Imaginære realiteter

Astrid Kruse Jensen: Imaginære realiteter, 2005.

Astrid, udstillingens titel Imaginary Realities er taget fra et af dine projekter. Ligger der ikke en modsætning i at tale om imaginær virkelighed, når man arbejder med fotografi?

Imaginary Realities er titlen på et projekt, jeg har været i gang med siden 1998, og som jeg vender tilbage til løbende. Der er en bevidst modsætning i at tale om en imaginær virkelighed, når man arbejder med et medie som fotografi. Men projektet kredser, som de fleste af mine værker, omkring vores opfattelse af " the Real". Scenerne i mine fotografier er altid velkendte, men jeg forsøger at skabe en parallel verden, der balancerer mellem virkelighed og fiktion. Det er en imaginær verden, placeret et sted mellem personen og stedet, og samtidig en dramatisering af situationen. Det er en transformation, hvor fantasien samarbejder med erindringen, og hvor man ikke kan adskille virkelighed fra imagination. Billedernes virkelighed peger tilbage på det øjeblik, hvor vi henfalder til betragtningen af os selv, og reflektionen begynder. Forestillingen kommer ind, når vi søger tilbage til det øjeblik og lader vores personlige historie åbne sig og blive en del af verden. Her bliver man bevidst om, at virkeligheden slet ikke findes som noget alment tilgængeligt, men altid kun som individuel forestilling.

Du iscenesætter altså dine billeder?

Ja, men jeg manipulerer ikke med dem i kopieringsprocessen. De stærke kontraster og de mættede farver skyldes den lange eksponeringstid. Lyset er med til at skabe noget grandiost ud af hverdagens rum. Frem for at oplyse billedets motiv bruger jeg mørket som et selvstændigt element. Fotografierne opnår derved en stoisk ro, der tilfører de hverdagsagtige situationer en uventet monumentalitet.

Astrid Kruse Jensen: Hypernatural #05, 2003. 95 x 120 cm. C-print		Astrid Kruse Jensen: Hypernatural #04, 2003. 95 x 120 cm. C-print

Dine billeder har et udpræget filmisk element, men dine personer har aldrig ansigter. Hvad betyder fortællingen for dig, og er det et selvbiografisk univers, du åbner for øjnene af os?

Det ansigtsløse har jeg tilfælles med Mette. Igen, som hos Mette, handler det om billedernes åbenhed. Ansigter er meget personlige, og ved at vise ansigter kommer man let til at dreje scenen i retning af det individuelle. Billederne indikerer en fortælling uden begyndelse og slutning, hvor kun fragmenter af fortællinger er frigivet. Det moment, jeg søger, opleves ofte kun i et par sekunder. Et moment, hvor vi ikke længere lægger mærke til mennesker og stedet omkring os, og hvor de egentlige omgivelser bliver sekundære.

Du bruger aldrig mandlige modeller...?

Nej, og det er der mange, der bemærker. Når jeg tidligere fotograferede mænd, oplevede folk mine billeder "kønnet". Frem for at se personen som en tilfældig figur, lagde folk mere mærke til den rolle, de forskellige mænd spillede over for de kvindelige modeller. Og samtidig er der også en selvbiografisk dimension i billederne.

Astrid Kruse Jensen: hypernatural #03, 2003. 95 x 120 cm. C-print		Astrid Kruse Jensen: hypernatural #06, 2003. 95 x 120 cm. C-print

På udstillingen hos Mikael Andersen viser du også en række billeder fra dit seneste projekt, "Hypernatural", der er lavet på Island. Nu er Island efterhånden ved at være velbetrådt land, så vil du ikke fortælle lidt om dit forhold til stedet og de landskaber, du fandt der?

