 |
[18. juni 2003]
pressemeddelelse
PLETSKUD
- værker fra Astrup Fearnley Samlingen
Arken
Nan Goldin: Jonana
and Aurele making out, 1999
PLETSKUD
21. juni - 31. august 2003
Arken
Skovvej 100
Ishøj
www.arken.dk
Pletskud fra virkeligheden
Andy Warhol gjorde det… og i 80erne
og 90erne gjorde en lang række andre kunstnere det: De genbrugte
genstande og billeder fra virkeligheden i kunsten. Resultatet er
en række værker, der gør os klogere på virkeligheden. Sommeren over
kan flere af dem ses på ARKEN i udstillingen PLETSKUD
Mannequin-dukker, støvsugere, lyskæder, cigaretskod, mad og medicin,
badekar og bogreoler, Nike-sko og McDonald's. Virkeligheden er centrum
i kunsten på ARKEN til sommer.
Med humoristisk distance og kritisk bid undergraver kunstnerne i
PLETSKUD vore forestillinger om fiktion og fakta. De bruger kendte
ting og billeder direkte i deres værker. Jeff Koons fremstiller
et gigantisk stykke kitsch i skrøbelig forgyldt porcelæn - en skulptur
af popstjernen Michael Jackson med sin yndlingschimpanse, Bubbles,
direkte gengivet efter et PR-foto fra musikeren selv. Fotografer
som Cindy Sherman og Richard Prince henter allerede eksisterende
billeder fra bl.a. film og reklame og twister dem, så de mister
enhver troværdighed. I stedet fremstår de som iscenesatte, falske
idealer, der fjerner os fra virkeligheden.
Andre kunstnere bruger deres egen krop i bestræbelserne på at afsløre
virkeligheden. Charles Ray afstøber sine egne genitalier og anbringer
dem på en stereotyp mannequindukke. Marc Quinn viser en opflænset
afstøbning af sin egen krop, og Janine Antoni lægger sig på alle
fire og lader sin knælende krop stå som aftryk i et stykke kohud.
Kunstnerne leger med de vante forestillinger, de spiller på betydningerne,
stiller spørgsmål, men giver ikke altid svar. Uanset udformningen;
resultatet er en række værker, der gør os klogere på virkeligheden.
Sjældent udstillede kunstneriske pletskud
Værkerne i PLETSKUD er udlånt fra Nordens mest markante samling
af international samtidskunst, Astrup Fearnley Museet for Moderne
Kunst i Oslo. Samlingen rummer samtidskunst fra 1960erne og frem,
men museets udstillinger fokuserer først og fremmest på det allernyeste
på den internationale kunstscene. Det er således langt fra alle
værker, der normalt er tilgængelige for offentligheden.
ARKENs udstilling er derfor ikke alene en mulighed for at se noget
af det mest markante samtidskunst fra de senere år. Den er også
en enestående chance for at se værker, der kun sjældent er udstillede.
 
(tv) Damien Hirst: Necropolis, 1996
(th) Jeff Koons: Michael Jackson
and Bubbles, 1988
(tv) Bruce Nauman: Run from Fear, Fun for
Rear, 1992
(th) Tom Sachs: MacDonnald's, 2002
KUNSTNERE OG PERSPEKTIVER I UDSTILLINGEN
FANTASIER OM VIRKELIGHEDEN
Kunstnerne på PLETSKUD præsenterer os for et væld af genstande,
billeder, sætninger og brands fra virkelighedens verden. De kaster
et kritisk blik på hverdagens myter. Og de kommenterer og fortolker
virkeligheden samtidig med at de viser os den. Dermed tillægger
de den også nye betydninger. Resultatet er en række værker, der
fungerer som en slags lignelser eller sindbilleder på virkeligheden.
Traditionelt beretter den type værker om en højere mening med livet.
Det er imidlertid ikke tilfældet her: De moderne og postmoderne
historier fortæller snarere om selve manglen på mening i tilværelsen.
Ved at drage elementer fra virkeligheden ind i kunstens "hellige
haller" viderefører kunstnerne i PLETSKUD arven fra den historiske
avantgarde i begyndelsen af det 20. århundrede. Her var den banebrydende
kunstner franskmanden Marcel Duchamp, der i 1917 forsøgte at få
udstillet en ganske almindelig pissoirkumme, han havde signeret.
