Interview: Joachim Hamou, Trampolinhuset.

Center Kongelunden		Sandholmlejren

Hvordan opstod samarbejdet mellem en gruppe mennesker bestående af kunstnere, studerende og asylansøgere, der førhen ingen kontakt har haft?

Det startede med, at Morten Goll havde fået en kontakt til Røde Kors, og det tror jeg, er et meget vigtigt punkt at starte med, da der var opnået en vis fortrolighed derigennem. Morten spurgte Tone O. Nielsen og jeg, om vi ville lave et projekt sammen, som vi formulerede ud fra den kontakt til Røde Kors. Vi kontaktede kunstakademiet og Danmarks Designskole, som var med i begyndelsen, for at lave et kursusforløb ud af projektet. På den måde ville projektet også kunne blive finansieret, og hvis det skulle handle om en dialog, skulle der være danskere med, og eleverne var en god, blandet flok.

Asyl Dialog Tankens workshop		Asyl Dialog Tankens workshop		Asyl Dialog Tankens workshop		Asyl Dialog Tankens workshop

Hvorfor egentlig kunst- eller designstuderende frem for flere forskellige studerende?

Det var i starten tænkt som en form for social intervention og ville lægge sig op ad traditionen for dette. Senere kom der også elever fra Journalisthøjskolen og den Sociale Højskole med gode og andre input, så det ikke blev for koncentreret om kunsten. Så snart vi blev involverede i projektet og fik kendskab til asylansøgerne, tror jeg, at alle med det samme glemte det kunstneriske udgangspunkt. Det første undervisningsprojekt blev dog ikke til noget, da vi ikke fik svar fra fondene. Designskolen faldt desuden fra, da de ikke kunne se, hvordan projektet kunne indgå i deres undervisning, og det resulterede i, at de asylansøgere, der allerede var blevet involverede, blev meget triste over endnu et projekt, der gik i vasken. Vi begyndte derfor at afholde middage sammen. Vi lavede den første i oktober 2008 på Kongelundens Asylcenter, og det var første gang for mange af de studerende, at de overhovedet havde været sådan et sted. En lidt brutal kickstart, og samtidig var det bare fantastisk; et enormt ice-break at sidde og spise sammen. Beboerne på Kongelunden, synes de studerende var fulde af energi, mens de selv var enormt velformulerede omkring deres situation, og dialogen kom godt i gang. På dette første møde opstod mange af grundidéerne. Eksempelvis har asylansøgerne en avis, der laves under Røde Kors, hvori de ikke må skrive hvad de har lyst til, da det vurderes, at der ikke kun må skrives om problemer. De følte, de ikke havde et sprog. Jeg kender en, der er med til at lave Hus Forbi, hvor man ikke blot læser og hører om de hjemløse, men også møder dem, når man køber avisen. Ideen kom derfra til at lave deres egen avis, Vis-a-vis, da det var det de talte mest om; isolationen. Den første avis udkommer d. 15. maj.

Caféen i Trampolinhuset		Der undervises i arabisk i Trampolinhuset

Der har været en del opmærksomhed omkring asylcentrerne i offentligheden på det seneste, og om der kan gøres noget med dem for at bedre situationen?

Lige inden vi startede kom demonstrationen Luk Lejren, og det var også udgangspunktet for vores diskussion; hvad der skulle gøres med centrene, og hvorvidt det ville være en rigtig strategi at lukke dem. Den næste middag blev afholdt inde på Kunstakademiet, og vi havde tre middage i alt, hvorefter vi startede kursusforløbet. Vi havde en ide om, at det skulle have været et videoforløb for at lære hinanden at kende, hvilket egentligt ikke var nødvendigt, da vi allerede var blevet ret gode venner, så vi kunne hurtigt komme langt længere . Kurset forløb i tre dele: Den første var en formulering af problemstillinger gennem videomediet, dernæst en periode med at redigere dem, og en slutfase med workshop.

Hvad handlede videoerne om?

De fokuserede på dialogen - at danskere og asylansøgere skulle være med på lige fod. Det var et slags empowerment-projekt for begge parter, og det mest styrkende ved videoerne var at se, at ingen var i en offerposition, eller skulle opfattes som ofre af nogen art, men derimod som en enorm ressource. Det var en bekræftelse at kunne lave disse film sammen. En film handlede eksempelvis om, at man kun så folks nøgler, og de snakkede og gennemgik, hvilke nøgler de havde. Nogle har mange nøgler, og nogen har knap så mange eller ingen, og asylansøgerne havde ofte andre typer nøgler end de studerende med andre formål. En anden video miksede stemmerne sammen fra en tekst, der var skrevet sammen, men læst op hver for sig. Derimellem blandedes billeder fra asylcentrene med billeder fra de studerendes hjem. Egentlig handlede de om ret indlysende ting, men som var enormt vigtige at formulere og gøre opmærksom på. Så grundlaget var at opridse, hvilke problemer folk havde, og resultatet, som vi begyndte at arbejde med i den sidste uge, var en workshop på centreret for at finde ud af, hvad vi kunne gøre. Det var hårdt arbejde, som resulterede i, at centrene egentlig er ok, hvis man kun er der et år, hvilket jo er meningen. Problemet er, at folk er der i tolv år, og så er det et helvede!

