Interview: Heidi Hove og Jacob Borges

Jacob Borges og Heidi Hove Pedersen

Hvordan opstod idéen til at åbne ’Koh-i-noor’?

JB:Jeg blev i 2004 kontaktet af Marie Kolding Lund, som ringede til mig for at høre, om jeg havde lyst til at dele et værksted med hende i Kbh. Jeg var på vej hjem fra mit studieophold i Düsseldorf, så det var oplagt at få et atelier centralt i Kbh. Da vi så lokalerne i Dybbølsgade, opdagede vi, at de havde potentiale som udstillingssted, og ret hurtigt efter vi flyttede ind, begyndte vi at bruge det største af de to lokaler til at udstille i. Koh-i-noor åbnede på den måde i sin tid som kombineret udstillingslokale og værksted. Vi åbnede med udstillingen ’Koh-i-noor’ af Marie Kolding Lund, Ida Kvetny og Mette Eilbenberg Søgaard.

HH: Udstillingen omhandlede det at være på opdagelsesrejse, at være på jagt efter skatte og glimtende diamanter. Flyeren blev lavet med udgangspunkt i det gamle spil Afrikas Stjerne og udstillingstitlen var ’Koh-i-noor’. Vi havde på det tidspunkt endnu ikke fundet på et navn til udstillingsstedet, men da Statens Museum for Kunst umiddelbart efter åbningsudstillingen sendte os et brev som var adresseret til ’Koh-i-noor’, blev vi enige om, at det nu var afgjort; vi hed Koh-i-noor. I mellemtiden var vi blevet flere i gruppen, i alt seks kunstnere, som alle på det tidspunkt, på nær Jacob Borges, stadig var studerende ved Det Fynske Kunstakademi. (Daværende medlemmer var: Mette Eilenberg Søgaard, Marie Kolding Lund, Morten Kær, Jens Axel Beck og Heidi Hove Pedersen.) I dag er vi en lidt anden sammensætning, og vi er alle nu færdiguddannede eller ved at tage afgang ved DFK. (Nuværende medlemmer er: Jesper Carlsen, Jacob Borges, Gudrun Hasle, Marie Kolding Lund, Morten Kær, Marie Kølbæk Iversen, Jens Axel Beck og Heidi Hove Pedersen.) I starten afsatte vi én uge om måneden til udstillinger. Enten udstillede vi selv, ellers inviterede vi kunstnere, hovedsageligt var fra vores netværk, til at udstille. Værkerne blev installeret i løbet af ugen, torsdag eller fredag var der ferniseringsaften, og så varede udstillingerne ellers en enkelt weekend. Sidste år valgte vi så at gøre Koh-i-noor til rent udstillingslokale, med længere og mere fleksible udstillingsperioder.

Så Koh-i-noor er blevet til på baggrund af et socialt netværk og har taget form som udstillingssted hen ad vejen?

JB: Ja, vi var jo alle fra Det Fynske Kunstakademi, og først og fremmest blev Koh-i-noor en base for vores sociale og faglige netværk. Egentlig har rammerne for stedet mest været defineret ud fra, at det er et non-profit foretagende - en struktur, der gør det muligt at eksperimentere. Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt at tjene penge på den kunst, vi producerer og viser. Koh-i-noor giver os mulighed for udelukkende at fokusere på den indholdsmæssige side af vores projekter. En mulighed, som man ikke skal tage for givet i det københavnske kunstmiljø, hvor de kommercielle gallerier dominerer og ofte har indflydelse på kunstnerens produktioner. Der er vist nok blevet solgt tre værker her fra Koh-i-noor på de tre år, vi har været her, såvidt jeg husker...

HH: Ja, eller måske er der blevet solgt mere, men det er udelukkende de udstillende kunstneres egen business, for vi fungerer ikke som et galleri, vi adskiller os på den måde helt fra den kommercielle scene. Koh-i-noors intime lokaler egner sig heller ikke specielt godt til maleri eksempelvis, som er et af de medier, der netop sælger godt. Og egentlig er det en fordel, at vi adskilller os rent fysisk fra de store gallerier. De udstillende er nødt til at tænke stedets begrænsede rammer ind i udstillingen, hvilket kan virke udfordrende installatorisk men også i forhold til udviklingen af et koncept.

