| ||||||||||
| ||||||||||
|
||||||||||
|
|
||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Daydream Nation | ||||||||||
Annoncer: | [28. april 2005] Interview ![]() Michala Eken & Julie Lundsteen Boserup Daydream NationI udstillingsstedet Kabines lille kælderlokale er dagdrømme og luftkasteller gjort fysiske. På den ene væg breder Julie Lundsteen Boserups landskaber sig, og på den anden udfolder Rose Eken sin personlige drøm om at være rockstjerne. En video med hendes skingre sang udfyldte hendes fravær, da kopenhagen besøgte udstillingen og talte med Julie Lundsteen Boserup og stedets ene ejer, Michala Eken. Interview:Carla Strube Foto:Strube Rose Eken, Julie Lundsteen Boserup Daydream Nation 09. april - 30. april 2005 Kabine Reykjaviksgade 4, 2300 København S web site:www.kabine.dk Varierende åbningstider Julie Lundstrup Boserup (1976) er uddannet på Chelsea College of Art i London. Hvad er udgangspunktet for Daydream Nation?
Julie Rose og jeg arbejder begge to med iscenesættelse i hverdagen, og vi talte meget om drømmen om noget andet. Altså hvad dagdrømmen og luftkastellet i hverdagen betyder. Om der findes en form for utopisk impuls, og hvordan det præger folks handlingsmuligheder, når de fantaserer om noget. Rose arbejder med selviscenesættelsen og sin private drøm om at blive rockstjerne, og jeg arbejdede her med noget billedmateriale, jeg fandt på et studieophold i Litauen af præmierede huse, hvor jeg iagtog, hvordan folk iscenesætter deres hjem og forholder sig til afstanden i mellem deres idealer om at bo og deres faktiske virkelighed.
Julie For Rose er det en del af et større projekt. For et år siden lejede hun sig ind på et værelse i England, som hun byggede om til et øvelokale bygget i pap, som hun så boede i. Der filmede hun sig selv, når hun ”optrådte” med de instrumenter, hun også havde bygget i pap. Og det er den video, man kan se på udstillingen.
Michala Ja, hun lavede også sådan nogle miniature-ting og boliger i pap ud fra hukommelsen. Men hun fik lyst til at gå op i en 1:1 størrelse, og det var så her, hun flyttede ind i modellen, hvor hun også kunne udforske varme og lyd.
Men her er hun så tilbage i miniaturen igen? Ja, hun har lavet en række badges, hvor hun blandt andet har malet sig selv som rockstjerne.
De minder nærmest om renæssancens miniatureportrætter...
Michala Ja, og nogle af dem har karakter af ikonmaleri, men de er alle overført til badges for at holde rockstar-terminologien.
Julie Det er også en art dialog med hendes egen drøm om at blive stjerne, der intenst bliver dyrket, for hvert strøg hun maler.
Sådan som det er idag, kunne hun jo også bare have lavet en rigtig plade...
Michala Hun overgør det jo helt vildt – hun kunne godt have lavet det, så man ikke kunne se, at hun fakede, men der er meget humor i hendes ting, som også skaber en distance til det. Da hun satte videoen op, hvor hun synger, sagde hun, at det til dato var hendes mest pinlige værk - og det er sgu’ da også vildt pinligt at stå og synge falsk, når man har walkman på.
Julie Vi har talt meget om relationen mellem idealet og den faktiske virkelighed, og hun arbejder meget med succes og fiasko. Men fiasko som en positiv ting. En inspiration til forandring, der gør, at du forsøger igen og igen.
Julie, fortæl om dit projektet?
Jeg har som sagt taget udgangspunkt i billeder af huse fra Litauen, selv om det er noget, jeg har valgt at underspille lidt. Jeg er interesseret i den forskydning, der sker, fra det tidspunkt hvor folk planlægger deres huse til at ligne sådan et masseproduceret ideal, til de så rent faktisk bygger huset. Huset får så måske et pinkt tag, fordi der lige var pink maling. Jeg har skabt et landskab ud af de billeder, og baggrunden er haverne, som jeg har fotokopieret. Det er hele vores gør-det-selv/forbruger-kultur, der i virkeligheden interesserer mig. Jeg har både arbejdet på computer og tegnet i hånden. Jeg har også bygget husene op bræt for bræt. Så værket er en slags collage. Når jeg så prøver at efterligne husene, kommer der endnu en fortolkning af det masseproducerede ideal, som var udgangspunktet. Forbrugerne overlever på en måde det masseproducerede og vil på en eller anden måde altid sætte deres individuelle præg på det. Ingen kan leve op til de ens typehuse, for der vil opstå nogle nye ting, når de kommer i kontakt med livet eller en person, der er passioneret omkring det. I starten så jeg de her huse som realiserede luftkasteller. De lignede steder man kunne drømme om at trække sig tilbage i - med naturidyl på landet - men der var hele tiden den der kontakt til nutiden, der forstyrrer billedet lidt. Og husene er helt klart også lavet til at blive set på af et publikum.
Michala, du har fulgt tilblivelsen af de to udstillinger. Hvordan ser du sammenhængen mellem de to kunstneres værker?
Udover det, at de begge arbejder med iscenesættelse på forskelige planer, er der også en form for stoflighed, der binder dem sammen. Og det dekorative, en sikker tegnestil og deres måde at blande materialer på.
Julie Jeg tror også, vi fandt ud af, at vi arbejder meget på samme måde – vi har den samme måde at nørkle med tingene på, og vi arbejder begge procesuelt med materialerne. Vi har siddet og arbejdet hver for sig, men vi har alligevel nærmet os hinanden undervejs i formuleringen af projektet.
Er titlen Daydream Nation en kommentar til nationen?
Det er ikke ment som en negativ analyse af samfundet som værende passivt. Det handler mere om det med at forestille sig et andet land - at gå ind i sin egen verden og forestille sig et paradis eller en tilværelse som stjerne. Jeg synes, det er interessant, den måde folk forvalter den situation, de nu er i. De fleste mennesker har jo begrænset frihed, og hvis man ikke har råd til at rejse jorden rundt, hvordan rejser man så?
Hvordan påvirker dine dagdrømme dig?
De her små abstraktioner i hverdagen er jo led i de kreative processer, der foregår. Det er her, man opdager nye funktioner af gamle ting. Og det er dem, der hjælper os til at se vores omgivelser i et nyt lys.
I forbindelse med Daydream Nation er der lavet en bog, der er udgivet på Kabines nystartede forlag Kabine Tryk.
| Related:fra kopenhagen.dk: [01. september 2010] [29. maj 2010] [26. april 2010] [06. oktober 2009] [30. juni 2009] [18. juni 2009] [18. marts 2009] [15. december 2008] [05. november 2008] [21. november 2006] [10. december 2005] [29. april 2005] [26. april 2005] [28. januar 2004] fra www: | ||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||