AFGANG 2005

Freelance-kurator Jacob Fabricius har fungeret som vejleder for Afgang 05 på Det Fynske Kunstakademi.

Hvad har du bistået med i rollen som vejleder/kurator?

Det er jo meget individuelt. Først går jeg ind og ser på, hvad eleverne tidligere har lavet, så diskuterer man deres værker, udstillingen i sin helhed og så fordeler man kunstnerne. Det er en form for idé-udveksling om hvordan, man kan gøre udstillingen bedre, og det er der, jeg kommer med forslag. Det gælder også kataloget, der er endt med at at blive en klar plastpose, som jo bare er en form, de har kunne fylde, som de vil. Nogle har lavet repræsentative flyers, en har lavet en CD-Rom, og andre har lavet mutiples i signerede eksemplarer.

På EXIT 05 er der ikke tilknyttet nogen kurator?

Jeg synes, det er positivt, at Odense og Århus har tradition for at tilknytte en vejleder, for så er der én, der har ansvaret for at sige: ”Nej, du skal ikke fylde så meget, eller, jo, du skal fylde mere”. Ikke for at øve forskelsbehandling, men det er sådan, det foregår, ude i det virkelige liv.

Har du forsøgt at lave en bestemt linje gennem udstillingen?

Det kan man ikke. Alle kunstnerne er jo givet på forhånd, så det har været min opgave at få dem præsenteret på den bedst mulige måde og gøre dem bevidst om, hvilke greb de bruger. Nu skal de ud i det virkelige kunstliv, hvor banalt det end lyder, men der får man ris og ros, og man skal kunne svare for sig. Hvis man ikke er bevidst om, hvad man laver, får man endnu flere øretæver.

Så du har også vejledt dem i en bevidsthedsgørende proces?

Jeg synes faktisk, de har været enormt engagerede og bevidste omkring deres proces, og hvad de ville lave.

Kan du fremhæve nogle tendenser på Afgang 05?

Der er flere, der forholder sig til arkitektur og bygning, men der er alt fra arkitekturanalyse, malerier af heste, narration i video, minimale konceptuelle værker til vægmaleri, lyd og selvbiografiske værker.

Hvordan står elever fra Det Fynske Kunstakademi i forhold til elever fra Det Kongelige Danske Kunstakademi?

Meget bedre. Det er jo ikke nogen konkurrence, men jeg synes, de tør noget mere her. Måske er det fordi, de er færre, men jeg synes, det er en bedre udstilling end EXIT 05.

Hvordan står de i forhold til den danske kunstscene generelt og den internationale?

De har ikke de samme vilkår som eleverne i København, men hvis man ser på afgangsholdet her, er der tre, der bor i udlandet, en der bor i København og faktisk kun en enkelt, der bor i Odense. Den danske kunstscene er jo ikke lukket i dag – den er åben og har udsyn.

Lasse Schmidt Hansen

At Ikeas Billy-reol kan samles på 294.346.752 forskellige måder, er en af de ting, Lasse Schmidt Hansen har fundet ud af. Ud over sine udregninger har han fotokopieret stjerner i endeløse editioner og givet udstilingsrummet et ekstra hjørne.

Lasse Schmidt Hansen: (f. 1978) Jeg arbejder mest med de standard-objekter, vi allesammen kender; Ikea-reolen og skifterammerne, som jeg så ændrer til mere specielle objekter. Ikeas Billy-reol kan samles i 294.346.752 forskellige versioner. Det ville tage fem hundrede år at gøre det, så det er ren teoretisk udregning, men jeg prøvede i flere dage at finde en formel til mine udregninger, men jeg fandt den aldrig og lavede til sidst et system i min lille bog til at regne det ud. Det er noget med, at hyldene kan stå på forskellige måder, vendes om etc. I denne version har jeg bare vendt den ene om.

Det handler simpelthen om at tage et ekstremt standardiseret objekt, hvor selv indpakningen er det mest standiserede, man kan forestille sig, og så prøve at gøre den speciel.