Marie Kolding Lund: Skatten, 2004.

Det lyder til, at vejen fra udstillingsidé til konkretisering af et projekt i Koh-i-noor ikke behøver at være lang?

JB: Ja, i grunden kan man jo sige at Koh-i-noor bare består af ’et lokale, en mailingliste og en hjemmeside,’ og så selvfølgelig alle de initiativer og idéer til udstillinger, som de tilknyttede og andre interesserede sætter igang. Og den enkelhed gør det let at gå fra at få en idé til at realisere den. Derudover passer de inviterede kunstnere selv deres udstillinger. Vi vil gerne skrive pressemeddelelser og hjælpe til, men heldigvis risikerer vi ikke at køre trætte i at arrangere det hele selv. Vi sørger for at engagere forskellige kunstnere i stedet, det er både venner, bekendte, vores udenlandske netværk, og andre interesserede, der får lov at komme til. Der bliver på den måde også tid til at passe vores egen praksis.

HH: Vi har en uskreven regel om, at vi hver især har ansvaret for ca. to udstillinger om året. Vi er mange i styregruppen, men det har fungeret rigtig godt indtil nu, og vi har normalt et eller to arrangementer pr. måned. Det fungerer så sådan, at den person, som har inviteret en kunstner til Koh-i-noor, i samarbejde med udstilleren, har ansvaret for, at det hele kører som det skal med udsendelse af pressemateriale, ophængning, nedtagning af udstilling m.m. Så ja, man kan godt sige at vejen fra udstillingsidé til konkretisering af et projekt i Koh-i-noor ikke behøver være så lang.

Definerer I Koh-i-noor som et alternativt udstillingssted? - Og hvordan forholder I jer til resten af den kunstscene, der betegnes som ’alternativ’?

JB: Jeg må til at starte med sige, at jeg ikke er vild med at kalde os et ’alternativt udstillingssted’. Jeg synes, at ordet ’alternativ’ virker lidt meningsløst. Valbygallerierne er jo f.eks. også et alternativ til det her. Selv på Den Alternative Kunstmesse i København kan man jo se, at der er alternativer til os indenfor det her felt. Jeg kan bedre li’ at kalde os ’et kunstnerdrevet, non-profit projektrum’, det definerer bedre hvad vi er og peger på, at vores sted kan bruges til andre ting end udstilling, som f.eks. debataftener, engangsperformances, osv. Det er ikke en kritik af den alternative kunstmesse, vi skal nok være med dér næste gang også. Vi er måske umiddelbart et alternativ til det kommercielle, vi er jo stadigvæk en minioritet i forhold til det store marked, men man kan håbe, at det kommercielle en dag vil blive kaldt ’det alternative’ - til os!

HH: Vi forsøger også at samarbejde og danne netværk med andre såkaldte ’alternative’ udstillingssteder og organisationer. Vi har bl.a. medvirket på den alternative kunstmesse, Supermarket i Stockholm sidste år og GUAU (Gruppen for Undersøgelse af Alternative Udstillingssteder) i Galleri Westwerk i Hamborg. Desuden har vi fået kontakt til andre lignende udstillingssteder i udlandet, heriblandt Unten Drunter i Malmö, som vi nu skal lave et projekt sammen med her i foråret 2008. Vi har også samarbejdet med Super Bien! Greenhouse for Contemporary Art, som er et kunstnerdrevet udstillingssted i Berlin. Så vi er åbne for at skabe kontakter og udveksle idéer indenfor det miljø, som går under betegnelsen ’alternative projekter’. Heldigvis har der jo også været tiltag til at rette fokus mod den alternative scene her i København, som eksempelvis GUAU’s debataften på Overgaden. Man kan bare håbe på, at der vil komme mere af den slags – og jeg ved da også, at vi selv har et par forslag liggende på skrivebordet indenfor emnet, som Gudrun Hasle og Marie Kolding Lund arbejder på.

