Interview: Ingen Frygt

Ingen Frygt: Voodoo Child, 2005. 230 x 150 x 150 cm. mixed media

Hvorfor er I blevet kunstnere? Lavede I ikke tidligere noget andet?

Anna Maria: Alt, hvad vi har lavet, er kunst. Selv når vi drikker os fulde, er det kunst ... Altså, vi har prøvet at få en populær mainstream-business op at køre, men det går ikke så godt, fordi vi ikke vil gå på kompromis.

Hvad er en populær mainstream-business?

Anna Maria: Sådan noget med at lave musikvideoer og tjene penge og sådan...

Gik det ikke meget godt? I har da fået en pris...

Anna Maria: Jo, jo vi har fået en pris, men der er ikke nogen, der vil betale os for det. De synes, vi var for mærkelige. Så er man vel et eller andet sted kunstner. Så vi måtte hellere prøve den anden vej rundt - være kunstnere, der så engang imellem bliver hyret til at lave et eller andet.

Ingen Frygt: Ye Moste olde Mothership of all anciente Motherships, 2005. pillowsculpture 130 x 130 cm., small pillows variable size mixed media		Ingen Frygt: Ganguro, 2005. 120 x 200 cm. c-print

For det er jeres første sådan rigtige kunstudstilling?

Anna Maria: Ja, som sådan noget kunst-kunst med røde mærker og sådan, så er det den første. Men vi har tidligere lavet alt muligt, også arrangeret udstillinger selv - på V1. Sidet efterår arrangerede vi Begær med bl.a. Henrik Plenge, Jesper Dalgaard, Jakob Boeskov, Levent Bøilerehauge og Chris Korda, og så var vi selv med selvfølgelig. Vi har lavet flere ting på V1. Vi har prøvet at gøre det selv. Hvis ikke, der var nogen, der ville invitere os, har vi selv lavet noget. Du har jo inviteret os :-) (Ingen Frygt deltog i kopenhagens arrangement Performers Revival I i maj 2004 red.)

Hannah: Det har tit haft undergrundskarakter.

Anna Maria: Ja, cross-over karakter, ligesom på Dansk Designcenter (Ingen Frygt deltager på udstilligen DANISH framing the future of design på Dansk Designcenter 22. juni - 13. nov 2005 www.ddc.dk/events/alleevents/danish red.)

Fortæl om den

Anna Maria: Det skal forestille at være fremtidens danske designere, showcase, noget underligt noget.

Hannah: De vil forsøge at udvide designbegerebet ...

Anna Maria: Det er ikke lykkedes så godt, men altså vi har været med på sådan nogle lidt mere poppede ting.

Men nu er det rigtig kunst?

Hannah: Ja, nu er det alvor :-) ...

Ingen Frygt: Fanclub, 2005. 12 x c-print i skifterammer		Ingen Frygt: Money, 2005. 60 x 40 cm. c-print		Ingen Frygt: Force the hand of chance, 2005. 250 x 150 cm. mixed media

Hvordan kom i ind på Andersen_s?

Anna Maria: Claus (Andersen red.) har fulgt med i, hvad vi lavede, bl.a. vores trailer til CPH:DOX (International Dokumentar Filmfestival 4-13 november 05 re.), og han har også set nogle af musikvideoerne. Jeg tror, han gerne ville have, at der skulle være noget mere, med hans egne ord, spas, så det hele ikke blev så tungt og tørt. Det er jo meget alvorligt det hele - undtaget vores.

Hannah: Vi er jo ret alvorlige også ...men er nok mere ekstroverte end mange af de andre. Claus har valgt ret fint. Han har valgt ret forskellige kunstnere, som supplerer hinanden godt.

Anna Maria: Jeg synes åbningsudstillingen var ret fin. Det var meget klassisk, med maleri, altså Malene Landgreen, Anselm Reyle og os og Olafur. Altsammen passede sammen i farverne, det kom til at se lystigt ud. Så var der en sektion med de lidt tørre ting, Henrik Olesen, Pia Rönnicke, Kaucyila Brooke. Det var splittet op i to... Jeg synes, vores ting fik det andet til at se meget sjovere ud, end det i virkeligheden var. De andre ting klædte vores totempæle rigtig godt :-)

Hvad kan I sige om den type kunst, I laver?

