Interview: Jakob Boeskov

Jakob Boeskov: Coup de Théâtre på V1 Gallery

Inden kopenhagen overhovedet kan nå at stille et spørgsmål, er Boeskov allerede i gang med at pege og forklare om de tegninger, der er klistret op i hele baglokalet på galleriet...

Det er en serie af tegninger, der hedder The Monster Chrome Drawings, som er et fortløbende projekt, der senere skal vises på et galleri i Sydtyskland (Otto Dix-haus, red.) Jeg ville lave noget, der var nemt at udstille forskellige steder i verden. Jeg var træt af at lave store koncepter, der skulle planlægges fire måneder i forvejen; tegninger kan du pakke nemt, og du kan sælge dem nemt; alt i alt meget praktisk. Samtidig var det en måde for mig at finde tilbage til det, jeg startede med som kunstner - ved at lave tegninger og tegneserier. Jeg savnede den der tilgang til papiret. Jeg er meget inspireret af folk, der laver virkelig hardcore konceptkunst, men mit udgangspunkt lige nu er tegningen.

Hvem er de figurer, der optræder på tegningerne?

Der er både en filosof som Hannah Arendt, der har arbejdet med begrebet om ’ondskabens banalitet’. Det er et begreb, jeg selv stødte på til våbenmessen i Kina, hvor meget almindelige og familieagtige mennesker sælger våben, der kan dræbe andre; altså hvor funktionæragtig ondskaben er. Derudover er der tegninger af Satan og hans hippiesagfører, af Jesus fra Mel Gibsons film, og af en postmoderne klovn inspireret fra Cindy Sherman, og der er motiver fra krigen i Irak, en tegning af Willy Graham der fik Bush til at konvertere til kristendommen, og af den nye superterrorist, som har samme løsesum på sig som bin Laden.

Jeg var gået i gang med tegningerne, da jeg fik tilbuddet fra Otto Dix-haus, men det passer ret godt ind, for mange af tegningerne er lavet efter inspiration fra tyske mellemkrigstid-kunstnere som Georg Grosz og Otto Dix, som arbejdede meget ekspressivt med det turbulente Tyskland. Hele begrebet ’Monster Chrome’ stammer fra et begreb, jeg har arbejdet med før, der handler om at holde et spejl op for monsteret for at eksponere det både for sig selv og for andre mennesker. Det er en taktik, der også ligger til grund for mit våbenprojekt og Danes for Bush.

<Jakob Boeskov</b>: Coup de Théâtre på V1 Gallery

Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning

Kan du uddybe det begreb?

At bruge begrebet ’spejl’ indikerer faktisk, at det også har noget med mig selv at gøre. På den måde opfatter jeg også det her projekt som en måde at eksponere det sataniske eller det dæmoniske via mig selv på. Der er så meget politisk kunst, der går helt galt, hvor folk sidder og bliver meget enige om, at det hele er George Bushs skyld. Enhver kunststudine i den vestlige verden sidder og maler tegninger, hvor der står ”USA er dum” og ”Bush er dum”, og på den måde ser jeg faktisk politisk kunst for værende stendød i dag. Det er simpelthen et overstået kapitel! Det har været meget nødvendigt; f.eks. i 60’erne hvor man havde en fase under Vietnamkrigen, hvor der virkelig var knald på, og hvor den politiske kunst og ungdomskulturen smeltede sammen. I de sidste par år har vi oplevet noget tilsvarende, men nu er den mere dogmatiske fase så indtrådt - ligesom da 60’erne blev til 70’erne, og det hele blev til sådan noget ’Dea Trier Mørch-kunst’. Politisk kunst er ved at blive dogmatisk og kedelig igen.

Så du mener, at der er tale om en cyklus?

Ja, og den er ved at blive afsluttet nu. Nu ligger 9/11 snart 5 år tilbage, så for mig er politisk kunst stendød.

Jakob Boeskov: Coup de Théâtre på V1 Gallery

Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning

Hvad er det så, du selv laver?

Denne udstilling er faktisk en gravskrift over politisk kunst. Jeg vil nemlig hellere kalde det her for magisk kunst. Det vil sige en måde, hvor man ændrer på virkeligheden. Det har jeg f.eks. gjort med mit Kinaprojekt, som fik 4 millioner hits/besøgende, og det er faktisk 4 gange så mange, som besøgte Olafur Eliassons udstilling på Tate. Jeg har desuden givet interviews til BBC og Der Spiegel, og når du går ind og taler så massivt med medierne, så ændrer du også virkeligheden, fordi medierne er en del af den og medskabende af den. Så jeg ser ikke det her som politisk kunst men som magisk kunst.

