 |
[3. december 2003]
pressemeddelelse
Digitale Interventioner
Kunstakademiets Udstillingssted Q
Digitale Interventioner
Troels Aagaard, Ivan Andersen, Lars Christensen,
Jonas Hvid Søndergaard & Torben Ribe
Fernisering fredag 5. december kl.17
5. december – 20. december 2003
Kunstakademiets Udstillingssted Q
Pederskramsgade 2
København K
Åbent ti - fre. kl. 14–17, weekend kl. 12–17
Fredag d. 5. december kl. 17.00 åbner udstillingen ”Digitale
Interventioner” på det Kongelige Danske Kunstakademis
udstillingssted Q. De fem unge deltagende kunstnere undersøger
spændingsfeltet mellem det digitale rum og traditionel malerkunst,
mellem computer-generede billeder og klassiske håndlavede
malerier. Hvordan oversætter man et forholdsvis nyt, elektronisk,
ikke-fysisk medie til malerkunsten, som er til stede som et objekt
i rummet og har en lang og tung tradition?
Computerens billedgengivelse er normalt karakteriseret ved at være
ultra-flad, kunstig og evig foranderlig; man kan ikke mærke
forskellen på billedets delkomponenter, hverken på monitoren
eller printet, alt er i samme niveau og med et lille klik kan universer
forvandles totalt. Maleriet derimod udmærker sig ved at være
til stede fysisk, som et frosset, uforanderligt objekt, der eksisterer
i samme rum som beskueren. Det forholder sig til kroppen; man kan
fornemme det, man kan ændre synsvinkel på værket
ved at bevæge sig, oplevelsen af taktilitet, farvens skiften
med lyset osv., alle væsentlige faktorer der adskiller maleriet
fra det digitale billedsprog.
Intentionen med udstillingen ”Digitale Interventioner”
er at kunne præsentere nogle værker der trækker
på begge disse mediers åbenlyse kvaliteter og afdække
en del af grænseområdet mellem det digitale og det analoge
billedunivers.
Der vil også blive præsenteret en animationsfilm, et
100 % digitalt værk, der sætter fokus på samme
problematik, blot denne gang i det virtuelle medie. Værket
vil splejse de fem kunstneres produktion i et slags flydende maleri
forløbende over tid. Animationsfilmen indeholder 25 billeder
i sekundet og der vil således fremkomme ét konstant
skiftende billede, eller en uendelig mængde enkeltstående
billeder, en slags maleri-bank. Resultatet er en computerbaseret
”fortælling” med klare reminiscenser fra maleriet.
Alt i alt er ”Digitale Interventioner” er en god mulighed
for at se et bud på maleriet i år 2003, under stærk
indflydelse af nyere medier og samtidig orientere sig om den mere
formelle side af samtidskunsten, så Vel Mødt!
|
 |
|