Anna Maria: Det handler om liv og død, sex og penge og besværgelse. Meget besværgelse. Det handler rigtig meget om at lave tingene, sådan som man ønsker, verden skal se ud. Sådan som vi godt kunne tænke os, at det hele var.

Hannah: På godt og ondt. Mange af tingene er sådan, som, man ønsker, verden var, selvom man ved, det ikke ville være så heldigt. Der er mange elementer af noget, vi er meget tiltrukket af og meget frastødt af på en gang, som vi ælter sammen. Nogen ting er smukke, andre er grimme.

Anna Maria: Det har en åbenhed over for alt. Vi vil meget gerne have, det også ser flot ud :-) Det handler ofte om ting, vi tænker over. Hvad er det at være kvinde? Hvad er seksualitet? Det er en meget stor ting blandt kvindelige kunstnere. Det er sådan lidt kedeligt, men vi kan ikke rigtigt komme uden om det.

Ingen Frygt: Samba, 2005. 120 x 240 cm. c-print

Det er meget kvindeagtigt ...

Anna Maria og Hannah: Ha, ha

Anna Maria: Hvad, synes du, er kvindeagtigt ved det?

Håndlæsning, fostre, kusser, materialerne...

Anna Maria: Vi gør ret meget grin med det. En af grundene til, at vi syr så meget, er, at vi gerne vil gøre grin med klichéen med kvinder og håndarbejde - eller egentlig pege på den ...

Hannah: Det er noget, der gennemsyrer alt det, vi laver...

Anna Maria: Vores videoer er også med piger med kæmpestore røve og appelsinhud. Der er hele tiden porno .. nej ikke porno alligevel, følelser, kærlighed ... nej porno ... ha, ha, ha. Vi laver noget, vi synes er fantastisk, og så taler vi om, hvad det er. Håndarbejdstingene er meget selvrefererende. Det handler om en kvinderolle. Den flittige, dygtige, artige kvinde, der syr perler i hånden, som vi gør en lille smule nar af ved at gøre det sindsygt grimt. Allerede der har vi peget på en eller anden ambivalens. En rolle, man er låst lidt fast i.

Hannah: En rolle og også en arv. Det er sådan, man har lært at gøre på fritidshjemmet. Meget kunst lavet af mænd er også meget tydeligt skabt af mænd. Det, vi laver, er ikke en karikatur, men man kan forhåbentlig fornemme en ambivalens ...

Anna Maria: Der er en vis naturlighed i det, vi gør, det vi kan ...

Hannah: Havde vi en meget stor pik, ville vi være Paul McCarthy. Ha, ha, ha

Anna Maria: Det er lidt det samme at udstille sig selv og gøre det, man har lyst til.

Ingen Frygt: Sex, 2005. 90 x 66 cm. c-print		Ingen Frygt: Science, 2005. 90 x 66 cm. c-print

Er det nu en kunstnerkarriere, det drejer sig om?

Anna Maria: Ikke nødvendigvis udelukkende, men det er et meget godt udgangspunkt. Vi har gerne ville det rigtig længe, men har ikke rigtig kunnet samle os om det som en seriøs ting. Der tror jeg, man er nødt til at have nogen, der stoler på en og kan føre en videre. Jeg kan ikke forestille mig nogen af os gå til et galleri med en mappe ... Det er vi for arrogante til. Men vi vil da gerne bare være kunstnere. Det er jo det bedste, luksus. Vi er vant til ikke at have nogen penge alligevel, så det gør ingen forskel. Det er en ideel situation. Også det, at vi arbejder 3 sammen.

I har været sammen længe ...

Hannah: I 4 år. Vi kendte hinanden i forvejen, og så skete det ligesom bare. Oprindelig var det åbent for, at vi kunne være flere, men det føltes rigtigt med os 3, det virkede.

