HINTERGARTEN - ung skulptur

Eva Hjorth: Hintergarten, 2005.		Eva Hjorth: Hintergarten, 2005.

Hvordan er udstillingen HINTERGARTEN kommet til verden?

Caroline: Bakkehuset i Vedbæk, der er et akitvitetscenter for ældre, inviterede Kunstakademiets billedhuggerskole til at udstille i deres park, og professor Lone Høyer Hansen opfordrede sine elever til at tage del i projektet. Efterfølgende blev vi fra kunsthistorie kontaktet af Ann Lumbye Sørensen, der i samarbejde med Lone ville sætte os i forbindelse med kunstnerne, og derfra startede samarbejdet, der er blevet til HINTERGARTEN. Der er en lang skulpturtradition i denne park - Rudolf Tegner og Johannes Berg har blandt andre udstillet her - og Hintergarten sker i et ønske om at genoptage den tradition.

Fortæl lidt om Bakkehuset. Hvad er det for et sted?

Helle: Det er en gammel villa fra 1915, der oprindeligt var privat bolig, men nu er et aktivitetscenter, hvor kommunens ældre borgere kan komme og udfolde sig kreativt i forskellige værksteder. De kan tegne, male, lave keramik, og der er alle mulige maskiner…det er nogle virkelig gode faciliteter. Det, der gør udstillingen her ret fantastisk, er konstellation af ældre mennesker og de helt unge kunstnere.

Caroline: Ja, de unge og de ældre mødes i en fælles interesse for den traditionelle have og for den kunstneriske og kreative ånd, der hersker i huset.

Andreas Schulenburg: Hintergarten, 2005.		Andreas Schulenburg: Hintergarten, 2005.

Vil det sige, at det er brugerne af Bakkehuset, der har fået idéen til at invitere de unge kunstnere til at udstille i haven?

Helle: Vi har lavet nogle interviews med brugerne, og de var alle sammen meget spændte på at se noget ung skulptur. Vi talte bl.a. med dem om, hvad de forbinder med ordet skulptur, og mange af dem forbinder det naturligvis med Thorvaldsen eller noget andet tradtitionelt og statisk. Det gør det ekstra spændende at introducere andre skulpturelle udtryksformer til denne gruppe af kunstinteresserede. Vi er meget spændte på at se, hvordan de reagerer - om de synes, det er helt forfærdeligt.

Samlende for udstillingen er arbejdet med det skulpturelle i en udendørs, offentlig kontekst. Ligger der ellers en overordnet ramme omkring kunstnernes værker?

Brynhild: Nej, egentlig ikke. Der er ikke lavet en kuratorisk overordnet fælles sammenhæng værkerne imellem, og udstillingen repræsenterer ikke noget lukket, fastlåst kunstsyn eller tema. Vi ser det mest som syv bud på, hvordan skulpturen kan se ud her og nu.

Jon Stahn, Hintergarten, 2005		Kristian Sverdrup, Hintergarten, 2005

Når jeg læser kataloget, virker det dog som om det, at forholde sig til skulpturen i en historisk kontekst og til en grad af stedspecificitet er gennemgående hos de syv kunstnere. Er det ikke en form for fællesnævner?

Helle: Vi har forsøgt at placere de her nye udtryk i en form for tradition - noget der for os som kunsthistoriestuderende ligger lige for - at se værkerne som led i en udvikling og indkredse, hvor skulpturen befinder sig lige nu. Ridse traditionen op og undersøge en kropslig forholden sig til skulpturen.

Dette forstærket af det offentlige rum, og ved at beskueren bliver en del af både parkens historie og af de her spændende, nye værker.

Flere af værkerne forholder sig helt konkret til parken. Det stedspecifikke er et vigtigt element hos flere af kunstnerne; Andreas Schulenburg har lavet et humoristisk træ, Lene Barnkob Kaas indkorporerer nogle af parkens træer i sin skulptur, og Flemming Jarle Mikkelsen har arbejdet med et springvand til parkens sø.

Caroline: Haven har været enormt inspirerende. Den er ret vild og ufriseret - noget man ikke umiddelbart forventer sig af en gammel villapark i Vedbæk. Og selve huset og ånden omkring det - med den klare kunsthisorisk tradition - har medvirket til denne inspiration og fascination.

Flemming Jarle Mikkelsen: Hintergarten, 2005.		Flemming Jarle Mikkelsen: Hintergarten, 2005.

Hvilke tendenser oplever I inden for den skulpturelle praksis lige nu?

Helle: Vi synes for det første, at der er en tendens til, at skulpturen bevæger sig væk fra et klassisk udtryk med sokkel og fra det meget stedbundne. For det andet oplever vi en tendens til, at kunstnere arbejder meget med det humoristiske og politiske. For det tredje er man på vej væk fra de klassiske materialer. Det handler muligvis om, at man er på vej væk fra det dekorative til et sted, hvor der bliver lagt nogle fortællinger frem, man som beskuer kan forholde sig til.

Brynhild: Der er også en interesse for det processuelle. F.eks. har Ercan Sarac til denne her udstilling skabt en figur i gips, der, når den placeres udenfor og udsættes for vind og vejr, langsomt vil nedbrydes og omdannes til en anden form - en masse af gips.

Helle: Et andet eksempel er Eva Hjorth, der har taget en kasse til transport af marmor og smadret låget og fyldt kassen med et flydende indhold, der ikke er afgrænset fra den natur, kassen kommer til at stå i.

Caroline: Hvis man skal opsummere det, peger skulpturen i mange retninger; det humoristiske, det alvorsfulde, det politiske og det, der refererer til tiden og det processuelle. Man kan ikke tale om én specielt dominerende faktor. Man kan snarere sige, at det er et meget søgende og mangefaceteret felt.

Lene Barnkob Kaas: Hintergarten, 2005.

Vil det sige, at det offentlige rums skulptur for jer at se ikke er markant anderledes end andre kunstneriske udtryksformer?

Helle: Ja, det er interessant at se, at de her værker, der er med på HINTERGARTEN, også godt kunne fungere i et museums- eller gallerirum.

Lad os afslutningsvis tale om ferniseringen. I har valgt at stable en event-agtig ting på benene. Hvad er baggrunden for det?

Helle: Dels handler det helt konkret om at trække en masse mennesker fra København til Vedbæk. Og så er det interessant at samle så forskellige ting som ballet, punkrock, hornorkester og pigegarde som en form for kommentar til forskelligheden af de værker, der er med på udstillingen.