 |
[30.
oktober 2003]
pressemeddelelse
Benny Dröscher
Waterfall and Sugar-coated Memories
Galleri Specta
Benny Dröscher
Waterfall and Sugar-coated Memories
Fernisering fredag 31. oktober kl. 17-19
31. oktober - 29. november 2003Galleri Specta
Peder Skrams Gade 131
054 København K
tlf.: 3313 0123
fax:3313 3203
specta@specta.dk
www.specta.dk
Vandfald, julesalmer, tarotkort og storkerede. Romantik og symbolisme.
Scenografi og pop.
Kun én ting kan man være sikker på, når
man træder ind i Galleri Specta til Benny Dröschers udstilling
af nye værker: Intet er, hvad det ser ud til at være.
Som hos filminstruktøren David Lynch er Benny Dröschers
billedverden en tvetydig, nærmest ironisk kombination af det
autentiske og det syntetiske, som efterlader tvivl om, hvad det
er, vi står overfor.
Et glansbillede? En scenografisk iscenesættelse, der nærmer
sig det groteske? Eller et drømmebillede fra et sted i vores
romantiske indre?
Udstillingen er bygget op omkring et stort, romantisk vandfald,
der fylder det ene gallerirum. Værket er svøbt i et
generøst overforbrug af glimmerstads og eventyr-metaforik,
som på én gang virker dragende og frastødende.
På den måde stikker Benny Dröscher et både
kærligt, poetisk og knivskarpt spørgsmålstegn
ind i forholdet mellem virkelighed og fantasi - og i vores erindring,
der har det med at pynte på eller camouflere den faktiske
oplevelse. Kan vi bevare lysten til livet, hvis vi ikke får
lov til at omskrive de faktiske forhold til glansbilleder? Er det
muligt at erobre virkeligheden tilbage fra illusionernes store overdrev?
Resultatet er underholdende og fascinerende. Men samtidig udstiller
Benny Dröscher ligegyldigheden i de fascinerende ting, han
lægger frem. Han strækker dem ud til grænsen -
og somme tider over - blandt andet for at undersøge, hvor
smertetærsklen ligger for brugen af banale symboler og vores
behov for dem.
Med sin nye udstilling afdækker Benny Dröscher endnu
et stykke af glansbilledets virkelighed. Det sker med den kunstneriske
konsekvens og den unikke udtryksform, der i de senere år har
placeret ham som en markant skikkelse i ung, dansk kunst og foreløbig
ført til repræsentation på bl.a. Malmö Konstmuseum,
Arken og
Kobberstiksamlingen.
Med venlig hilsen
Else Johannesen/Galleri Specta
|
 |
|