Interview med Kaspar Bonnén

Kaspar Bonnén: Invisible graffiti and other photographic work in progress, installationsview.

Vil du introducere mig for udstillingen?

Udstillingen består af en række fotografier. Det er en fortsættelse af et projekt, jeg har lavet for et stykke tid siden, hvor jeg savede de her flamingobokstaver ud, der dannede sætningen Jeg vil altid elske dig og satte dem ud i havet. Det spor har jeg taget op igen, denne gang på engelsk. Det kom til mig som et billede af at lægge en følelse ud, som spredte sig ud ud i verden, eller blev fortyndet ud i verden. Det har jeg dokumenteret, og så er det blevet til et fotoværk. To af de andre værker har lidt den samme karakter. Det ene er en usynlig graffiti, som man kun kan se når det regner, hvor skriften så træder frem. Den anden viser et stort hoved, som er lavet i trælægter, som gradvist transformeres om til en sætning: Jeg sagde at jeg har mistet dig men sandheden er at jeg aldrig har haft dig.

Ideen er anerledes end de malerier og skulpturelle ting, jeg tidligere har lavet, på den måde at de er tekstbaserede og handler om følelser. Jeg tænker følelserne som en scene, man kan træde ind i, for at undersøge dem.

Værkerne har allesammen en midlertidig karaktér. Det er selvfølgelig foto, men det er lige så meget den handling jeg udfører i foto'et, der udgør værket.

Det handler om følelser, som har en midlertidig karaktér. Den usynlige graffiti er der egentlig ikke, men kan opstå, som sådan en stemning ind imellem. Lidt ligesom følelser kan komme og gå. Jeg kan godt lide at den ligger sådan et ubestemmeligt sted i forhold til hvad der er værket. Den peger i forskellige retninger.

Det sidste foto, Please help me, har en lidt anden karaktér, fordi jeg selv figurerer på og agerer i billedet.

Kaspar Bonnén: I will always love you, 2008. 38x56 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I will always love you, 2008. 38x56 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I will always love you, 2008. 38x56 cm Fotografi

Kaspar Bonnén: I will always love you, 2008. 38x56 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I will always love you, 2008. 38x56 cm Fotografi

Hvad er det for en historie, der fortælles i Please help me?

Jeg tog noget pænt tøj på, og tog de penge man kan se på fotografiet med, og sad lidt dér og lignede en tigger. Der skulle være den dobbelttydighed i det, der gjorde at det rejste spørgsmål om hvad der foregik: Er det en tigger, der er fin i tøjet, eller er det en person, der har penge nok? Og hvorfor skal han så have hjælp? Er det så nogle andre ting han skal have hjælp til?

Værket er på den måde meget mere tvetydigt i udsagnet. De andre tre værker har ikke den samme dobbelthed udsagnet, men er alligevel uhåndgribelige på en eller anden måde. De følelser eller stemninger, de omhandler, er midlertidige og uhåndgribelige, ligesom de to værker der omhandler vand også har en flygtighed i materialet.

Udstillingen hedder ...work in progress. Hvorfor det?

Work in progress er jo tit noget, der foregår over meget lang tid. Jeg skulle finde ud af, hvad jeg skulle kalde værkerne her, og jeg syntes ikke, at det var rigtige happenings, ligesom det heller ikke rigtig var fotografi. Jeg ville gerne pege på at, værket primært består i processen bag, og ikke kun af fotografierne. Fotomediet er bare en måde at fastholde værket på. Det er en form for dokumentarfotografi af den handling, der er foregået. På den måde adskilder det sig ikke så meget fra andre, der laver happenings, hvor fotografiet også bliver det objekt, som man kan vise frem bagefter.

Til mine handlinger har der ikke været et publikum. Det har haft en langt mere privat karaktér, så derfor har det ikke samme performative aspekt, som det ellers ville have haft.

Kaspar Bonnén: Invisible graffiti (I wait for you even though), 2008. 38x50 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: Invisible graffiti (I wait for you even though), 2008. 38x50 cm Fotografi

Kaspar Bonnén: Invisible graffiti (I wait for you even though), 2008. 38x50 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: Invisible graffiti (I wait for you even though), 2008. 38x50 cm Fotografi

Både i de udsagn, der er i skriften, og i det, at der ikke har været noget publikum er der noget lidt privat. Ligesom når bokstaverne i vandet driver fra hinanden, inden nogen når at læse sætningen. Hvorfor er dine ting så intime?