Er det en term, du selv har skabt til lejligheden?

Når jeg siger magisk kunst, så mener jeg, at kunst er en videnskab, hvor du via din vilje kan ændre på en konform virkelighed. Og det er klart, at kunsten vil ændre sig i forhold til den virkelighed, vi lever i. For at vende tilbage til Otto Dix og Georg Grosz; når man ser en verden, der er ude af kontrol, en verden der er kaotisk, ond og sjov, så er det jo naturligt at forholde sig til de ting.

Når du på den måde skrinlægger den politiske kunst, hvor bevæger du dig så selv hen nu?

På et tidspunkt i 60’erne var det nødvendigt med protestsange, men så i 70’erne blev det nødvendigt med protestsange imod protestsange. Det er dét, vi har brug for nu, synes jeg. Så fra nu af vil jeg bevæge mig hen imod komedien.

Med et satirisk islæt?

Jo, som måske har et satirisk islæt. Hvem har f.ek.s. lavet de bedste film om Den Kolde Krig? Det synes jeg jo, at Stanley Kubrick har gjort med Dr. Strangelove, og han har også lavet den bedste film om Vietnamkrigen med Full Metal Jacket. Så det alvorlige og det satiriske hænger tit meget tæt sammen.

Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning
Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning		Jakob S. Boeskov: The Monster Chrome Drawings, 2005. Tegning

Du har allerede benyttet dig af taktikken med at blande det alvorlige med det satiriske - f.ek.s. i Danes for Bush?

Satireformen har måske et lidt dårligt rygte. Hvor kunsten bliver opfattet som noget sakralt, så er komedien bare plat. Men i filmverdenen og inden for litteratur arbejder man ikke med den samme opdeling. Mange litterære hovedværker fra Shakespeare til Holberg er satiriske værker, hvorimod satire i kunstverdenen ikke er et specielt godt ord. Men for mig er det en måde at afspejle en mere kompleks virkelighed på og en måde at arbejde på mediernes præmisser.

Men samtidig siger du, at ’politisk kunst er død’?

Det gik op for mig, at politisk kunst er død, da jeg en dag gik ned ad gaden, kom forbi en Bianco-skoforretning, hvor de havde en ’Che Guevara-sko’ i deres udstillingsvindue. Én ting er en Che Guevara-badge eller T-shirt, men en Che Guevara-SKO fra Bianco? Jeg blev simpelthen nødt til at gå ind i butikken og kigge nærmere på den her sko, og ekspedienten opfangede min nysgerrighed og troede, at jeg ville købe den. Jeg spurgte hende selvfølgelig: ”Er det her en Che Guevara-sko?”, ”Ja, ja, det er det”, svarede hun. ”Jamen, ved I godt, at manden var revolutionær, og bl.a. ledede en torturafdeling på Cuba?” Hvortil hun med begejstring sagde: ”Ja, ja”. Hun troede jo, at jeg syntes, det var fedt. Det var for mig beviset på, at i sådan et hyperkapitalistisk system, hvor tingene går så hurtigt, og revolutionære ledere bruges i reklamer og til produkter, der bliver man som kunstner hele tiden nødt til at være ét skridt foran.

Bruger du dit begreb om ’fiktionisme’ som et redskab til at være et skridt foran?

Jeg har altid været meget inspireret af Science Fiction, og sci-fi forfattere afspejler jo virkelig deres egen samtid men projicerer samtiden ud i et fremtidsunivers for at eksponere den bedre. På den måde er ’fiktionisme’ en omvendt ting, hvor du tager et produkt fra fremtiden og hiver det ind i nutiden for ligesom at eksponere nutiden og dermed vise, hvor langt vi allerede er villige til at gå. På den måde kan man skabe et ret præcist billede af nutiden - ved at bruge elementer fra noget, der ikke er sket endnu. Og det, synes jeg, stadig er interessant.

Jakob Boeskov: Coup de Théâtre på V1 Gallery. ID Sniper

Jakob S. Boeskov: War Wizard, 2005. Video		Jakob S. Boeskov: War Wizard, 2005. Video

Du har sagt et sted, at du betragter den ultimative kærlighed som en farbar kritisk strategi..

