Interview: Jørgen Michaelsen

Jørgen Michaelsen: Street Peptic, 2005.

Du har fået æren af at åbne KBH Kunsthal. Fortæl om dit værk.

Det er et projekt, som er lavet specifikt til denne kontekst, og det består sådan set bare af et montre-bundelement i to dele samt 3 objekter, der er placeret løst oven på bunddelen. Bunddelen er to udskårne mdf-plader i montrens mål og oven på ligger en collage, således at den rå mdf-plades farve kommer til syne rundt om, altså så collagen bliver indrammet. Collagen er fotokopier på kaduspapir, og billederne er groft sagt hentet fra to forskellige kilder. Dels fra hvad man kan kalde nyere danmarkshistorie, billeder med affinitet til den moderne velfærdsstat hvis krise man diskuterer i øjeblikket. Dels fra hvad man kan kalde medicinske kilder, dvs. billeder fra anatomibøger o. lign.

Værket hedder Street Peptic, hvilket oversat betyder gade peptisk, peptisk betyder vedr. fordøjelsen, så på en måde har man fat i en slags organisk set-up, hvor nogen fantasmatikker glider ind over hinanden og måske også kortslutter hinanden - så der sker nogen overlejringer af nogen forestillinger vedrørende vores, danskernes, seneste selvforståelse - historisk baserede selvforståelse, og så fantasmatikker der har at gøre med kroppen, som modsat den nationale kollektive bevidsthed, er en privat membran, som også er et objekt, der kan gøres til genstand for undersøgelse, via medicinske indgreb, obduktion og sådan noget.

Så når man passerer forbi kunsthallen, vil man se et relativt tørt objekt, der ligger fladt i bunden af montren med 3 objekter ovenpå, 3 små konservesdåser. Det er meget vigtigt, det er konservesdåser - så man får en fornemmelse af, at der inden i er noget organisk. Så der er en forbindelse til den peptiske dimension.

På hver af de små dåser er der klistret en lille label med et menneskefoster i strakt figur, meget stiliseret, fra en gammel anatomibog fra 50'erne. Hvid streg på sort bund. De fungerer som en slags accentueringer af forskellige områder - det er helt tilfældigt, hvor de står på fladen - men der kommer en form for rejsthed, men altså af objekter der forbliver lukkede. Man taler om konserves hermetik - en slags vakuum, et tomrum, et sted, hvor der ikke findes ilt, hvor bakterier ikke kan trænge ind - en form for forsinket tid, en form for anti-historisk dimension i de 3 dåser. Man kan jo ikke sætte tiden i stå, men man kan forsinke den - det har man gjort med konserves. Det tilføjer måske en dimension mellem det lumre og det makabre med de her fostre, der så at sige er henkogte, eller i hvert fald udtaget fra en oprindelig vækstsammenhæng, konserveret og placeret oven på collagen.

Jørgen Michaelsen: Street peptic, 2005.		Jørgen Michaelsen: Street peptic, 2005.
Jørgen Michaelsen: Street peptic, 2005.		Jørgen Michaelsen: Street peptic, 2005.

Materialevalget har stor betydning, når man udstiller i en sammenhæng som denne hér. Jeg har valgt materialer, der i sig selv er meget tilbageholdende. Mdf-plader er noget meget tørt noget - lavet af komprimeret savsmuld og lim. Fotokopier... hvis man har arbejdet meget ved en fotokopimaskine, bliver man helt tør i slimhinderne, ikke specielt rart, en meget tør fornemmelse. Har man en vis sensibilitet som beskuer, vil man fornemme denne tørhed, fravær af saftighed i fotokopierne og mdf'en og så den postulerede fugtighed i indholdet af konservesdåserne. Dertil kommer symbolikken omkring fordøjelsessystemet, der også er fyldt med fugtige sager, der, kan man sige, er grundlaget for organisk liv og samtidigt, jvf. psykoanalyse og vores almindelige forhold til kropslige sekreter og transporten mellem det ydre og det indre, forekommer meget interessant på et metaforisk plan. Og det ligger indlejret i billederne, kan man sige - i kraft af at man ser tarme, man ser mavesække, men de er der ikke. De er på en eller anden måde suget ud, og, om man vil, forstøvet.

Om selve konteksten kan jeg sige, at jeg altid godt har kunnet lide denne her underlige døde vinkel, hvor kunsthallen er placeret. Den er jo ikke mere død, end at det er et meget dynamisk sted, både diakront og synkront. Synkront fordi det flimrer hele tiden, hele døgnet rundt er der transportmidler, fodgængere, gang i den. Hovedbanegården ligger lige derovre osv. Diakront har man frihedsstøtten lige ved siden af, tæt herpå stod den gamle Vesterport, hvorigennem den urbane kultur væltede ud over landet. Så symbolsk og strukturelt er der mange betydningsreferencer indlejret i det hér sted. Jeg synes, det var interessant med det referenceunivers, jeg opererer med, at man kunne få det spil i gang. Selvom det, jeg har lavet, er meget underspillet i forhold til stedet. Stenoapoteket i baggrunden passer mig også fint i forhold til det fordøjelsesmæssige.

Jeg kunne også godt lide selve kunsthallen - denne imploderede form, der bestemt burde have været noget andet, noget mere og større. Det er jo ikke en kunsthal... men polemisk er den en fantastisk fin pointe.

tak

Jørgen Michaelsen: Street Peptic, 2005.

Jørgen Michaelsen: Street Peptic, 2005. Fotograferet på KBH Kunsthals den regnvåde åbningsaften.		Jørgen Michaelsen: Street Peptic, 2005.
Jørgen Michaelsen: Street Peptic, 2005.		Jørgen Michaelsen: Street Peptic, 2005.