 |
[14.
oktober 2003]
pressemeddelelse

Elmer
PAINTBOX extensions
Elmer
Fernisering fredag 17. oktober kl.17-20
18. oktober – 15. november 2003
PAINTBOX extensions
Vognmagergade 2
København K
www.paintbox.dk
Fra konfettiregn under en FCK sejrsrus til allestedsnærværende
pop-sild som Pink og Britney Spears. Elmer opfinder aldrig fra grunden,
men gentager i stedet motiver fra vores flimrende billedkultur.
På PAINTBOX-udstillingen vises en helt nye serie af værker,
produceret på kun 14 dage.
Det handler om form og ikke mindst formessens. Elmer arbejder ud
fra ideen om, at alt ligger i stregen – farven, formen og
genkendeligheden. Det kan iagttages på PAINTBOX-udstillingen,
der præsenterer værker, hvor kun en farvet kontur af
det egentlige, spraymalede motiv er frilagt. Resten er retoucheret
bort med grå akrylfarve.
Motiverne i de aktuelle værker er givet på forhånd,
hentet ud af dagligdagens endeløse billedstrøm. Gentagelsen
– kopien – har været et gennemgående tema
i Elmers snart 25-årige virke som kunstner. Det startede i
1981 med opfindelse af Post-Painting begrebet og en praksis, der
bestod i at gentage alt fra modernistiske mesterværker til
øl-reklamer på plastik. Som en demonstration af massekulturelt
replay og det unikkes forfald. Siden har Elmer kastet sig over hverdagsmotiver
som lakridskonfekt, køkkenets gasblus eller plænen
med mælkebøtter, fortolket i to dimensioner og ofte
på lærreder i stort format. Når motivet oversættes
til et abstrakt, todimensionalt formsprog sløres referencen.
Men i koncentratet af farve og form ligger genkendeligheden skjult
– klar til at ’tricke’ konsumkulturens billedsløvede
beskuer.
Trivialbilleder, fundet i blade, aviser og glittede reklamekataloger
har dannet baggrund for de seneste års undersøgelser
af billedets status. Hvor Elmer i post-painting-begrebets barndom
malede i 1:1, er der i dag tale om en bearbejdning eller versionering
af motivet i form af de fravalg, der ligger i påsmøringen
af den grå akrylfarve. Fravalg, der til enhver tid har det
formål af frilægge essensen.
Elmer (f. 1952)
Udvalgte udstillinger og projekter: 2003 Permanent udsmykning, Det
Kgl. Danske Kunstkakdemi, København samt Elmers End, Christoffersen
Art 1998 Albertslund Rådhus samt Visual Luxury, Charlottenborg
Udstillingsbygning (gruppeudst.) 1984-85 Post-Painting, Nordisk
Kunstcentrum, Helsinki; Galleri F-15, Moss, Norge samt Kulturhuset,
Stockholm. 1977-79 Plakatprojekterne Nu også: Elmer samt Lej
en familie. Elmer har undervist på Det Kgl. Danske Kunstakademis
grundskole fra 1993 – 2003.
PAINTBOX extensions sætter med i alt ni udstillinger, fordelt
over 11 måneder fokus på det konceptuelle maleri i ind-
og udland. Læs mere om projektet og de deltagende kunstnere
på www.paintbox.dk
|
 |
|