Anna Maria: Det er også gået meget godt - vi har haft lidt succes.

Hannah: Vi kunne se, at der var noget ved os 3, der ikke var helt tosset. Vi supplerer hinanden godt.

Anna Maria: Og så kan vi se - uden at vi bevidst har brugt det til noget - at der er meget markedsføringstrick i at være 3 piger, der laver noget, der er lidt langt ude. Dem er der åbenbart ikke så mange af endnu - nogen der er lidt svære at kategorisere. Det er ret svært at kategorisere piger, der er besat af pigerøve, eller hvad det nu er, vi laver. Vi har fået ret meget opmærksomhed.

Hannah: Jeg tror også, vi ret hurtigt konkluderede, at vi synes, de ting, vi lavede, blev sjovere, når vi lavede dem sammen. Det var en force, at vi lavede det sammen.

Anna Maria: Så blev det ikke så entydigt. Så vores projekter ændrer sig fra gang til gang, alt efter hvem der har mest tid og energi.

Ingen Frygt: Speak to the Hand, 2005. 183 x 50 cm. mixed media		Ingen Frygt: Oyster, 2005. 90 x 70 cm. mixed media		Ingen Frygt: Kaktus, 2005. size varies

Hvad med al den kvindepolitiske kunstsnak med museumsindkøb osv?

Anna Maria: Det er vi slet ikke inde i. Det er lidt som med alt det, vi har lavet. Vi kommer lidt ind fra siden. Vi er slet ikke med i alle de der diskussioner om kunstpolitik - eller filmpolitik eller hvad det nu måtte være. Vi er ikke inde i den verden. Der er ingen af os, der har gået på kunstskole eller på Holbæk (Kunsthøjskole red.) eller prøvet eller villet eller kæmpet eller været kvinde og følt sig tilsidesat. Vi har bare fået det hele serveret. Så vi kan ikke mærke det. Endnu i hvert fald.

Hvordan ser den københavnske kunstscene ud der fra sidelinien?

Anna Maria: Jeg synes, den ser godt ud. Den er god. Jeg har altid syntes, den var god. Vi har allesammen fulgt virkelig meget med. Vi kommer ikke så meget ind fra siden, at vi ikke ved noget om noget.

Hannah: Vi diskuterer meget indbyrdes, og vi har hver vores baggrund, så det fungerer lidt som en skole.

Anna Maria: Jeg savner Jes Brinch. Kan han ikke snart komme hjem fra Vietnam. Jeg savner en, der er lidt voldsom, som tør lidt mere. Jeg ved ikke, om jeg savner ham som menneske, ha, ha. Jo, det gør jeg egentlig også.

Hannah: Det har været godt for mig ikke at gå i skole. Jeg ved ikke - er det indbildsk at mene, at man ikke har brug for det?

Anna Maria: Jeg tror, der kommer meget forskellige ting ud af det. Det kan være godt, man ikke ved så meget og ikke har så mange referencer. Jeg tror, det var det, Claus (Andersen red.) synes var godt - at der var nogen, der ikke var så tænksomme ... eller var det på en anden måde. Så referencerne ikke var så klare men kommer mere fra populærkultur eller tilfældig litteratur... nogen man selv har støvet op.

Så jeres kunstnerkarriere hviler nu i Claus Andersen_s hænder?

Anna Maria: Ja, vi håber på, han holder ud. Vi er meget glade for ham... også som menneske ...

Ingen Frygt: Voodoo Child, 2005. 230 x 150 x 150 cm. mixed media

Ingen Frygt: Voodoo Child, 2005. 230 x 150 x 150 cm. mixed media		Ingen Frygt: Voodoo Child, 2005. 230 x 150 x 150 cm. mixed media
Ingen Frygt: Fanclub (detalje), 2005. 12 x c-print i skifteramme		Ingen Frygt: Fanclub (detalje), 2005. 12 x c-print i skifteramme