Interview: Jesper Fabricius

Jesper Fabricius: Our Ideas and Desires, 2007.

Kan du fortælle lidt om udstillingen på Galleri Tom Christoffersen?

Ja, der var et meget stort modellandskab på 3x4 meter. Som bestod af to byer. Lidt ligesom en arkitektonisk model. Og for enden af rummet på rotunden havde jeg en række af fotografier, som er udklip fra pornoblade i 1970’erne. Et slags portræt galleri.

Titlen er Dansk samtidskunst... hvad går det ud på?

Dansk Samtidskunst er titlen på hele udstillingen og er udtryk for en lettere overvurdering af min status i det danske kunstliv. Jeg undskylder. Modellandskabet hedder Our Ideas and Desires, og her ser vi et mentalt landskab, som er bundet fast i et sprog, som ikke giver løsning på problemer, og som vi ser, er der ikke nogen kontakt mellem de 2 byer. Der er ingen veje - kun et øde mellem dem.

Der er kun titlen/sproget som mulighed. Det er sproget, som lukker sig, men også sproget som den eneste mulighed for, at man fortsat kan eksistere. Der er måske mindst 2 ting mere i landskabet. En fascination af støv, som jeg også arbejdede med i min film fra filmskolen "og han sagde til ormen, du er min moder og søster", og som jeg har brugt i landskabet i form af støv fra støvsugerposer. Den anden ting - hele det forhold med skala, at man forestiller sig alting som meget større, akkurat som man ligger ved stranden og kigger på stenene og forestiller sig en kæmpe ørken, samtidig ved jeg, at det er bare sten, ligesom i mit landskab ved man at flasken er en flaske, og samtidig er den et stykke futuristisk arkitektur.

Jesper Fabricius: Our Ideas and Desires, 2007.		Jesper Fabricius: Our Ideas and Desires, 2007.
Jesper Fabricius: Our Ideas and Desires, 2007.		Jesper Fabricius: Our Ideas and Desires, 2007.

Hvad er særligt interessant ved de ansigter?

Altså i virkeligheden er det ikke specielt interessant. Men de er ikke særligt ideelle, de er egentlig meget almindelige. Og man ser ikke noget seksuelt – det er der jo så bare implicit. Man kan sige, det er sådan en pendant til Hans Peter Feldmann. Og så har jeg jo så tænkt, at det her det var sådan en revolution i vores generation.

Det handler jo meget om, hvilken kontekst ting sættes i. Dine billeder er på en måde meget modernistiske?

Ja, men jeg har taget mange forskellige former for fotos – også nogle mere obskure. Men det er sjovt med de her mere klare billeder: det er jo ikke fordi, de er nemmere at forstå. Altså, det er nemmere at se, hvad der er på, men det er ikke nemmere at forstå. Jeg har også taget en del billeder af Alexander Platz, som er den kubistiske modernisme par excellence, men som har været totalt rodet i mange år. Det passer ikke rigtig ind, men det er der jo alligevel.

Det er interessant, du på den måde holder dig indenfor et paradigme, som mange for længst har forladt?

Ja, det er jo anakronistisk. Men det sker jo, når man starter et sted, og man ikke ved, hvor alle de andre er startet. Så kan man godt gå lidt galt i byen. Men det kan man jo så prøve at vende til sin egen fordel. Altså, jeg er ikke fra akademiet, så jeg vidste ingenting, da jeg startede: jeg har ikke fået hele den der opdragelse.

Jesper Fabricius: uden titel, 2007.

Kan du fortælle lidt om ideen eller grundtanken for udvælgelsen af værkerne på udstillingen på Fotografisk Center?

Jeg har jo valgt personer fra denne gang. Men nu fotograferer jeg ikke personer så meget generelt

Hvorfor?

Der er der jo så mange andre, der gør rigtig godt. Og der er så mange historier i det, når man ser en person. Så det har jeg i hvert fald undgået her. Her handler det mere om former og ting, man kan se.

Hvad med formatet – det er meget ligesom et fotoalbum måske?

Det er meget som et gammeldags fotoalbum, for de kopier, man normalt får lavet nu, er jo meget større. Men igennem lang tid har jeg bedt om at få lavet mine billeder i den her størrelse, når jeg får fremkaldt dem. De fylder jo ikke så meget, og jeg kan faktisk godt lide, at de er så små. At man faktisk skal ret tæt på for at se dem. Og selvom man går helt tæt på, så er der alligevel nogle detaljer, der forsvinder – det bliver ligesom en form for abstraktion. Man lægger også mere mærke til billedet som billede, når det er et andet format end normalt.

Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,
Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,

Ja, der er næsten noget taktilt over det – man føler man kan bladre i dem. Men det er jo også meget en kunst-ting – at man plejer at blæse det ret stort op

Ja, der er rigtig mange fotografer der har haft svære problemer med fotografiet fordi de gerne vil have det anerkendt som en kunstform. Men det har været meget svært for fotografer at blive anerkendt som kunstnere. Så et af de tricks de har brugt, er at gøre dem meget store og i flotte rammer så man ligesom kan se: det er faktisk noget værd. Og det understreger man så ved at gøre dem meget store, for det er jo meget dyrt at lave.

Ja, fotografiets problem er jo netop dets reproducerbarhed – man kan jo i princippet kopiere et fotografi i det uendelige, så det har ikke den der aura af ægthed eller enestående kvalitet ved sig.

Nej. Men her er jeg gået modsat og har sagt ”okay de er meget små” – så hvis man skulle eje det er det ikke for materialernes, men for billedets egen skyld.

Hvad med passepartouternes forskellige farver?

Det har jo lidt samme funktion som formatet, idet de påpeger objektkarakteren.

Har du hovedsagligt arbejdet med fotografi?

Nej, fotografi er mere sådan en biting jeg har gået og lavet, men jeg har også arbejdet med film som jeg har fotograferet og det har jo en anden karakter. Film bliver jo enormt store når de projiceres op.

Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,

Hvordan opfatter du processen med at lave udstillinger ift. fx forlagsvirksomhed?

Der er jo meget redigeringsarbejde ved begge dele, så det er på sin vis det samme – at man udvælger, sætter sammen, bestemmer hvad der skal med og ikke skal med. Og på den måde er det meget i familie med hinanden. På den anden side – man kan ikke umiddelbart tage billederne med i lommen ligesom man kan med en bog. Det er det gode ved bøger. Det er forholdsvis overkommeligt at købe dem og tage dem med sig.

Ja. Det er faktisk en god ting.

Som Jakob Holdt (som lavede 'Amerikanske Billeder' i 70´erne) sagde i sin tid: man kan også stjæle bøger.

Ja, det er sværere at stjæle oplevelser. Hvordan har du tænkt det rumlige: de er selvfølelig enkelte billeder, men de skaber jo også en helhed sammen…

Altså, de hænger meget tilfældigt. Jeg har ikke bestræbt mig på at få dem til at passe sammen. Jeg har bare taget dem op af kassen og så har jeg valgt at de skulle hænge i den rækkefølge jeg nu tog dem op. Nogle i farver og nogle i sort/hvid. På den måde kommer man også til at kigge mere på det enkelte billede: fordi de ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. På samme tid bindes de jo sammen af formatet.

Når man kigger på rummene synes jeg både det er meget installatorisk, men samtidig også meget klassisk, næsten modernistisk – midt på væggen og med samme afstand imellem sig. Men så er der også nogle der stikker ud…

Ja dem i andre formater hænger lidt over og under.

Hvordan ser du når du fotograferer? Tror du, at du har et andet blik på tingene?

Jamen det er jo billeder af de ting man ikke ser, men alligevel ser – som byggepladser. Jeg har svært ved…altså jeg kan jo ikke sige hvad andre folk ser på, når de ser…og jeg tror ikke det er anderledes at være kunstner end at være hvem som helst.

Men der er vel noget med at tillægge nogle ellers ’værdiløse’ ting en værdi, ved at kaste sin opmærksomhed eller sit blik på dem?

Det er jo meget det der med, at man sigter på noget. Der er noget der kommer med og noget der ikke kommer med. Det hænger jo også sammen med udstillingens titel; at man prøver, på en eller anden måde, at…eller der ligger en intention om at gøre billedet helt perfekt. Men det bliver aldrig perfekt. Der ligger alligevel altid alt muligt skrammel og ting som ikke er helt til at styre i sådan et fotografi. Samtidig er det også det jeg godt kan lide: at man ikke helt kan styre det. Man kan fotografere noget, som så viser sig at være noget helt andet, fordi man fokuserede på nogle andre ting i rammen. Det bliver aldrig 100% perfekt.

Nej, der er det der ukontrollable over det. Men hvilken periode er værkerne fra?

De er fra 1999 – 2007. Eller jeg ved ikke helt med 1999, måske er de første først fra 2000, men jeg syntes det lød godt at vende tilbage til 1999.

Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,
Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,		Jesper Fabricius: uden titel,

Det virker også, som om du er meget optaget af det rent formelle i billederne, snarere end motivet som sådan?

Jeg har jo fotograferet længe, og jeg kan godt lide den tilsyneladende uorden. Men der er jo en orden. Ideelt set er der jo en helt lige linie - i princippet. Men så er der alle mulige grunde til, at linien alligevel brydes.

Men går du efter det eksemplariske?

Ikke det eksemplariske, men det som kunne være det. Både det tilstræbte og det ikke-tilstræbte. Der er sådan en dobbelthed. Som går begge veje. •