Jonn Herschends performance: A short introduction to the uses of deadpan, Deadpan Exchange I, Koh-i-noor, juni, 2007

Koh-i-noor indgår pt i et samarbejde med den amerikanske kunstner, Jonn Herschend, og I er netop hjemvendt fra en tur til San Francisco...?

HH: Ja, jeg kender JH fra San Francisco, og gennem nogen tid har vi arbejdet på udstillingsprojektet Deadpan Exchange. I starten var det faktisk blot én udstilling i Koh-i-noor, men vi blev efterhånden grebet af konceptet, og det er nu endt ud med i alt tre tematisk sammenhængende udstillinger. Deadpan Exchange I, som var en amerikansk gruppeudstilling i Koh-i-noor med kunstnerne Ryan Thayer, Jimmy Chen, Kara Hearn, Jonn Herschend, Susan O’Malley og Will Rogan. Derefter kunsteventen, Deadpan Exchange II i super bien! i Berlin, som var et udendørs et-dags arrangement med over 30 kunstnere fra ind- og udland. Her blev der om eftermiddagen afholdt deadpan performances og happenings i gårdmiljøet omkring drivhuset og om aftenen en video-screening i selve drivhuset. Og nu er vi så kommet til den måske sidste del med udstillingen, Deadpan Exchange III, som finder sted i perioden fra den 8. Februar – 1. Marts 2008 på The Lab i San Francisco. Her udstilles deadpan-værker af Gudrun Hasle, Marie Kolding Lund, Jesper Carlsen, Jens Axel Beck, Morten Kær, Jacob Borges og jeg selv, altså næsten alle de tilknyttede i Koh-i-noor, på nær Marie Kølbæk Iversen, som i stedet har valgt at skrive et essay til udstillingskataloget. Vores værker er en direkte respons på de værker, som blev udstillet på Deadpan Exchange I. Vi er nemlig hver især blevet tildelt et værk fra Deadpan Exchange I, som vi så har forholdt os til. Derudover vil der til åbningen også være performances af Matthew Hughes Boyko, Joe McKay, The AV Mimes og Jens Axel Beck, så vi regner med en hel masse ’deadpan action’ i San Francisco. Det er faktisk første gang vi udstiller sammen, medlemmerne af Koh-i-noor, og det har været en meget interessant proces for os. JH, som er kurator på udstillingen, synes han kan se en form for fælles linie i måden vi fra Koh-i-noor arbejder, hvilket nu slet ikke er vores egen opfattelse, men måske har vi alligevel en del fælles kunstneriske referencer, vi ikke selv er helt klar over. Jeg synes, det er interessant at komme som en samlet gruppe, og det har givet os nogle nye muligheder.

JB: Ja, og det at vi udstiller sammen har også fået os til at snakke om andet end Koh-i-noor, når vi mødes - vi diskuterer nu også vores kunstpraksis, idéer og projekter. Så på den måde er denne fælles udstilling med til at binde os sammen på en ny og interessant måde. Vi spænder vidt, og vi synes, det er interessant at kombinere de lokale kunstnere fra eksempelvis Det Fynske Kunstakademi, hvor hovedparten af os kommer fra, med udenlandske kunstnere – det skaber en afveksling i vores udstillingsrepertoire. Derudover er det også blevet lettere at invitere kunstnere fra udlandet, nu da de kan udstille i længere perioder end de tre dage. Vi håber også på, at fremtiden i Koh-i-noor bliver mindre ’dansk’ og mere international, at vi vil få engageret endnu flere kunstnere og kuratorer med spændende projekter i 2008, som eksempelvis udstillingen, Never Been to Tehran, som bl.a. fandt sted i Koh-i-noor i oktober og november 2007.