Målet var dengang at nedbryde kunstens ophøjede sfære. I dag er
det et andet: Nemlig at skabe fortællinger om og fortolkninger af
den virkelighed, vi befinder os i. Den amerikanske kunstner Bruce
Naumans værk Run From Fear, Fun From Rear (1972) er et oplagt eksempel
på den allegoriske fortælleform. Det pågående neonskilt henter sin
populære form fra underholdningsindustriens lysreklamer. Alligevel
er værket alt andet end lys og ukompliceret. For Nauman har i sammenstillingen
af graffiti-inskriptionen "Run From Fear" og anagrammet over denne
- "Fun From Rear" - skabt en kompleks fortælling om angst og (homo-)seksualitet.
Bruce Nauman, Damien Hirst, Robert Gober, Louise Lawler, Sherrie
Levine
DET GLOBALE VERDENSBILLEDE
En McDonald's er en McDonald's ligegyldigt hvor i verden man befinder
sig: Internet og stigende globalisering har skabt en verden uden
afstande og uden forskelle. En verden hvor magten er flyttet fra
nationalstaten til multinationale virksomheder. Og hvor identiteten
bliver forhandlet som forbrugsgode. Dette verdensbillede bliver
nu foreviget af en lang række kunstnere, i særdeleshed af en hel
generation af tyske fotografer. Med Nike sko i lange baner og et
monumentalt fotografi af legetøjskoncernen Toys "R" Us fremhæver
Andreas Gursky fx den overvældende oplevelse af designerbutikkernes
uendelige opbud af varer, og de gigantiske fabriks- og lagerhaller,
der fylder i landskabet. Thomas Struth stiller skarpt på tidens
travle storbyrum og sofistikerede kulturmiljøer på den ene side
og de tilsyneladende uspolerede naturparker, der også findes i dag,
på den anden. Han gør det imidlertid ikke for at vise forskelligheden.
Ved at bruge den samme optik i både by- og landskabsmotiver, demonstrerer
han, at vi ikke formår at lodde dybden af forskellene. Andre kunstnere
benytter sig med humor og ironi af de selvsamme mekanismer, som
styrer de globale samfund. Allerede i 1960erne grundlægger Andy
Warhol en kunstfabrik - The Factory. Han antyder dermed at kunst
kan være produktet af mekanisk fremstillingsproces snarere end håndlavede,
unikke værker fra kunstnerens hånd. Motivmæssigt forholder Warhol
sig også til massekulturen ved at genbruge kendte billeder fra medierne
i sine værker. I 1980erne viderefører Jeff Koons denne strategi:
Hans mest berømte - og dyreste - skulptur Michael Jackson og Bubbles
(1988) er således baseret på et PR billede af 1980ernes store pop-ikon.
Som Warhol er Koons optaget af forholdet mellem kunst og masseproducerede
produkter. Imidlertid vender han Warhols arbejdsproces på hovedet:
Med håndlavede forstørrelser af kitchfigurer fremstillet på samlebånd,
fx Den lyserøde panter, giver Koons det banale objekt den aura,
som Warhol forsøgte at fjerne fra det originale kunstværk.
Jeff Koons, Andy Warhol, Tom Sachs, Louise Lawler, Richard Prince,
Thomas Struth, Andreas Gursky
DET AFKLÆDTE MENNESKE
Vi skaber billeder af os selv. Men hvordan ser vi egentlig ud? Hvem
er vi? Facaden, selviscenesættelsen og rollespillet er fremherskende
træk i den moderne kultur. Vi indhyller os i myter og forestillinger.
For kunsten bliver en af opgaverne at skabe et billede af mennesket
blottet for de idealer, vi normalt spejler os i. Kunstnerne trænger
igennem myter-ne og afklæder mennesket de traditionelle roller.
Det kan fx ske gennem en ekstrem realisme, der skærer igennem idealerne,
og råt for usødet stiller os over for de nøgne kendsgerninger. Det
sker netop når Charles Ray præsenterer os for en idealiseret herremannequin
tilsat en yderst realistisk afstøbning af kunstnerens egne genitalier.
Det sker også når Nan Goldin konfronterer os med de barske realiteter
i New Yorks undergrundsmiljø, hvor man eksperimenterer med narko,
sex og selviscenesættelse. Eller når Thomas Ruff med sine gigantiske
skolefoto-lignende portrætter nærmest insisterer på at fastholde
det helt almindelige menneske. Modsat denne realisme-strategi bruger
Cindy Sherman og Richard Prince den ekstreme iscenesættelse for
at trænge bag om myterne. Med udgangspunkt i Hollywood-film og massekulturens
reklamer parodierer og karikerer de mediernes stereotype menneskefremstillinger.