I det værk, hvor jeg sætter flamingobokstaver ud i vandet, bliver udsagnet, som du siger, bredt ud, men det er jo stadig en tanke. Man skal være heldig, hvis der er nogen, der finder et bokstav og kan stykke en mening sammen af det. Den usynlige graffiti tror jeg derimod godt kan give folk en oplevelse, når det begynder at regne, og der pludselig kommer en sætning frem. Man skal stadig være heldig hvis der er nogen, der oplever det., men der er muligheden for, at nogen pludselig bliver inviteret ind i et privat rum. Det kan man jo også når nogen skriver på væggen på et toilet, men jeg tror at mit værk kan invitere folk ind på en anden måde, fordi folk ikke rigtig forstår, hvor sætningen kommer fra, eller hvordan det foregår. Der er noget hemmelighedsfuldt over det, at man ikke ved hvor eller hvad værket er, som betyder, at man bliver man nysgerrig efter at finde det, se det og forstå hvad det vil. Hvorfor er det hemmeligt, og hvordan kan det komme frem, når det regner?

Udsagnene er meget private; det peger på en form for følsomhed eller skrøbelighed, noget med kærlighed eller ulykkelig kærlighed. Mange af teksterne er nærmest taget lige ud af en popsang. Det er den samme måde at prøve at ramme folk på; at prøve at invitere dem ind i en følelse, men i et helt andet medie. Samtidig har man det jo meget dobbelt med sådan nogle kærlighedssange; det kan være frygteligt banalt, men samtidig, hvis de rammer rigtigt og man bliver inviteret ind i et privat rum, så er det vel noget af det mest helende, man kan opleve. Jeg kan godt lide det aspekt, at man går ind og undersøger denne her følelse; hvad er det og har flygtigheden noget at gøre med følelsen? Det er nogle skrøbelige situationer, jeg prøver at bygge op, som man så kan prøve at tage del i. Jeg ved ikke om beskueren møder værket med et undersøgende blik, men man inviterer folk indenfor på en anden måde, end man gør med en popsang.

På den måde er der den samme dobbelthed i mediet og i værksituationen, som der er i teksterne.

Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi

Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi

Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi		Kaspar Bonnén: I said I lost you but the truth is that I never had you, 2008. 35x48 cm Fotografi

Hvorfor er det interessant for dig at udfolde den skrøbelighed og sensibilitet, du her taler om?

Jeg tror det handler om, at når man maler så bliver ens udstillinger nemt meget bastant; Folk tænker værkerne som objekter, og fokuserer på økonomi. Når man aflæser et maleri, er det nemt at opfatte det, som en helt afgrænset situation. I mange af mine malerier er der nogle historier som er sådan lidt komplekse, men det jeg godt kan lide ved det her projekt er, at kunne sige noget helt klart. Man bliver befriet fra det tunge værk og de kunsthistoriske referencer. Nogle gange skal man træde ud af sit vante ståsted og prøve at sige noget på en helt anden måde.

Kaspar Bonnén: Please help me, 2008. 61x90 cm Fotografi

Når udsagnet her er ude af alle de rammer du nævner - økonomiske, salgsmæssige, institutionelle og kunsthistorisk refererende - opfatter du så værket som mere ærligt? Eller bare mere direkte?

Jeg tænker, at man må prøve at lave så meget af dét, som man synes man skal lave. Det er klart, at så kommer der alle de ting, rammer og referencer oveni, og det bliver man nødt til at forholde sig til, men man prøver vel at arbejde så ærligt med sit medie som muligt.

Jeg tror til gengæld at det bliver aflæst mere ærligt, ligesom det også er nemmere at aflæse. Når der står noget på billederne kan man nemmere forholde sig til det, og der er nemmere at kommunikere noget som alle kan forstå og ved hvad er, på den måde. Følelser og kærlighed - og popmusik - er noget alle kender til. Så det er ærligere i den forstand, at det er mere gennemsigtigt og nemmere at gå i dialog med end så meget andet.

Tak.