Interview: Camilla Nørgård

Camilla Nørgård: Kuverttelt, 2008. Ca. 4000 kuverter

Kuverttelt 2001-08 er tæt forbundet med din stilling som daglig leder af Fabrikken. Hvordan begyndte din kuvertsamling – har du hele tiden vidst, hvad projektet skulle munde ud i?

Jeg havde ikke fra start en plan om, at kuvertsamlingen skulle blive til et telt, heller ikke, at det skulle vises i år - idéerne er kommet hen ad vejen. Men jeg har samlet kuverterne hver dag, lige fra jeg startede som daglig leder i 2001.... Det er vist sådan en genbrugstanke! Det er sjovt at lægge mærke til, hvordan institutioner bliver aftegnet ved hjælp af alle de kuverter, man får tilsendt. Det er afslørende på en eller anden måde. Hvis man har en klagesag kørende, så får man en hel masse ens kuverter, det viser ens forbindelser.

Så kuverterne kan afsløre en formel klagesag...?

Ja, sådan kan det være. Men de kan også afsløre, hvem man gerne vil i kontakt med. Det er sjovt at se, hvordan virksomheder hænger deres identitet op i kuverter og designs. Men det meste foregår jo pr. e-mail i dag, så kuverten har en lidt anden betydning end før...

Hvilke kvaliteter har et brev, som en mail ikke har?

Man får jo stadigvæk et brev p.g.a. indholdet, det er ikke meningen, at man skal sidde og gå op i indpakningen. Men på en måde bliver det min egen strategi ved siden af alt det administrative. Kuverterne er jo virkelig flotte, og når det først går op for en, hvor forskellige de er... Teltet er vel i virkeligheden et forsøg på at samle det hele, samle sporene fra Fabrikkens aktiviteter, lave en lidt plat syntese og et ’nu har vi det hele samlet her’. Efter min indsamling sorterede jeg først alle kuverterne i år, så jeg kunne se, hvor mange jeg havde fra hvert år. Senere begyndte jeg at inddele dem på tværs af årene og sorterede i stedet i farver. Det har været et kæmpearbejde, men også sjovt at sortere og se, hvilke kuverter der er flest af...

Og nu indgår kuverterne i en æstetisk sammenhæng, som er blevet til et stort, poetisk rum...

Ja, kuverterne er samlet i en form for arkiv, der går på tværs af deres indhold og afsendere. I teltet kommer der pludselig et lys ind igennem ruderne i kuverterne, som skaber en helt anden betydning. Det er et meget smukt lys, og det er selvfølgelig noget helt andet end kontorarbejde, det er slet ikke noget, man opfatter ved kontorarbejde. Teltet bliver en struktur for alt det, man normalt ikke kan se i administrationen, en skal, som kan rumme folk. Det administrative er bare uendeligt og enerverende, men ikke desto mindre fuldstændig nødvendigt for sådan et sted som Fabrikken. Jeg har jo ikke nogen uddannelse i at sidde på kontor, og jeg tror også, værket kommer ud af den dér opdagelse af, hvad der skal til for at holde en institution som Fabrikken kørende. Alt muligt, man simpelthen ikke drømmer om, instanser man skal kommunikere med, breve der skal udveksles, det har været lidt af en erfaring...

Du blev daglig leder i 2001 efter Fabrikken var blevet selvejende. Er der kommet mere administrativt arbejde og flere brevkorrespondancer efter selvstændiggørelsen?

Fabrikken fik jo, før jeg overtog ledelsen, et stort tilskud og havde en helt anden struktur og en direktør, men det hele blev lukket ned, da arbejdsløsheden faldt - det var i 2000. Så overtog kunstnerne selv stedet og ændrede det til, at det nu skulle være professionelle folk, der arbejder herude, og man fik hver især sit eget værksted. Det kørte i nogle måneder, hvor der ikke var nogen til at tage sig af kontorarbejdet. Så startede jeg herude, og fik gjort mig selv uundværlig. Dels skulle jeg rydde op i gamle mapper og efterladenskaber, det var helt forladt, dels skulle jeg så stable det nye på benene. Det har på mange måder været mærkværdigt at opdage, hvor meget arbejde, der skulle til. Måske er det, fordi jeg ikke er direkte uddannet til den slags arbejde, at det er et helt andet blik, jeg har kastet på det. Kontorarbejde er noget, som ingen stiller spørgsmålstegn ved. Hele det dér store abstrakte univers.... jeg har undersøgt fysikken i det.