Fotokopierne har jeg lavet af små udklippede stjerner, jeg har kopieret med låget åbent, så det på en måde er kopier af ingenting. Det er et eksempel på, hvordan man kan lave en ekstrem stor edition nærmest uden ende - meget hurtigt og nemt. Billedet af blomsten er 125 år gammelt, men i modsætning til fotokopierne kun lavet i et bestemt oplag, og jeg har taget det her ene, der skal bryde det stramme i de andre værker.

Med de atten skifterammer har jeg udviklet et system til at lave skifterammer uden for standardmål, efter kvadrater jeg har tegnet i hånden, så ens som muligt. De er næsten kvadratiske og næsten samme størrelse men alligevel forskellige allesammen.

Et hjørne er jo sådan et biprodukt af et rum. I det her tilfælde er der kun et normalt hjørne i det her rum, og samtidig er det den mest simple skulptur, man vist kan lave.

Tidligere har jeg mest arbejdet udenfor, men det her er et forsøg på at arbejde med kunstinstitutionen. De ting, jeg arbejdede med før, var langt mere samfundskritiske, men jeg mener godt, man kan have det kritiske med i noget, der er mere formelt og tager udgangspunkt i nogle kunstneriske problemstillinger.

Lasse Schmidt Hansen: Billy 1:294.346.752, 2005.		Lasse Schmidt Hansen: Billy 1:294.346.752, 2005.
Lasse Schmidt Hansen: 2005.		Lasse Schmidt Hansen: Billy 1:294.346.752, 2005.
Lasse Schmidt Hansen: 2005.		Lasse Schmidt Hansen: 2005.
Lasse Schmidt Hansen: 2005.		Lasse Schmidt Hansen: 2005.

Nermin Durakovics: har lavet to selvbiografiske værker, der handler om mennesker og begivenheder, der har haft betydning for ham under hans opværkst i det, der nu er Eks-Jugoslavien, og om da han som ung voksen boede på Asylcenter i Danmark.

Nermin Durakovics: (f. 1979, kom til Danmark i 1993) Jeg har tegnet og malet alle mulige forskellige personer, produkter og begivenheder fra sport, kultur, tv-underholdning, der er knyttet til min barndom. Fælles for dem er, at de ikke længere eksisterer, fordi Jugoslavien er gået i opløsning. Jeg er opvokset med noget, der ikke længere eksisterer, men som stadig lever i min generations erindring.

Mit andet projekt, videoen, er også en historie, men den handler om en person, jeg mødte, da vi kom til Danmark som politiske flygtninge og boede på Avnstrup Asylcenter i Hvalsø. Leif var cirkusartist og tog mig med til forestillinger og lærte mig en masse tricks, som jeg så tager fat i på videoen, hvor jeg optræder med de ting, han har lært mig.

Jeg har altid arbejdet med identitetsemner og tilhørsforhold relateret til det samfund, som jeg lever eller har levet i. Jeg har forsøgt at relatere mine materialer til den tid og til noget, som alle kan genkende. Så jeg har meget brugt tegning i guachefarver og video.

Uanset hvor man er opvokset, vil der være nogle bestemte elementer, man vil skabe sin identitet udfra. Det, der har præget mig og min generation, eksisterer bare ikke længere.

Nermin Durakovic: 2005,		Nermin Durakovic: 2005,
Nermin Durakovic: 2005,		Nermin Durakovic: 2005,
Nermin Durakovic: 2005,		Nermin Durakovic: 2005,

Søndag morgen - hvor man dog kender det. Fortrydelse og dårligdom, aftrykket af en andens krop i sengen, stilheden, den halvspiste mad, de søvnige gader og de hemmelighedsfulde gyder. Jenny B. Bilberg har lavet fire små film, der handler om den der søndag morgen, dagen efter at man har været i byen.

Jenny B. Bilberg: (f. 1974) Jeg har filmet stille rum uden handling, hvor man bare kan ane stemningen af, hvad der er foregået. De kører som video, for at billedet ikke skal stå stille – et foto er kun et sekund af et tidspunkt - her får man en fornemmelse af tid, der udspiller sig. Det er billeder af den tomme bar, efter vi alle er gået hjem, et soveværelse, hvor der ligger en sovende. Der har ligget en ved siden af, og det roder, efter de har fået noget at spise. Drengeværelse. Foran en port holder en blinkende patruljevogn, og på et pigetoilet er der spor efter en kamp.