Folk går helt i stå i deres liv?

Der er først og fremmest nogle indlysende problemer med, at lejrene ligger i militære områder, både Kongelunden og Sandholmlejren. Der går kun en enkel bus dertil, og Kongelunden ligger desuden lige under en landingsbane, hvor der hele tiden kommer fly ned. Det larmer, der er dårlig mobilforbindelse derude - eller ingen forbindelse. Sandholmlejren ligger næsten midt i et kampområde med panservogne kørende forbi, og folk kommer jo allerede fra krigszoner, og er traumatiserede af det. Det er selvfølgelig et problem, og man kunne have lagt dem andre steder. Selve centrernes funktion er, som den er. Det er det sted folk kommer til, når de kommer til landet, og sådan er det. Det, som er det store problem, der blev formuleret, var den totale mangel på kontakt med omverdenen. De bliver helt strippet for muligheder og menneskelige behov, som at få lov til at arbejde, at få undervisning etc. Der er så meget de ikke må, og de kommer til at leve i en boble. Der er et ekstremt socialt behov, og derfor blev stedet her, Trampolinhuset, formuleret til at kunne samle nogle af disse behov. En af de meget problematiske situationer er, at når du er flygtning er du omgivet af love og lovgivning konstant. Papirerne og al kommunikationen fra Udlændingeservice er ikke til at forstå. Det kræves, at man er jurist før, man kan forstå disse love, og disse mennesker får ingen juridisk bistand. De får ikke et personnummer, da de ikke er en del af samfundet, og det bliver til en syg, helt kafkask situation at leve i. Vi ville derfor have juridisk bistand som en vigtig del af Trampolinhuset, og der findes mange jurister, som virkelig gerne vil hjælpe til. Det er meget enkelt for asylansøgerne; de vil bare gerne få lov til at vide, hvad der står i deres sagsmappe, og de ved ikke, hvad det betyder at få et afslag, eller hvorfor de får afslag. Kan det ankes eksempelvis? Det er faktisk bedre, at advokaterne kan fortælle folk, at der ikke er nogen mulighed her, at løbet er kørt, og det bedste du kan gøre er at komme væk herfra. Den eneste måde at få lov til at blive i Danmark er, hvis du er humanitær flygtning, og man skal have det virkeligt dårligt. Folk slides op i systemet, allerede efter et års venten er mange meget deprimerede, og når der er gået flere år, er folk helt knuste. Hvis man så endelig opnår ophold af humanitære grunde, gives det til mennesker, som derefter kun kan leve resten af deres liv på skatteydernes regning. Man skal leve som et offer, i stedet for at kunne have haft mulighed for at arbejde.

Der ses simpelthen ikke på folk som individer, på hvem mennesket er, og hvad den enkeltes situation består af, deres evner, baggrund, uddannelse etc.?

Lige præcis. Det, som sker i de fleste andre lande i Europa, selv lande der er slemme som Italien, er at man får man lov til at arbejde, og det gør, at der kan skabes netværk. Selvom man derefter bliver udvist og sendes væk, har man noget man kan tage med sig som et uddannelsesforløb, mødet med nye mennesker til samarbejde i fremtiden.

Trampolinhusets idégrundlag		Åbningstale ved Morten Goll og Nabil Darwish		Markedsdag i Trampolinhuset		Elsa Hapte fra Eritrea brygger kaffe

Hvordan er det gået med at få Trampolinhuset op og stå herinde på Q, og hvordan er i blevet modtaget?

Vi har allerede omkring 300 navne på personer, der gerne vil hjælpe til. Jeg tror, mange danskere har overskredet en grænse for, hvad der kan tillades rent menneskeligt. I går havde vi en politisk debat på engelsk med politikere fra alle partierne med undtagelse af Dansk Folkeparti. Det udviklede sig helt skrækkeligt! Fra Venstre kom en dame, der rent faktisk indrømmede, at de har handlet forkert, og det blev en helt mærkelig situation - meget specielt. Hun begyndte næsten at græde, så det var meget emotionelt. Kvinden fra de Konservative, var den eneste, der holdt fast i regeringens principper. Til sidst kom et spørgsmål fra en af ansøgerne, om hvor lang tid man kan sætte et menneske i et limbo hvor man ikke ved, hvad der skal ske med én? Om der findes en slutdato, og om det virkelig er så umuligt at sætte en tidsramme, så folk i det mindste ved, hvor lang tid de skal vente? Men det kunne hun ikke svare på. Det var helt sygt, det var ikke til at holde ud.

Det gode var at have muligheden for at holde sådan en debat. Mikkel fra foreningen Flygtninge Under Jorden, kommenterede, at det var ret enestående, at danskere og asylansøgere blandede sig til sådan en debat, og sad ved siden af hinanden og ikke adskilt i grupperinger. Det er lykkedes på det plan, at bryde med en stigmatisering. Man skal investere meget, og det har været en krævende, lang proces at få op og stå.