Hvilken oplevelse bliver det at komme ind i kuvertteltet?

Det bliver forhåbentlig behageligt. Så kan alle de folk, som har sendt kuverterne, og som jo er en væsentlig del af Fabrikkens netværk, gå rundt inde i teltet. Den tanke kan jeg godt li’. Men der er da sikkert nogen, der vil synes det er lidt skræmmende med alle de kuverter... Kuverter er på vej ud. For tiden kan man se nogle kæmpe billboards rundt omkring i byen, jeg cykler forbi dem hver dag. Der står ’Nej tak til rudekuverter’. Det er reklamer for e-boks, for at man skal gå på nettet og ordne al kontakt med det offentlige derfra. Så behøver der slet ikke at være nogle fysiske spor af alt det administrative længere. Det ender med, at kuverter bliver ren nostalgi, at det kun er de dér særlige kvalitetskuverter, der bliver tilbage...

Camilla Nørgård: Kuverttelt, 2008. Ca. 4000 kuverter

Du har lavet telte før, og jeg ved, at du har brugt forskellige værksteder til at klæbe kuverterne sammen i – altså arbejdet lidt som en nomade?

Ja, det er ikke tilfældigt, jeg har længe arbejdet med camping-idéen, det har længe været et omdrejningspunkt i mit arbejde. Det at udstille er camping-agtigt på mange måder. Man skaber sit eget rum i rummet, man laver sin egen struktur af små dele, som man samler til noget stort. Jeg har ikke haft noget fast værksted, det er nok lidt ’plim’, at jeg har slæbt rundt på alle de kuverter... de fylder meget, men de er ikke nogen tung byrde, man kan jo hurtigt folde dem sammen igen. Når man camperer eller udstiller, er det også som at slå sit eget mærke op. Og værket ændrer karakter hver gang, man udstiller et nyt sted. Det er især i forhold til gruppeudstillinger, at man indtager rummet som en campist og siger: ’jeg skal ha det her hjørne’, og så slår man sine ting op og pakker dem sammen igen senere. Der er mange kunstnere, der har boet i udstillinger og berørt nomade-emnet på mange andre måder.

Den form for arbejde er ikke et ni til fire job...

Nej, men der er mange kunstnere, der forsøger at gøre det til det, men det ligger samtidig i kortene, at man som kunstner skal rejse rundt og udstille, og den arbejdsform er jo ret nomade-agtig. M.h.t. rudekuverterne i teltet, så er det i øvrigt sjovt, at strukturen kommer til at ligne facader. Hvis man kigger ud ad vinduerne på Fabrikken, så ser man præcis de samme farver i facaderne og vinduerne rundt omkring. Jeg cykler forbi hver dag og ser alt det dér nybyggeri på Ørestaden, og det hele ligner så meget hinanden. Det er sjovt, at kuverterne kommer fra sådan nogle firmaer, og at de også ligner dem. At den administrative struktur faktisk har et fysisk udtryk, der mimer de bygninger.

Er det tilfældigt, at strukturen i teltet er kommet til at ligne husfacaderne?

Nogle dele har jeg bevidst lavet som striber og fået til at ligne bygninger – jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at virke. Teltet bliver meget stort, og jeg har tidligere overvejet, om jeg bare skulle lave et telt af kuverter fra et enkelt år... men nu sker der nogle store ændringer i den administrative struktur pr. 1. januar, 2009. Det giver også en anledning til at samle folk i kuvertteltet. Det passer godt sammen med arkivtanken, teltet er jo også et arkiv over alle de forbindelser vi har haft, de mange folk der har været ansat her igennem årene, der er jo masser af fortællinger i kuverterne. Så på den måde er teltet et bevis på, hvad og hvor meget, der er blevet lavet her.

Hvad skal der ske med værket efter udstillingen?

Hvad der skal ske med teltet? Det hører jo til Fabrikken! Det er lavet til Fabrikken og af Fabrikken. Teltet samler en masse forskellige spor fra hverdagen. Jeg har på en måde vendt hverdagen herude på vrangen og lavet den om til noget nyt •