Interview: Jacob Noel og Emil Salto

Oven på hinanden til du forsvinder, installationview

Vil I starte med at fortælle om jeres kuratoriske overvejelser bag udstillingen?

Jacob: Vi ville gerne lave en udstilling ud fra idéen om collage. Som titlen, Oven på hinanden til du forsvinder, siger, så drejer det sig om at skabe værker, hvor man putter forskellige ting oven på hinanden, indtil de ikke længere fremstår med deres oprindelige udtryk, men i stedet bliver til noget helt nyt. Det er en metode, som vi begge arbejder med, og derfor ville vi gerne bruge det som den overordnede idé i en udstillingssammenhæng. Begrebet ’collage’ har på den måde været vores allerførste springbræt. Det har været en grundtone, som vi så har jammet videre udfra. Så vi har ikke været ude og sige til de enkelte kunstnere, at de skulle arbejde med begrebet ’collage’. Det har mere været en arbejdsform for os selv, og så vidste vi, at disse folk alle arbejdede på en måde, der ville passe ind i collage som et udvidet begreb.

Hvordan passer de andre kunstnere på udstillingen så ind i den sammenhæng?

Jacob: På hver deres måde arbejder de alle i en slags ’collage-verden’. F.eks. bygger Vinyl Terror – Horror deres egne ting. De tager alle mulige eksisterende teknologier, fucker dem op og lodder dem sammen igen, så de derigennem får et helt nyt udtryk. De skaber på den måde pladespillere med tre pick up-arme, nye plader ved at klippe dem op og lime dem sammen med andre, eller skøre kufferter som højtalere. Kort sagt vender de hele lortet på hovedet, og det, syntes vi egentlig, passede ret godt ind i vores idé. Det handler om at sætte nogle elementer sammen, indtil man får en helt ny ting.

Jacob Noel: The Plumming Factor, 2005.		Jacob Noel: The Plumming Factor, 2005.

Hvordan bidrager det musikalske element til denne idé? Ud over Vinyl-pigerne har I bl.a. Thomas Knak på programmet?

Emil: Knak har simpelthen en decideret collage-tilgang til sin musik, hvor han sidder og klipper-klistrer på computeren. Han har aldrig lavet billedkunst før, og han var sådan lidt loren ved at skulle indgå i projektet, da vi kontaktede ham første gang. Men så allierede han sig med FOS, som han har arbejdet sammen med før. Jeg er personligt meget fascineret af den måde, Knak arbejder på. Jeg synes, det er et meget intelligent udtryk, han har. Man kan mærke, at der er alle de der lag, og at det handler om at skabe en anden lydvirkelighed, fremfor en melodi eller et hit. Det er meget lydsanseligt.

Hvordan vil horror-pigernes værk fremstå, når de ikke længere er tilstede til at skabe en aktiv performance med deres ’instrumenter?

Jacob: Deres installation bliver lavet om undervejs. Nogle af tingene forsvinder simpelthen, fordi de skal bruge dem, når de skal ud og performe. Så vil der stå rester tilbage af den performance, de netop har udført. Derudover har de også planer om at bygge videre på deres ting i løbet af udstillingen – tilføre nye elementer etc. Så det vil sandsynligvis se helt anderledes ud, når udstillingen slutter, end det gør nu.

Emil: Vi holder også en finissage, hvor de igen afholder en reel performance. Det særlige ved dem er, at de betragter alle deres ting som instrumenter og ikke som kunstværker. Og dem bruger de jo så til at fremstille konkret musik med.

Emil Salto: uden titel, 2005.		Emil Salto: uden titel, 2005.

Jeres fælles udstilling sidste år hed Glitch, som refererer til lyden, der fremkommer, når en CD går i hak. Er glitch-begrebet blevet videreført i denne udstilling?

Emil: Ja, sjovt nok er der helt klart spor tilbage til Glitch-udstillingen. Der brugte vi denne lydterm på en billedlig facon for at opnå lidt den samme tankerække, som vi har brugt til denne udstilling.

Jacob: Men det har egentlig ikke været en bevidst overlapning, og der er altså slet ikke sådan, at vi har villet lave en Glitch II. Det handler mere om den synergi, vi oplever, når vi går sammen hver dag og arbejder - hvor vi hele tiden udveksler idéer og giver hinanden kritik.

Der bliver lagt op til, at beskueren skal være aktivt medskabende i betydningsprocessen. Er det en eksplicit pointe fra jeres side?

Emil: Ikke i en fysisk forstand, men det handler om, at man kan knytte en masse punkter mellem de udstillede værker sammen. Ikke fordi de ser ens ud eller handler om det samme, men på andre niveauer vil man kunne trække meningsdannende tråde imellem dem.

Jacob: Umiddelbart findes der ikke en direkte tematisk lighed imellem kunstnerne. Der er stor forskel på Emils malerier og pigernes installation (Vinyl Terror – Horror, red.) Men kigger man mere overordnet på det, findes der alligevel masser af sammenhænge. Det handler om at investere sig selv i beskuerprocessen. Det er faktisk også en pointe i mit eget værk på udstillingen, som netop handler om synet, hvor beskueren bliver nødt til at aktivere sig selv, for overhovedet at se værket.