Sherman efterligner fx traditionelle film stills, mens Prince bruger
"The all American Marlboro Man" som forlæg for sine billeder af
cowboys. Værkerne virker på én gang velkendte og ukendte - de stiller
idealerne op, men lader det være op til os selv at tage stilling
til dem. Mere subtilt konfronterer Robert Gober os i en lang række
værker med det velkendte og det dagligdags. Han viser, at virkeligheden
ikke altid er, hvad den synes at være. Hans lille Afløb fx, er ikke
længere kun et afløb, men også en metafor for det menneskelige bundhul.
Afløbet er et billede på den fysiske og psykiske grænseflade mellem
det velkendte og det fremmede Andet, det synlige og det usynlige
- og værket åbner dermed en svimlende afgrund for erkendelsen.
Nan Goldin, Cindy Sherman, Sherrie Levine, Charles Ray, Thomas
Ruff, Janine Antoni, Robert Gober, Richard Prince
DEN MODERNE DØD
Tror vi på et liv efter døden? Siden Nietzsche i slutningen af 1800-tallet
erklærede Gud for død, har vi i den vestlige verden tvivlet på forestillingen
om et liv efter døden. Og når man ikke længere føler sig sikker
på Paradiset bliver døden skræmmende og angstfremkaldende. Som den
er det i dag i et utal af film og medier - og i kunsten. Døden er
på én gang voldsom og spektakulær i Andy Warhols og Cindy Shermans
æstetiske, men makabre billeder. Som i en skrækfilm fra Hollywood
udpensler Sherman iscenesatte, bestialske mord i farvestrålende
fotografier, mens Warhols Den elektriske stol (1967) står som et
tvetydigt symbol på den kalkulerede død og amerikansk retssikkerhed.
Udover Andy Warhol hører også Jeff Koons, Damien Hirst og Felix
Gonzalez-Torres til de kunstnere, der bruger våben, tobak og medicin
som kritiske eller humoristiske symboler på den moderne død. Det
er fx tilfældet når Damien Hirst med reference til det moderne samfunds
laster kalder et gigantisk askebæger fyldt med aske, affald og skod
Nekropolis (1996), Dødens by. Forestillingen om døden som noget,
der findes midt i livet afspejler sig mere abstrakt og lyrisk fortættet
hos Rachel Whiteread. Hendes gipsafstøbninger af de tomrum, der
omgiver tingene og os selv, peger på døden som den usynlige, men
altid tilstedeværende bagside.
Damien Hirst, Marc Quinn, Andy Warhol, Tom Sachs, Rachel Whiteread,
Felix Gonzalez-Torrez, Cindy Sherman, Charles Ray, Janine Antoni
KONFRONTATION OG ENGAGEMENT
Både rummet, lyset og vores egen krop er med til at påvirke et kunstværk
og vores opfattelse af det. Værk og omgivelser påvirker gensidigt
hinanden. Meningen bliver til i en dialog mellem kunstobjektet og
den konkrete, foranderlige virkelighed, som omgiver det. Det bekendtgjorde
de amerikanske minimalister i begyndelsen af 1960erne, og de gjorde
det til en kunstnerisk strategi at synliggøre denne relation mellem
værk og verden. Minimalisternes abstrakte objekter reflekterede
ofte helt konkret beskuernes kroppe og de skiftende lysforhold i
rummet på spejlblanke overflader. På den måde gjorde de beskuer
og rum til en uadskillelig del af kunstoplevelsen. PLETSKUD rummer
talrige eksempler på hvordan samtidskunstnerne på forskellig vis
viderefører minimalisternes idéer: Marc Quinn griber fx fat i det
konkrete udstillingsrum med værket Ingen synlige flugtmuligheder
(1997), hvor to sammensatte kroppe i naturlig størrelse hænger livløst
ned fra loftet og skaber en direkte - om end grotesk parallel til
beskuerens egen tilstedeværelse i rummet. Hos Felix Gonzalez-Torres
bliver beskueren inddraget aktivt i værket Uden titel (Blå placebo)
(1991). Det er et tæppe af 130 kg. blå mentolbolcher, som alle besøgende
kan forsyne sig af. Her ændrer værket konstant form i takt med at
beskuerne langsomt fortærer det - omgivelserne former altså direkte
værket. I Uden titel (Blå placebo) erstatter Gonzalez-Torres 1960er
kunstnernes kølige, glatte materialer med genstande, vi kender fra
hverdagen. Det samme gør Rachel Whiteread, Janine Antoni og Robert
Gober, der præsenterer os for alt fra bogreoler og bukselommer til
barnesenge og håndvaske. Kunstnerne kalder dermed på vores personlige
erindringer og associationer, og trækker os ikke blot fysisk, men
også mentalt ind i værket.
Rachel Whiteread, Robert Gober, Janine Antoni, Marc Quinn, Felix
Gonzalez-Torres, Charles Ray, Andreas Gursky
|
|
|
