting og så måske bagefter se det med sporten, og på V1 vil folk måske nok først se det som modefotos og bagefter det håndværksmæssige.

Elizabeth Heltoft Jamil GS

Udstillingen skal på Verdensturné! Hvilken type af steder bliver det?

Vi har dialog igang med en række forskellige steder – nogle minder om V1 og andre er mere design/håndarbejdsorienterede. Kunstindustrimuseet herhjemme er stadig enormt tungt af håndværkstradition, men for eksempel i England har de sådan noget som Crafts Counsil, som er meget bedre til at vinkle det på en lidt mere moderne måde.

Det har været svært at finde de steder, men som sagt er der dialogerne igang med steder i både London, Stockholm og Tokyo.

Babes in Sport fernisering		Babes in Sport fernisering

Udstillingen er støttet af Danish Crafts og Københavns Billedkunstudvalg.