Jeg har aldrig arbejdet med landskab før, men som de fleste andre var, og er, jeg dybt fascineret af det islandske landskab. Da jeg blev færdig på akademiet i Glasgow i sommeren 2002, var jeg så heldig umiddelbart efter at få et NIFCA residency på to måneder i Island. Siden har jeg været der flere gange. Med Hypernatural peger jeg på den kunstige opdeling af natur og kultur, som kendetegner vores erfaring af landskabet. Mit udgangspunkt for dette projekt var at stille spørgsmål til det autentiske og uberørte i naturen og landskabet, og især vores forestillinger om dette. På billederne ses mennesketomme swimming pools og badeanlæg, som findes overalt på øen. Opvarmet af underjordiske, varme kilder kan man bade i dem året rundt, og badeanlæggene er blevet en integreret del af det islandske landskab. Hvor jeg i Imaginary Realities brugte mørket til at sløre virkelighed og forestilling, bruger jeg her skumringen til at opbløde overgangen mellem de menneskeskabte omgivelser og det såkaldte autentiske landskab omkring dem.

Astrid Kruse Jensen: Hypernatural #37, 2004. 95 x 120 cm. C-print		Astrid Kruse Jensen: Hypernatural #40, 2004. 95 x 120 cm. C-print
Astrid Kruse Jensen: Hypernatural #44, 2004. 95 x 120 cm. C-print

Mette, det rekreative går igen i dine malerier og skulpturer, men den umiddelbare feel-good fornemmelse bliver hurtigt afløst af melankoli. Hvorfor følger du ikke bare lækkerheden helt til dørs?

Jeg opfatter ikke mine malerier og skulpturer som specielt melankolske. Men hvis du synes, de er melankolske, så er det måske fordi, jeg er et melankolsk væsen. Jeg har ikke den der lækkerhedsfornemmelse inden i mig. Mine billeder er bearbejdede sanseindtryk, der skildrer erindringen om lykke og øjeblikke af fuldkommenhed. Men de rummer også længslen efter disse øjeblikke, som er så flygtige.

Mette Vangsgaard: Park, 2005. 160 x 150 cm. Olie på lærred		Mette Vangsgaard: Tivoli, 2005. 140 x 140 cm. Olie på lærred
Mette Vangsgaard: Grantræ, 2005. 165 x 140 cm. Olie på lærred		Mette Vangsgaard: Skov, 2005. 185 x 195 cm. Olie på lærred

Og dine skulpturer...?

Skulpturerne er en fortsættelse af maleriet. De er træer og tårne modelleret i ler, der allesammen går igen i malerierne. De er en slags koncentration af de forløb, der udspiller sig i billederne.

På udstillingen "Aflejre" med Pernille Worsøe på Esbjerg Kunstmuseum handlede din del af udstillingen om erindringen om en dag i haven med børnene, og der indgik legetøj i en del af værkerne. Man får også i dine nye værker indtryk af en lege-verden. Er det banale en bevidst strategi for at opnå en dybere alvor?

Det lege-agtige er nok en del af mit sprog og min måde at udtrykke mig på. Mine ting kan godt have en tendens til at se lidt barnagtige ud. Malerierne er dog ment meget voksent og er alvorlige nok. De viser en gåtur i en park, og f.eks. er manden med hunden virkelige elementer, som var der, da jeg gik tur i parken. Malerierne er malet på baggrund af fotos, og de ligger motivisk ret tæt på dem. Nu er selv den dybere alvor, som du kalder den, jo ofte ret banal og præget af klichéer. Og tværtimod er legen for mig ikke banal, men investeret med de samme følelser og frustrationer, som det virkelige liv. Jeg forsøger at åbne historierne i mine billeder ved også at fremskrive tiden, og ved at placere bygninger i horizonten, der ikke findes i virkeligheden. Som Astrid bemærkede, så er ansigterne i mine figurer også enten fraværende eller helt upersonlige. Det er vigtigt for mig at opnå et generelt udtryk, og i højere grad lade farverne sætte stemningen.

Tak skal I have, begge to!

Mette Vangsgaard: Træer og tårne, 2005. Glaseret lertøj		Mette Vangsgaard: Træer og tårne, 2005. Glaseret lertøj
Mette Vangsgaard: Træer og tårne, 2005. Glaseret lertøj		Mette Vangsgaard: Træer og tårne, 2005. Glaseret lertøj
Mette Vangsgaard: Træer og tårne, 2005. Glaseret lertøj		Mette Vangsgaard: Træer og tårne, 2005. Glaseret lertøj