Det er fornemmelsen af stilheden, efter vi har været i byen, og det har larmet. De gode og de dårlige ting i en filmisk stemning. Det er, hvad et billede kan gøre, når det står næsten helt stille. Det er stemning, ikke handling. Jeg arbejder med, hvor lidt handling jeg kan give en historie, og hvor meget jeg kan fortælle med farve og stemning alene.

Jenny B. Bilberg: Søndag Morgen, 2005.		Jenny B. Bilberg: Søndag Morgen, 2005.

Først bevæger man sig ned af en faretruende trappe konstrueret af træ, der ligger som et lag oven på den rigtige trappe. Midt i rummet står en model af et rum, som man opdager, er rummet selv. Anders H. Nissen laver semi-afsluttede arkitektmodeller og efterligner byens funktionelle trækonstruktioner.

Han bor og arbejder i Berlin, hvor han også har været gæstestuderende.

Anders H. Nissen: (f. 1972) Jeg har prøvet at bruge rummet og samtidig integrere nogle af de modeller og trækonstruktioner, jeg arbejder med. Først har jeg bygget en arkitekturmodel af rummet og placeret de trækonstruktioner, jeg ville have ind i rummet; Trappen og modellen der vises lysbilleder på. Bagefter byggede jeg dem i størrelsen 1:1 i selve rummet.

På den ene konstruktion viser jeg firs lysbilleder fra København, Odense og Berlin, der egentlig er taget i en slags research til mine trækonstruktioner. Det er meget den skulpturelle værdi i konstruktionerne, der fascinerer mig, men jeg har også nogle meget små træ-udskæringer præsenteret.

Billederne på væggen er en slags digitale skitser, hvor konstruktionerne står frem. Det meste, af det jeg laver, ender med at blive 3D-værker. Men her fik jeg lyst til også at arbejde med fladen. Jeg tog omridset af en container og fyldte hele fladen ud med farve i Photoshop og satte bagefter konstruktionen ind igen.

Trækonstruktionerne er ren funktion, de er flygtige og bygget til at væretage et bestemt formål i en bestemt periode. Der er selvfølgelig en rød tråd igennem konstruktionerne, men eksempelvis i Singapore laver man dem i bambus, hvor vi laver dem i fyrretræ. Jeg vil jo gerne have at folk, efter at de har set mine ting, har en anden opmærksomheden i forhold til konstruktionerne i byen.

Anders H. Nissens 2005		Anders H. Nissens 2005
Anders H. Nissens 2005		Anders H. Nissens 2005
Anders H. Nissens 2005		Anders H. Nissens 2005
Anders H. Nissens 2005		Anders H. Nissens 2005

Lydene omkring os er en gennemgående tematik i Astrid Lomholts værker. Stemmerne og støjen og en forsvindende fællesskabsfølelse behandles på video og i en mobil lydindstallation.

Astrid Lomholt:(f. 1974) Forcen ved lyd er, at du kan opbygge rum. Store, små, intime, kolde rum. Fordi du bliver omkredset af lyd, er der en hel masse ting, man kan arbejde med. Til dette projekt har jeg lavet en masse interviews med spørgsmålene Menneske? Fællesskab? Fællesskab i Danmark? Det kredser om, hvor vi står i Danmark i dag, om den tid jeg er opvokset i og det sammenbrud af solidaritet, der er sket. Jeg har spurgt alle mulige forskellige mennesker, både mine fortrolige og folk på gaden i alderen 25-55 år. Jeg har klippet i deres svar og bygget mit eget univers op omkring fragmenter af deres svar. Mellem sætningerne har jeg klippet forskellige lyde ind, der henviser til rummet, vi befandt os i under interviewet.

Nogle af personerne talte om håb, andre om hvor fragmenterede vi er i dag, at vi ikke har ro nok til at være fælles, og at vi må finde hvile i den foranderlighed, der omgiver os.

Den fysiske del af værket er et hus på hjul, som man i princippet kan gå rundt med - men det er det alt for tungt til, og der i ligger en lille dumhed. Med huset er der også det, at jeg bevæger mig ud af kunstinstitutionen og kommunikerer på det plan, som værket blev skabt i. Jeg vil gerne have huset ud på et andet plan, så det kan optræde i andre sammenhænge.