Der er så meget kritisk kunst, der ikke kommer ud med deres budskab ved at være negativ og fjendsk. Hvis jeg f.eks. sagde:” Fuck Pia Kjærsgaard”, hvilket jeg ikke gør, så ville hun da bare elske det, og derfor ville jeg ikke opnå noget med det. Eller når Enhedslisten som en reaktion mod Project Fox hænger plakater i hele byen med ”Fuck Fox” som slogan, så får den koncern jo kun yderligere mediedækning. Så skulle man måske bare hellere sige: ”Jeg elsker Pia Kjærsgaard.” Det står også i Biblen: ”Elsk din fjende.”

Hvordan oplever du det at udstille i et galleri, efter at du har lavet så mange værker ude i den virkelige verden?

Det er faktisk rigtig fedt, for mange af mine ting arbejder jeg med processuelt, og det kan være enormt besværligt. Men der er altid nogen formidlingsmæssige udfordringer ved at udstille på et galleri eller et museum, og det er jo det problem, performancekunsten har haft de sidste 30-40 år. I min egen formidling til denne udstilling, er jeg meget inspireret af Chris Burden, der lavede mange performances, og som formidlede dem enormt tørt. Jo vildere et projekt han lavede, jo tørre var hans formidling af det. Det er også derfor, jeg har valgt at lave det helt straight. Chris Burden lavede f.eks. et projekt, hvor han var låst inde i et skab i 24 timer, derefter udstillede han bare nøglen. Det er en tilsvarende ting, jeg har gjort på denne udstilling.

Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.

Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.		Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.
Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.		Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.
Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.		Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.

Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002. Jakob S. Boeskov: My Doomsday Weapon, 2002.

Du udstiller bl.a dit våben-projekt. Hvad kan du fortælle om det?

Det startede som en joke, som lød: Hvad nu hvis Arne Jacobsen havde designet et våben, hvordan ville det så have set ud?! Så mødte jeg en industriel designer, som jeg forklarede projektet til. Våbnet var tænkt til den nye kinesiske stat, hvor de for bare ti år siden kørte deres demonstranter over med tanks, men i dag er mediernes magt alligevel blevet så stor, at det kan de ikke længere gøre. Det drejede sig derfor om medier, Kina og massekontrol. Han kom så op med ideen om GPS-teknologi. Våbnet skulle ikke dræbe men derimod sende chips ind i kroppen på oprørerne - sådan at politiet kunne lokalisere dem, efter at demostrationerne var overstået, og medierne var væk. Politiet kan på den måde slå ned på mulige oprørere, allerede inden de overhovedet har begået en forbrydelse.

I flyet på vejen derover blev jeg så syg og følte, at jeg var fanget i en science-fiction historie, jeg selv havde skrevet. Mit eget selvskabte mareridt blev virkeligt, for det var jo mig, der havde skabt det her forfærdelige våben, og det var mig, der havde tilmeldt mig våbenmessen. Men på våbenmessen blev både jeg selv og våbnet taget enormt alvorligt af alle fra kinesere til brasilianere og amerikanere. Til sidst blev jeg helt bange for, at der faktisk var nogen, der ville sætte våbnet i produktion.

Dette projekt kan jo godt gå hen og blive en selvopfyldende profeti. Hvordan sikrer du dig mod, at dine opfindelser rent faktisk bliver sat i produktion af andre folk?

Det var jeg også virkelig bange for ville ske, fordi der var mange insisterende interesserede. Jeg prøvede at tale med folk om aldrig at publicere det her projekt, før vi havde fået patent på det. Men så talte jeg med en sagfører i Hamburg, der sagde, at hvis jeg først søgte patent, skulle jeg lave en præcis udredning om våbnet, der faktisk ville gøre det endnu lettere for de her folk at sætte det i produktion. Så jeg slog koldt vand i blodet og tænke, at virkeligheden altid overgår fiktionen. Desuden er chancen for, at der allerede bliver forsket i det her hos militæret, ret stor. For alt, hvad vi har af teknologi fra mobiltelefoner til GPS, er jo opfundet hos militæret. Men det er da et dilemma, fordi man befinder sig i en moralsk gråzone. Men nogen gange synes jeg også bare, at man skal overskride den der helt sikre vej. Hvis man bare sidder derhjemme og siger, at Bush og Pia Kjærsgaard er onde, så har man ligesom sit på det rene. Det handler om at investere sig selv.

