 |
[8. januar 2004]
pressemeddelelse
Jesper Just
A Fine Romance
Galleri Christina Wilson
Jesper Just
A Fine Romance
Fernisering fredag 9. januar kl. 15-19
9. januar – 21. februar 2004
Galleri Christina Wilson
Sturlasgade 12 H
DK-2300 København S
Denmark
Tlf.: 3254 5206, Fax: 3254 5204
gcw@christinawilson.net
Galleri Christina Wilson har hermed fornøjelsen at kunne
vise den danske kunstner Jesper Justs (*1974) første separatudstilling.
Han er uddannet fra kunstakademiet i København i 2003 og
til udstillingen har Just produceret tre videoer: No Man is an Island
II (2004), The Sweetest Embrace of All (2004) og A Fine Romance
(2004).
... en ung mand står med tårevædede øjne
og synger Roy Orbinsons kærlighedssang Crying med fire ældre
mænd som backing group. To mænd i omfavnelse roder rundt
på gulvet mellem stole og borde til lyden af et hjertes stadigt
hårdere pumpende slag og en drengestemmes lyse sang. En kvinde
sidder på den yderste kant af en sofa og memorerer passager
fra et eventyr, mens en fyr danser foran hende i bar overkrop. Alle
disse situationer er taget fra Jesper Justs tre nye videoer, der
udspiller sig i stripklubber. Ikke ligefrem situationer som er typiske
i stripklubber. Og hvad mere er: Stripdansere med nøgne kroppe
og udfordrende positurer er kun tilstede i form af de plakater og
malerier som hænger på klubbernes vægge. Og bortset
fra en enkelt T-shirt tages heller ingen beklædningsgenstande
af.
De tre videoer udgør ikke en decideret trilogi eller et tredelt
forløb, men som med andre af Justs værker er de tematisk
tæt forbundne. Samtidig med at de altså også er
forbundne i kraft af den fælles location, strip-klubben. Just
arbejder med at undersøge manderoller (og i mindre grad kvinderoller)
indenfor den klassiske Hollywoodfilms rammer. Hollywoodgenren har
jo om noget, givet os en fælles referenceramme for hvordan
mænd og kvinder er, hvordan de ser ud og hvordan de agerer.
Men rammerne er ofte klichéfyldte og endimensionelle og Justs
videoer demonterer vores vante forestillinger og sætter sine
personer ind i roller, der er usædvanlige, hjerteskærende
og konventionsbrydende.
Jesper Just er stærkt inspireret af filmmediet og bruger filmens
formsprog både dramaturgisk, fortælleteknisk og æstetisk.
Hans personer er alle professionelle skuespillere og æstetisk
ligger videoerne langt fra det ”amatøristiske”
og hverdagsagtige. Indholdsmæssigt er videoerne fiktion -
historier der fungerer uden for tid og sted og som stiller flere
spørgsmål end de giver svar.
Jesper Just har udstillet flere gange i og udenfor Danmark. I de
kommende år vises Just på flere udstillinger;
Midway Contemporary Art i Minneapolis, Maze Gallery i Torino, The
Power Plant i Toronto, Moss i Norge, Herning Kunstmuseum oa.
Jesper Just er desuden repræsenteret på flere museer
og privatsamlinger herhjemme og i udlandet.
|
 |
|