kopenhagen.dk
netkunst links
sidste nyt om kopenhagen kalender interviews udstillinger artikler pressemeddelelser

 

kopenhagen.dk > alle pressemeddelelser > 6. maj 2004 : Vibe Bredahl

[6. maj 2004]
Pressemeddelelse


Vibe Bredahl
PUN BIRDS
Galleri No10


Vibe Bredahl
PUN BIRDS
6. maj - 5. juni 2004
Fernisering torsdag 6. maj kl. 18-20

Galleri No10
Peder Hvitfeldts Stræde 10, Kælderen, tv
1173 København
Åbent tirsdag, torsdag og fredag kl.14-17, lørdag kl. 11-14



PUN BIRDS er titlen på Vibe Bredahls udstilling i det nyåbnede Galleri No 10 i det indre København. Pun birds er et selvkomponeret begreb, der på dansk kan oversættes til noget i retning af ”ordspils-fugle”.

I en række tuschtegninger blandt med akvarel spiller billedkunstneren på velkendte talemåder, ordsprog, klichéer og sproglige vendinger, der hos Vibe Bredahl vender og drejer sig helt ind i det største og det mindste. Den lille historie i den store. Ordsprogenes indlysende banalitet, fordi de afspejler helt grundlæggende vilkår, sandheder og erfaringer.

Grå hår er dødens blomster, og én fugl i hånden er som bekendt bedre end ti på taget. Hvad så når taget er en hat på hovedet? Eller pip i kasketten?
Vibe Bredahls streger er underfundige og finurlige. Sådan da. Kalder på smilet. Og så alligevel. For det er kunstnerens sædvanlige temaer, som hun i sine nye tegninger vender ind i ord og sprog: Forgængeligheden, døden og tingenes opløsning, rejsen, de ekstreme sindstilstande og de mellemtilstande, de øjeblikke, hvor et ophør eller en forsvinden kan give mulighed for noget nyt.

I næsten naivistiske motiver tegnes let om det tungeste.
Bird of passage kalder hun en giganttegning af et styrtende fly med kurs mod katastrofe og undergang og fugle som passagerer, der én efter én hopper ud af maskinens nødudgang, letter og flyver bort. En sød vittighed? Barnets begejstring over det der kan flyve, med eller uden motor? En allegori over den kristne genopstandelse? Døden – passing away på engelsk – som intet er eller måske blot en passage på vejen? Eller bare luft under vingerne?
I den bredahlske flyvemaskine står der ”pip out” i stedet for ”exit”, og på den anden side af døren venter et parallel-univers, der slet ikke er så forskelligt endda.

Vibe Bredahl er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2000 og har deltaget i udstillinger både i Danmark og i udlandet, samt udgivet tegningsamlingen Kortlægninger og fotobogen hjemvendt rejsende.

Udstillingen PUN BIRDS vises i Galleri No10, der netop er åbnet i Peder Hvitfeldts Stræde. Kvinden bag galleriet er den 28-årige kunsthistoriker Maria Foerlev Gredsted, der har valgt at satse udelukkende på tegninger og fotos. Inspirationen har hun hentet i Berlin og London, hvor hun boede indtil 2000, og hvor gallerier, der udelukkende viser tegninger og fotos, er langt mere udbredte end i Danmark.

Beliggenheden i den lille parallelgade til Købmagergade er heller ikke nogen tilfældighed. Peder Hvitfeldts Stræde er en af byens nye hippe gader, der tæller navne som designerfirmaet Mensch, feinschmekker-pladebutikken Lounge Records, frisøsen og i de lyse kælderlokaler i nummer 10, som nu altså er blevet til galleri, havde før designerne Baum und Pferdgarden til huse.

 

Får du kopenhagen's ugentlige nyhedbrev? Tilmeld dig her:
Skriv din e-mailadresse: Tilmeld
Our policy on privacy

Pressemateriale
Al henvendelse: kopenhagen@kopenhagen.dk
kopenhagen har modtaget tilskud fra Billedkunstrådet og Kulturministeriets Tidsskriftstøtteråd