I videoen er det mine egne kommentarer til spørgsmålene, og man ser mig kaste mælkebøtter ved Christiansborg. Det er "I kan ikke slå os ihjel-tanken", men måske er vi blevet slået lidt ihjel. Jeg føler selv, at jeg er en del af dem, der gerne vil være fælles, men ikke rigtigt formår at være det. Jeg er lige så fragmenteret, og det synes jeg, jeg siger, med den SuperBrugsen plastikpose, blomsterne ligger i. Videoen er lavet i slow, virkelig lækkert, og så håber jeg så, at der til næste år vokser mælkebøtter på Christiansborg Slotsplads.

Lyd er med til at skabe et usynligt fællesskab - eksempelvis opstår der en relation, når vi sidder og snakker, som brydes ligeså snart, der kommer en og afbryder vores samtale.

Astrid Lomholdt holdt på ferniseringen en live-act lyd koncert med tre andre indbudte kunstnere - heriblandt Tania Schlander fra Det Jydske Kunstakademi.

Minimalistisk, konstruktivistisk maleri dækker væggene i Udstillingsstedets kælderrum, hvor Sören Hüttel bruger maleriet som en del af sin installation.

Han er uddannet på Glasgow School of Art. Efter sommerferien skal han til Edinburg College of Art og tage en master.

Sören Hüttel: (f. 1976) Det er et kulturelt maleri. Jeg maler ikke maleriets natur, som der ellers er tradition for i Danmark. Jeg står ikke og føler en masse, når jeg maler. Jeg bruger maleriet, som et greb i installationen. Der er mange referencer til vores visuelle kultur, til konstruktivismen og kunstneren Sven Dalsgaard. Sven Dalsgaard lavede i 1963 noget, der hed Den Århusianske Linje. En linje, der gik gennem et rum, og den har jeg forsøgt at flette ind, fordi jeg godt kan lide at referere til noget, der har været engang, og sætte det i en ny kontekst. Når man taler om konstruktivisme og Sven Dalsgaard, taler man om værker i traditionel forstand, men her er det et rum, man går ind i. Det er et meget specielt rum, jeg har fået. Det plejer at blive brugt til video, fordi det har nogle underlige hjørner, man skal spille med og i mod. Jeg kan godt lide at lave maleri med en kort levetid, fordi der simpelthen eksisterer så mange malerier. Her ender man med kun at have dokumentationen tilbage.

Sören Hüttel: 2005,		Sören Hüttel: 2005,

Louise Stelzner Kristensen har i flere år udforsket et enkelt motiv i sine malerier. Det tilbagevendende motiv er heste. Det er hesten, der gør maleriet muligt. Den er forståelse, den er genkendelig, den er gentagelse. Hestene males i landskaber, hvor der ingen menneskelige tegn eller symboler kan findes. Hestene og malerierne er ren natur. Det er for Louise Stelzner Kristensen vigtigt, at det er malerierne, der ses, ikke en ide, ikke et koncept. Formen er vigtig - den enkle form uden specielle budskaber om adfærd. Louise Stelzner Kristensen maler hesten i et forsøg på at opnå helhed. Ro. Skønhed. (Fra pressemeddelsen.)

Henrik B. Knudsen arbejder med det kropslige kontra det arkitektoniske rum, ser og undersøger dermed forskellene mellem hvad der er offentligt og privat. På afgangsudstillingen laver han et fysisk indgreb af hegn og barrikader både indenfor og udenfor udstillingsstedet, på en måde tvinger Henrik Knudsen beskueren til at overveje og bruge rummet på en ny og anderledes (fremmed) måde. Han arbejder med beskuerens forestilling om arkitekturen og de sociale konventioner man forbinder med dem. (fra pressemeddelsen)

Louise Stelzner Kristensen

Tania Schlander og Louise Stelzner Kristensen		Jacob Fabricius holder sin tale for afgangsholdet
Kirse fra Dunkers Kulturhus var i blandt		Lars Bent Petersen kan holde en velfortjent ferie.