Kan du fortælle om videoen War Wizard?

Den handler om krigen mod terror set fra et barns synsvinkel. Da jeg selv var barn, havde jeg mareridt om Den Kolde Krig og var bange for, at russerne snart ville komme og bombe os. Og så tænkte jeg på, hvordan et barns mareridt mon ser ud i dag? Jeg lånte penge til filmen, fik fat i Danmarks dygtigste filmfotograf, der har filmet Christoffer Boes Reconstruction, fik castet den perfekte til hovedrollen (FOS med sit lange skæg), men det var ikke så længe efter mordet på Theo van Gogh, og pludselig gik der panik i alle. Min hovedrolleindehaver forlod projektet, og alle var bange. Men helt ærligt: Eminem lavede da en video en måned efter 9/11, hvor han dansede med bin Laden. Desuden var det slet ikke tænkt som provokation à la den aktuelle sag om Jyllandsposten. Desværre er det en lidt angstfuld tid, vi lever i.

Umiddelbart forekommer disse værker temmelig politiske...?

Det her er ikke politisk kunst, det er rock’n’roll! Jeg har enormt svært ved at kalde noget politisk kunst. Lige efter 9/11 var det interessant. Men nu, hvor alle kan gå ud og se en forestilling på Nørrebro, hvor man gør grin med Bush med cowboyhat, så er det altså bare slut. Der er kommet så meget konsensus om, hvem der er fjenden. Og der mener jeg jo ikke, at det er Bush, eller Fogh eller Pia Kjærsgaard, der er fjenden. Man kan ikke bebrejde lederne. Man kan kun bebrejde dem, der følger lederne. Og den dogmatiske politiske kunst har meget udviklet sig til at gå ud på at gøre grin med lederne, og det vil jeg bare ikke være en del af. Man bliver nødt til at anerkende, at problemet ligger et andet sted. Det er hér på gadeplan, at tingene opstår - mellem folk.

Jakob S. Boeskov: Auto Police, 2005.		Jakob S. Boeskov: Auto Police, 2005.

Jakob S. Boeskov: War Corpse, 2005. Jakob S. Boeskov: War Corpse, 2005.

Hvilke kunstnere inspireres du af?

Igen Otto Dix og Georg Grosz, og så er jeg meget inspireret af Jeff Koons, som drog sig selv med ind i sine værker. Men ellers er jeg vokset op med tegneserietegneren Robert Crumb, og han er nok den, der har inspireret mig allermest. Mange har været forundret over, at jeg både arbejder med dokumentarisme, satire etc., men jeg startede selv med at lave tegneserier, som Nicolai Wallner udgav for snart ti år siden, og i det univers er det helt legitimt at blande genrerne og f.eks. arbejde med tre siders dokumentarisme, tre siders satire, helt personlige selvbiografiske ting og så blande det sammen med helt vildt fabulerende fiktion.

Derudover er jeg efterhånden ved at blive så politisk korrekt, at jeg er blevet ret inspireret af feministisk kunst. Jeg så Vally Export, der lavede en hardcore performance, hvor hun gik ind i en pornobiograf med touperet hår og hulklædte jeans, og så stod hun og pegede med et attrapgevær på alle de her masturberende mænd, alt imens hun råbte manifester op, om at samfundet ikke kunne blive frit, før erotikken ikke længere var tingsliggjort. Det er jo total rock’n’roll!!

Tror du selv, at når folk kommer til denne udstilling, så vil de tænke: ”Nu er det slut for Jakob Boeskov med politisk kunst?”

Ja.

Jeg vil gerne spørge dig her til sidst, om du er pessimist eller optimist i forhold til fremtiden?

(Lang tavshed...) Jeg tror, man bliver nødt til at være optimist, for jeg tror meget på selvopfyldende profetier, og er man pessimist, bidrager man jo ikke med noget positivt. Men det er også et problem, når realister bliver kaldt pessimister, ligesom man kalder folk, der laver kritisk journalistik for konspirationsteoretikere. Jeg tror på det gode i mennesket, men det lader til, at satan styrer showet – lige i de her dage i hvert fald...

Maria Kjær Themsen er overbygningsstuderende ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab og er fast kunstskribent ved magasinet Cover.