FOS: Restoring and sharing what utters, 2005.		FOS: Restoring and sharing what utters, 2005.

FOS & Thomas Knark: uden titel, 2005		Oven på hinanden til du forsvinder, installationview

Der er en tydelig tematik omkring ’støj’ på udstillingen. Fra FOS’s skraldespandsæstetik til Vinyl Terror – Horrors ’støjende’ installation og performance. Er det en tematik, I bevidst har arbejdet med?

Jacob: Ja, jeg er selv meget optaget af elektronisk musik. Det er også derfor, Thomas Knak er med. Det lydunivers, man kan lave elektronisk, hvor man bruger stumper af støj og sætter dem sammen, og hvor pick up støj kan bruges til noget fedt, dét, synes jeg, er fantastisk inspirerende. Der er helt klart paralleller til den måde, jeg selv skaber kunst på, hvor jeg tager ud og fotograferer arkitektur mange forskellige steder i verden. Når man er ude og rejse, har man et alt for bredt perspektiv. Man ser alting på én gang og kan slet ikke fokusere, med mindre man zoomer helt ind og observerer en lille bitte detalje. Og den kan man så huske; en fantastisk bygning, et gadehjørne eller en anden lille ting. Men det overordnede billede kan man ikke rigtig beskrive, fordi man er blevet så opslugt af den lille detalje – man skærer ’støjen’ fra så at sige. Og det er nogle af de detaljer, som jeg prøver at stykke sammen til et mere og mere komplekst billede; holde fast i det der nu, det magiske moment hvor man tænker: ”Shit, det er fedt det her”.

Hvordan passer FOS’s værk ind i sammenhængen?

Jacob: Han har været meget hemmelig omkring sit værk. Men de to store kasser er sådan et raritetskabinet med rester fra hans performance hos Christina Wilson kombineret med forskelligt byggeaffald fra hans værksted, og forskellige Cd’er, han lavede for mange år siden. Han forsøger at lave et ’best-of-FOS’-udtryk, ved at sætte tingene oven på hinanden, sætte det sammen og sige: ”Det her er det, jeg har lavet indtil nu: Det er her, jeg er lige nu”. Noget af det tape, der er i kassen, har været i forbindelse med noget, han har lavet. På den måde er der fragmenter og rester fra værker, han har lavet. Der er der spor tilbage til de ting, han har produceret igennem årene. Han har rodet rundt i sin personlige kasse. Ligesom Emils bagkatalog med alle mulige erindringsdimser, han sætter ind i sit maleri, så er FOS’s blot fysiske elementer, som han har liggende.

Emil Salto & Jacob Noel: uden titel, 2005.

Emil, hvad er der på færde i dine malerier?

Emil: De to malerier hænger sammen. De mennesker, der er i det ene billede, er sidestillet med de objekter, der er i det andet. Det handler om mit eget visuelle bagkatalog med elementer, møbler, stemninger, håb og drømme... Deriblandt ting som rispapirlamper, et rockband, puder og flyttekasser. Jeg har forsøgt at gå ind og afprøve de elementer, jeg har i mit eget katalog, og i den afprøvning finder jeg så ud af noget omkring tingene – også om deres forhold til hinanden. I processen har der været stor udskiftning af elementerne. Hvis jeg f.eks. indsætter et element, som jeg har en forhåbning til kan noget eller siger noget, og det så måske falder til jorden. Så de her billeder har set meget forskellige ud i løbet af den maleriske proces.

Så det refererer igen til titlen på udstillingen?

Emil: Ja, det er en collageform hele vejen igennem. Min proces handler meget om at tage udgangspunkt i et rum, forsøge at få det op på lærredet, og derefter begynde at male det op med farver etc. Så tager jeg måske et billede af det, kører det ind i Photo Shop og prøver at sætte elementer ind, som jeg så efterfølgende maler på lærredet. Det er sådan en ’flytte ind og flytte ud’-proces, som til sidst giver et billede.

Så det er egentlig et meget personligt univers, du bygger op?

Emil: Ja, det er personligt, men elementerne er vel også ret generelle for min generation, som jeg deler erfaringsverden med. Men selvfølgelig, hvis jeg kom fra et helt andet miljø, ville det selvfølgelig se anderledes ud...

Gå ikke glip af udstillingens finissage 10. November 16-19 hvor man bl.a. vil kunne opleve en dobbeltkoncert med Vinyl Terror – Horror og Michael Rassum. Sidstnævnte har igennem mange år arbejdet på at få en guitar og forstærker til ikke at lyde som en guitar og forstærker..

Vinyl Terror - Horror: uden titel, 2005.

Vinyl Terror - Horror: uden titel, 2005.		Vinyl Terror - Horror: uden titel, 2005.