 |
[12. november 2003]
pressemeddelelse
Frans Jacobi
Edderkopper fra Mars
Overgaden i stueetagen
Frans Jacobi
Edderkopper fra Mars
25. oktober - 23. november 2003
Overgaden - Institut for Samtidskunst
Overgaden neden Vandet 17
1414 København K.
tlf. 32 57 72 73
http://www.overgaden.org
- Garagen: Nikolaj åbner døren.
Da Nikolaj åbner garagedøren mødes han af en
underlig rumlen og en stemme taler til ham inde fra det mørke
rum. Midt i kaoset af værktøj, reservedele og almindeligt
rod træder pludselig en lille velkendt mandsling frem. Der
går lidt tid inden Nikolaj genkender ham: Per stig Møller.
Per stig Møller: ”Ja Nikolaj, du genkender mig sikkert,
jeg er kommet for at hyre dig til en hemmelig mission”.
Denne scene er et af vendepunkterne i Frans Jacobis historie, der
parafraserer tv-serien Nikolaj og Julie. Hovedpersonen Nikolaj sendes
her gennem en søsyg serie af ekstreme (sinds)tilstande: skinsyge,
skizofren paranoia, oplevelsen af politiske intriger meget tæt
på og en invasion fra Mars. Til sidst ender dette inferno
af kalejdoskopiske bevidsthedsplaner på bunden af Københavns
Havn, hvor Nikolaj møder en syngende havfrue.
Historien om Nikolaj kan opleves scene for scene på OVERGADEN,
hvor man ledes gennem filmens sindrige arkitektoniske struktur.
Edderkopper fra Mars er anden del af Frans Jacobis Danmarks-trilogi.
Første del var genopførelsen af Røde Mors Betonhjertet,
der parallelt med udstillingen på OVERGADEN vil blive vist
i en ny videoversion på i-n-k.
Frans Jacobi (f.1961) er billedkunstner og arbejder med installationskunst,
foto, tegning og lyd mm. Han er lektor ved Kunstakademiets Billedkunstskoler
i København og siden juni 2003 desuden medlem af Kunstrådet
under Kulturministeriet. Jacobi har deltaget i diverse udstillinger
herhjemme og i udlandet. I år alene har han eksempelvis udstillet
på Galerie Barbara Thumm i Berlin, på Museum of Contemporary
Art and Design i Costa Rica samt deltaget i Home Sweet Home, Århus
Kunstmuseum.
Af seneste separatudstillinger kan nævnes Betonhjertet og
Nylonvinden i Oslo og København i 2002; the long kiss goodnight
på Galleri Stalke, København 2000; imagine på
Galerie Anita Beckers, Frankfurt og Schaper Sundberg Gallery, Stockholm
1999.
Udstillingen på OVERGADEN er muliggjort med støtte
fra Billedkunstrådet
Vær endelig opmærksom på at Overgaden i perioden
25/10-23/11 har tre spændende seperatudstillinger af andre
kunstnere, der arbejder med filmmediet. De andre kunstnerne er Bynke
Maibøll og Mette Hansen.
|
 |
|