HH: Kort fortalt, så henvendte kurator-teamet, Andrea Grover og Jon Rubin fra USA sig til mig, for at høre om jeg og Koh-i-noor, havde lyst til at medvirke i deres kunstprojekt, Never Been to Tehran, hvor omkring 30 kunstnere fra hele verdenen skulle deltage. Fælles for disse kunstnere er, at de aldrig har været i Tehran, og at de nu er blevet inviteret til at tage fotos af deres hjemby med forestillingen om, at det er Tehran. Herefter har de uploadet deres fotos dagligt til en online Photosharing Site, som sideløbende vil blive projekteret som et lysbilledshow i gallerier og offentlige rum verden over - inklusiv Tehran på Parkingallery, men også på udstillingssteder i San Francisco, Istanbul, Berlin, København og ikke mindst på hjemmesiden: www.neverbeentotehran.com.

Udover de nævnte gruppeudstillinger, er det da en bestemt type kunstprojekter, Koh-i-noor lægger op til?

HH: Jamen, jeg synes, at vi har en bred vifte af forskellige arrangementer og udstillinger af eksperimenterende karakter. Vi har blandt andet lavet en del en-dags arrangementer, såsom video-fremvisningen, Passei-o af Leandro Lima og Gisela Motta fra Brasilien, som jeg arrangerede i samarbejde med kurator Julia Rodrigues. Det foregik i foråret 2007, hvor hun var på et residency-ophold i København. Derudover, har Gudrun Hasle og Marie Kolding Lund arrangeret en one-night happening i Koh-i-noor, Let me play my life like a star, med den Thailandske kunstner og performer, Nongkran Panmongkol. Med udgangspunkt i den thailandske kvindes situation, hvoraf mange er tvunget ud i prostitution, har Nongkran studeret de danse og sange, som de Thailandske piger anvender på diverse Thailandske natklubber. I Koh-i-noor lavede Nongkran en performance med samme dress-up og set-up som i en Thailandsk klub. Mange publikum var nysgerrige forbipasserende, der ellers ikke plejer at komme i Koh-i-noor. De blev bedt om at hænge halskæder om Nongkrans hals og blev på den måde involveret i selve performancen. Det var en meget interessant performance, som både kommenterede på det lokale miljø på Vesterbro og det vestlige syn på og interageren med den Thailandske kultur.

Heidi Hove Pedersen:Lock on Nature, 2007		Marie Kølbæk Iversen og Silas Emmery:Tunnel Through, 2008

Har I planer om nye og anderledes fremtidige tiltag i Koh-i-noor?

HH: Sidste sommer blev vi jo enige om, at vores udstillingsperioder var lige korte nok, og at vi godt kunne trænge til udvidelse og lidt mere styring af formidlingsdelen. Vi har også planer om at udbygge vores hjemmeside både for at definere for omverdenen, hvad Koh-i-noor er for et sted, men også for eventuelt at åbne et debatforum, som diskuterer samtidskunsten og den alternative udstillingsscene – for har vi overhovedet for alvor en sådan i København? Koh-i-noor har kørt på de her meget enkle præmisser de sidste par år, og det har fungeret rigtig godt. Men vi har også lyst til at kigge lidt ud over de rammer, vi hidtil har arbejdet indenfor og prøve andre idéer af. Som at få flere artist-talks, seminarer og events til Koh-i-noor. Og måske satse endnu mere på vores samarbejde med udenlandske kunstnere.

JB: Koh-i-noor bør samtidig blive ved med at være en påmindelse for os og andre om, at det er muligt at gøre noget andet end det de kommercielle gallerier gør. Der er ikke mange gallerier, der tør at skille sig ud. Det er vigtigt at Koh-i-noor aldrig bliver en kunsthandel, og at vi tilknyttede fortsat kan bruge stedet her, som vi hver især har lyst til, så friheden til selv at bestemme og prøve ting af bliver ved med at være essensen af Koh-i-noor •

Nongkran Panmongkol:Let me play my life like at star,2007

Lindsey White: Never Been to Tehran, 2007.

Exhibition view