Forslag og ideer til et permanent Trampolinhus		Forslag til navn på huset

Hvordan tror du fremtiden for Tramplinhuset ser ud og under hvilke forhold? Hvad med den lokalgeografiske placering som har været ekstremt god herinde midt i byen lige ved Kongens Nytorv, hvor vigtigt er den?

Jeg tror på, vi får det op og stå permanent. Det vigtigste er netop at finde det fysiske sted. Det er utroligt vigtigt at finde det rette sted, der ikke skal være langt ude på landet, og det skal ikke være på Nørrebro for eksempel. Vi kigger lidt på Huset i Magstræde, som står tomt og er ejet af Københavns Kommune, og kunne være en rigtig god mulighed, men der er også andre alternativer. Vi kommer til at være nomadiske i et stykke tid, og vil kunne opstå midlertidigt andre steder. Vi håber alle sammen, at vi i slutningen af året har et sted, men det kommer an på finansieringen. Grundprincippet i Trampolinhuset er, at det er brugerstyret, og det skal det fortsætte med at være. Det er meget vigtig at lægge vægt på, at både huset og avisen Vis-a-vis er projekter, der fungerer, fordi de ikke er bundet til noget, og bygger udelukkende på det rum af tillid, vi har opbygget imellem hinanden.

Der er ingen organisationer indblandet, som har noget at sige?

Røde kors er selvfølgelige problematiske, fordi de sidder mellem flere stole. Så findes der Dansk Flygtningehjælp, men de sidder og afgør sagerne, så det er klart, at flygtninge ikke stoler på dem, og selvom Dansk Flygtningehjælp har juridisk bistand til rådighed, er deres jurister ikke advokater, der kan føre asylansøgernes sag. Der er en masse problemer involveret i denne organisation. Vi prøver at samarbejde med dem begge, men det er vigtigt, at vi beholder denne brugerstyrede enhed. Vi laver derfor en selvejende institution i slutningen af marts 2009, der kan tage hånd om det finansielle aspekt, og med en bestyrelse med blandt andre folk fra Kongelunden og Sandholmlejren. Vi skal beholde troværdigheden i, at folk føler, huset er deres sted. Den første avis udkommer d. 15. maj, og der er tre redaktører, der arbejder på den nu, og indsamler artikler fra flere af asylansøgerne, der har erfaring med at skrive.

Avisen skal distribueres som Hus Forbi-avisen?

Der har vi det problem, at asylansøgerne jo ikke må arbejde, heller ikke frivilligt arbejde, eller idealistisk arbejde. Når man kommer med et konkret forslag til Udlændingeservice som dette, ser man hvor bizart, systemet er. Vi må gøre det sådan, at en dansker og en asylansøger går rundt sammen, og det er danskeren, der sælger avisen. Eller en flygtning i fase 2, som er de eneste flygtninge, der må arbejde, og er den fase man er i, når man har fået sin dom indtil man anker den, hvilket vil sige i ganske kort tid. Fase 3 er den fase, de fleste befinder sig i, hvor de er blevet afvist, men ikke kan sendes hjem på grund af for stor fare, eller deres land anerkender dem ikke.

Kan man sige, at Trampolinhuset har udviklet sig fra et kunstnerisk projekt om social intervention til et projekt, hvori det kunstneriske hurtigt blev efterladt til fordel for et langt mere socialt og konkret orienteret projekt?

Jeg er begyndt at kalde det for et civilt projekt, og det lyder måske lidt 'old school', men det siger mere. Det er lidt opdragende og appellerer til dit eget ansvar som civil, hvorimod en social betegnelse er blevet lidt en sovepose. Dette kræver meget af os alle sammen, flygtninge, studerende etc. og den self-empowerment, der kommer ud af det, er utrolig vigtig. Ingen skal stigmatiseres som ofre, hverken af andre og slet ikke af sig selv, og det er befriende at kunne møde hinanden som ligeværdige mennesker så snart man kommer ud over dette, og kunne knytte venskaber. Danmark behøver flere civile projekter. Oppositionen har ikke gjort noget i denne sag, mens Dansk Folkeparti hele tiden er ude og udtale sig om, hvad de synes om flygtninge og indvandrere, og har fået regeringspartierne med på det. De siger, hvad de synes, og man kan være enig eller uenig, men hvis man ikke sætter sig op imod dem, så vil det blive, som de vil have det. Vi har lært meget af flygtningene, og de kan lære os utroligt meget om hvordan, vores samfund er struktureret. Det allervigtigste er, at asylansøgerne er specialisterne i asylspørgsmålet, og hvis der er nogen, der skal spørges, er det dem!

Og alligevel er det utroligt sjældent, de bliver spurgt?

Det sker næsten aldrig. De forventer blot et klart svar på, hvornår deres skæbne kan afgøres, og det får de ikke. Det forslag som oftest kommer fra organisationer er, at hvis man afviser en asylansøger, men det ikke er muligt at sende folk til deres hjemland, må vi kunne give dem asyl indenfor to år allerhøjst. Andet er ikke acceptabelt, det er umenneskeligt. Det er en form for tortur, og der sker også noget med danskernes opfattelse af Danmark, når man har et samfund, der behandler folk på denne måde.

Tak