Danh Vo og Orsolya B. Larsen på renseriet

Hvad bragte jer sammen?

Dahn Orsi holder udstillinger i sin lejlighed, og jeg har planer om at holde en udstilling i mine forældres hjem i Valby. Vi har studeret sammen på Kunstakademiet i mange år, og selvom vi er gået i hver vores retning, har vi et fælles udgangspunkt, og vi har begge flygtningebaggrund og en fælles forståelse for, hvordan det er at være opvokset i såkaldte fremmede omgivelser. Selvom der er lidt forskel i vores lejlighedsudstillings-koncepter, er der sammenfald i idéen. Jeg har valgt udelukkende at invitere store kunstnere som kontrast til den lidt småborgerlige familie, som mine forældre er blevet, men fælles for vores udstillinger er, at alle værker lander på en form for flat niveau, hvor intet er mere værd end det andet.

Hvordan arbejder I?

Dahn Orsi er meget specifik med sine malerier, men hun splitter maleriet op, leger med det og bruger det som materiale til at fortælle en historie. Jeg selv arbejder meget med, hvordan jeg kan producere kunst uden at røre det - til en grænse hvor jeg stadig kan claime det som værende produceret af mig. Det er der selvfølgelig mange kunstnere, der har arbejdet med, men jeg synes stadig, det er et område, der er værd at afsøge. Det betyder, at jeg har lavet nogle udstillinger, hvor jeg laver produktet eller konceptet under en anden kunstners navn. Sådan at jeg hele tiden tager en andens plads eller lader en anden overtage min.

Hvad har du så givet Orsi af materiale?

Dahn Hun har fået en masse personligt materiale. Meget af materialet er hentet fra en kæmpe reol, mine forældre har, hvor de propper alle mulige ting ind. Derfra har Orsi så hentet de billeder og genstande, som hun så har gennemtærsket i sit maleri.

Orsi Tidligere har jeg ellers mest brugt ting fra mit eget personlige arkiv og sat dem i en politisk, historisk og samfundsmæssig kontekst.

Dahn Et af de materialer, som Orsi tidligere har brugt, har været et atlas fra den kommunistiske tid i Ungarn. En tid, som hun på mange måder er et produkt af. Så der opstår også en underlig forskydning af tid ved at hente gamle/personlige ting frem igen. Det er det, der er interessant, fordi det hele tiden bryder vores opfattelse af visuelle fænomener i dag. Hvordan forstår og afkoder vi, hvad vi ser? Udstillingen skal måske mere ses som en starter til at reflektere over vores visuelle kultur.

Tingene på udstillingen er personlige, fordi de er hentet direkte hjemme fra mine forældre, men de bliver nemt også klichéer. Den kinesiske kalender har jo ikke noget som helst med mine forældre at gøre – selvom man nemt kommer til at kæde den sammen med, at vi har en asiatisk baggrund. Jeg mener, jeg var fire år, da jeg kom hertil. Der er en tendens til, at det nemt bliver meget kliché-præget at arbejde autobiografisk som kunstner.

Orsi På udstillingen er der også et billede, jeg har malet fra et forlæg af lerhytter i Afrika, men i denne her sammenhæng tror man, det er bambushytter i en rismark.

Ud over det materiale, jeg har fået fra Danh, har jeg hentet en del ned fra internettet, så der er både noget privat materiale og noget, der er tilgængeligt for alle og forestiller nogle personer, som vi ikke kender, men som i princippet godt kunne være i familie med Danh. For mig er der ingen forskel. Det følger en idé om, at hvis jeg skal male én persons personlige arkiv, kan jeg ligeså godt også male en andens. I min kontekst er de ligeværdige.

Hvordan forholder I jer til, at det er et renseri, I udstiller på?

Dahn Lige fra første gang jeg hørte om projektet med et udstillingssted her, synes jeg, det var en fed idé. Både fordi publikum kan få en oplevelse i en situation, hvor de ellers ville kede sig. Og hvis man arbejder med en eller anden form for flygtningeidentitet, er det jo fantastisk at udstille på et renseri - det er jo den største kliché det med kinesere, der vasker tøj. Der er faktisk to Vietnamesiske flygtninge, der arbejder her, men det vidste vi ikke. Jeg synes også, det er interessant at arbejde med et rum, der er så kaotisk. Æstestikken kommer jo meget fra Orsi, og også konteksten er så betydningsbærende. Vi synes begge to, at maleri skal fremhæve rum - i stedet for den idé at maleri blot skal hænge på væggen og udsmykke.

Dahn, hvordan har du haft det med at give dit personlige materiale videre? Har du haft nogen som helst indflydelse på, hvordan det færdige udtryk skulle blive?

Dahn Det interessante i denne form for kunstnerisk proces er netop at give så meget slip som muligt. Men jeg bliver jo også irriteret, hvis det går på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Det er min udfordring at give videre og opgive ansvaret, og det er det, der er interessant for mig. Til min EXIT havde jeg mine forældre til at gå til de forberedende møder og til sidst også til lave noget til udstillingen. Det var virkelig sjovt, særligt fordi min mor og jeg ikke kommunikerer så godt - jeg er ikke så god til vietnamesisk, og hun taler ikke så godt dansk. Hun skrev et brev til mig, som jeg slet ikke kunne finde ud af at bruge, men det skulle jeg i følge mit koncept, og det er jo det, der er interessant - at alt kan blive til et udtryk, til noget der kan formidles, og til noget der er spændende og mystisk.

Hvorfor har I valgt at lade det fremstå som to separate udstillinger?

Dahn Fordi det synes vi faktisk, det er. Jeg synes, det er interessant, at man kan have et objekt, for eksempel et maleri, der kan have to forskellige betydninger - alt efter af hvem og hvordan det beskues. Værkerne eller genstandene her kan altså være claimet af forskellige mennesker af forskellige grunde, og derfor er det også vigtigt, at det kan ses som to forskelllige udstillinger. Det er en slags udtryk for vores visuelle kultur, at der jo ikke rigtig er nogen, der kan gøre krav på alle de billeder, der figurerer - vi cutter, paster og googler, præcis som vi vil.